Samson og filistrene

Da filistrene havde fanget Samson, stak de hans øjne ud, lagde ham i lænker og smed ham i en fængselscelle. De lænkede ham til et stort hjul af sten, og dag efter dag skubbede han hjulet og kværnede deres korn. De troede, de havde vundet over ham én gang for alle. Men Samsons hår begyndte at vokse ud igen. Og uge efter uge, måned efter måned, blev det længere.

Nogen tid efter besluttede filistrene at holde en stor fest for at fejre, at Samson var blevet fanget og for at takke deres Gud Dagon, som havde gjort det muligt. Hvad de ikke havde tænkt på, var den eneste sande Gud. Den Gud, som havde givet Samson hans styrke, og som stadig havde brug for ham til at beskyttes Guds folk.

Der var mere end 3000 filistre samlet i templet den dag. De stod som sild i en tønde. Og midt i festlighederne bad filistrenes ledere om at få hentet Samson. Folk grinede og klappede, da de så ham.

”Vores gud har nedkæmpet fjenden,” jublede de. ”Den fjende, der lavede så meget ballade.”

Og da de var færdige med at grine, blev Samson trukket hen til templets søjler. Men Samson havde fået en god idé – en sidste plan, der skulle gøre en ende på hans fjender.

”Du ved, at jeg er blind,” sagde Samson til fangevogteren. ”Stil mig, så jeg kan nå søjlerne. De er rare at læne sig opad.”

Og det gjorde fangevogteren. Han stillede Samson mellem søjlerne –de søjler, der bar hele templet.

”Kære Gud,” bad Samson. ”Den eneste styrke, jeg nogensinde har haft, kom fra dig. Det husker jeg nu. Så jeg beder dig: Husk mig og giv mig mine kræfter tilbage denne ene gang.”

Og med sin venstre hånd på én søjle og sin højre hånd på en anden søjle begyndte han at skubbe.

Han skubbede, og søjlerne knirkede.

Han skubbede, og søjlerne revnede.

Han skubbede, og søjlerne smuldrede.

Han skubbede, og søjlerne væltede.

Og da de gjorde det, styrtede hele templet sammen. Det styrtede ned over filstrene. Det styrtede ned over deres ledere. Og desværre styrtede det også ned over Samson.

”Lad mig dø sammen med filistrene!” råbte han mod himlen. Og det gjorde han, og med sin død slog han mange flere fjender ihjel, end han havde gjort gennem hele sit liv. På den måde gjorde han, hvad Gud havde bedt ham om – beskytte sit folk mod deres fjender.