Kilder bag Lukasevangeliet

at der er en vis korrespondens mellem stoffet og 5 Mos., hvor rejsemotivet også gør sig gældende.

I prologen (1,1-4) giver Lukas udtryk for sit kendskab til andre fremstillinger, når han skriver, at mange andre har gjort forsøg på at sammenstille en beretning. Selv om det kan være et konventionelt udtryk, der skal fremhæve forfatterens særlige indsats, er der på den anden side grund til at tage ordene bogstaveligt og overveje den mulighed, at de andre tre evangelier har været tilgængelige for Lukas.39 I så fald har de været hovedkilderne for ham. Men vi skal også være opmærksom på indflydelse fra andre kilder såsom nytestamentlige og oldkirkelige forfattere, ligesom kendskab til den jødiske historiker Josefus må overvejes. Først Lukas’ forhold til de tre andre evangelier:

Det er en indlysende og hævdvunden opfattelse, at Lukas har kendt og benyttet Mark. I store træk er handlingsgangen den samme.40 Der er dog den væsentlige forskel, at Lukas har tilføjet fødselsfortællinger og beretninger om den opstandne Jesu tilsynekomst for disciplene, ligesom rejseberetningen indeholder meget lidt stof fra Mark. (10,25-29; jf. Mark 12,28-31; 11,14-23; jf. Mark 3,22-27; 18,15-43; jf. Mark 10,1334.46-52). I det følgende gives en oversigt over de steder, hvor Lukas ser ud til at være afhængig af Mark., der er anført i parentes: Luk 3,3-6.15-17 (Mark 1,2-8): Johannes’ optræden Luk 3,19-20 (Mark 6,17-18): Johannes’ fængsling

39. Hertil kommer, at Lukas’ udvidelse med ApG. i sig selv kan berettige forfatterens syn på hidtidige fremstillinger som ufuldkomne. Se M. Müller, “Acts as Biblical Rewriting of the Gospels and Paul’s Letters”, s. 96-117, specielt s. 103, hvor han citerer Eduard Meyer, der skriver, at Lukas’ egentlige anliggende var at skrive ApG., hvorfor evangeliet blot var den nødvendige forudsætning. Se E. Meyer, Ursprung und Anfänge des Christentums I, s. 2. 40. Lukas har i store træk overtaget handlingsgangen i Mark., hvorfra han også overtager et markinsk vejmotiv med fokus på Jesu vandring på vej til Jerusalem for at lide, dø og opstå. Se herom i M. Goodacre, “Re-Walking the ‘Way of the Lord’: Luke’s Use of Mark and his Reaction to Matthew”, s. 31-41. Goodacres behandling af motivet indgår i en argumentation for Lukas’ genskrivning af Mark. og Matt. og i et opgør med Q-hypotesen. Til vejmotivet, se tillige J. Marcus, The Way of the Lord: Christological Exegesis of the Old Testament in the Gospel of Mark; Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 235-245.

