5 minute read
“Det kunne da være rart, hvis jeg snart fandt ud af, hvor jeg er”
Demensafsnittet Svalegangen i Struer er typisk det sidste hjem for de mennesker, der flytter ind. Beboerne er svært udfordrede af deres sygdom, men det betyder ikke, at de ikke oplever dybt meningsfulde stunder hver dag.
Af Maria Høy Hansen
I fællesstuen sidder Willy i sofaen og aer en bamse. Han ser Krummerne sammen med et par andre beboere. Igen. Engang imellem lyder der et par kluk fra beboerne i sofaerne, mens Hr. Krumborg igen får ballade med Fru. Olsen. Willy kan godt have svært ved at finde ro på Svalegangen. Hans billedbog af norske landskaber eller en Dirch Passer film i fjerneren hjælper ham ofte med at finde ro.
Flere bliver demente i Danmark Svalegangen er et hjem for demensramte i Struer med plads til 13 personer, der ikke længere kan huske meget om, hvor eller hvem de er. Her får de hjælp til at stå op, spise og leve værdige og glade liv, blandt de frustrationer sygdommen også bringer. Når beboere flytter ind, er de typisk nået langt i deres demenssygdom, og har brug for meget pleje. Demente på svalegangen ved som oftest ikke, at de bor på et demenshjem. De lever et liv blandt andre beboere og medarbejdere, der gør sig umage for at sikre dem et godt liv i den tid, der er tilbage.
I Danmark lever ca 87.000 mennesker over 65 år med demens. Et tal, der kun forventes at stige. Der findes flere forskellige demenssygdomme, men fælles for de fleste er, at de syge glemmer, hvordan de klarer simple hverdagsopgaver. Ting såsom hvor melet står i køkkenet - eller langt værre, hvem deres børn og familie er. Måden vi i Danmark behandler demens er med medicin, der kan mildne symptomerne, hvilket de også gør på Svalegangen.
Anne Lise får serveret risengrød med kanelsukker til frokost. Hun har ikke længere meget sprog tilbage, så i stedet for sproglig kommunikation med Anne Lise leder de efter andre signaler gennem øjenkontakt og kropssprog. Anne Lise er særligt følende med sine hænder. Mens hun serveres risengrød på skeen, søger de sarte hænder med hud som porøst glas enhver overflade eller tekstur i deres rækkevidde. Kanten af bordet fanger hendes opmærksomhed i et øjeblik, før hun igen åbner munden om skeen. Der er ingen stress. Frokosten tager den tid, den tager.
Nogle dage vågner beboerne først rigtigt hen på eftermiddagen. Det er ikke et problem. Så får de lov til at spise dessert i sengen, som Johannes gør efter dagens frokost. Sherryfromagen bliver serveret på det lille natbord med kærlig hånd på skulderen, der lader ham vide, at den venter på ham. Johannes gengælder med et “Merci”, og følger op med et “Parlez-vous français?”. Det franske er noget af det, der er blevet siddende hos Johannes, der ellers ikke har meget hukommelse tilbage.
Fællesområderne er som oftest rolige, og snakken er lavmælt. Stilheden bliver af og til afbrudt af enten klaverspil, musik eller film på fjernsynet. Livet på Svalegangen bliver på mange måder levet, som var det almindelige liv. I de røde murstensbygninger, der ligger et stenkast fra Limfjorden og høje trætoppe, får beboerne hjælp til at fastholde et så normalt liv som muligt - med nydelse og kærlighed. Aktiviteterne der foregår i huset kan være glemt øjeblikket efter, og derfor forsøger de også at leve i nuets glæder.
Næsten som det var før Flere af beboerne får besøg ugentligt, og fodboldentusiasten Henning, som lige nu er på aflastningsordning i huset, glæder sig meget til at få besøg af Agnete. Flere gange i timen siger han “Det var da ligegodt underligt, at Agnete ikke er kommet endnu”. Men Agnete kommer også rigtig ofte forbi Svalegangen og siger hej til Henning - ham der har været hendes kæreste, i hvad der svarer til et kvart liv. Henning er 94 år gammel og den ældste på stedet, men er også den, der har mest krudt i rollatoren.
Da hun pludselig dukker op i sin røde jakke og rollator, liver Hennings øjne op, og han er hurtigt på benene og møder hende i gangen. De bruger et par timer sammen. Henning spørger efter cigaretter. Agnete minder ham om, at han ikke har røget i over 20 år. Det afviser Henning blankt, men smiler over hele ansigtet og nyder tydeligvis selskabet. Da Agnete rejser sig fra bordet i fælleskøkkenet for at gå hjem, er det ikke uden protester fra Henning, der gerne vil med. De aftaler, at hun snart kommer igen, og Henning går ud i haven og vinker hende farvel, idet hun drejer om hjørnet og ud i den anden virkelighed.
Svalegangen er oftest det sidste hjem for de beboere, der flytter ind. Nogle har været i en aflastningsordning, inden de flytter ind, hvor de kan få lov til at bo i enten dage eller måneder alt efter, hvad behovet er. Det er kommunen, der beslutter, hvem der skal have en af de 13 pladser. Herefter betaler beboerne husleje som på ethvert andet plejehjem. Men Svalegangen er ikke ethvert andet plejehjem. Når der er overskud og bemanding til det, forsøger medarbejderne at tage beboerne med ud på en cykel- eller gåtur i den smukke natur.
Ude i haven sidder Willy og en medarbejder og nyder eftermiddagssolen. Hans uro betyder, at han ofte vandrer rundt på gangene. “Det kunne da være rart, hvis jeg snart fandt ud af, hvor jeg er” siger han pludselig. Hun tager rundt om ham og smiler svagt og svarer “Ja, det ved jeg”.
