Samson og Dalila

Filistrene var trætte af, at Samson slog dem igen og igen, så de tog hen for at snakke med Samsons kæreste, Dalila.

”Hvis du kan finde ud af, hvad hemmeligheden er bag hans styrke,” sagde de, ”vil vi give dig en stor bunke sølv.”

Dalila kunne godt lide sølv. Faktisk var hun mere glad for sølv, end hun var for Samson. Så hun gjorde, hvad de bad hende om.

”Samson, åh Samson,” kaldte hun sukkersødt. ”Vil du ikke fortælle mig, hvor dine kræfter kommer fra?”

Samson kunne rigtig godt lide Dalila, men han var ikke dum! Så han besluttede sig for at snyde hende.

”Bind mig med syv friske strenge fra en flitsbue,” løj han, ”og jeg vil blive lige så slap som et almindeligt menneske.”

Dalila sørgede derpå for at skjule nogle mænd i rummet ved siden af. Hun bandt Samson med de syv strenge, og så råbte hun: ”Samson! Åh Samson! Filistrene kommer!”

Filistrene væltede ind gennem døren! Samson fik strengene til at sprænge, og så jagede han alle filistrene ud.

Og hans hår blev bare ved med at gro!

”Samson, åh Samson,” surmulede Dalila. ”Du løj for mig. Er du ikke sød at fortælle mig hemmeligheden bag dine kræfter?”

Samson kunne godt lide dette spil, så han fortalte hende endnu en løgn.

”Bind mig med helt nye reb, så vil jeg blive lige så slap som et helt almindeligt menneske.”

Endnu engang sørgede Dalila for, at mændene lå på lur i rummet ved siden af. Hun bandt Samson med nye reb, og så råbte hun: ”Samson, åh Samson! Filistrene kommer!”

Filistrene væltede ind gennem døren! Samson fik rebene til at sprænge, og så jagede han alle filistrene ud.

Og hans hår blev bare ved med at gro!

”Samson, åh Samson,” klynkede Dalila. ”Du løj for mig igen. Er du ikke sød at fortælle mig hemmeligheden bag dine kræfter?”

Samson smilede til hende. ”Ok,” sagde han. Men det var blot endnu en løgn. ”Tag mine syv fletninger og væv dem sammen med stoffet på din væv. Så vil jeg blive lige så slap som et almindeligt menneske.”

Igen fik Dalila mændene til at gemme sig i rummet ved siden af, og hun vævede Samsons syv fletninger ind i stoffet på hendes væv. Så råbte hun: ”Samson, åh Samson! Filistrene kommer!”

Filistrene sprang ind gennem døren, og i næste øjeblik sprang Samson op og rev håret til sig. Igen jagede han alle filistrene ud.

Og hans hår blev bare ved med at gro!

”Samson, åh Samson,” græd Dalila. ”Du elsker mig slet ikke! Du har løjet for mig igen. Vil du dog ikke nok fortælle mig din hemmelighed?” Og hun plagede ham dag efter dag efter dag.

Måske var det plageriet. Måske var det tårene. Måske elskede Samson faktisk Dalila. Eller også havde Samson blot glemt, hvor hans styrke kom fra. Måske troede han, at det helt var hans egen fortjeneste – og ikke noget, Gud havde givet ham til gengæld for hans løfte. Uanset grunden, så endte Samson med at fortælle Dalila sandheden.

”Jeg gav engang mit løfte,” sagde han. ”At mit hår aldrig ville blive klippet. Hvis du klipper mit hår, vil jeg blive lige så slap som et almindeligt menneske.”

Igen skjulte Dalila mændene, og da Samson var faldet i søvn, bad hun en af mændene om at klippe Samsons lange fletninger af.

”Samson, åh Samson!” skreg hun. ”Filistrene kommer!”

Samson vågnede. ”Jeg jager dem ud, ligesom jeg gjorde sidst!” råbte han. Men da filistrene kom løbende gennem døren, kunne Samson ikke gøre noget. Han var virkelig lige så svag som et almindeligt menneske. Og denne gang fangede filistrene ham og tog ham med til fængslet.