Jerikos fald

Jerikos mure omkransede hele byen. Murene var høje. Murene var tykke. Hvad skulle Guds folk dog gøre for at komme ind?

Josvas tanker kørte rundt i hovedet på ham. Han var blevet leder af Guds folk, nu da Moses var død. Men hvordan skulle han få ført dem ind i Jeriko?

Herrens sværd svingede rundt over englens hoved. “Gud vil føre jer ind i Jeriko,” sagde englen til Josva. “Han har en hemmelig plan. Du skal bare stole på ham.”

Israels soldater samlede sig i rundkreds om deres leder. Han fortalte dem englens plan. De fik det hele at vide. Soldaterne blev forbløffede.

Så marcherede Israels hær rundt om Jerikos mure. En gang rundt hver eneste dag. Seks dage i træk. Og indbyggerne i Jeriko stod og grinede ad dem.

“Hvorfor marcherer de rundt og rundt om Jerikos mure?

Er det en parade? Er det en slags trick? De vinder da aldrig over os på den måde!”

Men da hæren marcherede rundt på den syvende dag – så gik de ikke bare en gang rundt – eller to gange rundt. De marcherede hele syv gange rundt om Jeriko. Så hævede de deres stemmer.

De blæste i deres trompeter. Og så styrtede murene sammen!

Israels folk dansede rundt om Jerikos ruiner. “Gud hjælper os!” sang og råbte de. “Han vil aldrig svigte os!” sine mænd ned til floden og befalede dem at drikke.

Nogle af soldaterne labbede vandet i sig ligesom hunde; dem sendte Gideon hjem.

Andre lagde sig på knæ og brugte deres hænder som krus. Det var de soldater, som Gideon beholdt. Og da han var færdig, var der kun tre hundrede tilbage!

“Gideon,” hviskede Gud. “Hør her, Gideon,” kaldte Gud. “Nu er vi klar til at slås med midjanitterne.”

“Men de-de-der er tusindvis af dem,” stammede Gideon. “Og kun tre hundrede af os. Hvordan skal vi dog kunne vinde?”

“Det kan I heller ikke,” sagde Gud. “Ikke uden min hjælp. Og det er det, jeg vil have, du skal forstå. Hør nu ordentlig efter. Min plan er at ...”

Senere den nat førte Gideon sine tre hundrede mænd helt hen til udkanten af midjanitternes lejr. I den ene hånd havde hver soldat en trompet, og i den anden bar han en lerkrukke med en brændende fakkel indeni. Der var ikke et eneste sværd at se! På Gideons signal blæste soldaterne i deres trompeter, smadrede deres krukker og råbte: “For Gud og for Gideon!”

De midjanitiske soldater vågnede forskrækkede.

Det var, som om der var larm og ild hele vejen rundt om dem! Forvirrede og fortumlede famlede de rundt i mørket – løb ind i hinanden og faldt over hinanden. Og det varede ikke længe, før de også var i gang med at slås med hinanden!

Da kampen var slut, flygtede de midjanitiske soldater, der var tilbage. Og de var overbeviste om, at de var blevet besejret af en stor hær. Men det var bare Gideon, hans tre hundrede mand og Gud, som hele tiden havde vidst, hvad det var, han gjorde.