Den hjælpsomme tjener

Na’aman var soldat. Ikke nogen helt almindelig soldat, nej, han var general over hele den syriske hær! Han havde meget stor magt. Men han var bange.

Det var, fordi Na’aman var syg, og der var slet ingen, som vidste, hvordan de skulle gøre ham rask igen. Hans hud var dækket med sår, og han kunne ikke føle noget med sine fingre eller fødder. Alle havde ondt af ham. Og også Gud havde ondt af ham.

Så Gud hviskede til en lille pige, som var blevet taget til fange af Na’amans hær og bortført fra Guds land. Hun arbejdede for Na’amans kone, og en dag sagde hun til hende: “Hjemme i Israel, der hvor jeg kommer fra, er der en mand, som hedder Elias. Gud bruger ham til at gøre syge mennesker raske. Bare Na’aman kunne tage hen til ham.”

Og inden længe var den store soldat, som havde kæmpet mod Guds folk, på vej for at søge hjælp hos Guds profet.

Na’aman tog ikke af sted alene. Han tog sine tjenere med sig. Og sine heste. Og en vogn fyldt med guld og sølv og ædelstene – så han kunne belønne Elias, hvis ellers kuren virkede.

Det var et storslået optog, så Na’aman regnede også med, at han ville få en flot modtagelse. Men da han sendte en af sine mænd hen for at banke på Elias’ dør, lukkede profeten ikke engang selv op. I stedet sendte han sin tjener Gehazi ud for at sige: “Hvis du gerne vil være rask, så gå hen og dyp dig syv gange i Jordanfloden.”

Nu kan det godt være, at Na’aman var træt og ked af det. Eller måske var han bare stolt. Uanset hvad grunden var, blev han i hvert fald vred over profetens besked.

“Jordanfloden?” råbte han. “Den er møgbeskidt! Jeg har ikke spor imod at springe ud i en flod hjemme i Syrien. Men jeg vil ikke dyppe så meget som en lilletå i Jordanfloden, eller tage mod råd af en mand, der ikke engang gider møde mig!”

“Undskyld, Herre,” mumlede en af Na’amans tjenere, “men hvis profeten havde sat dig til at gøre noget rigtig svært og anstrengende, ville du så ikke også have gjort det med det samme?”

“Naturligvis,” gryntede Na’aman. “Det ville enhver ordentlig soldat!”

“Jamen, hvorfor kan du så ikke gøre noget let – som at vaske dig i floden? Det kan ikke gøre nogen skade, og det kan da være, det hjælper!”

Na’aman sukkede: “OK, da.” Og førte sine mænd ned til floden.

Han dyppede sig to gange. Ingenting.

Han kastede sig i to gange til. Hans hud var lige så grim som før.

To gange mere – og der kom stadig ingen helbredelse. Na’aman var ved at blive vred igen.

Men da han dukkede op for syvende gang og spruttede og prustede og rystede vandet af ansigtet, brød Na’amans mænd ud i et jubelråb. Na’aman åbnede øjnene og kiggede på sine hænder. Sårene var væk. De var forsvundet fra hele hans krop.

Na’aman tog tøjet på og skyndte sig tilbage til Elias’ hus. Denne gang var det profeten selv, som lukkede op, og Na’aman strålede af glæde.

“Modtag denne gave. Tag det hele!” tryglede Na’aman. “For du har reddet mit liv.”

Men Elias sagde nej tak, for det var jo faktisk Gud, der havde helbredt Na’aman.

“Nå, ja,” sagde Na’aman og skrabede en lille bunke jord sammen, “men så lad mig tage det her med mig, så jeg også kan stå på noget af din jord og bede til din Gud.”

Elias nikkede og smilede.

Og Gud smilede også. For ved hjælp af en lille pige og en mudret flod havde han gjort en fjende til en ven.