Den kloge konge

Da David døde, blev hans søn Salomo den nye konge i Israel. Og hvad tror du, var det første, han gjorde?

Tror du, han kom med nye love? Nej.

Eller at han sendte sin hær ud for at slås med en ny fjende? Slet ikke.

Bestilte han måske en smart ny krone til sig selv? Aldrig.

Nej, det første, han gjorde, var at knæle ned og bede til Gud.

“Det var godt, du gjorde det!” sagde Gud til Salomo. “Hvad er det så, du gerne vil have, at jeg skal give dig?”

Salomo kunne have bedt om hvad som helst. Ligegyldigt hvad. Men hvad tror du, han bad om?

Et langt liv? Nej.

At han skulle vinde, når han gik i krig? Slet ikke.

Masser af penge? Aldrig.

Nej, det eneste, han bad om, var ... visdom!

“Det bliver vanskeligt at regere alle disse mennesker,” bad han. “Og jeg vil gerne gøre det så godt, som jeg kan. Så hjælp mig, Gud. Giv mig visdom, så jeg kan træffe de rigtige valg og gøre de rigtige ting.”

Gud blev faktisk så glad for Salomos valg, at han lovede at give ham visdom – og alle de andre ting oveni. Et langt liv og masser af penge!

Der gik ikke lang tid, før Salomos visdom blev sat på prøve.

En dag kom der to kvinder for at tale med ham. Den ene af dem havde et lille barn med, og den anden var meget ulykkelig.

“Hende der har stjålet min baby!” græd hun. “Hendes egen baby døde. Og mens jeg lå og sov, kom hun og tog min!”

“Det er løgn!” råbte kvinden med babyen. Og hun holdt endnu mere fast om barnet.

Salomo kiggede på kvinderne. Salomo kiggede på babyen. Og hvad tror du, han gjorde?

Gav han babyen til den første kvinde? Nej.

Gav han babyen til den anden kvinde? Slet ikke.

Beholdt han selv babyen? Aldrig.

Nej, han sendte bud efter en af sine soldater og befalede ham at hæve sværdet over barnet.

“Så kan du godt hugge babyen midt over,” beordrede Salomo, “og giv så kvinderne et stykke hver.”

Soldaten blev chokeret. Han kiggede på kongen. Han kiggede på barnet. Men før han kunne nå at bruge sit sværd, råbte den kvinde, der hævdede, at hendes barn var blevet stjålet: “Stop! Lad hende få barnet. Han er min baby, men jeg vil hellere se ham vokse op hos en anden, end at han bliver skåret midt over.”

“Nej, du kan tro nej,” sagde den kvinde, som holdt babyen. “Kongen har ret. Hug babyen midt over!”

Det var lige netop det, Salomo havde håbet på ville ske.

“Nu ved jeg, hvem den rigtige mor er,” sagde han. “Hun ville hellere opgive sit barn, end at det skulle komme noget til.” Og han tog babyen fra den ene kvinde og gav ham til den anden.

Og hvad tror du, Guds folk gjorde? De klappede. De jublede.

Og de takkede Gud, fordi han havde givet dem en konge, som både var klog og god.