Sprog og stil

Blandt de fire nytestamentlige evangelier udmærker Lukasevangeliet sig på flere måder.1 For det første indledes det med et forord (1,1-4), hvor forfatteren henvender sig til Theofilus og gør rede for formålet med værket. For det andet tager fortællestoffet sin begyndelse med både Johannes Døberens og Jesu fødsel (1,5-2,52), og disse begivenheder forbindes med såvel den jødiske som den romerske historie (1,5; 2,1-2).2 For det tredje er Luk. alene om at bringe nogle af de kendteste lignelser, f.eks. lignelsen om den barmhjertige samaritaner (10,30-37) og lignelsen om de to sønner (15,11-32). For det fjerde udmærker Luk. sig ved i forhold til de andre evangelier i langt højere grad at gengive stof, hvor Jesus forholder sig til rigdom og fattigdom, f.eks. saligprisninger og veråb over henholdsvis fattige og rige (6,20-26), lignelsen om den rige bonde (12,16-21) og lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,19-31). For det femte optræder der flere kvinder i Luk. end i de andre evangelier, f.eks. Maria, Jesu mor (1,26-56; 2,19.51), kvinden i farisæerens hus (7,36-50) og søstrene Martha og Maria, som Jesus besøger (10,38-42). For det sjette adskiller Luk. sig fra de andre evangelier ved at slutte med en beretning om Jesu himmelfart (24,50-53).

Alt i alt har vi med Luk. et eksempel på, hvor forskelligt Jesusoverleveringen er blevet tolket hos de enkelte evangelieforfattere. Og ikke nok med det: Forfatteren til Luk. nøjedes ikke med at fortælle om Jesus, men fulgte det op med at fortælle om udbredelsen af Kristustroen til alle folk gennem apostlene og Paulus.3 Det er i store træk indholdet i Apostlenes Gerninger.4 Luk. og ApG. udgør således et tobindsværk, og det er ikke uden betydning for forståelsen af Luk. Sat på spidsen fristes man til at sige, at evangeliet udgør forudsætningen for, at forfatteren med ApG. kan fortælle om udbredelsen af Kristustroen fra Jerusalem til Rom. Uden tvivl har han fra begyndelsen planlagt at skrive om både Jesu forkyndelse og forkyndelsen om ham som Kristus (“den salvede”). I den forstand kan man med tobindsværket tale om

1. I det følgende forkortes Lukasevangeliet med Luk. Dets forfatter omtales som Lukas, uden at der hermed er taget stilling til forfatterspørgsmålet (se indledningsafsnittet Forfatter). 2. I Matt. fortælles der kun om Jesu fødsel, og den forbindes alene med den jødiske historie (1,18-2,23). 3. Det fremgår af forordet i ApG 1,1-2, at evangeliets forfatter også har skrevet ApG. I dettes forord vises der tilbage til den første bog (πρῶτον λόγον) med en kort angivelse af dennes indhold. 4. I det følgende forkortes Apostlenes Gerninger med ApG.

27

kristendommens første “kirkehistorie”.5 Det er formentlig affattet i første halvdel af 2. årh. og dermed på et tidspunkt, hvor forfatteren har kendskab til de tre andre nytestamentlige evangelier, i forhold til hvilke han vil gribe opgaven anderledes an.

Teksten

I NT er Luk. placeret som det tredje evangelium sammen med først Matt. og Mark. og sidst Joh. ApG. er placeret efter Joh. og før Rom. Det giver god mening, både hvad angår evangeliernes plads i en samlet blok og placeringen af ApG. mellem evangelierne og samlingen af Paulusbreve. I betragtning af, at ApG. afsluttes med Paulus’ ophold i Rom, er det også oplagt, at dette skrift følges op med Rom., der som det største af Paulus’ breve indleder brevsamlingen.

Men når der i dag stort set er enighed om, at Luk. og ApG. er skrevet af samme forfatter, kunne en placering af de to skrifter i forlængelse af hinanden nok have ydet forfatterskabet mere retfærdighed. Det er værd at bemærke, at det lukanske dobbeltværk, der udgør 28 % af NT, i den oldkirkelige tekstoverlevering ikke forekommer som det ene og samlede tobindsværk, det oprindeligt må have været.6 Det ser endda ud til, at allerede den begyndende kanondannelse i slutningen af 2. årh. placerede de fire evangelier for sig, derpå ApG. og Paulusbrevene mm.7 At skrifterne blev adskilt fra hinanden, vidner betegnel-

