5 minute read

De 8 mest udbredte nikotin­ og tobaksprodukter

I løbet af de seneste fem til ti år er der kommet et hav af nye tobaks- og nikotinprodukter til. Her er en oversigt over de mest udbredte blandt unge.

1. Puff bars, elf bars, vapes

Populært produkt har mange navne. Puff bars er en e-cigaret i et lukket system. Dvs., at det er et brug-ogsmid-væk produkt, hvor brugeren ikke selv kan skifte væske.

Puff bars er tilsat smag som vandmelon og jordbær og smager nærmest som slik. De varierer i styrke i forhold til mængden af nikotin og kan være meget stærke. Det varierer også, hvor mange sug, der er i hver enkelt puff bar.

RISICI Kan være meget afhængighedsskabende på grund af store mængder af nikotin, som i sig selv er et giftstof. Dampe fra elektroniske cigaretter indeholder kemiske stoffer og partikler. Man ved ikke, hvor skadeligt det er at indånde dampene, men der er fundet kræftfremkaldende og sundhedsskadelige stoffer, partikler og tungmetaller i e-røg. Forskning tyder på, at e-cigaretter kan øge risikoen for forskellige tandsygdomme og komplikationer som f.eks. paradentose og tandtab. I enkelte tilfælde er e-cigaretten eksploderet i munden og har ødelagt tænder og mundhule.

UDBREDELSE Syv procent af de 15-29-årige røg e-cigaretter sidste år. Det er en stigning i forhold til 2020, hvor fire procent røg e-cigaretter. I løbet af det seneste år beretter rusmiddelkonsulenter og andre også om en stor stigning i brugen af puff bars blandt børn helt ned til 11-årsalderen.

HVAD SIGER LOVEN? Puff bars med smag af andet end tobak og mentol er ulovlige i Danmark. Mange puff bars bliver solgt ulovligt via sociale medier, og de indeholder ofte mere nikotin, end det er tilladt i Danmark. Desuden foregår der en ulovlig form for markedsføring i farvestrålende pakker, så de minder om slik eller læbepomader, ligesom videoerne på sociale medier er ulovlig markedsføring.

2. Cigaretter

Det ville være synd at sige, at cigaretter er et nyt nikotinprodukt. De var for alvor med til at gøre nikotinafhængighed udbredt i Vesten fra omkring 1950’erne. Selv om mange andre nikotinprodukter er blevet populære blandt unge, viser undersøgelser, at cigaretter ofte er det første nikotinprodukt unge prøver, før de går over til andre nikotinprodukter.

RISICI Ud fra hvad vi ved i dag, er cigaretter den mest skadelige form for nikotinprodukt. Udover nikotinens skadelige virkning inhalerer rygeren over 7.000 stoffer, og 70 af dem kan føre til kræft. Fra lungerne bliver stofferne ført med blodet rundt i kroppen og kan derfor være årsag til kræft ikke alene i lungerne, men også i bl.a. urinvejene, bugspytkirtlen og mavesækken.

UDBREDELSE I 2021 røg 11,3 procent af de 15-17-årige cigaretter dagligt eller lejlighedsvis. I 2020 var det 11,9 procent af de 15-17-årige.

HVAD SIGER LOVEN? Det er lovligt at sælge til unge og voksne over 16 år.

3. Snus

Snus består af tørret, kværnet og dampbehandlet tobak. Snus findes både i poser og i løs form og placeres oftest under overlæben.

RISICI Udover nikotinens skadelige virkninger kan snus også føre til kræft i bugspytkirtlen, spiserøret og mundhulen. Derudover skader snus tænder og tandkød og giver blottede tandhalse.

UDBREDELSE Lytter man til, hvordan danske unge bruger ordet snus, skulle man tro, at snus er udbredt blandt unge. Men det er fordi, de ikke skelner mellem snus og nikotinposer, som er langt det mest udbredte produkt i Danmark.

HVAD SIGER LOVEN? Det er ulovligt at forhandle snus i Danmark. Faktisk er snus ulovligt i hele EU – bortset fra Sverige, som har fået dispensation på grund af landets særlige tradition for brug af snus. Svenske forhandlere må dog ikke sælge snus til danskere, heller ikke online.

4. Nikotinposer

Nikotinposer indeholder nikotin, men ikke tobak. Poserne bruges oftest under overlæben og kan indeholde forskellige typer smag.

UDBREDELSE Nikotinposer er ifølge Sundhedsstyrelsen det mest anvendte røgfri nikotinprodukt blandt de 15-24-årige. I 2022 var det 11,4 procent af de 15-24-årige, der brugte nikotinprodukter dagligt eller en gang imellem. Det er en stigning fra 2020, hvor 9,1 procent brugte nikotinposer. Der findes ikke nøjagtige opgørelser over, hvor mange der bruger de enkelte nikotinprodukter, idet de unge ikke selv skelner mellem de forskellige typer af produkter.

