Lignelsen om det store gæstebud – 14,15-24

stridende apostle om betydningen af at tjene frem for at blive betjent. Jesu måltidsfællesskab er ikke alene inklusivt i social og religiøs henseende, men også ikke-hierarkisk og egalitært. Hvor datidens traditionelle måltidsfællesskab ikke kun afspejler, men også vedligeholder og legitimerer en hierarkisk samfundsorden med faste afgrænsninger mellem mennesker med forskellig social, økonomisk og politisk status, er det i Luk. fremstillede måltidsfællesskab et radikalt brud hermed. Men ikke nok med det: Det er for Lukas teologisk set udtryk for et nybrud i historien, hvor Gud repræsenteret ved Jesus optræder som værten, der er velgører i forhold til mennesker med lav status i samfundet. At Lukas sammenlignet med de andre evangelieforfattere tillægger måltidsfællesskabet stor betydning, er udtryk for en specifik lukansk forkyndelse af Guds kongedømme.28 Hertil kommer, at det lægger op til en forståelse af måltidsfællesskabet i Lukas’ menighed som et fællesskab, hvor de deltagende erfarer den opstandne Herres nærvær.29 Til sidst: Når det i 22,24-30 først slås fast, at det for de tolv gælder om at tjene frem for at blive betjent, derpå at de tolv skal spise og drikke sammen med den opstandne Herre og dømme Israels tolv stammer, er det udtryk for en egalitarisme, der stiller alle apostlene lige og med Jesus som forbillede.30

15 Da en af dem, der lå til bords, havde hørt det, sagde han til ham: “Salig er enhver, som spiser brød i Guds kongedømme.” 16 Så sagde Jesus til ham: “En mand holdt et stort måltid og indbød mange. 17 Og da tiden var kommet for måltidet, sendte han sin slave ud for at sige til de indbudte: ‘Kom, for nu er det allerede parat.’ 18 Men de begyndte alle på samme måde at undskylde sig. Den første sagde til ham: ‘Jeg har købt en mark, og jeg er nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig have mig undskyldt.’ 19 En anden sagde: ‘Jeg har købt fem spand okser, og jeg skal ud og prøve dem. Jeg beder dig have mig und-

28. Lignelsen om de to sønner (15,11-32) med farens overdådige modtagelse af ham i form af et festmåltid er udtryk herfor, netop fordi dette måltid ikke er betinget af en gensidigheds- eller belønningspraksis, men udtryk for glæde over at have fundet det tabte. 29. Jf. 24,30-31.35. Se C.H. Talbert, Reading Luke-Acts, s. 129-132. 30. Moxnes taler om et imitatio Christi-motiv, der ikke er moralistisk, men baseret på fællesskabet mellem apostlene og Jesus, hvilket måltidsfællesskabet understøtter (“Meals and the New Community in Luke”, s. 167).

473

skyldt.’ 20 Endnu en sagde: ‘Jeg har taget en kvinde til ægte, og derfor kan jeg ikke komme.’ 21 Slaven indfandt sig så og meddelte dette til sin herre. Så blev husherren vred og sagde til sin slave: ‘Gå straks ud til byens gader og stræder og bring de fattige og krøblinge, blinde og lamme herhen.’ 22 Så sagde slaven: ‘Herre, hvad du bestemte, er udført, men endnu er der plads.’ 23 Og herren sagde til slaven: ‘Gå ud på veje og langs gærder og tving folk til at komme ind, så mit hus kan blive fyldt.’ 24 For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var inviteret, skal smage mit måltid.” Denne lignelse runder kapitlets store måltidsscene af. Som i det foregående spiller vært og gæster en væsentlig rolle i lignelsen. Hvor Matt.s lignelse har en kongesøns bryllup som ramme (22,1-14), har Lukas æn dret det til en formentlig rig mands gæstebud.31 Det er karakteristisk hos Lukas, der også her inddrager menneskers forhold til ejendom og rigdom. Der er flere markante ændringer i forhold til Matt.: For det første handler det i Matt. om en en kongesøns bryllup. I Luk. er det et gæstebud. Lukas har fjernet det allegoriske præg i Matt. (konge- og bryllupsmetaforik). For det andet sender kongen i Matt. flere slaver ud, mens der er én slave i Luk.32 For det tredje sender kongen i Matt. flere gange slaver ud til de først inviterede, hvor nogle optræder ret så voldeligt. Lukas har her strammet op og lader den ene slave blive sendt ud én gang. Til gengæld er der for det fjerde den forskel mellem Matt. og Luk., at der i sidstnævnte gøres udførligt rede for tre af de inviteredes undskyldninger for ikke at komme (jf. Matt 22,5). For det femte udelader Lukas den straffeekspedition, kongen i Matt. udfører (Matt 22,7-8).33 Til gengæld gør Lukas for det sjette meget ud den nye invitation, der foregår i to omgange, hvor Matt. er kortfattet. Her har Lukas’ interesse

