Helbredelsen af manden med vand i kroppen – 14,1-6

Kapitel 14

Helbredelsen af manden med vand i kroppen – 14,1-6

1 Og det skete, at Jesus på en sabbat kom hjem hos en af farisæernes ledere for at spise, og de sad og holdt øje med ham 2 Og se, en mand, som led af vand i kroppen, stod foran ham. 3 Og Jesus tog til orde og sagde til de lovkyndige og farisæerne: “Er det tilladt på en sabbat at helbrede eller ikke?”4 Men de blev tavse. Så greb han fat i manden, helbredte ham og lod ham gå. 5 Og han sagde til dem: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, der falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” 6 Men de formåede ikke at give ham et gensvar til dette. Denne episode, der danner indledningen i en måltidsscene med en farisæer som vært (jf. 11,37), er lukansk særstof. I forlængelse af tidligere beretninger om helbredelse på en sabbat (6,6-11; 13,10-17) udgør den især en parallel til beretningen i 13,10-17 om helbredelsen af den krumbøjede kvinde.1 I begge tilfælde indgår der i helbredelsesberetningen en stridssamtale, hvor Jesus diskuterer med lovkyndige og farisæere.2 Formentlig er Lukas som i 6,6-11 influeret af Matt 12,9-14, hvor både spørgsmålet om det tilladelige i at helbrede på en sabbat og henvisningen til at redde et dyr på en sabbat forekommer. Særligt for beretningen her er så, at den finder sted hos en af farisæernes ledere og under et måltid.3 Hermed begynder en lang måltidsscene, der strækker sig til og med 14,24 med lignelsen om det store gæstebud.4 Den indskriver sig således i rækken af måltidsscener i Luk., der markeres flere steder (5,29; 7,36; 11,37). Teksten kan inddeles således: V. 1-2

1. Således J.D.M. Derrett, “Positive Perspectives on Two Lucan Miracles”, s. 277283. 2. Ifølge G. Theissen er der tale om et normunder (Urchristliche Wundergeschichten, s. 120). Karakteristisk for normundere er, at underet begrundes normativt af den, der udfører det. 3. Helbredelsen forbindes med det følgende ved, at der fokuseres på at hjælpe mennesker i nød, enten ved at helbrede eller ved at indbyde fattige og nødlidende til måltid (14,13). 4. Scenen har karakter af et symposion efter græsk-hellenistisk forbillede, hvor der var lejlighed til at føre filosofiske diskussioner.

465

udgør en situationsbeskrivelse, hvorpå følger diskussion mellem Jesus og de lovkyndige og farisæerne i v. 3-5, dog således at helbredelsen foregår herunder og mellem to Jesusudsagn (v. 4). Med afslutningen i v. 6 sættes modstanderne skakmat.

1-2 En steds- og tidsangivelse indleder scenen, der udspiller sig på en sabbat hos en ledende farisæer, i hvis hus Jesus er inviteret til at spise (v. 1). Det signalerer, at farisæere kan være potentielle disciple. Men når det er en ledende farisæer, lægges der også op til, at der kan opstå strid mellem parterne.5 Konflikten foregribes, når der står, at der blev holdt øje med Jesus.6 I v. 2 introduceres manden med vand i kroppen.7 Der er tale om hydropsi, hvilket er en følge af anden sygdom, hvor væske flyder fra kroppen og dermed ud fra en jødisk betragtning medfører urenhed for omgivelserne.8 Så meget desto mere tilspidset er situationen, når manden henvender sig til Jesus hos en farisæer, der må forventes at tillægge såvel sabbatsoverholdelse som renhedsforskrifter betydning, ligesom det er under et måltid, den syge som uren ikke kan deltage i. 3-5 Jesu spørgsmål, om det er tilladt at helbrede på en sabbat eller ikke (v. 3), refererer ikke så meget til Moselovens bestemmelser herom, men handler snarere om, hvorvidt sabbatten som en særlig dag er til for

5. Alene her er betegnelsen ἄρχων anvendt om en farisæer. Det skal ikke forstås på den måde, at han indtager en ledende position blandt farisæere, hvor der ikke var nogen egentlig rangorden. Formentlig har han været enten medlem af det lokale råd eller synagogeforstander. Det kan signalere fjendskab over for Jesus, hvilket ses af forekomsten af ordet andetsteds hos Lukas (23,13.35; 24,20; ApG 3,17; 4,5.8.26; 13,27). 6. Til brugen af verbet παρατηρεῖν (= holde øje med), se 6,7; 20,20 og ApG 9,24. 7. Manden omtaltes i tidligere danske bibeloversættelser som vattersottig og sygdommen som vattersot. 8. Jf. 4 Mos 5,21-22; Sl 109,18. J.B. Green skriver således, at det ikke i sig selv er en sygdom, men en “malfunction in the body, especially congestive heart failure or kidney disease (The Gospel of Luke, s. 546). Sygdomstilstanden viser sig ved ødemer. Der er vidnesbyrd fra den antikke jødedom om, at hydropsi blev betragtet som straf for utugt. Se hertil J.D.M. Derrett, “Positive Perspectives on Two Lucan Miracles”, s. 277-283; B.B. Larsen, Konflikten om gudstjenesten, s. 116-132, specielt s. 122, hvor der henvises til talmudisk litteratur, der vidner om, at man anså vand i kroppen som straf for utugt og dermed så en nær sammenhæng mellem synd og sygdom. Ifølge C.H. Talbert blev sygdommen især anset for at være udbredt blandt de rige, der levede i overflod (Reading Luke, s. 172).

466

at helbrede eller ej. Det forekommer også i 6,9, hvor det er formuleret som et spørgsmål om at gøre godt eller ikke at gøre godt (jf. Matt 12,10). Det er således også et spørgsmål, om helbredelse er at betragte som profant arbejde, der underforstået ikke er tilladt, eller som åndeligt arbejde forstået som lydighed over for Gud, hvilket er tilladt.9 Her er det formuleret med henblik på, at Jesus skal helbrede manden.10 Spørgsmålet besvares ikke af modstanderne, der forholder sig afventende (v. 4a). Derimod foretager Jesus helbredelsen af manden, hvilket samtidig ses som en frigørelse af ham (v. 4b).11 Hermed bringes beretningen på linie med beretningen om helbredelsen af den krumbøjede kvinde i 13,10-17, hvor hun blev befriet fra sin sygdom (v. 12), ligesom hun ikke længere var bundet af Satan (v. 16). Som forsvar for sin handling anfører Jesus en analogi, der gælder redning af børn og dyr på en sabbat (v. 5).12 Ud fra princippet a minore ad maius er konklusionen, at når man vil redde en søn eller et dyr (a minore), vil man så meget desto mere redde et voksent menneske (ad maius). Bag omtalen af dyr kan der være en reference til 5 Mos 5,14 (vedr. sabbatsbuddet) og 5 Mos 22,1-4, hvor det drejer sig om at hjælpe vildfarne okser eller får tilbage til deres ejermand. En sammenligning med Matt 12,11 viser, at Lukas har skærpet udsagnet, dels med at inddrage en fars søn, dels med at fremhæve den akutte situation, hvor en søn eller okse straks må trækkes op med et reb. Eksemplets alvor er således betonet i Luk. (jf. εὐθέως = straks).

9. Således F. Bovon, ibid., s. 474. Her refereres også til jødiske synspunkter, hvorefter sabbatten i overensstemmelse med den første skabelsesberetning (1 Mos 2,2) ses som fuldendelsen af Guds skaberværk (BerR 7,5; 10,9; Midrash Rabba I 52-53.7779). Som han skriver: “Der Sabbat ist in den Augen der jüdischen Exegeten ein Tag, an dem Werke nach dem Bild der Werke Gottes geschaffen werden, ein Tag der religiösen Aktivitäten, familiärer Bindungen, freundschaftlicher Begegnungen und geistlicher Unterhaltungen.” 10. Spørgsmålets aktualitet i den antikke jødedom ses af Jub 50,6-13 og CD 11,1314. I det sidste skrift tales der om, at hvis et dyr falder i en brønd, må man ikke tage det op på sabbatten, og hvis et levende menneske falder ned i et vandhul, må ingen hente det op med stige eller reb. 11. Bag oversættelsen “lod ham gå” gemmer sig verbet ἀπολύειν (= løslade). 12. Der er tvivl om den rette læsemåde, idet nogle tekstvidner i stedet for υἱὸς har ὄνος eller προβάτον. Den valgte læsemåde forekommer dog i så vigtige vidner som Papyrus 45, Papyrus 75 og B. De andre læsemåder må også betragtes som sekundære tilpasninger i forhold til 13,15, ligesom læsemåden med υἱὸς må anses for at være en lectio difficilior.

467