41

Luk 3,21-22 (Mark 1,9-11): Jesu dåb Luk 4,1-13 (Mark 1,12-13): Jesu fristelse Luk 4,14-15 (Mark 1,14-15): Jesu forkyndelse i Galilæa Luk 4,16-30 (Mark 6,1-6): Jesus i Nazaret Luk 4,31-44 (Mark 1,21-39): Helbredelser og dæmonuddrivelser mm. Luk 5,12-6,16 (Mark 1,40-3,19): Helbredelser, kaldelse af Levi, udvælgelse af 12 disciple mm. Luk 8,4-9,17 (Mark 3,31-6,44): Lignelser, Jesu familie, stormen på søen, bespisning mm. Luk 9,18-50 (Mark 8,27-9,8.14-41): Peters bekendelse, forklarelsen, lidelsesforudsigelser mm. Luk 10,25-29 (Mark 12,28-34): Det dobbelte kærlighedsbud Luk 11,14-23 (Mark 3,22-27): Beskyldningen for at stå i ledtog med Beelzebul Luk 18,15-17 (Mark 10,13-16): Jesus og de små børn Luk 18,18-30 (Mark 10,17-31): Den rige rådsherre mm. Luk 18,31-34 (Mark 10,32-34): Jesu tredje lidelsesforudsigelse Luk 18,35-43 (Mark 10,46-52): Helbredelsen af den blinde mand ved Jeriko Luk 19,28-38 (Mark 11,1-10): Jesu indtog i Jerusalem Luk 19,45-21,36 (Mark 11,15-18.27-13,37): Tempelrensning, samtale om skat, apokalyptisk tale mm. Luk 22,1-13 (Mark 14,1-2.10-16): Forberedelse af Jesu arrestation og af påsken, Judas’ optræden mm. Luk 22,14-23 (Mark 14,17-25): Nadverindstiftelse mm. Luk 22,24-27 (Mark 10,41-45): Disciplenes strid om at være størst Luk 22,31-34 (Mark 14,29-31): Forudsigelsen af Peters fornægtelse Luk 22,39-53 (Mark 14,26-52): Jesu bøn i Getsemane og arrestationen Luk 22,54-71 (Mark 15,53-72): Synedrieforhør, Peters fornægtelse Luk 23,1-5.18-25 (Mark 15,1-15): Pilatus’ forhør Luk 23,26.32-38 (Mark 15,21-32): Korsfæstelsen Luk 23,44-49 (Mark 15,33-41): Jesu død Luk 23,50-56 (Mark 15,42-47): Jesu begravelse Luk 24,1-12 (Mark 16,1-8): Det tomme gravkammer

Det skal bemærkes, at Lukas ikke gengiver stof fra Mark 6,45-8,26; dog tages noget af dette stofs tematik op i ApG. Forklaringen på denne såkaldte “store udeladelse” er derfor næppe, at Lukas ikke har haft kendskab til den del af Mark. endsige skulle have haft en anden og

42

tidligere udgave af Mark. til rådighed.41 Men for handlingsgangen betyder det, at i Luk. følges bespisningen af de 5000 (9,10b-17) direkte op med Peters bekendelse (9,18-22). Mest bemærkelsesværdigt er det, at Mark i 6,45-8,26 har stof, der vedrører hedningemissionen. Det er udeladt hos Lukas, der til gengæld har tilrettelagt sin komposition på den måde, at stof herom er flyttet til ApG. Udeladt er især, hvad der berører forholdet mellem jøder og hedninger og forkyndelse for hedninger, således Jesu samtale med disciplene om rent og urent (Mark 7,1-23; jf. Matt 15,1-20), Jesu helbredelse af den syrofønikiske kvindes datter (Mark 7,24-30; jf. Matt 15,21-28) og bespisningen af de 4000 (Mark 8,110; Matt 15,32-39).42

Ved siden af hypotesen om Lukas’ brug af Mark. skal anføres hypotesen om Proto-Lukas, hvorefter Lukas skal have affattet et udkast forud for sin brug af Mark. Denne hypotese tager afsæt i en konstatering af det forholdsvis omfattende og sammenhængende stof, der alene forekommer i Luk.43 Det lukanske særstof omfatter foruden fødselsfortæl-

41. Se hertil B.H. Streeter, The Four Gospels, s. 152-153.160.172-179. Streeter peger på den mindre sandsynlige mulighed, at Lukas’ kopi af Mark. kan have manglet denne del. Som han konstaterer, er denne del af Mark. sprogligt og stilistisk af samme præg som det øvrige evangelium, ligesom det skal bemærkes, at denne del åbenbart ikke har manglet i Matthæus’ kopi af Mark. Han peger også på en for ham mere sandsynlig forklaring, at Lukas’ kopi af Mark. var ødelagt. Streeter er også opmærksom på, at Lukas kan have grunde til ikke at medtage den. Som han skriver: “It is possible that Luke intentionally omitted this section.”(s. 152). Denne sidste mulighed går Streeter dog ikke nærmere ind på. At Lukas har haft kendskab til Mark 6,45-8,26, ses af Luk 9,10.18, der formentlig er influeret af Mark 6,45-46, ligesom 9,11b kan tænkes i komprimeret form at gengive Mark 6,53-56; 7,24-30.3137; 8,22-26. Se H.K. Nielsen, “Diakrone metoder”, s. 269. 42. Til spørgsmålet, om denne bespisning foregriber hedningemission, se Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 223-226. 43. Denne hypotese blev præsenteret i B.H. Streeter, ibid., s. 167-168.199-226. Inden da havde flere andre forskere dog peget på sandsynligheden for, at det lukanske særstof skyldtes en særlig kilde. Streeters hypotese går ud på, at Proto-Lukas omfatter såvel lukansk særstof som stof fra Q-kilden (se nedenfor). At Streeter hermed ser en mulighed for med en tidlig kilde fra Paulus’ tid at komme tættere på den historiske Jesus, fremgår af s. 217-222, hvor han til sidst om Proto-Lukas ved siden af Mark. bemærker, at “as historical authorities they should probably be regarded as on the whole of approximately equal value.”(s. 222). Hypotesen, der også anser den i Kol 4,14; Filem 24 og 2 Tim 4,11 omtalte læge Lukas for at være forfatteren (s. 217-222), videreførtes af V. Taylor, Behind the Third Gospel (specielt s. 182-274), og for passionsfortællingens vedkommende af samme, The Passion Narrative of St. Luke. At sidstnævnte afviger betragteligt fra Mark.s passionsfortælling, er et blandt andre argumenter for, at Proto-Lukas også har omfattet denne. Til kritik heraf, se W. G. Kümmel, Einleitung in das Neue Testament, s. 100-107; C.F. Evans, Saint Luke,

43

lingerne i kap. 1-2 først og fremmest 3,1-2.10-14; 4,25-30; 5,1-11; 7,11-17.36-50; 8,1-3; 9,51-56; 10,1-12.17-20.30-37.38-42; 11,5-8.27-28; 12,16-21.35-48; 13,1-9.10-17.23-33; 14,1-15; 15,8-32; 16,1-9.19-31; 17,1119.20-21; 18,1-8.9-14; 19,1-10; 23,6-12.27-31.39-43; 24,13-35.50-53. Det er dog et spørgsmål, om en sådan hypotese er plausibel. Antager man nemlig, at Luk. ikke alene er afhængigt af Mark., men også af Matt. og Joh., og antager man endvidere, at Lukas enten har haft andet stof til rådighed eller selv har forfattet nyt stof, har man formentlig en bedre forklaring på Lukas’ brug af kilder. En sådan forklaring underbygges også af den omstændighed, at Lukas litterært og teologisk ser ud til at have arbejdet langt mere selvstændigt og kreativt end før antaget og formentligt har affattet sit værk i første halvdel af 2. årh.44

Når vi så kommer til spørgsmålet om forholdet mellem Luk. og Matt., er der flere løsningsmuligheder. For er der generel konsensus om Lukas’ brug af Mark., er der ikke en tilsvarende konsensus, når det drejer sig om det materiale, Lukas alene har til fælles med Matt. En oversigt herover viser, hvor omfattende dette stof er: Luk 2,1-7; Matt 1,18-25 (Jesu fødsel) Luk 2,8-20; Matt 2,1-12 (Tilbedelsen af Jesusbarnet) Luk 3,7-9; Matt 3,7-10 (Johannes’ domsforkyndelse) Luk 3,23-38; Matt 1,1-17 (Jesu slægtstavle) Luk 4,1-13; Matt 4,1-11 (Jesu fristelse) Luk 6,17-20a; Matt 5,1-2 (Bjergprædikenens indledning) Luk 6,20b-23; Matt 5,3-12 (Saligprisningerne) Luk 6,27-28.32-36; Matt 5,43-48 (Om fjendekærlighed) Luk 6,29-30; Matt 5,38-42 (Om gengældelse) Luk 6,31; Matt 7,12 (Den gyldne regel) Luk 6,43-45; Matt 7,16-20; 12,33-35 (Træet og dets frugt) Luk 6,47-49; Matt 7,24-27 (Lignelsen om huset på klippen og huset på sand) Luk 7,1-10; Matt 8,5-13 (Officeren i Kapernaum) Luk 7,18-23; Matt 11,2-6 (Johannes’ spørgsmål og Jesu svar) Luk 7,24-35; 16,16; Matt 11,7-19 (Jesu tale om Johannes)

s. 20-21. En traditionshistorisk opfattelse af Luk.s passionsfortælling, hvorefter Lukas er afhængig af en kilde, finder man også i Heinz Schürmanns litterærkritiske undersøgelse af 22,14-38 (Der Paschamahlbericht Lk 22,(7-14.) 15-18; Der Einsetzungsbericht Lk 22,19-20; Jesu Abschiedsrede Lk 22,21-38). 44. Se indledningsafsnittet Affattelsestid og –sted, hvor der argumenteres for en sendatering af Lukasskrifterne.

44

Luk 9,57-62; Matt 8,18-22 (Efterfølgelsens vilkår) Luk 10,1-12; Matt 9,35-38; 10,7-16 (Om udsendelse af disciple og om den store høst) Luk 10,13-15; Matt 11,20-24 (Veråb over Galilæas byer) Luk 10,21-22; Matt 11,25-27 (Jesu fryderåb) Luk 11,1-4; Matt 6,9-13 (Fadervor) Luk 11,9-13; Matt 7,7-11 (Om bønhørelse) Luk 11,24-26; Matt 12,43-45 (Den urene ånd vender tilbage) Luk 11,29-32; Matt 12,38-42 (Jonastegnet) Luk 11,33-36; Matt 5,15; 6,22-23 (Legemets lys) Luk 12,22-31; Matt 6,25-34 (Om bekymringer) Luk 12,33-34; Matt 6,19-21 (Skatten i himlen) Luk 12,57-59; Matt 5,25-26 (Om vrede) Luk 12,49-53; Matt 10,34-36 (Jesus er ikke kommet for at bringe fred, men splid) Luk 12,54-56; Matt 16,2-3 (At tyde tidens tegn) Luk 13,23-24; Matt 7,13-14 (Den snævre port) Luk 13,34-35; Matt 23,37-39 (Dommen over Jerusalem) Luk 15,3-7; Matt 18,12-14 (Lignelsen om det mistede får) Luk 16,13; Matt 6,24 (Om ikke at tjene to herrer) Luk 16,16-17; Matt 5,17-19; 11,12-13 (Om loven) Luk 16,18; Matt 5,31-32 (Om skilsmisse) Luk 17,22-37; Matt 24,37-41 (Menneskesønnens komme) Luk 19,11-27; Matt 25,14-30 (Lignelsen om de betroede pund) ApG 1,16-20; Matt 27,3-10 (Judas’ død) En hævdvunden opfattelse har siden anden halvdel af 1800-tallet været tokildehypotesen, hvorefter Matthæus og Lukas ved siden af brug af Mark. har benyttet Q-kilden. Denne hypotese har stået stærkt i forskningen. Det skyldes for det første, at den er blevet anset for at give et svar på spørgsmålet, hvorfor Matt. og Luk. har talestof til fælles. Hertil kommer for det andet, at der med dette talestof skulle være mulighed for at bringe forskningen nærmere den historiske Jesus, idet man må formode, at en sådan kilde er mindst lige så gammel som Mark. (ca. år 70). For det tredje har man tillagt det betydning, at der i noget af stoffet, Matt. og Luk. begge har til fælles med Mark., er mindre overensstemmelser mellem Matt. og Luk. i forhold til Mark. (heraf betegnelsen “minor agreements”). En forklaring skal her have været, at de to har haft kendskab til en anden udgave af Mark. end den foreliggende eller har forefundet det samme stof i en anden udgave i Q-kilden. Påfalden-

45

de er det dog med minor agreements, når de to evangelieforfattere er uafhængige af hinanden, som det forudsættes med tokildehypotesen.45

Spørgsmålet er så, om ikke en anden løsning er mulig: Kan det fælles talestof for Matt. og Luk. ikke forklares på den måde, at Lukas ud over sit kendskab til Mark. også har haft kendskab til Matt.? Den mulighed er oplagt, især hvis man forlader den gængse opfattelse, hvorefter Matt. og Luk. er affattet omtrent på samme tid i 80’erne. For hvis tidsafstanden mellem dem er større end normalt antaget, åbner den mulighed sig, at Lukas ud over Mark. kan have kendt og brugt Matt. Faktisk har en sådan opfattelse været udbredt tidligere i 1800-tallet og fortrinsvist blandt tyske eksegeter.46 Et gennemgående syn er her, at Luk. hører hjemme i et hedningekristent miljø, er præget af paulinsk teologi og forholder sig kritisk og korrigerende til det jødekristne Matt.47

I nyere tid er denne løsning på det synoptiske problem og specielt på forholdet mellem Matt. og Luk. først fremlagt af Austin M. Farrer, der på den ene side sætter spørgsmålstegn ved Q-kilden som plausibel forklaring på det fælles stof for Matt. og Luk. og på den anden side argumenterer for, at Lukas har gjort brug af Matt.48 Farrer får følge

45. Det har heller ikke været uden betydning for tilhængere af tokildehypotesen, at man med Thomasevangeliet (Thom.) har et skrift, der udelukkende indeholder ord af Jesus. Dette skrift dateres gerne inden for tidsrummet ca. 50-200 e.Kr. Se M.Aa. Skovmand, Thomasevangeliet, s. 31-33. 46. En forskningshistorisk gennemgang af dette syn er givet i V. Wittkowsky, “Luke Uses /Rewrites Matthew: A Survey of the Nineteenth Century Research”. Se tillige J.B. Tyson,”Source Criticism of the Gospel of Luke”. Det er også tankevækkende, at allerede Augustin hævdede, at Lukas anvendte både Matt. og Mark. som kilde (De Consensu Evangelistarum 1,2-3). 47. En kritik heraf har været, at det er usandsynligt, at Lukas ikke har fulgt Matt.s litterære struktur, der ikke mindst samler sig om fem store taleblokke (Matt 5-7; 10; 13; 18 og 24-25). Det kan også undre, hævder nogle, at Lukas visse steder ser ud til at gengive en angiveligt mere oprindelig ordlyd end Matt. (f. eks. saligprisningen i Matt 5,3; Luk 6,20; Fadervor i Matt 6,9-13; Luk 11,2-4). 48. A.M. Farrer,”On Dispensing with Q”. Farrer gør op med det synspunkt, der i engelsk sammenhæng især havde sin talsmand i B.H. Streeter. Om Q-hypotesen skriver han, at den “wholly depends on the incredibility of St. Luke’s having read St. Matthew’s book. That incredibility depends in turn on the supposition that St. Luke was essentially an adapter and compiler.”(s. 56). Farrer lægger op til, at Lukas i langt højere grad har udvist selvstændig litterær og teologisk kreativitet. Og når Matthæus og Lukas har så meget stof til fælles, er det mere plausibelt, at den ene har kendt og forholdt sig selvstændigt i sin brug af den anden. En interessant parallel er, at ikke alene Matthæus, men også Lukas om end i mindre grad i opbygningen af evangeliet opererer med en opdeling svarende til de fem Mosebøger

46

af Michael D. Goulder, John Drury og Mark Goodacre.49 I Goulders monografi Luke – A New Paradigm, der foruden en udførlig indledning gennemgår Luk. i kommentarform, gøres der op med Q-hypotesen, og der argumenteres for Lukas’ brug af Matt. ved siden af Mark. Hertil kommer en hypotese om evangelierne som inddelt i læsestykker til brug ved gudstjenesten.50 Goulder formulerer sin hypotese således: “Luke wrote his Gospel about 90 for a more Gentile church, combining Mark and Matthew. He rewrote Matthew’s birth narratives with the aid of the Old Testament, and he added new material of his own creation, largely parables, where his genius lay. The new material can almost always be understood as a Lucan development of matter in Matthew. There was hardly any L (Sondergut).”51 Grundlæggende kan han have ret i Lukas’ kreativitet, men vi må nok regne med, at Lukas ligesom sine forgængere også bygger videre på mundtlige og skriftlige traditioner, som han selvstændigt og kreativt bearbejder.52

Det er derfor også oplagt at antage, at Johannes hører blandt de forgængere, der ifølge Luk.s forord har forsøgt at affatte en beretning. En række forskere har plæderet for, at det forholder sig således, at Lukas også har gjort brug af dette “fjerde evangelium” og ikke omvendt. Især bør Barbara Shellard nævnes.53 Baggrunden for denne antagelse

