Kongemageren Samuel

Samuel ledede Guds folk – med Guds hjælp. Men da Samuel blev gammel, spurgte folket ham om noget, der gjorde ham trist.

”Alle andre har en konge,” sagde de. ”Så hvorfor kan vi ikke også have en konge?”

Samuel fortalte det til Gud, og Gud trøstede ham.

”Det er ikke dig, de ikke vil have,” sagde Gud. ”Det er mig. Jeg er deres sande Gud, men de kan ikke altid se det. Så fortæl folket, at de godt kan få en konge, hvis det er det, de vil. Men fortæl dem sandheden. Fortæl dem, at det ikke vil gøre deres liv lettere.”

Så det var, hvad Samuel sagde.

”Gud siger, at I godt kan få jer en konge,” sagde han til dem. ”Men han vil også fortælle jer, hvad det indebærer. En konge vil gøre jeres sønner til soldater, jeres døtre til tjenestepiger, og jeres korn og jeres guld vil han forære som gaver til sine særlige venner. Han vil med andre ord gøre jer til sine slaver.”

Det lød ikke særlig rart, men de ville stadig have en konge. Og så fandt Samuel en konge til dem – en høj og flot mand, der hed Saul.

Saul var en udmærket konge – for en tid. Men så stoppede han med at lytte til Samuel, og han stoppede med at adlyde Gud. Så bad Gud Samuel om at finde en anden konge.

”Tag til Betlehem,” sagde Gud. ”Find en mand med navnet Isaj. Hvis folket skal have en konge, skal det være én, der elsker mig, som stoler på mig, og som vil følge mig. Sådan én kan du finde blandt Isajs sønner.”

Samuel rejste til Betlehem, og da han fik øje på Isajs ældste søn, Eliab, var Samuel sikker på, at Eliab var den udvalgte.

Gud var også sikker – sikker på, at Samuel tog fejl!

”Ja, godt nok er han høj, sagde Gud, ”men det var Saul også. Og kan du huske, hvordan det gik!”

Og så sagde Gud noget vigtigt.

”Du kan kun se, hvordan folk er udenpå, Samuel, men jeg kan se, hvad der er inden i dem – dybt i deres hjerter. Og det er det indre, der er vigtigt for mig.”

Så gik Samuel videre til Isajs andre sønner, og Gud kiggede ind i deres hjerter.

”Hvad med søn nummer to?” spurgte Samuel.

”Nej,” sagde Gud. ”Prøv igen.”

”Den tredje søn?”

”Desværre ikke.”

”Den fjerde søn?”

”Slet ikke!”

”Den femte søn?”

”Nu laver du vist sjov!”

”Den sjette søn?”

”Ikke på vilkår.”

”Den syvende søn?” spurgte Samuel. ”Der er kun ham tilbage!”

”Kig bedre efter,” sagde Gud. ”For det er heller ikke ham.”

”Har du andre sønner?” spurgte Samuel.

”Jo, der er selvfølgelig den yngste,” svarede Isaj, ”men han er ude i marken og passer på fårene.”

”Hent ham!” sagde Samuel. ”Hurtigst muligt!”

Og da drengen dukkede op, hviskede Gud til Samuel: ”Det er ham! Hans hjerte er rent og godt, og han længes efter at følge mig.”

Samuel hældte olie på hovedet af Isajs yngste søn – som et tegn på at Gud havde en særlig opgave til ham, og at han en skønne dag ville blive konge.

Og den yngste søns navn var David.