Daniel og løverne

Daniel savnede sit hjem i Jerusalem, men han ville gerne glæde Gud, hvor end han var, så han arbejdede hårdt – så hårdt, at han blev en af kongens nærmeste hjælpere! Men han glemte aldrig Gud, og han huskede at bede til ham morgen, middag og aften.

Nogle af kongens mænd var misundelige på Daniel. De kunne godt selv have tænkt sig hans job. Så de lokkede kongen til at lave en ny lov – en lov, hvor der stod: “Der er ingen, slet ikke nogen, der har lov til at bede til andre end til kongen.”

“Nu får vi krammet på Daniel!” lo hans fjender.

Og det gjorde de. For allerede næste morgen knælede Daniel ved sit vindue, bøjede sit hoved og bad – ikke til kongen, men til Gud.

“Tak, fordi du tager dig af os i dette fremmede land,” bad han. “Tilgiv os og før os snart tilbage til vores eget land.”

Daniels fjender lå på lur. Og han nåede ikke engang at åbne øjnene, før de greb ham og slæbte ham hen til kongen.

Kongen blev ked af det. Meget ked af det. Han kunne godt lide Daniel. Men han kunne jo ikke bryde sin egen lov.

“Daniel skal straffes,” sukkede han. “Kast ham ned i løvehulen.”

Men samtidig med at kongen gav ordren, hviskede han en bøn, som ingen kunne høre. En bøn til Daniels Gud om, at Daniel på en eller anden måde kunne blive reddet.

Hulen var mørk. Hulen var dyb. Løverne dækkede gulvet ligesom et loddent, knurrende gulvtæppe. De sprang omgående op, da Daniel landede lige midt imellem dem. De slikkede sig om munden. De viste tænder. Deres lysende øjne skinnede glubsk.

De åbnede munden og begyndte at gå hen mod deres middagsmad. Og så standsede de.

“Væk med jer! Forsvind! Skrub så af!” råbte en stemme lige bag ved Daniel.

Løvernes kæber klappede i. Deres haler faldt slapt ned. Og pibende krøb de ud i hulens hjørner.

Langsomt vendte Daniel sig om og kiggede lige ind i ansigtet på en enorm engel!

“Ja, så er der ikke mere at være bange for,” smilede englen. “Gud har sendt mig, så jeg kunne passe på dig. Hvorfor lægger du dig ikke bare til at sove?”

Næste morgen råbte kongen hurra, da han fandt ud af, at Daniel stadig var levende.

“Hal Daniel op,” beordrede han sine mænd. “Og nu, I alligevel er i gang, så tag de mænd, som fik overtalt mig til at lave den tåbelige lov, og smid dem ned i hulen i stedet.”

Kongen lagde armen om Daniels skulder og førte ham tilbage til slottet.

I mellemtiden skreg Daniels fjender om hjælp. Og løverne nød rigtig deres morgenmad!