(s. 75-81). Et andet interessant fænomen er, hvad M. Goodacre kalder for “editorial fatigue”, hvormed forstås, at de to i deres genskrivning indimellem afslører en inkonsekvens, hvad han giver eksempler på, både i Matthæus’ genskrivning af Mark. og i Lukas’genskrivning af Matt. og Mark. Det omvendte (= “fatigue in Mark”) er ikke tilfældet, hvilket taler for Lukas’ genskrivning af såvel Mark. som Matt. (“Fatigue in the Synoptics”, især s. 48-58). 49. Se M.D. Goulder, The Evangelist’s Calendar, men især samme, Luke – A New Paradigm, specielt s. 22-26; J. Drury, Tradition and Design in Luke’s Gospel; R.H. Gundry, “Matthean Foreign Bodies in Agreements of Luke with Matthew against Mark. Evidence that Luke Used Matthew”; M. Goodacre, Goulder and the Gospels; M. Goodacre, “Fatigue in the Synoptics”; M. Goodacre, The Case against Q. 50. Allerede i sin monografi om Matt. som inddelt i 69 læsestykker og dermed beregnet til gudstjenestelæsninger (den såkaldte lektionarhypotese) sætter Goulder spørgsmålstegn ved Q-hypotesen (Midrash and Lection in Matthew). Senere følger angreb på Q-hypotesen i artiklen “A House Built on Sand”. Denne artikels indhold går igen som det indledende kapitel i Goulders Luke – A New Paradigm, s. 3-26. I sidstnævnte værk tager Goulder også lektionarhypotesen under behandling og argumenterer for den i Luk. (s. 147-177). 51. M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 22-23. 52. Et eksempel på Lukas’ selvstændige bearbejdelse af stof i Matt. giver M. Matson i artiklen “Luke’s Rewriting of the Sermon on the Mount”. 53. B. Shellard, “The Relationship of Luke and John. A Fresh Look at an Old Problem”; B. Shellard, New Light on Luke. Its Purpose, Sources and Literary Context. Et

47

er først og fremmest, at Luk. og Joh. har en del stof til fælles.54 Men hvor det hidtil har været gængs opfattelse, at det skyldes enten brug af fælles mundtligt eller skriftligt traditionsstof eller også Joh.s afhængighed af Luk., går det nye synspunkt ud på, at det ofte viser sig at være mere plausibelt, at Lukas er afhængig af johannæisk stof. Det relevante stof er især følgende:

Luk 3,2; Joh 18,13.24 (henvisning til ypperstepræsten Annas) Luk 3,15; Joh 1,19-20.24-28 (spørgsmålet, om Johannes er Kristus) Luk 4,29-30; Joh 8,59 (Jesus forsvinder fra en fjendtligtsindet folkemængde) Luk 5,1-11; Joh 21,1-14 (Peters fiskefangst) Luk 7,1-10; Joh 4,46b-54 (officeren i Kapernaum / den kongelige embedsmands søn) Luk 7,36-50; Joh 12,1-8 (kvinden salver Jesu fødder) Luk 10,38-42; Joh 11,1-44; 12,1-11 (omtale af Martha og Maria) Luk 9,51-56; 10,30-37; 17,11-19; Joh 4,1-42 (omtale af samaritanere) Luk 22,31-34; Joh 13,36-38 (forudsigelse af Peters fornægtelse under et måltid) Luk 22,50; Joh 18,10 (afhugningen af det højre øre på ypperstepræstens tjener) Luk 23,1-25; Joh 18,28-19,16 (Pilatus’ forhør og uskyldserklæring tre gange) Luk 23,53; Joh 19,41 (omtalen af Jesu gravkammer som nyt) Luk 24,4; Joh 20,12 (omtale af to engle ved gravkammeret) Luk 24,36-49; Joh 20,19-29 (den opstandnes tilsynekomst i Jerusalem) Luk 24,39-43; Joh 20,27 (fremhævelse af den opstandnes legeme) Luk 24,50-53; Joh 20,17 (himmelfarten samme dag som opstandelsen) Konstateringen af fælles stof for Luk. og Joh. er et centralt udgangspunkt, når det gælder spørgsmålet om afhængighed. Men af betydning er også, at Luk. og Joh. er fælles om ikke at have stof med, der findes hos Mark. Her skal især nævnes en del detaljer i passionsfor-

