Prisen for efterfølgelse – 14,25-35

25 Store folkemængder fulgtes nu sammen med ham, og han vendte sig om og sagde til dem: 26 “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel. 27 Enhver, som ikke bærer sit eget kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel. 28 For hvem af jer, der vil bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner udgiften, om han har råd til færdiggørelsen? 29 For ellers giver alle, der ser ham, sig til at spotte ham, når han anlægger et fundament og ikke formår at fuldføre det, 30 og de siger: ‘Den mand begyndte at bygge, men formåede ikke at fuldføre det.’ 31 Eller hvilken konge, der skal føre krig mod en anden konge, vil ikke først sætte sig ned og overveje, om han med ti tusind mand er i stand til at møde den, der kommer imod ham med tyve tusind mand? 32 For hvis ikke, sender han gesandtskab ud for at spørge om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er på lang afstand. 33 Derfor kan enhver af jer, der ikke giver afkald på alt, hvad der er hans, ikke være min discipel. 34 Salt er godt, men hvis det også mister sin kraft, med hvad skal det så få kraft igen? 35 Det er ikke egnet til hverken jord eller gødning; man smider det væk. Den, som har ører at høre med, skal høre.”

Med 14,25 finder der et sceneskift sted. Lukas bemærker, at Jesus er på rejse (v. 25) og lægger på det symbolske plan op til Jesu tale om at følge ham efter og være forberedt (v. 26-27). Han er influeret af Mark 10,29 og Matt 10,37-38. Udsagnene følges op af to lignelser, der er særstof (v. 28-32). Betydningen af dem fremgår af det konkluderende udsagn i v. 33 om at give afkald. En metafor om saltets betydning runder forløbet af (v. 34-35). 25 Mens Jesus før mødte modstand fra farisæerne og de skriftlærde, lader Lukas nu store folkemængder følges ad med ham. Tilhørerne er dem, der vandrede sammen med ham og må anses for at være potentielle disciple, der stilles over for fordringen herom. 26-27 Jesu tale om efterfølgelse tager afsæt i lignelsen om det store gæstebud med de tre eksempler på nogle, der ikke er parate til at følge ham. At andre så siger ja til indbydelsen, kunne medføre den misforståelse, at det alene skyldes, at de som med den sidste indbydelse er blevet

478

nødet hertil. Men her tager Jesu tale om efterfølgelse sig ud som et korrektiv, der betoner betydningen af at være parat til at træffe den rigtige beslutning.44 Forudsætningen herfor er i første omgang afkald på familierelationer, udtrykt på en skarp måde som had til sin familie (v. 26).45 Hvor der i Matt 10,37 står, at den, der elsker far og mor mere end mig, er mig ikke værd, er Luk.s version kompromisløs. Det er et enten eller, ligesom det senere hedder, at man ikke kan tjene to herrer, idet man vil hade den ene og elske den anden (16,13). At hade i modsætning til at elske skal for begge udtryk ikke forstås i følelsesmæssig retning, men som udtryk for en betingelsesløs henholdsvis tilsidesættelse af familierelationer og hengivelse til efterfølgelse af Jesus.46 I Luk.s sammenhæng drejer det sig om en forfølgelsessituation, hvor man må træffe det valg enten at stå fast eller at falde fra (jf. 8,11-15). Skarpere end Matt 10,38 er også den næste formaning om at bære sit kors, en opfordring Lukas tidligere har gengivet (9,23). For hvor Matt.s version lyder, at “den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”, har Lukas verbet βαστάζειν (= at bære) i stedet for Matt.s λαμβάνειν (= at tage). I Luk. drejer det sig om den vedvarende eksistens som discipel, der følger den korsfæstede efter. 28-32 Typisk for Luk. er der nu to parallelle lignelser, først lignelsen om tårnbyggeren (v. 28-30), derpå lignelsen om hærføreren (v. 31-32).47 De indledes med et appellerende Τίς γὰρ ἐξ ὑμῶν (= For hvem af jer) og Ἢ τίς (= Eller hvilken). I begge tilfælde er der tale om et stort forehavende, der kræver, at man bærer sig klogt ad i planlægningsfasen. Hermed har lignelserne fællestræk med gt.lig visdomslitteratur, i særlig grad Ordsp 24,3-6.48 Der er flere paralleller i de to lignelser: Både

44. Således C.F. Evans, Saint Luke, s. 576. 45. I 12,51-53 er der snarere tale om brud inden for familier, hvorimod der her er tale om afkald, hvor man ikke længere omgås hinanden. Lignende tanker finder man i Epiktet, Diatribai 3,5-8. 46. Til vendingen, se Mal 1,2-3; Rom 9,13. 47. Se nærmere hertil P. Seidelin, “Tårnbyggeren og feltherre-kongen i og udenfor Lukasevangeliets regi”; J.D.M. Derrett, “Nisi dominus aedificaverit domum : Towers and Wars (Lk XIV 28-32)”. 48. En lignende form for belæring findes i Epiktet, Diatribai 3,15,8-13 og Filon, De Abrahamo 105-106. Men især er der klare paralleller i Ordsp 24,3-6. Her er der også tale om en klog husbygger og en klog hærfører. Det hedder, at med visdom og forstandighed bygges og grundfæstes et hus, endvidere at den vise mand har styrke. Om at føre krig står der, at det skal planlægges nøje, og kun med mange rådgivere vinder man en krig. J.D.M. Derrett ser lignelserne i deres oprindelige

479

tårnbyggeren og hærføreren sætter sig først ned (πρῶτον καθίσας) for omhyggeligt at planlægge sit forehavende. Der er i begge tilfælde fokus på formåen og styrke til at gennemføre, hvad der er planlagt. Men lignelserne omhandler to forskellige sociale miljøer, det ene en landmand, der skal bygge et større vagttårn, måske i et fæstningsværk, og må undgå at miste ære fra omgivelsernes side som følge af mang lende forberedelse, det andet en hærfører, der må undgå at begive sig ud i et dumdristigt militæreventyr over for en stærkere modstander og lide nederlag. I begge tilfælde drejer det sig således om faren for ikke at opnå, hvad man har sat sig for samt – i en ære og skam-kultur – at miste ære. Risikoen for enten at blive latterliggjort af omgivelserne eller at skulle ty til overgivelse er betonet. Men det handler også om ikke at lade sig binde til et menneskeligt og materielt forehavende såsom byggeri eller krigsførelse. 33 Med et indledende οὕτως οὖν (= derfor) lægges der op til lignelsernes betydning i sammenhængen: At blive discipel som beskrevet i v. 26-27 (jf. 9,57-62) kræver, at man har tænkt konsekvenserne igennem. Man skal være sikker på, at man vil betale den høje pris, det er at skulle give afkald og følge Jesus med konflikter og forfølgelser som mulig konsekvens. At miste ære kunne i den sammenhæng være i forbindelse med frafald. Særligt for Luk. er kravet om afkald på besiddelser (jf. 6,20.24; 12,33). Verbet ἀποτάσσεται (= giver afkald) kan umiddelbart forekomme at indebære et radikalt afkald på besiddelser, men i den større sammenhæng kan meningen godt være, at enhver efter formåen skal give afkald, således som f.eks. Zakæus (19,1-10) giver halvdelen af sine besiddelser til de fattige.49

form som en midrash over denne tekst. Men hvor Ordsp 24,3-6 giver gode og vise råd, peger lignelserne ifølge Derrett hen på Gud som en bygmester, der ved skabelsen lagde en grundvold og fuldendte sit skaberværk, endvidere som en krigsherre med styrke til at bekæmpe det onde (ibid., s. 245-251). Til kritik heraf, se F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Luk 9,51-14,35), s. 541. En lignende tolkning findes hos P. Seidelin, der peger på Thom. (log 98), hvor Jesus sammenligner Guds kongedømme med en mand, som ville dræbe en stormand. Han trak sværdet i sit hus og stak det igennem væggen, for at han kunne vide, om hans hånd var stærk nok, hvorpå han dræbte stormanden. Meningen med en af Jesus fortalt lignelse som gengivet i Thom. og Luk. kunne så være en slutning a minore ad maius: Når et almindeligt forstandigt menneske ville bære sig således ad, hvor meget mere da ikke Gud (ibid., s. 140-141). 49. Således C.M. Hays, Luke’s Wealth Ethics, s. 135-137. Hays bemærker endvidere, at πᾶσιν (= alt) “need not mean “all without exception” and is in fact a staple hy-

480

34-35 Det afsluttende saltbillede, som Lukas formentlig har fra Mark 9,50 og Matt 5,13, er her sat ind i en anden kontekst. Saltet som konserveringsmiddel for mad og krydderi i madlavning (jf. Sir 39,26) kan være en metafor for, hvad der er uundværligt. Det er forbundet med offerkult og pagtslutning i gt.lige tekster (3 Mos 2,13; 4 Mos 18,19; Ez 43,24; Ezra 6,9). Moseloven sammenlignes med salt, velsagtens som udtryk for denne lovs uundværlighed.

Her afslutter billedet formaningen om at være parat til at blive discipel og tage konsekvenserne heraf. Hvor Jesus i Matt. tiltaler disciplene som “jordens salt”, forudsætter Lukas denne billedlige identifikation og fokuserer i stedet på faren for at gå på kompromis som discipel, hvormed disciplene som salt vil miste deres kraft.50 At saltet i så fald ikke duer til andet end at blive kastet bort, kan være en skjult advarsel om at blive ekskluderet fra det kristne menighedsfællesskab. Verbet, der her bruges, er ἐκβάλλειν (= smide væk / udstøde). I andre sammenhænge forekommer det i betydningen at udstøde ved dommen eller fra menighedsfælleskabet, således i Mark 12,8; Matt 8,12; Joh 9,3435. Til sidst: Formaningen om at høre er endnu et fingerpeg om betydningen af at tilegne sig fuldt ud, hvad man lytter til, og dermed drage konsekvensen, så der er sammenhæng mellem at høre og at gøre (jf. 8,19-21).

perbolic expression.”(s. 137). 50. At salt skulle miste sin kraft, svarer ikke til virkeligheden, hvorfor billedet må anses for at være hyperbolisk (således F. Bovon, ibid., s. 546).

481