Stormen på søen

Det var en helt vidunderlig dag.

Himlen var blå. Og det var søen også.

Og en let vind piskede bølgerne til skum.

Jesus sad ved bredden af søen og fortalte folk om Gud.

“Gud er jeres far,” sagde han. “Han giver blomsterne deres smukke farvedragt. Han sikrer sig, at fuglene har nok at spise. Men I er hans sønner og døtre. Tror I så ikke, at han også kan give jer mad og tøj? Så I skal stole på ham i stedet for altid at gå og bekymre jer om alting.”

Da Jesus var blevet færdig med at undervise, var han træt. Så han kaldte på sine bedste venner, og de klumpede sig sammen i en båd og satte kurs mod hjemmet på den anden side af søen.

Jesus gabte. Han strakte sig. Han lagde sig, lige så lang han var, og til lyden af bølgernes rytme og bådens vippen faldt han i søvn. Det var en vidunderlig afslutning på en helt vidunderlig dag!

Og så, lige med ét, var dagen slet ikke så vidunderlig mere.

Himlen blev sort. Og det blev søen også.

Og en vild og voldsom uvejrsvind piskede bølgerne op til hushøjde.

Båden gyngede til højre. Båden gyngede til venstre. Båden gyngede op og ned. Båden gyngede faktisk så voldsomt, at Jesus’ venner var sikre på, de alle sammen ville drukne.

Men midt i det hele lå Jesus og sov som en sten – bortset fra et enkelt snøft og snork.

“Jesus!” kaldte hans venner til sidst. “Jesus! Vågn op! Vi drukner alle sammen!”