HVAD SIGER LOVEN? Det er lovligt at sælge til unge og voksne over 16 år.

RISICI Udover nikotinens skadelige virkninger skader nikotinposer tænder og tandkød og giver blottede tandhalse. Der er mistanke om, at de øger risikoen for kræft.

5. Tyggetobak

Før i tiden talte man ofte om skrå eller skråtobak, hvor kraftig, skåret tobak blev placeret direkte i munden. I dag kan man købe tyggetobak, der også er skåret tobak. Det er placeret i små poser, som brugeren tygger let på og placerer under læben.

UDBREDELSE Ligesom nikotinposer bliver tyggetobak typisk omtalt som snus i daglig tale blandt de unge. Der er ikke opgørelser over, hvor mange, der bruger tyggetobak, men nikotinposer virker til at være mere udbredt blandt unge. Tyggetobak bliver af nogle mennesker opfattet som ‘ulækkert’ på grund af lugten, og fordi det farver spyttet brunt.

HVAD SIGER LOVEN? Det er lovligt at sælge til unge og voksne over 16 år.

RISICI Udover nikotinens skadelige virkninger skader tyggetobak tænder og tandkød og giver blottede tandhalse. Tobakken indeholder mange tusinde skadelige stoffer, som kan være kræftfremkaldende.

Vidste du …

… at der endnu ikke er gennemført forskning, som undersøger de nye nikotin- og tobaksprodukters langtidsvirkning, og at produkterne kan vise sig at være mere skadelige, end hvad forskningen viser nu?

KILDE Sektionsleder i Sundhedsstyrelsen

Maja Bæksgaard Jørgensen

6. Opvarmet tobak

Opvarmet tobak består af en elektronisk hardwaredel, hvor brugeren sætter en tobakspind med nikotin og forskellige smage i og ryger den. Kaldes også heated tobacco eller heatsticks.

UDBREDELSE Opvarmet tobak er kommet til Danmark inden for de seneste år. De første målinger af forbruget blandt danske børn og unge er derfor fra begyndelsen af 2020. På det tidspunkt angav 3,2 procent, af de 15-29-årige, at de havde prøvet opvarmet tobak, mens 0,3 procent brugte det dagligt eller lejlighedsvist. De seneste tal fra efteråret 2021 viser, at 3,7 procent angiver, at de har prøvet at bruge opvarmet tobak, mens 0,4 procent angiver, at de bruger det dagligt.

HVAD SIGER LOVEN? Det er lovligt at sælge til unge og voksne over 16 år.

RISICI Undersøgelser har fundet kræftfremkaldende stoffer og tjærestoffer i røgen fra opvarmet tobak, men der mangler viden om sygdomsrisikoen på kort og langt sigt. Der er ikke evidens for, at opvarmet tobak er mindre skadeligt end andre former for tobak.

7. Tobakspulver

Tobakspulver er findelt tobak, der sniffes i næsen. Det kaldes også nogle gange ‘snuff’. Det sælges i dåser, der ligner snusdåser, men det er et løst pulver og ikke pakket i poser.

UDBREDELSE Forbruget af tobakspulver bliver ikke opgjort uafhængigt af andre røgfri nikotinprodukter. Men det er mindre brugt end nikotinposer. 11,4 procent af de 15-29-årige bruger røgfri nikotinprodukter.

HVAD SIGER LOVEN? Det er lovligt at sælge til unge og voksne over 16 år.

RISICI Udover nikotin indeholder tobakspulver ligesom andet tobak skadelige stoffer, herimellem kræftfremkaldende stoffer.

Slang for nikotinprodukter

Unge bruger mange slangnavne for nikotinprodukter - især for nikotinposer. På den måde kan de over for voksne camouflere, hvad de taler om. Blandt nogle af de mest udbredte slangs er: Skive, daus, madpakke, et stykke til overkøjen, træstamme, himmelpude, puka-pose, tyggegummi, slik, klinge, snot, snulle, overlæbeguf, diddy, scooby og hugga.

KILDE ‘Unges forbrug af røgfri nikotin’, Sundhedsstyrelsen, 2022

8. Tobakspastiller

Tobakspastiller er lavet af tobaksblade. Brugerne tygger på tobakspastillerne som en almindelig pastil.

RISICI Udover nikotin indeholder tobakspastiller ligesom andet tobak skadelige stoffer, herimellem kræftfremkaldende stoffer.

UDBREDELSE Forbruget af tobakspastiller bliver ikke opgjort uafhængigt af andre røgfri nikotinprodukter, men er ikke så udbredt som nikotinposer.

HVAD SIGER LOVEN? Det er lovligt at sælge til unge og voksne over 16 år. 0

This article is from: