Jesu formaning om pladserne ved bordet – 14,7-14

6 Igen signalerer Lukas, at modstanderne intet havde at sige til Jesu handling, der derfor ikke kan betragtes som lovstridig.13 Hvor de før var tavse, formår de nu ikke at svare på Jesu spørgsmål. En forklaring kunne være, at de er sat skakmat, men også, at der er forudsat lovkyndige og farisæere, der repræsenterer en liberal holdning, når det gælder spørgsmålet om, hvordan man bør forholde sig på en sabbat. Under alle omstændigheder vender Jesus sig imod tanken om sabbatten som en hviledag med særlige restriktioner. I sammenhæng med de tre andre sabbatshelbredelser fremstår den lukanske sabbatsfejring som dagen, hvor Guds frelsesværk sker fyldest her og nu (jf. udtrykket ἐν ἡμέρᾳ τοῦ σαββάτου = på en sabbatsdag (jf. 13,16)). Jesu udlægning af Esajasteksten i 4,14-30 som udtryk for frelsens “i dag” (jf. 4,18-21) konkretiseres med disse helbredelser, hvor det ikke drejer sig om, at Gud hviler på den syvende dag, men at han retter op på skaberværket på denne dag.

7 Og han fortalte de indbudte en lignelse, da han bemærkede, hvorledes de udvalgte sig førstepladser, og han sagde til dem: 8 “Når du af nogen bliver indbudt til bryllup, så læg dig ikke på den forreste plads, så at der ikke er en, der er indbudt af ham, der er fornemmere end dig, 9 og han, som har indbudt både dig og ham, kommer og siger til dig: ‘Giv plads til ham’, hvorpå du med skam må begive dig ned på den nederste plads. 10 Men når du bliver indbudt, så gå hen og læg dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige til dig: ‘Ven, læg dig højere op’. Så vil du blive hædret for øjnene af alle dem, der ligger sammen med dig. 11 For enhver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den, der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” 12 Han sagde også til den, der havde indbudt ham: “Når du giver frokost eller aftensmad, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre, heller ikke dine slægtninge eller rige naboer med henblik på, at også de skal indbyde dig og gøre gengæld for dig. 13 Men når du holder gæstebud, så indbyd fattige, krøblinge,

13. K. Salo, der ser scenen som en afspejling af forhold i Lukas’ menighed, hvor kristne har lagt afstand til synagogen og jødisk kasuistik, bemærker, at “Luke’s central message to his readers is: celebrate the Sabbath as Jesus does.” (Luke’s Treatment of the Law, s. 133).

468

lamme og blinde. 14 Så vil du være salig, for de har ikke noget at gengælde dig med, men du vil blive gengældt ved de retfærdiges opstandelse.” Måltidsscenen fortsætter, nu med Jesu formaninger om den rette adfærd hos såvel vært som gæst. Udgangspunktet for, hvad der omtales som en παραβολή (= lignelse), er den måde, hvorpå farisæerens gæster følger datidens antikke normer med at placere sig ved spisebordet efter rang og status (v. 7). Umiddelbart drejer det sig om formaninger omkring et måltid, men bag overfladen gemmer sig en dybere betydning.14 Meningen med ordet παραβολή er, at de følgende formaninger til at praktisere en anden adfærd omhandler realiseringen af Guds kongedømme. H. Moxnes ser måltidet som metafor for Guds kongedømme. I scenen modstilles farisæerens måltidspraksis med den praksis, som bør gælde i menighedens måltidsfællesskab, der foregriber Guds kongedømme. At det følgende karakteriseres som en lignelse, signalerer, at den egentlige mening bag formaningerne er, at der med Guds kongedømme vil ske en omvending af gængs praksis.15 Teksten kan inddeles således: Efter en indledning (v. 7) følger en formaning, først til gæster (v. 8-11), derpå til værten (v. 12-14). 7 Henvendelsen til de inviterede er rettet til dem, der, som der ordret står, er kaldede. Det græske verbum καλεῖν (= kalde) går igen mange gange i teksten (foruden her v. 8,9,10,12 og 13).16 Udgangspunktet er

14. Formaningerne har baggrund i jødisk visdomslitteratur, således bl.a. Ordsp 25,6-7; Sir 31,12-32,13; Arist 183-187. Se tillige Mark 12,39 og Matt 23,6. Stoisk indflydelse er også mulig. Se herom i M. Becker, “Der Vergleich des Lebens mit einem Gastmahl als Verhaltensweisung: Lk 14,7-11 und 22,26-27 im Lichte von Texten Epiktets und Dions von Prusa.” Becker betoner, at selvom betydningen af παραβολή kan være f.eks. ordsprog eller formaningsord, så er betydningen lignelse at foretrække, eftersom der i lighed med antik filosofisk billledsprog er tale om måltidet som et billede på fællesskabet i Guds kongedømme, hvor Gud i billedlig forstand er værten. Det fremgår også af den afsluttende sætning i v. 11 om ophøjelse og fornedrelse, hvor Gud er den handlende bag den guddommelige passiv (ibid., s. 216-221). 15. H. Moxnes, The Economy of the Kingdom, s. 127-138. Se tillige J.D. Crossan, In Parables, s. 69-73. Crossan kalder 14,7-11 for “the parable of the Wedding Guest” (s. 69) og betoner, at hverdagseksemplet metaforisk anskueliggør “God’s rule as that which turns one’s world upside down and radically reverses the normalcy.”(s. 70). 16. I den efterfølgende lignelse om det store gæstebud forekommer det ligeledes mange gange, således i v. 16,17 og 24.

469

gæsternes valg af førstepladser, hvormed må være tænkt på de gæster, der rangerede højere i det sociale hierarki end andre. 8-11 Lignelsens billede er en bryllupsfest, hvilket kan være influeret af Matt 22,1-14 (lignelsen om kongesønnens bryllup), som Lukas er afhængig af i den efterfølgende lignelse om det store gæstebud, hvor der til gengæld ikke er tale om et bryllup.17 Jesus bryder med traditionel adfærd i form af en række konkrete anvisninger, der tager udgangspunkt i en ære og skam-tankegang og afrundes med sentensen om ikke at ophøje, men ydmyge sig selv. Den første formaning henvendt i 2. person til en gæst forudsætter, at denne er placeret længere nede i det sociale hierarki, idet en socialt højere placeret kan bringe vedkommende i vanære med værtens indgriben til fordel for denne højtansete (v. 8-9). Hvor den første formaning er negativ med opfordring til ikke at handle på en bestemt måde, er den anden positiv med en opfordring til at handle anderledes, nemlig at lægge sig nederst. Det skyldes ikke nødvendigvis, at vedkommende rangerer lavere end andre. Men det er en opfordring til at ydmyge sig, idet værten kan tænkes at belønne en med en højere placering, hvormed man tildeles ære hos de tilstedeværende (v. 10). Denne opfordring lægger således op til den afsluttende sentens om at ophøje sig eller at ydmyge sig, en tankegang der går igen andetsteds og med de to verber ταπεινωθήσεται (= vil blive ydmyget) og ὑψωθήσεται (= vil blive ophøjet) i guddommelig passiv refererer til Guds straf eller belønning og ikke nødvendigvis til den eskatologiske dom (18,14; jf. Matt 23,12).18

12-14 Jesus henvender sig nu til værten, men for så vidt til enhver, der inviterer gæster. Den første formaning (v. 12) er negativt formuleret og går ud på ikke at invitere dem, fra hvem man kan forvente gengæld, således venner og slægtninge samt velhavende naboer, alt sammen mennesker der hører hjemme i et fællesskab, hvor slægtskab og social status spiller en rolle. Der er således vægt på det gensidige gengældelsesprincip, der lader sig praktisere inden for sådanne fællesskaber,

17. Således M.D. Goulder, Luke — A New Paradigm, s. 584. 18. Der er tale om en gnomisk futurum. Se BDR, § 349,1. Se tillige Fil 2,6-11, hvor hymnen fremstiller Jesus som paradigme på en fornedrelse, der belønnes med ophøjelse.

470

som det medvirker til at sikre og styrke.19 Med den anden formaning, der er formuleret positivt (v. 13-14), gælder det invitation af alle dem, fra hvem man ikke kan forvente gengæld, eftersom der her er tale om socialt marginaliserede mennesker såsom fattige, handicappede og blinde.20 Disse er allerede delvist omtalt i 7,22 og går igen i den efterfølgende lignelse (14,21).21 Gengældelse i jordisk forstand er der ikke tale om, derimod i eskatologisk forstand i form af opstandelse for netop de retfærdige.22 Værten bliver således gengældt af Gud, som er den i egentligste forstand godgivende beskytter (patron) af mennesker i nød.23 I Luk.s fremstilling af Jesu måltidsfællesskab bliver der i virkeligheden tale om et opgør med datidens traditionelle patron-klientsystem, der var baseret på gensidige ydelser mellem den beskyttende patron og den afhængige klient, der som modydelse for beskyttelse og gaver gjorde tjeneste og udviste taknemmelighed på forskellig vis.24

Ekskurs. Måltidsfællesskab i Lukasevangeliet Sammenlignet med de andre evangelier er der mange måltidsscener i Luk.25 Et måltid handler som udgangspunkt om mæthed i modsætning til sult, men også om fællesskab, der etableres, vedligeholdes eller styrkes. På den baggrund skal Luk.s måltidsscener ses og dermed også i sammenhæng med tekster, der omhandler modsætningen mel-

