Kapitel 15 Lignelsen om det mistede får og om den tabte mønt – 15,1-10

Kapitel 15

Lignelsen om det mistede får og om den tabte mønt – 15,1-10

1 Og alle tolderne og synderne holdt sig nær til Jesus for at høre ham. 2 Men farisæerne og de skriftlærde murrede og sagde: “Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.” 3 Han fortalte dem så denne lignelse og sagde: 4 “Hvem af jer, der har 100 får og mister et af dem, vil ikke forlade de 99 i ødemarken og begive sig ud efter det mistede, indtil han har fundet det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre og glæder sig, 6 og når han er kommet hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg fandt mit mistede får.’ 7 Jeg siger jer, således vil der være glæde i himlen over én synder, der omvender sig, fremfor over de 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. 8 Eller hvilken kvinde, der har 10 drakmer, og mister én drakme, vil ikke tænde en lygte, feje huset og lede omhyggeligt efter den, indtil hun har fundet den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer sammen og siger: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg fandt den drakme, jeg mistede.’ 10 Således, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, der omvender sig.” Et sceneskifte finder sted, og ifølge sceneangivelsen (15,1-2), deltager toldere og syndere i et bordfællesskab med Jesus som vært (jf. 5,2732; 7,34). Farisæernes og de skriftlærdes reaktion er anledningen til, at Jesus fortæller lignelserne.1 Lukas har to små parallelle lignelser foruden den efterfølgende store lignelse om de to sønner. Hermed afviger han fra Matt., der kun har lignelsen om det mistede får (18,1214). Dér indgår den i en kontekst, hvor det handler om det forvildede frem for det forsvundne får. Hyrden fremstår i Matt. som et forbillede på, hvordan man (som menighedsleder) skal forholde sig til vildfarne medlemmer. Lukas derimod har fokus på hyrdens glæde over at finde det forsvundne. I Matt. er lignelsen anbragt i discipeltalen i kap. 18, mens Lukas har den i en kontekst, der omhandler Jesu omgang med toldere og syndere. Sagt på en anden måde, så er der i Matt. s lignelse fokus på at vende tilbage, mens Luk.s lignelser handler om at blive

1. Således J. Jeremias, Die Gleichnisse Jesu, s. 35. Jeremias skriver: “Rechtfertigung der Frohbotschaft gegenüber ihren Kritikern ist also Jesu Anliegen”.

482

fundet.2 Lignelsen om den tabte drakme findes kun hos Lukas, der kan have tilføjet den for at have en “mandlig” og en “kvindelig” udgave af en lignelse. Den første er mest udførlig, men på den anden side rummer lignelserne mange paralleller og en fælles struktur. For det første mister hovedpersonen noget, der bliver fundet igen.3 For det andet gør vedkommende sig ihærdige anstrengelser for at finde det forsvundne, og de finder begge, hvad de leder efter. For det tredje er de fælles om et glædesmotiv. For det fjerde deler hovedpersonen glæden med andre. Endelig er der for det femte Jesu udlægning af lignelsen med omtale af den guddommelige glæde over én synder, der er blevet fundet (v. 7 og 10). Tekstens struktur er således: Efter en indledning (v. 1-2) indeholder v. 3-6 første lignelse, efterfulgt af udlægningen (v. 7). Så følger anden lignelse (v. 7-9) samt udlægning (v. 10). 1-2 Med et πάντες (= alle) signaleres det, at der er mange toldere og syndere til stede. Hermed lader Lukas læseren vide, at flere og flere blandt de socialt og religiøst marginaliserede bliver tilhængere af Jesus, ligesom han indirekte giver udtryk for den teologiske tanke om, at Gud tager imod de fortabte, hvad lignelserne illlustrerer. Det er også en gennemgående tendens i Luk., når farisæere og skriftlærde optræder kritisk heroverfor. Kritikken går på, dels at han tager imod disse mennesker, dels at han spiser sammen med dem. Det græske verbum for at tage imod προσδέχεσθαι forekommer andetsteds i betydningen at optage som medlem i menigheden (Rom 16,2; Fil 2,29), hvorfor det også hos Lukas kan afspejle menighedsforhold i retning af en inklusiv holdning til samfundets marginaliserede.4

