Forpligtende fællesskaber kommer ikke af sig selv

Efterskolernes dannelsesopgave er under pres, lyder det fra Anne Louise Haaber Hassing. Hun har skrevet speciale om, hvordan skolerne kan løfte kvaliteten i det pædagogiske arbejde med unges dannelse.

Fede rejser, store sportshaller og venner for livet. Det billede har mange unge af efterskoler, og det kan være med til at skrue forventningerne op til, at det er en lykkefabrik, de er landet på, mener viceforstander på Efterskolen Flyvesandet Anne Louise Haaber Hassing.

Hun er bekymret for, at markedsgørelsen kommer til at overskygge efterskolen som dannelsesinstitution og ønsker derfor at kvalificere den pædagogiske refleksion om efterskolernes bidrag til elevernes dannelse.

Ved siden af sit arbejde har hun derfor taget en kandidatuddannelse og skrevet specialet ‘Livsoplysning i nutidens efterskolepraksis’, hvor hun forsøger at finde frem til en nutidig forståelse af livsoplysning, og hvordan man kan arbejde med livsoplysning og identitetsdannelse. For unge i dag har ifølge Anne Louise

Haaber Hassing i den grad brug for at lære at finde sig selv i fællesskabet.

“Unge tænker, at nu skal de på efterskole og have succes. Men vi voksne skal insistere på, at efterskolen ikke er en lykkefabrik. Vi skal gøre det tydeligt, at et år på efterskole også er at gennemgå besværlige identitetsdannende processer,” siger hun.

Det er vigtigt at eleverne lærer, at vejen dertil ikke er en lykkepille.

“Den dannelsesproces, en elev skal igennem på efterskolen, er ofte bøvlet og giver udfordringer. Den får de unge til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem de er, og hvad der betyder noget for dem. Det er alt sammen en del af dannelsen,” siger hun.

Hvis skolerne skal leve op til institutionens egne dannelsesidealer og loven om efterskolernes hovedsigte, er det afgørende, at der er plads til denne forandringsproces i skolens hverdag, mener Anne Louise Haaber Hassing.

“Det kræver en pædagogisk kvalificeret og fokuseret indsats at stilladsere efterskolen som et mulighedsrum, hvor eleverne får plads til identitetsdannelse og mulighed for at indgå i forpligtende relationer,” siger hun.

Det er noget af det, hun har fundet frem til i sit speciale, og hun håber, at hun ved at dele nogle af de vigtigste fund med andre kan sparke en diskussion i gang om, hvordan efterskolernes pligt til at arbejde med livsoplysning kan konkretiseres og udvikles til en nutidig pædagogisk praksis.

For selv at blive klogere på det, har hun som en del af sit speciale interviewet ni elever fra tre meget forskellige efterskoler. Formålet var at finde frem til forhold, der kan beskrives som særlige for unges erfaringer med identitetsdannelse på efterskolen. Noget af det mest centrale, hun har fundet ud af, er, at det er i praksisfællesskaberne, de unge danner deres identitet. Det er i konflikterne på værelset, over morgenmaden, i fællesrengøringen og under samlingerne, at de finder ud af, hvem de er, og hvem de gerne vil være.

“Man kan ikke skemalægge alt. Livsoplysning foregår i høj grad elevernes engagement i hinanden og i deres fælles handlinger. Det er der, livsoplysningen og identitetsdannelsen sker,” siger Anne Louise Haaber Hassing.

Brug for rammesættende voksne

De interviewede elever giver tydeligt udtryk for, at de har brug for de voksne til at rammesætte fællesskaberne.

“Ikke som voksne, der kontrollerer og styrer alt, men som åbne voksne, der indgår i dialog med dem, når de bøvler med relationerne og bliver i tvivl om, hvem de selv er,” siger hun.

I specialet identificerer hun fire forhold, der går igen på tværs af elevernes erfaringer med identitetsdannelse på efterskolen: relationel nærhed, det store fællesskab, selvforholdet og voksenforholdet.

‘Relationel nærhed’ er de venskaber, der opstår i mindre grupper på skolen. Her oplever eleverne en gensidig følelsesmæssig åbenhed overfor hinanden, hvor de gennem tætte, daglige møder knytter sig tillidsfuldt til hinanden. Eleverne oplever efterskolen som en forudsætning for, at de nære relationer kan opstå.

‘Det store fællesskab’ er elevernes erfaring med at blive en del af en forpligtende sammenhæng, der rækker ud over de nære relationer, og hvor de føler sig som del af noget større.

En af eleverne udtrykker det sådan: “Man kan jo egentlig sige, at det fællesskab, man har på efterskolen, repræsenterer et større fællesskab, der er i samfundet. Alle skal ligesom se efter hinanden.”

‘Selvforholdet’ handler om elevernes erfaringer med at forstå sig selv gennem behovet for afgrænsning fra andre og gennem nye livserfaringer, der fører til ny forståelse af dem selv.

