Elias og ravnene

Hvis David var den bedste konge, Guds folk nogensinde havde haft, var Akab den allerværste!

Han lyttede slet ikke til Gud.

Nej, han tilbad i stedet en statue, der hed Baal. Og hvad værre var; han fik også mange andre af Guds folk til at gøre det samme.

Gud var ikke glad for, at hans folk havde erstattet ham med en figur lavet af sten og træ. Derfor hviskede han i øret på en profet, der hed Elias – en mand, der ikke havde glemt ham.

”Sig til kong Akab, at det, han gør, er forkert. Sig til ham, at jeg ikke vil lade det regne, så længe han tilbeder Baal.”

Elias gav beskeden fra Gud videre til Akab. Men Akab grinede bare. Og det gjorde han, indtil det stoppede med at regne!

Nu var kong Akab vred på Elias. Så vred at han ville slå ham ihjel. Men Gud sagde til Elias, at han skulle gemme sig i en bjergkløft øst for Jordanfloden.

”Men hvordan skal jeg overleve?” spurgte Elias. ”Helt derude i vildmarken og helt alene?”

”Jeg har ordnet det,” svarede Gud. ”Jeg er trods alt den sande gud, husker du nok. Ikke en statue lavet af sten og træ. I kløften løber der en bæk, som du kan drikke af. Og jeg har bedt nogle af mine fjerede venner om at komme med mad til dig.”

Elias var ikke sikker på, hvad Gud mente, men han stolede på, at Gud ville passe på ham.

Derpå krydsede Elias Jordanfloden og gemte sig i kløften. Han drak vand fra bækken, præcis som Gud havde sagt, han skulle gøre. Og den første morgen kom Guds fjerede venner flyvende. Det var ravne, og i deres næb og deres kløer havde de kød og brød med.

Elias spiste, indtil han var mæt. Og da det blev aften, kom ravnene igen med mere brød og kød!

Og således var Elias i sikkerhed og manglede aldrig mad. Gennem Restaurant Ravnene sørgede Gud for, at Elias fik noget at spise, for han var trods alt den sande Gud – og ikke en statue af træ og sten.