2 minute read

Kære unge menneske, kig op fra din telefon

Efterskoleåret er ved at rinde ud, og snart skal du videre ud i livet. Jeg håber, at du på din efterskole har oplevet at træde ind i et forpligtende fællesskab, er blevet til noget sammen med og i kraft af andre. Jeg håber, at du i mødet med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse har fundet dit sted at møde verden fra, og at du er blevet tilbudt en horisont til din egen tilværelse.

Du er opvokset i en tid, hvor din smartphone er det første, du ser, når du vågner, og det sidste, du ser, når dagen slutter. Som forældre troede vi engang, at smartphonen ville åbne dig op mod verden og give dig udsyn – at du med telefonen ville blive en dannet, demokratisk verdensborger. Sådan gik det ikke. Smartphonen blev et spejl, der med notifikationernes insisteren på din opmærksomhed sætter fokus på dig – dig – dig.

Du er vokset op i en tid, hvor vi som forældre har været mere optaget af at sikre, at du undgik frustration, end at vi lærte dig at udholde frustration. Som forældre bliver vi vrede, når der ikke er en Tinkahue eller et specielt Føtex-kort til dig, og vi kommer og henter dig på efterskolen, hvis opholdet ikke lige er, som du forventede.

Du er vokset op i en tid, hvor du på den ene side skal forvalte en enorm frihed og på den anden håndtere et stigende pres. Hele verden er åben for dig, og drømmen er din egen. Altså, hvis du bare lige husker at vælge den rigtige uddannelse efter din tid på efterskolen.

Lad os bare slå fast; det er bøvlet at være et ungt menneske, og summen af ubehag er konstant.

Så tro os ikke, når vi voksne forsøger at bilde dig ind, at livet er styrbart, og at du, hvis du blot tænker dig om og træffer de rigtige valg, kan regne tilværelsen ud. Det kan du ikke. Du finder kun ud af, om tømrerfaget, sygeplejestudiet eller jura er noget for dig ved at prøve dig frem.

Klummen I Magasinet Efterskolerne

er skrevet af bestyrelsesmedlemmer fra landets efterskoler. Har du et emne, du gerne vil skrive klumme om, så skriv til art@efterskolerne.dk

Så kig op (fra telefonen), og lad blikket skue ud imod verden omkring dig. Derud, hvor de meningsfyldte og forpligtende fællesskaber trives, og hvor ord som vedholdenhed, disciplin og robusthed er med til at danne dig til et menneske fyldt med håb, drømme, fejl, mangler og vigtigst af alt troen på dit eget værd og tilliden til dine egne handlinger – også når jorden ryster under dig. 0

RASMUS HALL arbejder som videnog udviklingschef på Erhvervsakademi Dania og er bestyrelsesmedlem på Brejninggaard Efterskole. Han vil gerne bidrage til at styrke dannelsesopgaven i hele uddannelsessystemet, hvor han mener, at forpligtende fællesskaber spiller en helt afgørende rolle. Som han ser det, gør efterskoler en virkelig stor forskel på det område for hele uddannelsesdanmark.

FOTO Privat

This article is from: