2 minute read

Afskaf Efterskolernes Aften

Tre forstandere mener, at tiden er løbet fra Efterskolernes Aften. De foreslår at droppe det nationale event og i stedet give skolerne frihed til selv at planlægge besøgsaftener, når det passer bedst ind.

Debattører

TEKST Rune Peitersen, forstander på Skanderup Efterskole, Simon Voetmann, forstander på Faaborgegnens Efterskole og Steen Bjerring Fuglsang, forstander på Haarby Efterskole

Onsdag 11. januar slog ‘vi’ – altså den samlede danske efterskolestand – dørene op til Efterskolernes Aften. Står det til os, var det sidste gang, at det event blev afholdt.

I dagene op til havde vi på vores skoler samtaler om, hvor mange besøgende, der mon ville komme, og om de foregående års aflysninger som følge af Corona ville gøre, at efterskoleforældre- og elever havde glemt, at man ganske uanmeldt kan møde op på landets efterskoler en mørk og kold januar aften. Bevares, vi havde besøgende. Også cirka så mange som vi havde regnet med, og det var en fin aften. Men i vores øjne minder Efterskolernes Aften meget om de besøgsaftner, vi på vores skoler afholder cirka en gang om måneden – blot malet lidt tyndt ud over hele aftenen.

Hos os mødte de første gæster, som ventet, op omkring kl. 17.30, og 90 procent var ankommet inden kl. 19.00. De sidste to timer dryssede ganske få gæster sporadisk ind.

Vi mener, at tiden er inde til at droppe det nationale event og lade det være op til efterskolerne selv at planlægge og sørge for, at interesserede elever og familie kan komme og se skolen og få en snak med elever og voksne.

Vi tror, at langt de fleste efterskoler har opdaget, at der er behov for rundvisnings-info-besøgsaftner i løbet af året, og at den tid, man som skole investerer i at lave gode besøgsaftner med jævne mellemrum, er givet godt ud.

Brug ressourcerne bedre

Vi mener ikke, det er nødvendigt, at Efterskolerne bruger tid og annoncekroner på at promovere et event på en bestemt dato, da det i nogle tilfælde kan lægge beslag på en uge, hvor man som skole kunne bruge sin frihed til at gøre, som man vil, f.eks. tage på skilejrskole, lave teater eller noget helt tredje.

Vi ved godt, at Efterskolernes Aften er ment og tænkt som en hjælp til skolerne, men det indskrænker desværre skolernes frihed til at planlægge skoleåret, som man selv synes bedst.

For som gode partisoldat-skoler gør vi naturligvis som sekretariatet på Vartov siger, og der skal da en vis del civil courage til at undlade at afholde eventet, når der netop er brugt ressourcer og markedsføringskroner på det.

Vi tror, at de største vindere i forbindelse med Efterskolernes Aften er de danske mediehuse, der udgiver efterskoletillæg, og de forskellige online annonceringsplatforme, der formentlig også tjener en god skilling på, at alle skoler bruger penge på samme tid.

Og dem skylder vi jo egentlig ikke den bonus. Efterskolernes Dag er et event og en tradition, der har vundet indpas. Det skal der ikke pilles ved.

Men en afskaffelse af Efterskolernes Aften vil i vores optik frigive ressourcer for foreningen – som kunne bruges bedre på politisk pres – og på mere frihed til den enkelte skole.

Hvis vi ikke kan opnå enighed om at afskaffe Efterskolernes Aften, så lad os genindføre ‘Efterskolernes Aftener’ fra sidste år, hvor skolerne åbnede døren på mange forskellige måder og tidspunkter i januar. 0

This article is from: