Helligånden i det lukanske dobbeltværk

melige side. Ligesom Matthæus afbalancerer han spændingsforholdet mellem det menneskelige og det guddommelige.108

Helligånden i det lukanske dobbeltværk

Sammenlignet med de andre evangelier omtales Helligånden langt mere hos Lukas (18 gange i evangeliet og 57 gange i ApG.).109 Det er især i fødselsfortællingerne og i begyndelsen af ApG., at den spiller en stor rolle.110 I fødselsfortællingerne hører vi først om Johannes: Allerede i Elisabeths moderliv bebudes det, at han vil blive fyldt med Helligånd (1,15; jf. 1,80). Senere bliver såvel Elisabeth (1,41), som Zakarias (1,67) fyldt med Helligånden og i stand til at velsigne og profetere. Om Jesus hører vi, at Gabriel bebuder, at Helligånd skal komme over Maria, der vil blive overskygget med kraft fra den Højeste (1,35). Helligånden er således som i Matt. virksom allerede ved undfangelsen af Jesus, mens det først er under sin mors graviditet, at Johannes fyldes med den (1,41.44). Den megen omtale af Helligånden i disse indledende kapitler samt i de efterfølgende kapitler, der introducerer Jesu virksomhed (3,16.22; 4,1.14.18), signalerer, at noget afgørende nyt indtræffer. Helligånden er altså i særlig grad virksom som Guds kraft,

108. Flender taler om en “two stage christology”, hvor det menneskelige og det guddommelige gensidigt og dialektisk forholder sig til hinanden (St. Luke, s. 4156). Ikke mindst passionsfortællingen vidner herom, hvor lidelse og død på den ene side er i fokus i portrætteringen af Jesus, mens på den anden side opstandelse og ikke mindst ophøjelse kaster lys over, hvem han i virkeligheden er. Især synedrieforhøret (22,66-71) afspejler denne dialektik. Problematisk er det dog, når Flender mener, at der gemmer sig en platonisk vertikal kosmologi frem for en frelseshistorisk horisontal kosmologi. Lukas tænker først og fremmest frelseshistorisk ud fra et gt.ligt jødisk lineært historiesyn. 109. I evangeliet omtales den i 1,15.35.41.67.80; 2,25.26.27; 3,16.22; 4,1 (to gange) 4,14.18; 10,21; 11,13; 12,10.12. Af litteratur om Helligånden i det lukanske dobbeltværk kan anbefales H. von Baer, Der heilige Geist in den Lukasschriften; O. Linton, “Anden i Lukaskrifterne”; G.W.H. Lampe, “The Holy Spirit in the Writings of St. Luke”; H. Flender, St. Luke, s. 135-146. 110. H. Flender mener, at dens komme til disciplene i pinsen (ApG 2) ikke skal ses som en erstatning for Jesu fravær på grund af en udebleven parusi. Den ophøjede Jesus er ikke fraværende for disciplene, der netop i kraft af ånden er i fortsat kontakt med ham (ibid., s. 90-106). Det synspunkt er i modsætning til H. Conzelmann, der mener, at Helligånden er “der vorläufige Ersatz für den Besitz des endgültigen Heils; er ermöglicht die Existenz der Gläubigen in der fortdauernden Welt, in der Verfolgung; er schenkt die Kraft zur Mission und zum Durchhalten.”(Die Mitte der Zeit, s. 87).

69