Kæmpedræberen David

Goliat var stor.

Han var nødt til at bukke sig, når han skulle igennem døren. Hans hoved bumpede altid imod loftet. Og hans venner tænkte sig om en ekstra gang, inden de inviterede ham til middag.

Goliat havde et stort spyd. Mindst tre meter langt. Med en stor jernspids. Og hans store bronzerustning vejede mindst hundrede kilo.

Goliat havde også en stor og kraftig stemme.

Og en dag brugte han den. Han trampede ud foran sin hær og råbte tværs over dalen til de jødiske soldater, der havde slået lejr på den anden side.

“Jeg er Goliat!” brølede han. “Og jeg udfordrer hvem som helst af jer til tvekamp. Hvis I vinder kampen, vil vi være jeres slaver. Taber I, skal I arbejde for os.”

David var lille.

Faktisk var han ikke andet end en dreng, der gik og passede får. Når han trængte til en pause, gik han over til sine brødre i hæren med noget ost. Og det var lige præcis, hvad han gjorde den dag, han hørte Goliat råbe.

David blev vred.

“Hvem tror han, han er, den kæmpe?” fnyste David hånligt. “Ved han ikke, at selveste Gud Herren passer på os? Med Guds hjælp kunne selv jeg tæve den bølle.”

Så David gik en lille omvej. Han gik hen for at tale med kongen.

“Jeg vil slås med kæmpen,” meddelte han.

Og kongen faldt næsten ned fra sin tronstol.

“Jamen, du er jo så lille,” sagde kongen. “Og han er så stor!”

“En løve er stor,” svarede David. “Og det er en bjørn også. Men da de kom for at tage mine får, hjalp Gud Herren mig med at slås med dem og jage dem væk. Og det vil han også gøre med kæmpen.»

Så gik kongen med til det. “Ja ja, da. Men lad mig i det mindste låne dig min rustning.”

Rustningen var stor. Alt for stor. Og så tung, at David næsten ikke kunne røre sig.

Så den gav han til kongen igen. Og i stedet samlede han fem småsten op. Og så tog han sin slynge. Og sin gamle, trofaste hyrdestav.

Goliat brølede af latter, da han så den lille hyrdedreng.

Og han tog to store skridt.

David løb lidt fremad.

To kæmpeskridt mere.

Og David løb lidt længere.

De var midt ude i dalen nu, og der var helt stille.

Goliat udstødte et mægtigt brøl, tog en kæmpe indånding og løftede sit store spyd.

David listede hånden ned i sin lille pose, tog en sten frem og lagde den i sin slynge. Så snurrede han den rundt over sit hoved og lod stenen flyve.

Og før kæmpen kunne nå at sige mere, ramte stenen ham i hovedet, og han faldt om med et ordentligt bump.

Davids side råbte højt hurra!

Goliats side hviskede: “Å-åh.”

Og fra da af skete der store ting for den lille hyrdedreng. Kongen gav ham en belønning. Han fik lov at gifte sig med kongens datter. Og en skønne dag blev han selv konge! Den bedste konge, Guds folk nogen sinde har haft.