Ikke længere alene

Af Emilie Toldam Futtrup

I otte år har en depression plaget Victor og gjort ham indelukket og usikker på, hvordan man agerer socialt. En ny begyndelse på Struer Fri Fagskole vender på mange måder op og ned på hans liv, og Victor føler sig for første gang i sit liv for alvor som en del af et fællesskab.

Søvnigt kommer den ene efter den anden stille og roligt dryssende, tager en tallerken og udser sig et bord at sætte sig ved. Kun lidt sagte snak i hjørnerne bryder morgenstilheden. En pige stopper op ved kassen med pilleæsker og finder sin egen. Hun hælder dagens piller ud i hånden, ind i munden og skyller dem ned med et glas vand.

Med hænderne i lommen og ørene dækket af et par store hørebøffer træder Victor ind i spisesalen. Efter at have fyldt sin tallerken med et mindre bjerg af havregryn får han øje på Camilla, som stille sidder og tygger med øjnene fæstnet på sin mobil. Hun ser op og smiler, da Victor smider hørebøfferne på bordet og sætter sig ved siden af hende. ”Du tager med til undervisning i dag, ikke?” spørger han. ”Mmh.” Camilla nikker med et let tøvende smil.

Struer Fri Fagskole

Victor Lassen er 19 år gammel og elev på Struer Fri Fagskole – en kostskole, der bestræber sig på at klargøre unge i alderen 16 til 23 til job eller uddannelse. Undervisningen er meget praktisk anlagt med forskellige linjefag at vælge imellem udover den dansk-, engelsk- og matematikundervisning, der også følger med. Victor har aldrig haft nemt ved skolen. Hans ADD har gjort det vanskeligt at bevare opmærksomheden og lære nyt, mens en depression gennem mange år har trukket ham ned i et dybt hul af meningsløshed, og selvværdet synes at være faldet med.

Små nips her og der, blomster i vaser og hjemmelavet kunst på væggene bryder de ellers kridhvide vægge, utallige ens stole og hårde linoleumsgulve. En stor opslagstavle hænger i gangen og fortæller eleverne, hvem der er på vagt, og hvad der er planlagt af aktiviteter for dagen. Køen til frokost er lang, og om aftenen fjoller unge rundt, inden de bliver sendt i seng klokken 22. Ved første øjekast virker stedet som en helt almindelig efterskole, men går man tættere på, bliver det tydeligt, at der er noget, som er anderledes her. Ansigterne, der hvirvler forbi på gangene, afslører, at eleverne her er ældre end de typiske efterskoleelever. Og mange af dem kæmper sig gennem udfordringer, de fleste på deres alder ikke behøver at forholde sig til.

Struer Fri Fagskole er en af 13 frie fagskoler, der findes i Danmark. Disse skoler deler lovgivning med efterskolerne, og de to kostskoletilbud ligner hinanden meget. De frie fagskoler adskiller sig dog blandt andet ved, at de ikke optager undervisningspligtige elever, og så er skolerne mere erhvervsrettede. Fælles for eleverne er, at de af forskellige grunde ikke er parate til at starte på en uddannelse, og mange af dem har tidligere oplevet ikke at passe ind i de fællesskaber, de har indgået i. Relationerne mellem lærere og elever og elever imellem er derfor noget, frie fagskoler typisk har stort fokus på. ”Victor har fået næseblod,” siger Camilla med et bredt smil. Hun løber ned ad trappen og åbner døren ind til

toilettet, hvor Victor står og stopper toiletpapir i det ene næsebor. Emilie er lige i hælene. ”Kom, vi skal lige prøve noget!” De griner og hiver ham med op på Camillas værelse. Camilla roder i en kasse med toiletsager og hiver en tampon op. ”Det gør sgu da ondt!” udbryder Victor, da tamponen bliver trykket op i hans blodige næsebor, og de alle tre krummer sig sammen af grin.

Depression førte til ensomhed

Victor har altid godt kunnet lide at observere. Han er også blevet god til det. Han var 11 år, da en spirende depression pressede sig på og kulminerede, da hans far et års tid efter døde. Gennem sin mobil kunne han følge lidt med i, hvad hans klassekammerater havde gang i, mens han selv brugte det meste af sin vågne tid isoleret på sit værelse. De efterfølgende år sneglede sig afsted i en stor bue udenom klasseværelser og skolegårde og satte sine spor. Det var som om, han var gået glip af noget. Noget ret vigtigt. Og pludselig kunne Victor ikke længere finde ud af, hvordan man var social. Samtidig pustede hans overflytning til en specialklasse til de efterhånden stærke følelser af at være anderledes. Da han i februar 2022 flyttede ind på Struer Fri Fagskole, var det derfor med et vist forbehold, men det skulle vise sig at være uden grund. For der var noget særligt over denne skole og disse mennesker. ”Her er alle anderledes,” siger Victor. ”Og her er jeg blevet bedre til at forstå, at andre også kan have det svært. At jeg ikke er alene.”

En ny følelse

Luften er tæt i det skråvæggede opholdsrum, som gemmer sig oppe under taget på skolen. De fire venner smider sig alle i en af de mange sofaer, der står spredt ude i rummet, og går i gang med deres sædvanlige leg: at bryde, kilde og slå hinanden – alt sammen under høje hyl og grin. Emilie begynder at snøre Victors snørebånd op. På skoens nederste kant står alle deres navne indgraveret med en kuglepen. Emilie flår skoen af Victor. ”Lugt!” råber hun grinende og holder skoen op mod hans næse. De kæmper om den. Magnus har også hevet Camillas sko af, og nu piner han hende med kilden under strømpefødderne. ”Magnus!” råber hun mellem grineanfaldene og forsøger at trække sine fødder til sig.

En ny følelse er opstået inde i Victor. Den er varm, men skrøbelig. Victor kan mærke, at han ikke længere febrilsk er nødt til at jagte nogen rundt og sige ”please, vær min ven” eller ”vil du ikke nok være sammen med mig?” På skolen har han fundet tre virkelig gode venner. Samtidig nager tvivlen ham en gang i mellem, hjulpet af depressionen, som stadig kan snige sig ind på han, når han ligger i sin seng om aftenen. ”Selv nu tror jeg ikke helt på det,” siger Victor og smiler let. ”Jeg tænker, om der er et andet motiv bag det, men det er der nok ikke.”