1 minute read

Indledning

Next Article
Stormen på søen

Stormen på søen

Fra mit virke som præst, som far og børnebogsforfatter ved jeg, at der allerede findes mange børnebibler. Så jeg vil gerne forklare, hvad der gør Historiefortællerens børnebibel til noget særligt. Ligesom jeg ønsker at fortælle om mine håb for denne bog.

For det første håber jeg, at den vil bringe dig tættere på børnene i dit liv. Det er meningen, at denne bog skal læses højt – deles med børn eller børnebørn, niecer eller nevøer, med en skoleklasse eller en børnegruppe i en kirke. Det er på den måde, mange af Bibelens historier først kom til os: råbt af profeter, proklameret af præster, hvisket som bønner – fortalt højlydt af et menneske til et andet. Folk blev bragt sammen af disse ord. De stillede spørgsmål, fik fælles indsigt eller blev ganske enkelt slået af fælles undren over Guds kærlighed og magt.

Dernæst håber jeg, at bogen vil hjælpe dig til at blive en bedre historiefortæller. I mit arbejde som historiefortæller for The Pittsburgh Children’s Museum bliver jeg konstant overrasket over, i hvor høj grad en velfortalt historie kan gribe, underholde og glæde tilhørerne. De bibelshistorier, jeg har omskrevet i denne bog, skal ikke læses, men først og fremmest fortælles. Jeg har gjort mig umage for at være trofast mod den originale historie, men jeg har også benyttet nogle fortælletricks – gentagelser, rytme osv. – For at historierne vil blive godt modtaget af det lyttende øre.

Det, som du, historiefortælleren, nu må tage dig af, er at lægge stemme til. Og det er derfor, jeg opfordrer dig til at gøre dig bekendt med historierne, før du læser dem højt. Find frem til de tematiske tråde, jeg har spundet historierne sammen med. Lav forskellige stemmer til de medvirkende. Find selv på din egen mimik og gestik og dine egne lyde. Men fremfor alt, hav det sjovt sammen med disse historier. For det er den bedste garanti for, at dine børn også vil nyde dem.

Endelig kræver en historiebibel, i sagens natur, at man vælger visse historier og udelader andre. I dette tilfælde er historierne blevet valgt, fordi de viser, på en måde også yngre børn vil kunne forstå, at Gud er kærlighed. Det er mit håb som kristen, at dine børn, når de har set Gud arbejde fra skabelse til Jesus’ genopstandelse, vil lære at stole på Gud og at lytte til Guds stemme. Og at elske Gud til gengæld.

This article is from: