En krukke og en kande

Elias overlevede i lang tid, takket være Restaurant Ravnene. Men fordi det ikke længere regnede, tørrede bækken ud.

”Hvad nu?” råbte Elias til Gud. ”Jeg dør af tørst, hvis jeg bliver herude!”

”Jeg er den sande Gud. Har du glemt det?” sagde Gud. ”Ikke en statue af træ og sten. Så jeg har selvfølgelig en plan. I byen Sarepta, ikke langt herfra, bor der en enke. Tag hen til hende og slå dig ned der. Hun vil sørge for dig.”

Derpå tog Elias af sted til Sarepta, og han fandt enken, som gik og samlede brænde.

”Undskyld mig,” sagde han til hende. ”Kan du undvære noget brød og noget vand?”

Kvinden stoppede op og kiggede på Elias.

”Jeg har ikke noget brød,” sagde hun udmattet. ”Alt, hvad jeg har, er en håndfuld mel i en krukke og nogle få dråber olie i en kande. Lige nu samler jeg brænde til et lille bål. Melet og olien skal blandes sammen til et brød, jeg kan bage over bålet. Når det er bagt, vil jeg spise det sammen med min søn, og så vil vi dø. For det er alt, hvad vi har tilbage.”

Det var en trist historie, og Elias fik ondt af enken. Men så huskede han noget. Gud var den sande Gud. Ikke en statue lavet af træ og sten. Og Gud havde sagt til ham, at enken ville sørge for ham.

Så Elias fortalte kvinden, hvad hun skulle gøre.

”Du må stole på mig,” sagde han. ”Jeg tjener den sande Gud, og han har lovet mig, at han nok skal passe på os. Bag et brød til mig af de rester, du har i krukken og kanden. Bag også et brød til dig selv og din søn. Og jeg lover dig, at der aldrig mere vil mangle mel i krukken og olie i kanden!”

Kvinden stolede på Elias, og hun gjorde, hvad han bad hende om. Og præcis som han havde lovet, blev der ved med at være mel i krukken og olie i kanden – uanset hvor meget hun tog.

Og på den måde klarede Elias sig igennem de næste tre år – med hjælp fra ravne i en kløft, med mel og olie fra en enkes krukke og kande, og mest af alt med troen på den sande Gud og ikke en eller anden statue lavet af træ og sten.