Farisæernes advarsel mod Herodes – 13,31-33

me fra alle verdenshjørner og sætte sig til bords i Guds kongedømme. Der må være tænkt centripetalt på den universelle tilslutning af hedninger.37 Hvor Matthæus nøjes med to verdenshjørner, er alle fire nævnt hos Lukas. Billedet er hentet dels fra Es 11,11-16; 43,5; 49,12; 59,19; Sl 107,3 og Bar 4,37, hvor det med omtale af verdenshjørner drejer sig om landflygtige israelitter, der skal vende tilbage til Jerusalem, dels fra Es 2,2-4; Mika 4,1-5 og Zak 2,14-15, hvor det handler om folkeslagenes valfart til Zion. Til sidst (v. 30) anvender Lukas en velkendt talemåde, at de sidste skal blive de første og omvendt, formentlig som konklusion på det foregående, at hedningerne skal træde i jødernes sted.38 Denne kommentar foregriber ikke alene hedningernes tilslutning som skildret i ApG. (især 28,28), men også – og i forlængelse af de to vækstlignelser i 13,18-21 – den universelle udbredelse af Jesu frelsesbudskab.39

31 På samme tid kom der nogle farisæere til ham og sagde: “Gå væk og drag bort herfra, for Herodes vil dræbe dig.” 32 Men han sagde til dem: “Gå I hen og sig til denne ræv: ‘Se, jeg driver dæmoner ud og fuldfører helbredelser i dag og i morgen, og på tredjedagen er jeg ved målet.’ 33 Men det er nødven -

37. M. Wolter sætter dog spørgsmålstegn herved og mener ikke, at der entydigt kan være tale om hedningerne. Der kan også være tænkt på en samling af jøderne, der er adspredt i diasporaen (Das Lukasevangelium, s. 493-494). Han skriver: “Die Zuweisung von Heil und Unheil orientiert sich also auch hier nicht am Gegenüber von Israel und den Völkern, sondern an der Reaktion auf Jesu Verkündigung.” Han udelukker ikke, at også hedningerne kan være medtænkt, men det fremstår ikke så klart som senere i det lukanske dobbeltværk, mener han. 38. Udsagnet forekommer også i Matt 19,30 og 20,16. Igen forholder M. Wolter sig kritisk over for en for entydig opfattelse, hvorefter der vendes op og ned på, om det er jøder eller hedninger, der er de første og de sidste. Som han skriver, signalerer udsagnet først og fremmest den radikale omvending og det paradigmeskift, hvorefter “Nichts wird so bleiben, wie es vorher war.”(Das Lukasevangelium, s. 494). 39. R.J. Shirock gør opmærksom på en vis parallelitet mellem 13,10-17 og 13,22-30. I begge tekster nævnes Abraham, men nok så vigtigt er, at der begge steder finder en omvending sted, for mens synagogeforstanderen skammes ud og kvinden bliver frelst, så står de hykleriske jøder udenfor, mens hedningerne kommer til fra alle verdenshjørner og bliver frelst (“The Growth of the Kingdom in Light of Israel’s Rejection of Jesus”, s. 21-24).

461

digt, at jeg i dag og i morgen og den kommende dag drager af sted, for det sømmer sig ikke, at en profet dør uden for Jerusalem.” Farisæernes advarsel (v. 31) fører til Jesu opfordring om at fortælle Herodes om hans rejse til Jerusalem (v. 32), hvor han skal dø (v. 33).40 Episoden er Lukas ene om at berette. 31 Advarslen går på Herodes’ mordplaner over for Jesus, hvilket skal ses i sammenhæng med, at han lod Johannes fængsle. Lukas fortæller ikke om henrettelsen af denne, men forudsætter den i 9,9.41 I et narrativt perspektiv skal advarslen ses som et spændingsskabende træk, der senere imødegås af 23,8-12, hvor Herodes ligesom Pilatus ingen skyld finder hos Jesus.42 Advarslen afspejler, at Jesus befinder sig i Herodes’ område Galilæa og Peræa, formentlig det første område. 32 Jesu svar rummer først en metaforisk karakteristik af Herodes som en ræv, hvilket kan gå på hans snuhed eller også hans manglende autoritet til at føre mordplanerne ud i livet på trods af den ødelæggelsestrang, der karakteriserer en ræv.43 Jesu svar samler sig dog først og fremmest om, at farisæerne skal underrette Herodes om den guddommelige bestemmelse, han er underlagt, og hvorefter han nu på første-

40. At farisæernes henvendelse tjener det formål at skræmme Jesus, hævder C.F. Evans, der også henviser til Am 7,10-12 (Saint Luke, s. 560). I betragtning af, at Lukas ikke udelukkende tegner farisæerne i et dårligt lys, må det anses for mest sandsynligt, at deres henvendelse er advarende. Se hertil J.T. Sanders, The Jews in Luke-Acts, s. 85-87.192. Han skriver,: “The Pharisees, furthermore, are regularly presented in Luke as attempting to be friendly toward Jesus, and they never have anything to do with the plot to kill him.”(s. 192). Se tillige F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 9,51-14,35), s. 448. D.B. Gowler gør dog opmærksom på, at nok advarer farisæerne Jesus, men de fatter ikke, at hans rejse til Jerusalem skal føre til hans lidelse og død. Denne misforståelse tegner således et lidet positivt portræt af dem her (Host, Guest, Enemy and Friend, s. 240-241). 41. R.J. Shirock peger på den sammenhæng, der er mellem omtalen af Pilatus i 13,1 og så omtalen af Herodes her (“The Growth of the Kingdom in Light of Israel’s Rejection of Jesus”, s. 19). 42. Jf. dog ApG 4,25-28. 43. Således J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 536. F. Bovon peger også på det dobbelttydige ved metaforen i antik litteratur, hvor ræven på den ene side er listig, men på den anden side er ubetydelig sammenlignet med f.eks. en løve (ibid., s. 450). Se tillige C.H. Talbert, Reading Luke, s. 166, hvor han peger på Epiktets Diatribai 1,3,8-9 og Højs. 2,15, der begge illustrerer rævens ødelæggelsestrang.

462