31. Lignelsen forekommer i både Matt. og Luk. samt i Thom. (log 64), hvilket ud fra tokildehypotesen kan forklares med afhængighed af Q-kilden. Men den fælles forekomst kan også forklares ud fra hypotesen om Lukas’ genskrivning af Matt., hvad M.D. Goulder gør (Luke — A New Paradigm, s. 588-594). Han viser, at lignelsens struktur er den samme i Matt. og Luk. (s. 589). En kulturantropologisk analyse af lignelsen som hjemmehørende i en antik bykultur findes i R.L. Rohrbaugh, “The Pre-industrial City in Luke-Acts: Urban Social Relations”, s. 137-147. 32. Som M.D. Goulder bemærker om denne ene slave, der går igen i hele lignelsen og nævnes fem gange:, “The poor man must have been exhausted; but then such slave-driving of the single worker is what we find in Lk. 17.7-10, and Luke’s vineyard-owner has only one man in 13.6-9.”(ibid., s. 590). 33. Matt. har utvivlsomt en skjult reference til jødernes nederlag i krigen imod Rom 66-73, specielt med Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70. Lukas refererer i særlig grad hertil i 21,20-24.

474

i hedningemissionen nok spillet ind.34 Matthæus har til gengæld den indskudte episode med kongen, der bliver vred over en gæst, der ikke er iført festtøj (Matt 22,11-14). Den har Lukas udeladt.35 Lignelsen kan inddeles således: En gæsts saligprisning i v. 15 får Jesus til at fortælle lignelsen, hvis indledning går fra v. 16 til v. 17. De tre afbud strækker sig over v. 18-20, hvorpå husherren får slaven til at begive sig ud igen, først til byen (v. 21-22), derpå uden for byen (v. 23). En afsluttende kommentar er i v. 24.

15 En gæsts saligprisning skal ses som forbindelsesled mellem det foregående og det efterfølgende. Som kommentar til Jesu tale om de retfærdiges opstandelse og som optakt til lignelsen gælder saligprisningen deltagelsen i kongedømmets måltidsfællesskab (jf. 13,29). 16-17 Der lægges op til et stort måltid med mange deltagere (v. 16). Formentlig er der et ekko af Es 25,6-10, hvor der står, at Gud på et bjerg skal holde festmåltid for alle folk. Det er gængs skik i antikken, at værten sender sin slave ud for at advisere herom.36 Værten må formodes at være en rig mand, der med et gæstebud deler sin rigdom med andre uden at forvente gengæld (jf. 14,12-14).

34. Det er tydeligt, at Matthæus har hedningemissionen i tankerne, når han i 22,9 lader kongen sende sine tjenere ud til vejenes udmundinger. Ser herom i M. Müller, Komm. til Matt., s. 453. 35. Thom. log. 64 har en version af lignelsen, der ligger tættest på Luk.s version. Her er endda omtalt fire gæster, der undslår sig. Thom. har således som Luk. fokus herpå, ligesom den afsluttende reaktion hos værten konkluderer, at det er købmænd og kræmmere, der ikke skal komme ind til “farens steder”. Det ejendomskritiske tema i Luk. går således igen i, hvad der må formodes at være en genskrivning i Thom. af Luk.s version. 36. Se hertil J. Jeremias, Die Gleichnisse Jesu, s. 65-67 og 175-179. Jeremias peger på, at Luk. i mindre grad end Matt. har allegoriske træk, også på en mulig parallel til beretningen om jøden Bar Ma’jan, der havde foranstaltet et gæstebud, hvor gæsterne ikke indfandt sig, hvorfor han inviterede fattige, så at maden ikke gik til spilde (s. 178). Denne beretning fra babylonisk Talmud Shabbat 153a er dog senere, hvad M.D. Goulder gør opmærksom på (ibid., s. 592). Se tillige Str.-Bill. I, s. 878-879; M. Müller, ibid., s. 450-452. Ang. den praksis at sende en slave ud for at minde gæster om en indbydelse, se F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 9,51-14,35), s. 508; R.L. Rohrbaugh, ibid., s. 139-141.

