De unge mænd, der sagde nej

Gud var meget ked af det. Folk lyttede ikke længere til ham, de talte ikke med ham og fulgte ikke hans love.

”Lav om på jeres liv,” advarede Gud dem, ”for ellers er I nødt til at forlade dette særlige land, som jeg har givet jer.”

Men folk ville ikke høre efter, så Gud lod deres fjender besejre dem, ødelægge deres byer og føre dem hundreder af kilometer væk til slaveri i landet Babylon.

Der var dog nogle blandt Guds folk, der ikke havde glemt ham. Og iblandt dem var der fire unge venner: Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego.

De fire unge mænd var kvikke og stærke, og kongen af Babylon, Nebukadnesar, besluttede sig for at behandle dem godt. Han gav dem bløde senge, god mad og en uddannelse på hans allerbedste skole – alt sammen for at de fire venner skulle glemme det land, de var kommet fra.

Men Nebukadnesar havde ikke regnet med, at de var De unge mænd, der sagde nej.

Kong Nebukadnesars øverste tjener havde fået ansvaret for at gøre de unge mænd til gode babylonere.

”Til middagen i aften,” sagde han, ”kan I vælge mellem følgende fra det kongelige menukort”:

”Lyserøde, lækre pølser. Kødfulde koteletter. Friske frikadeller. Alt sammen lavet af det dejligste kød på grisen.”

Kongens mad så lækker ud, men Daniel, Shadrak, Meshak og AbedNego vidste, at det var lavet af noget, som de ifølge Guds love ikke måtte spise. De love, de havde lært at følge i deres hjemland. De love, som Gud havde givet dem. De love, det land og den Gud, de havde lovet aldrig at glemme.

Så de vendte sig mod kongens tjener og sagde højt: ”Nej!”

Tjeneren kunne ikke forstå, hvad han hørte.

”Ingen lyserøde, lækre pølser?” spurgte han.

”Nej,” sagde Shadrak. ”Men nogle gulerødder vil jeg gerne have.”

”Ingen kødfulde koteletter?”

”Nej!” sagde Meshak. ”Giv mig blot noget salat.”

”Og ikke engang de friske frikadeller?”

”Nej!” sagde Abed-Nego. ”Men bønner elsker jeg.”

”Kongen bliver vred,” forklarede tjeneren. ”Hvis I ikke spiser denne mad, bliver I uoplagte og syge, og så vil kongen straffe mig. Vil I ikke nok overveje det én gang til?”

”Nej!” sagde Daniel. ”Og du vil ingen problemer få med kongen, for vi bliver ikke trætte og syge. Sig til kongen, at vi vil indgå et væddemål. I 10 dage spiser vi ikke andet end grøntsager og drikker ikke andet end vand. De andre unge mænd i paladset kan få vores kød i stedet. Og så må vi se, hvem der har det godt – og hvem der ikke har.”

Tjeneren indvilgede, og det gjorde kongen også. I ti dage fik De unge mænd, der sagde nej ikke andet end grøntsager og vand – og de andre mænd spiste kongens mad.

Hvad skete der så? Den Gud, som Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego ikke ville glemme, glemte ikke dem! Da de 10 dage var gået, så De unge mænd, der sagde nej sunde og stærke ud.

Faktisk meget sundere og stærkere end de andre unge mænd!

Fra det øjeblik fik Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego lov til selv at bestemme, hvad de ville spise. Fordi de var tro mod deres Gud. Og fordi de var De unge mænd, der sagde nej.