Et usædvanligt løfte

Gud var bedrøvet. Meget bedrøvet. Overalt hvor han kiggede hen, så han kun mennesker, der valgte forkert. Som hadede hinanden. Som var onde mod hinanden. Som var godt i gang med at lave noget værre kludder ud af hans smukke verden.

“Jeg kommer nok til at begynde forfra,” besluttede Gud. Og så var det, at han tog en snak med Noa.

Noa var ikke lige som de andre. Han var en god mand, og det vidste Gud godt. Så Gud sagde til ham, at han skulle bygge en båd. En båd, der var stor nok til, at der kunne være: Noa, hans kone, hans tre sønner, deres koner, et par af hvert eneste dyr i verden, og mad nok til dem alle sammen i meget, meget lang tid!

Noas familie blev forbavset, da han fortalte dem, hvad det var, han skulle lave.

Noas naboer syntes, det var underligt af ham at bygge en båd så langt væk fra havet.

Og det var ikke let at jage, fange og gøre rent efter alle de dyr.

Men Noa var en god mand. Han gjorde det, Gud havde sagt til ham –også selvom det var svært.

Til sidst, da de alle var sikkert om bord på båden, lukkede Gud døren. Og så begyndte det at regne.

Det regnede i fyrre dage.

Det regnede i fyrre nætter.

Det regnede kraftigere, end Noa nogen sinde havde set det regne før.

Det regnede så voldsomt, at bækkene og floderne, ja, selv havene gik over deres bredder. En oversvømmelse var begyndt. Snart var hver eneste sandstrand, hver eneste klippesti, hvert eneste stykke mudret jord forsvundet under vandet.

Og båden begyndte at flyde.

Den flød oven over husene. Den flød oven over træerne. Den flød oven over bakkerne, og så flød den også oven over bjergene.

Den flød i dage og uger og måneder. Endelig stoppede den. Den sad fast på toppen af et højt bjerg.

Noa åbnede et vindue for at kigge ud. Vandet var begyndt at synke, men verden var langtfra tør.

Så sendte han en due af sted. Og da duen ikke kom tilbage, vidste Noa, at den havde fundet et tørt sted, hvor den kunne bygge rede.

“Kom ud!” kaldte Gud omsider. “Kom ud af båden! Jorden er tør. Verden er ren. Og nu skal du og din familie og alle dyrene se at få nogle børn, så I kan fylde den med liv igen!”

“Hurra!” jublede Noa. Og han takkede Gud, fordi han havde reddet ham.

Gud var også glad. Så han malede verdens første regnbue på himlen –for at fejre sin friske, nye verden. Og for at love, at han aldrig ville sende sådan en oversvømmelse igen.