475

18-20 De tre eksempler på undskyldninger for ikke at komme følger fortælleteknisk tretalsloven.37 Fælles for dem er, at det i alle tilfælde handler om besiddelser, hvad enten det er en mark, et spand okser eller en hustru.38 Pointen er, at besiddelser binder de pågældende og forhindrer dem i at møde op til den fest, de må formodes oprindeligt at have takket ja til. Hvor der i Matt. er tale om et frelseshistorisk allegorisk syn på det jødiske udvalgte folk, der afviser Jesus, er det frelseshistoriske tema i begyndelsen af Lukas’ lignelse neddæmpet til fordel for en indirekte parænetisk belæring. Luk.s version fokuserer på menneskers forhold til besiddelser og rigdom, herunder også ægteskab. I de to første eksempler er forudsat storbønder på et vist socialt niveau. I det tredje eksempel kommer Luk.s ægteskabskritiske syn indirekte til udtryk, når undskyldningen begrundes med et indgået ægteskab, hvor det kan dreje sig om sociale forpligtelser. 21-22 Som i Matt. bliver værten vred, men straffen er knap så dramatisk. Konsekvensen af gæsternes udebliven omtales først til sidst, hvor det hedder, at de først inviterede ikke får del i måltidet. I Luk. er der lagt vægt på de nye invitationer, hvor lignelsen anskueliggør det frelseshistoriske tema, at hvor Gud før forholdt sig til en specifik gruppe i form af det udvalgte folk, vender han sig nu til andre.39 Den første gælder inden for bygrænsen, idet slaven skal hente gæster ind fra gader og stræder.40 Det er de samme marginaliserede mennesker, der er omtalt i v. 13. At de så ikke er inviteret fra begyndelsen, må undre. Lignelsens billede kræver åbenbart et forløb, der som i Matt.s version afspejler en vending fra Guds optræden over for de udvalgte jøder til hans optræden gennem sin søn Jesus over for de blandt jøderne marginaliserede.

37. Til udtrykket ἀπὸ μιᾶς (= på samme måde), se BDR, § 241, Anm. 9. 38. C.F. Evans peger på en reference til 5 Mos 20,5-7 og 24,7. Men hvor det dér handler om fritagelse for krigstjeneste, er det en ganske anden situation her (Saint Luke, s. 574). Se tillige J.D.M. Derrett, Law in the New Testament, s. 129-132. 39. F. Bovon skriver: “Es ist zu recht gesagt worden, dass unsere Parabel eine gewisse jüdische Konzeption der Auserwählung kritisiert und die Umrisse der Berufung neu definiert.”(ibid., s. 510). 40. F. Bovon er af den opfattelse, at det græske ord for gade (πλατεῖα) skal oversættes med “plads” (ibid., s. 513.

476

23 Lignelsen kunne være sluttet med den første nye invitation. At den fortsætter med en fortællelogik, der lader slaven gøre sin herre opmærksom på, at der endnu er pladser, viser Lukas’ intention om at anskueliggøre Guds vej ud til andre folkeslag, hvormed foregribes et hovedtema i ApG.41 Hedningemissionen antydes ved, at tjeneren nu begiver sig uden for byen til veje og langs gærder. Det fortælletræk, at tjeneren skal tvinge folk uden for byen til at komme, kan ses som Guds vilje til at frelse alle mennesker, men i et ære og skam-samfund kan det også afspejle ikke-jøders umiddelbare afvisning af at bryde med gængse normer og værdier.42

24 Jesu konklusion er nu vendt imod dem, der oprindeligt blev inviteret. At de ikke skal smage hans måltid, vil for det første sige, at de ikke får del i frelsen i form af måltidsfællesskabet i Guds kongedømme, for det andet, at de ikke får endnu en chance. De har udelukket sig selv (jf. 13,28.30). Afslutningen foregriber ikke alene, hvad der fortælles senere i evangeliet, men også hvad vi hører om jødernes gentagne udelukkelse af sig selv i ApG., hvor forkyndelsen så retter sig imod andre folkeslag (jf. ApG 28,28). Lignelsen har et polemisk brod imod det jødiske folk, men først og fremmest forholder den sig til en kirke, hvor der er rige medlemmer. De formanes om faren ved besiddelser, der kan være en hindring for et kristent liv i efterfølgelse (jf. det følgende).43

41. Således bl.a. M. Goulder, ibid., s. 590. 42. Om der bag den anden invitation gemmer sig et hedningemissionstema, kan der dog sættes spørgsmålstegn ved, sådan som f.eks. M. Wolter gør, når han skriver: “Nicht nur von innerhalb der Stadt, sondern auch von ausserhalb sollen die sozialen Randgruppen herbeigeholt werden. Dass auf der Sachebene nunmehr die Heidenmission im Blick ist, ist beim besten Willen nicht zu erkennen.”(Das Lukasevangelium, s. 513). R.L. Rohrbaugh betoner, at slaven begiver sig uden for bymuren og inviterer folk, der rangerer blandt socialt marginaliserede såsom tiggere og prostituerede, hvilket forklarer, at de må tvinges (ibid., s. 144-145). 43. Således R.J. Karris, “Poor and Rich: The Lukan Sitz im Leben”; R.L. Rohrbaugh, ibid., s. 146-147.

477