2. Også i Thom. forekommer den (log 107). Her begrundes hyrdens ihærdighed efter at finde det vildfarne får med, at det var det største, ligesom han til sidst siger til det, at han elsker det frem for de 99. 3. Forekomsten af verbet ἀπολλύειν (= miste) er gennemgående i såvel de to lignelser som lignelsen om de to sønner (se 15,4.6.8.9.17.24.32). Der er et ekko af Ez 34,16, hvor den gode hyrde leder efter de vildfarne får og fører de bortkomne tilbage. Se tillige Luk 19,10. 4. Hvad angår det andet verbum συνεσθίειν (= spise sammen med), forekommer det andetsteds i Luk. i sammenhænge, hvor det drejer sig om hedningers inddragelse i bordfællesskabet (ApG 10,41; 11,3; jf. 1 Kor 5,11; Gal 2,12).

483

3-6 Billedet af fårehyrden, der drager omsorg for det bortløbne får, har rødder i gt.lige tekster som Ez 34; Sl 119,176 og Es 53,6.5 Hvor Ez 34 taler om den ideelle hyrde, der bl.a. leder efter de vildfarne får, indeholder de to andre tekster billedet af vildfarne får. At hyrden finder fåret og bærer det på sine skuldre, er udtryk for den særlige omsorg, han viser den svage (jf. Es 49,22).6 Mest fokus er der dog på glæden over fundet, som han bagefter deler med venner og naboer. Billedet er hentet fra en social virkelighed med en forholdsvis velhavende hyrde, der har mange får og ressourcer til at invitere mange.7

7 Udlægningen indeholder flere nøgleord, således glæde, en synder, at omvende sig og omvendelse. Der er igen lagt vægt på glæden over en omvendt synder. Når de 99 får metaforisk omtales som retfærdige, er det en hentydning til de farisæere og skriftlærde, der opfatter sig selv som retfærdige uden behov for tilgivelse og omvendelse (jf. 15,12; 18,9-14, specielt v. 9). Spørgsmålet er så, hvordan det ene fårs omvendelse skal forstås. For det er jo hyrden, der finder fåret og bærer det hjem; det vender ikke hjem af sig selv. Den teologiske mening er derfor, at Gud foranlediger omvendelsen, akkurat som Jesus i scenen kalder toldere og syndere til at spise sammen med ham. Det samme gælder næste lignelse. 8-9 Lignelsen om kvinden med de ti drakmer er hentet fra en anden social verden. En drakme er en sølvmønt, der repræsenterer en værdi svarende til en daglejers løn. Når hun mister 1/10 af sin økonomi, hvor hyrden mistede 1/100 af sin hjord, er der fra Lukas’ side tale om en markant eskalering, hvad angår størrelsen af det tabte. Kvindens sociale forhold ses af, at hun må tænde en lygte; hun bor åbenbart i et

5. Se tillige Matt 10,6 og 15,24, hvor der er tale om Israels fortabte får. 6. Det udelukker dog ikke den reelle situation, hvor hyrden er nødt til at bære et forkomment får hjem (J. Jeremias, Die Gleichnisse Jesu, s. 134; K.E. Bailey, Poet & Peasant, s. 148). Men med Bailey at tale om “the burden of restoration” og se en kristologisk pointe heri, der skulle pege hen på Jesu lidelse og død, er nok at gå for vidt (ibid., s. 153-154). 7. Således J. Jeremias, ibid., s. 133-134. K.E. Bailey henviser til hyrders ringe status på Jesu tid og argumenterer for, at hyrdebilledet er valgt med henblik på at chokere farisæerne og de skriftlærde, der foragtede hyrder og anså dem for urene (ibid., s. 147).

484