Det sidste er ‘voksenforholdet’. Det vil sige elevernes erfaringer med, hvordan skolens voksne arbejder med det, Anne Louise Haaber Hassing kalder ‘stilladsering af dannelse af elevfællesskaber’

De interviewede elever fortæller, at de oplever, at de voksne på efterskolen har særligt fokus på at støtte eleverne i at udvikle og udvide deres sociale relationer og kompetencer og at tage ansvar for fællesskabet.

En af dem siger det sådan: “Så er der sådan nogle helt praktiske ting, hvor man har et møde hver uge og taler om, hvordan går det, og hvordan har du det? Og så kan vi også komme til lærerne. Hvilken som helst lærer på hvilket som helst tidspunkt, hvis vi har brug for det. Også hvis du ikke er i trivselsgruppe med den lærer. Men de opfordrer os til at se efter hinanden, hvis der er nogen, der har brug for hinanden.”

Modstand, åbenhed og dialog

Ifølge Anne Louise Haaber Hassing er det betydningsfuldt for de unges identitetsdannelse, at de voksne på efterskolen formår at skabe et trygt socialt rum, hvor der er plads til, at de kan udvikle deres egen stemme og blive myndige og beslutningskraftige mennesker.

“Min undersøgelse viser, at livsoplysning er en social proces, hvor identitetsdannelse sker gennem deltagelse i praksisfællesskaber. Det centrale bliver derfor, om efterskolen formår at være resonansrum for unges personlige dannelsesproces beskrevet som identitetsdannelse i social praksis og derved være livsoplysende.”

Den proces står for alvor sin prøve, når de unges måde at være på strider mod, hvad de voksne opfatter som det gode efterskoleliv.

“Mange efterskoler oplever, at unge i dag ikke er interesserede i det store fællesskab. Men de er ikke nødvendigvis opdraget til at være en del af et

Bagom undersøgelsen

• Anne Louise Haaber Hassing har læst til cand.mag.pæd. på Syddansk Universitet og skrev i 2022 specialet ‘Livsoplysning i nutidens efterskolepraksis’.

• Centralt i den teoretiske del af specialet står efterskolernes hovedsigte om livsoplysning. I specialet undersøges det, hvordan man ved at koble livoplysning med den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb resonans og den schweiziske læringsteoretiker Étienne Wengers begreb om identitetsdannelse i praksisfællesskaber kan skabe en pædagogisk refleksion og praksis, som kvalificerer arbejdet med identitetsdannelse i fællesskaber.

• Specialets empiriske del er interview med elever fra en lille kreativ efterskole, en mellemstor boglig efterskole og en stor idrætsefterskole. Hun undersøger elevernes oplevelse af og erfaringer med, hvad der har særlig betydning i forhold til identitetsdannelse i efterskolens praksis.

Anne Louise Haaber Hassing har interviewet en række efterskoleelever om deres oplevelse af og erfaringer med identitetsdannelse på efterskolen.

forpligtende fællesskab. Mange af dem gik i 6. og 7. klasse under corona og blev i lang tid bedt om at holde sig til de små fællesskaber. Efterskolen er måske deres allerførste erfaringer med at være en del af et stort fællesskab,” siger hun.

Det er vigtigt, at de voksne formår at forholde sig spørgende til elevens ageren – f.eks. når en elev igen og igen ikke møder op til fællesspisningen.

“Som voksne må vi stå fast på, at fællesspisning er en praksis og en værdi, vi ikke vil give køb på her på skolen. Men vi skal samtidig formå at være spørgende i forhold til, hvad der er vigtigt for eleven, og hvad det handler om for ham eller hende, der ikke møder op. De skal lære, hvad det vil sige at være en del af et forpligtende fællesskab,” siger Anne Louise Haaber Hassing. Hendes speciale viser, at åbenheden og dialogen med eleven er essensen i, hvad livsoplysning handler om.

“Der er så vigtigt, at vi på efterskolen er nysgerrige og etisk opmærksomme på, hvad livsoplysningssigtet handler om. Livsoplysning foregår i det levede liv og vores pædagogiske praksis,” siger Anne Louise Haaber Hassing og fortsætter:

På efterskolen oplever unge – måske for første gang – at blive en del af et forpligtende fællesskab. Derfor er det så vigtigt at insistere på at lære dem at begå sig i det, understreger Anne Louise Haaber Hassing.

“Vi kan nemt komme til at fortabe os i, hvilke fag vi skal have, hvad vores særkende er, og hvad der sælger. Men i sin essens handler efterskole om at være en dannelsesinstitution, og det kræver, at vi har den åbenhed, der skal til for at tage imod de unge, vi nu har i år og at turde gå i dialog om, hvad der pædagogisk virker, når vi skal skabe tillid og hjælpe dem til at blive selvstændige og ansvarlige over for hinanden. Vi skal insistere på, at vi skal en masse med hinanden på efterskolen. Vi skal insistere på at udfordre dem, så de udvikler sig, fra hvem de var, til hvem de bliver gennem deres deltagelse i skolens fællesskaber.” 0