5. Luk. er også kommet til at spille en væsentlig rolle i kirkens forkyndelse. I den oldkirkelige tekstrække (den første tekstrække) er der 21 tekstlæsninger fra Luk. I den anden tekstrække fra 1885 er der 17 tekstlæsninger fra Luk. Der er således i alt 38 Lukastekster, der prædikes over i Den Danske Folkekirke. Til sammenligning skal det bemærkes, at Matt. har 50, Joh. 37, og Mark. 12 tekstlæsninger. Se hertil Gudstjenesteforordning for Den Danske Folkekirke. Den Danske Alterbog. Autoriseret ved kgl. Resolution af 12. juni 1992, s. 495-496. 6. Vedr. omfanget af det lukanske dobbeltværk, se J.B. Green, The Theology of the Gospel of Luke, s. 2. 7. F. Bovon skriver: “Keine einzige Handschrift, auch nicht die älteste, überliefert uns das lukanische Doppelwerk in seiner ursprünglichen Gestalt und Intention. Die Textkritik ist also ein Stück Auslegungsgeschichte” (Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 13). Placeringen af de fire evangelier forrest og Luk. og ApG. hver for sig fremgår af Muratoris kanonliste. Den har navn efter italieneren L.A. Muratori (1672-1750), der i Milano fandt en latinsk ufuldstændig liste på 85 linier med angivelse af de fleste nt.lige skrifter. Listen hidrører måske fra omkring år 200 og vil i så fald være det ældste vidnesbyrd om en kanonfortegnelse. Inden for nyere

28

sen πράξεις ἀποστολῶν (= apostlenes gerninger) fra midten af 2. årh. også om.8

Det fremgår også af den ældste tekstoverlevering af Luk. i form af syv papyrusfragmenter, blandt hvilke især Papyrus 45 og Papyrus 75 påkalder sig interesse.9 Disse to tekstvidnesbyrd indeholder store dele af Luk.10 Hele evangelieteksten har vi først overleveret i de store kodekser fra og med 4. årh. Blandt dem skal især fremhæves א (Codex Sinaiticus), A (Codex Alexandrinus), B (Codex Vaticanus), C (Codex Ephraemi) og D (Codex Bezae). Også her er evangeliet overleveret sammen med de andre evangelier og adskilt fra ApG.11

I tekstoverleveringen er der divergerende læsemåder, der må tages hensyn til i fortolkningen af de enkelte tekster. I de fleste tilfælde er det dog muligt at bestemme, hvad der er den autentiske tekst. Ændringer i teksten kan således forklares med afskriverfejl, forståelsesmæssige forbedringer i forhold til vanskelige læsemåder (lectio difficilior), har monisering med andre evangeliers tilsvarende tekst samt teologiske tendenser og uoverensstemmelser i oldkirken. For Luk.s vedkommen-

forskning er der dog argumenteret for en senere datering i østkirken i 4. årh. Følger man den argumentation, er den ældste kanonliste at finde i Eusebs Kirkehistorie fra ca. 324 (HE 3,25). I begge lister anføres evangelierne for sig efterfulgt af først ApG., derpå Paulus’ breve. Til spørgsmålet om Muratoris kanonliste og dateringen heraf, se bl.a. A.C. Sundberg, “Canon Muratori: A Fourth Century List”; G. Hallbäck, “Muratoris Kanon. Indledning – Oversættelse – Kommentar”. Interessant er Hallbäcks diskussion om dateringen, hvor han modsat Sundberg hælder til den tidlige datering. 8. Således i Muratoris kanonfortegnelse linie 34, hvor der står Acta autem omnium apostolorum sub uno libro scripta sunt (= men alle apostlenes gerninger er der skrevet om i én bog). I samme fortegnelse (linie 2) omtales Luk. som tertium evangelii librum secundum Lucam (= den tredje evangeliebog ifølge Lukas). Også de såkaldte antimarkionitiske prologer (2. årh.) omtaler ApG. på græsk som Πράξεις Ἀποστόλων og på latin som Actus Apostolorum (se SQE, s. 532-533); endelig vidner Euseb herom (HE 3,4,6). 9. Vi er ikke i besiddelse af originalteksten til Luk. og skal derfor frem til disse papyrusfund fra 3. årh., før der er vidnesbyrd om i det mindste dele af teksten. 10. Se J.A. Fitzmyer, The Gospel According to Luke, s. 128-133. Det ældste papyrusfragment Papyrus 75 indeholder Luk 3,18-22; 3,33-4,2; 4,34-5,10; 5,37-6,4; 6,10-7,32; 7,35-39.41-43; 7,46-9,2; 9,4-17,15; 17,19-18,18; 22,4-24,53. Også mindre dele af Joh. er indeholdt heri. Til sidst står der Εὐαγγέλιον κατὰ Λοῦκαν (= evangeliet ifølge Lukas). 11. Se S. Giversen, Det ny Testamentes teksthistorie, især s. 33-34.41-42.44-57. Codex D, der først og fremmest rummer evangelierne og ApG., er bemærkelsesværdig ved at have en markant længere tekst, især for ApG.s vedkommende, i forhold til den øvrige tekstoverlevering. En nyttig håndbog er B.M. Metzger, A Textual Commentary on the Greek New Testament.

29