De voksne mænd, der sagde nej

En dag annoncerede kong Nebukadnesars budbringer: ”Alle rigets kloge og magtfulde mænd skal tage til Dura-dalen. Kongen har en overraskelse til jer!”

Da de kloge mænd kom frem, stod der den største statue, de nogensinde havde set. Og for foden af den var der det største orkester, de nogensinde havde set.

”Når I hører lyden af trompeten, hornet, sækkepiben og harpen, skal I alle bøje jer ned og tilbede denne gyldne statue,” sagde budbringeren. ”Alle, der ikke adlyder, vil blive kastet ind i en ovn med flammende ild.”

Orkestret begyndte at spille, og alle kastede sig ned på jorden og tilbad statuen. Eller rettere: næsten alle. For der var tre mænd, som ikke kastede sig ned og tilbad statuen: Shadrak, Meshak og Abed-Nego, der nu var blevet ældre. De voksne mænd, der sagde nej. Da Nebukadnesar så dem, blev han rasende.

”Hvem vover at trodse min ordre?” brølede han.

”Shadrak, Meshak og Abed-Nego,” hørte man nogle i flokken sige – det var nogle af dem, der ikke brød sig om, at de fremmede fra Jerusalem havde høje stillinger.

”Før dem straks herhen!” råbte Nebukadnesar.

Så blev De voksne mænd, der sagde nej, ført hen foran kongen.

”I hørte min ordre,” brølede Nebukadnesar, ”og I adlød ikke. Vil I nu tilbede statuen?”

”NEJ!” sagde Shadrak. ”Vi vil ikke tilbede din statue. Vores Gud har sagt, at det er forkert.”

”NEJ!” sagde Meshak. ”Og vi vil aldrig glemme vores Gud og det land, han gav os – det land, vi blev ført væk fra.”

”NEJ!” sagde Abed-Nego. ”Og vores Gud vil ikke glemme os!”

”Af sted til ovnen med dem!” skreg kongen. ”Gør den syv gang varmere, end den ellers er. Og bind dem, så de ikke stikker af!”

Derpå blev De voksne mænd, der sagde nej smidt ind i ovnen. Flammerne var så varme, at de mænd, der smed dem ind i ovnen, brændte op på et øjeblik. Helt anderledes gik det med de tre venner. De blev ikke brændt.

De svedte slet ikke. Og de var ikke alene.

Lige ved siden af dem stod en engel, glimtende som flammerne i ovnen. Han rørte rebene, der var bundet om de tre venner, med en finger, og rebene brændte over. Men Shadrak, Meshak og Abed-Nego havde ikke fået et eneste brandsår.

”Gud er med os,” hviskede englen. ”I skal ikke frygte noget.”

Nu var Nebukadnesars mund ikke længere snørret sammen i en stram knude. Nej, han sad med åben mund af forbavselse.

”Vi smed tre mænd ind i ovnen,” sagde han, ”men se: Nu er der fire mænd!”

Budbringeren sneg sig hen til kongen og sagde: ”Det må være en engel, sendt af den Gud, som disse mænd nægtede at glemme alt om. Hvis det er det, må det være en meget magtfuld Gud, for de er helt uskadte!”

Nebukadnesar sprang op og gav ordre til, at Shadrak, Meshak og Abed-Nego skulle komme ud.

Alle samlede sig om de tre venner for at kigge nærmere på dem.

Og så sagde kongen: ”Lovet være Shadrak, Meshak og Abed-Negos Gud – den eneste Gud! De glemte ham ikke, og han glemte ikke dem. Derfor befaler jeg, at ingen må sige noget dårligt om denne Gud, og jeg befaler, at Shadrak, Meshak og Abed-Nego skal have nogle endnu højere stillinger i mit kongerige.”

Så kiggede kongen på de tre venner. ”De må I da kunne sige ja til,” sagde han og smilede. De tre venner kiggede på hinanden. Og så kiggede de på kongen.

”Ja, det kan vi!” svarede de.