1 minute read

anbefalinger til at løfte bestyrelsesarbejdet

Et godt samarbejde mellem bestyrelse, forstander og medarbejdere er med til at udvikle skolen. Her er tre anbefalinger, som kan være med til at kvalificere dit bestyrelsesarbejde.

1. Gør en forskel som bestyrelse

Selvom der er forskelle på bestyrelsesarbejde på folkeskoler og efterskoler, er der stadig en del at hente i Kirsten Birk Lassens bog, der i udgangspunktet henvender sig til bestyrelsesmedlemmer i folkeskolen. De 13 kapitler beskæftiger sig med forskellige områder som trivsel, læring og fællesskaber samt arbejdet med skolens værdier og rammer. Kapitlet om den rolle, du indtager som bestyrelsesmedlem, er særligt relevant, da forfatteren her uddyber flere dilemmaer og paradokser, du kan komme ud for som bestyrelsesmedlem. Samtidig fremsætter hun en række refleksionsspørgsmål, der er gode at stille dig selv, både før du evt. indtræder i en bestyrelse, og hvis du har været i bestyrelsen gennem en længere periode.

‘Skolebestyrelser der gør en forskel –opgaven, rammerne og de bagvedliggende strukturer’, Kirsten Birk Lassen, Dafolo, 2022

2. Få overblik med opslagsværk

Efterskolernes bestyrelseshåndbog fra 2021 giver et grundigt overblik over opgaver og baggrund samt inspiration til bestyrelsesarbejdet på landets efterskoler. Håndbogens formål er både at give en introduktion til nye bestyrelsesmedlemmer og at virke som inspiration for mere erfarne bestyrelser. Med det overskuelige layout og de velbeskrevne indlæg får du et uundværligt opslagsværk, hvor du kan finde svar på alt fra lovgivning til håndtering af forældreklager, revision og lederudvikling.

LÆS MERE efterskolerne.dk/ Bestyrelseshaandbogen

TINA GINNERUP JESPERSEN står bag magasinets side ‘3 udvalgte’, hvor hun anbefaler bøger, podcasts og film. Formålet med siden er at give inspiration til undervisning, pædagogik og ledelse på efterskoler. Tina Ginnerup Jespersen er medlem af Efterskolernes medieudvalg og ansat på Flakkebjerg Efterskole, hvor hun har været siden 2010. De første 12 år som underviser på skolens medielinje og nu som afdelingsleder.

FOTO Signe Find Larsen

3. Tag på kursus og få bestyrelsesnetværk

Foreningens egne kurser er et rigtig godt sted at starte for efterskolefolk – også for bestyrelsesmedlemmer. Til efteråret tilbyder Efterskolerne et internatkursus, hvor du får to dage med foredrag, relevante workshops og sidste nyt fra foreningen samt mulighed for erfaringsudveksling og netværk med bestyrelsesmedlemmer fra hele landet. 0

LÆS MERE efterskolerne.dk/Bestyrelseskursus_23

This article is from: