tematiseret
truSleN
Over halvdelen af de lærere, der oplever trusler i skolen, anmelder dem ikke. En stor dreng råbte af Thomas Sieberichs, at han ville ommøblere hans ansigt. Thomas var ikke i tvivl om, at episoden skulle anmeldes.
foto: lars Horn
ThoMas Thomas sieberichs er 35 år. uddannet fra lærer uddannelsen i aalborg i 2003.
Han har undervist på Tornhøjskolen i aalborg i ni år. efter episoden over vejede han at skifte job, men han brænder for at hjælpe børn og unge, der har det svært, så med gode kolleger og ledelse er han i dag helt sikker på, at han er det rigtige sted.
22 /
o timer før retssagen bliver Thomas Sieberichs ringet op af sin kollega Michael Varming. Michael behøvede ikke møde op som vidne, fordi han allerede havde fortalt alt om den voldsomme episode. Han tilbyder at køre med, men Thomas synes ikke, han skal spilde en dejlig sommerdag. Men da den 31-årige lærer med den lyse hestehale sætter sig i sadlen og cykler ind mod retsbygningen i centrum af Aalborg, starter et tordenvejr af tanker. Hvad hvis alle drengens venner venter på ham? Er han mon medlem af en bande? Kan en 17-årig knægt blive så vred over at blive slæbt i retten, at han går amok? Tankerne akkompagnerer tråddene i pedalerne. Men der er tomt foran den tunge, rødbrune egetræsdør med nitter. Tinghus, står der på søjleportalen over døren. Nu er det alvor, tænker Thomas, og vreden vælder op i ham, da han går ind ad døren til retslokalet og ser drengen sidde midt i det store, åbne værelse. Thomas bliver hurtigt kaldt frem for at fortælle sin historie. På en stol midt i lokalet sidder han vendt mod dommeren og de tre domsmænd. Han vil ikke se drengen i øjnene. Han bliver nervøs og er bange for ikke at få det hele med.
»Jeg ommøblerer dit ansigt« En helt almindelig dansktime i 8. klasse en formiddag i maj. Thomas ser en ældre dreng, han ikke kender, luske omkring udenfor. Der har tidligere været proble-
mer med unge fra det belastede område i nærheden, så da eleverne er i gang, går Thomas ud for at kigge efter ham. Drengen forsøger at snige sig ud på fællesarealerne. »Hvad skal du her?« spørger Thomas drengen. Han svarer ikke. »Hvis du ikke har noget at gøre her, skal du forlade skolen«, siger Thomas bestemt. »Hvorfor?« Drengen kigger udfordrende på Thomas. Thomas henter Michael fra skolens hjælpecenter Oasen, og de går sammen ud og forsøger at få drengen til at gå. »Hvorfor må jeg ikke være her«, spørger drengen, mens han trækker sig baglæns hen mod parkeringspladsen. »Du er velkommen til at komme en anden dag og besøge os, hvor vi har aftalt det. Men lige nu kan du forlade området, eller også er jeg nødt til at hjælpe dig ud. Vi kan ikke bruge mere tid på det her nu«, siger Thomas. Drengen bakker ind i en hæk, falder og lander i en vandpyt til stor morskab fra et par 9.-klasser. »Hvad laver du, mand?« råber de. Han rejser sig, går truende frem mod lærerne, men vender så alligevel. Men pludselig drejer han sig rundt og råber meget vredt til Thomas. »Jeg smadrer dig. Jeg ved, hvor du bor! Jeg kommer og ommøblerer dit ansigt«. Hans ansigt er fortrukket i vrede, og han spænder kroppen op. Thomas står chokeret tilbage. Michael spørger forundret: »Sig mig, var det ikke en trussel om, at han ville komme og tæske dig«. »Joe«, svarer Thomas og griner lidt usikkert.
folkeskolen / 13 / 2012
136672 p14-25_FS1312_TEMA_2.indd 22
25/06/12 13.09