19. H. Moxnes gør opmærksom på brugen af ordene ἀνταπόδομα (= gengæld) og ἀνταποδιδόναι (gøre gengæld), der som tekniske termer afspejler en gensidighedsudveksling af gaver og ydelser (ibid., s. 129). 20. J.H. Neyrey ser formaningen som et eksempel på, hvad han med en kulturantropologisk tilgang kalder for “generalized reciprocity”, hvor der handles uden forventning om direkte gengældelse og modydelse. Dette er i modsætning til, hvad han omtaler som “balanced reciprocity”, hvor der handles med forventning om tilsvarende gengæld (jf. v. 12). Se J.H. Neyrey, “Ceremonies in Luke-Acts: The Case of Meals and Table Fellowship”, s. 371-380. 21. I sammenhængen har de fire grupper til fælles med manden med vand i kroppen (14,1-6), at de set fra et farisæisk synspunkt er at betragte som urene, hvilket også fremgår indirekte af 3 Mos 21,16-20 (således H. Moxnes, ibid., s. 132). 22. Tanken om eskatologisk gengældelse udfoldes i lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,19-31). 23. Som H. Moxnes skriver: “God is the ultimate benefactor and patron; he will reward hospitality and almsgiving.”(ibid., s. 134). 24. Således H. Moxnes, ibid., s. 137; samme, “Patron-Client-Relations and the New Community”, s. 265. 25. Således 4,39; 5,27-39; 7,36-50; 9,10-17; 10,38-42; 14,1-24; 15,1-17,10; 19,1-27; 22,14-38; 24,28-32.36-49. Måltider spiller også en rolle i ApG.; det ses især i ApG 2,42.46; 10,41; 20,7; 27,33-38. Til det følgende, se H. Moxnes, “Meals and the New Community in Luke”; samme, The Economy of the Kingdom, s. 127-138.

471

lem sultne og mætte.26 Måltidsfællesskab indgår tillige som et specifikt udtryk for fællesskabet mellem Jesus og disciplene, specielt de tolv apostle (se især 22,7-38; 24,28-32.36-49).27 Og når Jesus i den sidste måltidsscene forud for sin død forudsiger, at de tolv fremover skal spise og drikke ved hans bord i hans kongedømme (22,28-30), er det udtryk for hans fortsatte nærvær som den opstandne Herre, når de er samlede omkring et måltid. Men der er meget mere på spil, netop fordi måltidsfællesskabet i datidens græsk-romerske samfund i særlig grad er defineret ud fra bestemte grænsedragninger. Det er også tilfældet, når Jesus enten er inviteret til et måltid, hvor en anden er vært, eller selv indtager rollen som vært. I det sidste tilfælde defineres fællesskabet på en anden måde. Ikke uden betydning er, at der i førstnævnte måltidsscener kan udspille sig socialt og religiøst betingede konflikter, mens der i måltidsscener med Jesus som vært er tale om en ny forståelse af fællesskabet. Hvad angår det første, påkalder 7,36-50 og 14,1-14 sig særlig interesse, eftersom en farisæer er vært i begge tilfælde. Farisæeren i 7,36-50 reagerer med forargelse, da Jesus tager imod den syndige kvindes kærlighedshandling. Farisæeren i 14,1-14 reagerer sammen med andre farisæere på Jesu helbredelse af manden med vand i kroppen. At værten holder sig til konventionelle regler for, hvem man kan invitere til et måltid, fremgår af Jesu opgør med en gensidighedspraksis, hvorefter man kun inviterer dem, fra hvem man kan forvente gengæld, ligesom der er sat grænser for, hvem man kan invitere (familie og venner tilhørende samme sociale status).

Jesu optræden og ord i begge scener er udtryk for, at et måltidsfællesskab kan defineres på en anderledes måde. Det ses endvidere i 13,23-30 og 14,15-24, hvor de, der traditionelt er at opfatte som insidere, ender med at blive lukket ude, mens outsidere lukkes ind. I begge tilfælde gælder det spørgsmålet om at komme ind i Guds kongedømme. Tilspidset sagt skal de sidste blive de første og de første blive de sidste (13,30; jf. 12,37; 14,11). At Jesu måltidsfællesskab materialiserer Guds kongedømme og dermed foregriber dets komme og realisering, ses ikke mindst i lignelsen om det store gæstebud (14,1524), men også i 22,24-27, hvor Jesus under det sidste måltid belærer de

26. Se 1,53; 4,25; 6,21.25; 9,12-17; 15,11-32; 16,19-31; ApG 2,42-47; 4,32-37; 6,1-6; 11,28. Et måltid skal også ses i modsætning til fastepraksis, hvor den lukanske Jesus adskiller sig fra Johannes’ disciple og farisæerne ved ikke at faste (5,33-35; 7,33-35). 27. Jf. ApG 10,41, hvor Peter omtaler måltidsfællesskabet mellem den opstandne Jesus og disciplene, hvor de spiste og drak sammen.

472