Brokkehovedet J onas

Jonas var et brokkehoved. Det er rigtigt – et brokkehoved.

Så da Gud sagde, at han skulle tage til Nineve og fortælle de mennesker, som boede der, at de skulle holde op med at være så onde, hvad gjorde Jonas så?

Jonas sukkede.

“Ikke Nineve!” stønnede han. “Alle andre steder end Nineve. De mennesker, der bor der, er vores fjender!”

Og da han var færdig med at brokke sig, købte Jonas en billet. En billet til en sejltur. En sejltur, der ville føre ham langt væk fra Nineve.

Gud lyttede til Jonas’ brokkeri. Gud så ham købe billetten. Men Gud ville stadigvæk have, at Jonas skulle tage til Nineve.

Så da skibet nåede ud på havet, hvor det var allerdybest, sendte Gud en storm.

“Hjælp os, Gud!” råbte en sømand. “Vi synker!”

“Frels os, Gud!” skreg en anden. “Vi kæntrer!”

“Der må være en eller anden ombord, som Gud er meget vred på,” råbte kaptajnen.

Og hvad gjorde Jonas? Jonas sukkede.

“Det er mig,” stønnede Jonas. “Det er mig, Gud er vred på. Han sagde til mig, at jeg skulle tage til Nineve, og nu er jeg ved at sejle den modsatte vej. I skal bare kaste mig i havet, så vil jeres problemer være overstået.”

“Tilgiv os, Gud!” råbte sømændene, da de kylede Jonas ud i vandet. Og havet blev stille næsten med det samme.

“Åh, du godeste,” sukkede Jonas, “jeg synker.”

“Åh, nej,” stønnede Jonas, “jeg drukner.”

“Ih, du milde,” klynkede Jonas, “det er den største fisk, jeg nogen sinde har set!”

Og før han kunne nå at udstøde et eneste suk mere, åbnede fisken munden og slugte Jonas med hud og hår!

Det var Gud, der havde sendt fisken – for at redde Jonas, og for at give ham tid til at tænke sig om. Han havde selvfølgelig en masse at sukke og stønne over – fiskens slimede mave, tangen, lugten. Men Jonas var stadig i live – og det var da noget at glæde sig over! Så Jonas holdt op med sit mukkeri og bad en bøn.

“Jeg var ved at synke, Herre. Jeg var ved at drukne. Men du kom og reddede mig. Så nu vil jeg gøre lige, hvad du beder om.”

Tre dage senere spyttede fisken Jonas ud på en strand. Og Jonas holdt sit løfte – han gik den lige vej til Nineve og sagde til folk der, at Gud ville have, at de skulle ændre sig og holde op med at være onde.

“I har kun fyrre dage til det,” advarede han dem. “Og hvis I ikke har ændret jer til den tid, vil Gud ødelægge jeres by.”

Folkene i Nineve lyttede. Folkene i Nineve græd. Og så ændrede folkene i Nineve sig. Lige fra kongen og helt ned til den fattigste slave besluttede de sig til at gøre det, der var rigtigt.

Og hvad med Jonas? Hvad gjorde han? Han stønnede. Han satte sig i skyggen af et træ, og han sukkede.

“Jeg vidste, at det ville gå sådan,” mukkede han. “Du er en kærlig Gud, som elsker at tilgive. Men jeg bryder mig stadig ikke om folkene i Nineve, og jeg kunne godt tænke mig, at de blev udslettet.”

Jonas faldt i søvn, mens han sad og brokkede sig. Og i løbet af natten sendte Gud en orm, der skulle slå træet ihjel. Da Jonas vågnede, stønnede han mere end nogen sinde før.

“Træet er dødt!” beklagede han sig. “Og nu har jeg ikke nogen skygge.”

“Åh, Jonas,” sukkede Gud. “Du græder over træet her, men du er ligeglad med menneskene i Nineve. Jeg vil have, at du skal elske dem, ligesom jeg gør.”

“Og så,” tilføjede Gud, “vil jeg forresten have, at du holder op med al dit brokkeri!”