»Vejen til hjælp er kort - men processen derfra er lang« Når lærerne på Hærvejsskolen skal undervise en elev med særlige behov, følger der resurser med. Men hvis en elev ikke kan inkluderes, kan det være startskuddet til en opslidende proces. Bare 800 meter fra hinanden og med Rødekro Station imellem sig ligger de to afdelinger af Hærvejsskolen. Planen er dog, at de skal samles på en delvis nybygget skole, og det glæder skoleleder Flemming Kristoffersen sig til. Det vil betyde en masse at få samling på tropperne – også på inklusionsområdet, fortæller han, mens han viser vej ned ad de lange gange. Ét plan, røde teglsten, rødbrune mursten, tilknyttet sportshal – Hærvejsskolen ligner så mange andre danske folkeskoler, og som enhver anden dansk folkeskole har skolen skullet vænne sig til at inkludere flere elever med særlige behov i undervisningen. I modsætning til mange andre skoler følger der dog helt konkrete resurser med, når en elev flytter fra et specialtilbud til almenområdet. Og det mærker man på skolen, fortæller lærernes tillidsrepræsentant, Maria Johannsen, da vi er ankommet til skolens kontor. »Det betyder i princippet, at der er resurser til det enkelte barn med særlige behov. Men dermed ikke sagt, at der ikke er udfordringer såvel pædagogisk som omkostningsmæssigt«, siger hun.
tænke mig, at vi var bedre rustet med viden og resurser i forhold til mangfoldigheden og den mangefarvede palet, som er vores oplevede skolehverdag og virkelighed«, siger han. »De nye børnetyper, vi skal inkludere, gør også, at der er et vedvarende behov for opkvalificering og dygtiggørelse. Selv om der har været foretaget såvel forvaltningsmæssige som lokale initiativer, er der ikke i første omgang givet tilstrækkelige midler i forhold til behovsforskelligheden, men karrene er så at sige forbundne, og det er det helt rigtige koncept, der skal udvikles over tid«, siger han.
På Hærvejsskolen har man i flere år haft specialklasser og særlige resursepersoner, og derfor er behovet for hjælp udefra ikke af alt for omfattende karakter, siger skolelederen. Mange af kompetencerne er på skolen i forvejen, er Maria Johannsen og Flemming Kristoffersen enige om. »Men vi kommer til at bruge det mere og mere. Det er et skib, der er sat i søen af dygtige folk, og alle intentioner og overskrifter er rigtige. Vi har for eksempel et forløb med Fjordskolen omkring en enkelt elev allerede«, siger skolelederen.
Specialskole skal være kompetencecenter
Tempoet er højere på gulvet
I Aabenraa er næste skridt i udviklingen af inklusionskonceptet, at kommunens specialskole, Fjordskolen, skal fungere som et kompetencecenter, som almenområdet kan trække på. I første omgang er der iværksat fem konkrete projekter, der er udsprunget af behov udtrykt af normalområdet.
I Aabenraa er det en vigtig del af inklusions konceptet, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) er uafhængig af forvaltningen – PPR-lederen og skolechefen er lige i hierarkiet. Dermed er førstnævnte garant for, at der tænkes på behov, hvis sidstnævnte har for meget øje på økonomien.
Uddannelsen kommer efter børnene Udfordringerne består ifølge Maria Johannsen i, at det ikke er sikkert, at det er den samme støtteperson, typisk en pædagog eller lærer, der er omkring barnet hver gang. Og så kunne hun godt ønske sig, at lærerne havde fået mere efteruddannelse i at undervise børn med særlige behov – inden de kom ind i klasserne. »Det er en kilde til frustration, at man som lærer ikke føler, at man er rustet godt nok. Vi er gode til at videndele og bruge hinanden, men der er stadig et stort behov for efteruddannelse og for at blive klogere«, siger hun. Det billede kan Flemming Kristoffersen godt genkende. »Inklusionstankegangen er helt rigtig, men som alle andre folkeskoler kunne jeg godt
Lærer Maria Johannsen og skoleleder Flemming Kristoffersen er enige om, at tankerne i Aabenraas inklusionsstrategi er helt rigtige, men de efterlyser begge resurser til efteruddannelse. folkeskolen / 07 / 2015 /
144568 p34-37_FS0715_inklusion.indd 35
35
27/03/15 11.51