lignende standpunkt finder man hos F.L. Cribbs, “St. Luke and the Johannine Tradition”; R. Morgan, “Which was the Fourth Gospel?”; M. Matson, In Dialogue with Another Gospel? I dansk sammenhæng skal nævnes M. Müller,”Luke – the Fourth Gospel?”. Betegnelsen “fjerde evangelium” angiver først og fremmest Joh.s placering på fjerdepladsen i den nt.lige kanon. Men betegnelsen er i nyere tid også anvendt kronologisk! 54. Se f.eks. P. Parker, “Luke and the Fourth Evangelist”; H. Klein, “Die lukanischjohanneische Passionstradition”.

48

tællingerne, f.eks. den udførlige Getsemanescene, disciplenes flugt under arrestationen, det natlige synedrieforhør og de falske vidner samt Jesu tavshed under forhøret. I evangeliernes hovedfortælling bemærker man også, at hvor det i Mark. og Matt. fremgår eksplicit, at Jesus bliver døbt af Johannes (Mark 1,9-11; Matt 3,13-17), er dette ikke tilfældet i Joh. og Luk. (Joh 1,32-34; Luk 3,21-22).55

Såvidt spørgsmålet om Luk.s afhængighed af de tre andre evangelier. Om Lukas også har kendt til andre nt.lige tekster, kan ikke udelukkes. Især omtalen af Paulus i ApG. gør det oplagt, at Lukas kan have haft kendskab til paulinske breve.56 Hvad angår kendskab til andre kristne skrifter, skal Ignatius’ syv breve fra omkring år 107 nævnes. Denne biskop i Antiokia skrev brevene til forskellige menigheder på vej til Rom for dér at lide martyrdøden. Det er formentlig som reaktion på en tendens til doketisme, at han betoner Jesu sande menneskelighed fra fødsel til død, herunder især at han led og døde, akkurat som det nu vil blive tilfældet med ham selv (IgnEfes 7,2; 18,2; IgnTral 9,1). I IgnSmyrn 1,2 skriver han, at det var under Pilatus og tetrarken Herodes Antipas, at Jesus blev korsfæstet. Her omtales endvidere den opstandnes tilsynekomst for disciplene, hvor han opfordrer dem til at røre ved ham og forsikre sig, at han ikke er et ulegemligt spøgelse (1,4). Alt dette kan genfindes i Luk., der med fremhævelse af menneskelige træk ved Jesusskikkelsen måske også forholder sig polemisk til en doketisk Jesusopfattelse, ligesom inddragelsen af Herodes Antipas i 23,1-25 kan hidrøre fra Ignatius. Måske er Lukas influeret af Ignatius og ikke omvendt som oftest antaget.

Til sidst skal den jødiske historiker Josefus omtales som mulig kilde. I en sammenligning af paralleller mellem Josefus og Lukas kan der skelnes mellem overordnede fællestræk, konkrete hændelser, begge forfattere refererer til, samt tematiske og sproglige ligheder.57 Først de overordnede fællestræk: I tobindsværket Contra Ap. henvender Josefus sig til en Epaphroditus, hvilket også er tilfældet i historieværket Ant. og i selvbiografien Vita (til sidst). Josefus adresserer denne mand med adjektivet κράτιστος = højt ansete (Vita 430; Contra Ap 1,1), hvad Lukas også gør med Theofilus (Luk 1,3; ApG 1,1). I begge tilfælde er

55. Se B. Shellard, “The Relationship of Luke and John”, s. 72-73.82-84. 56. Se indledningsafsnittet Forfatter. 57. Se S. Masons analyse af paralleller (Josephus and the New Testament, s. 251-295). Til spørgsmålet om Josefus’ Ant. som genskrivning af den gt.lige historieskrivning, se M. Friis, Image and Imitation, s. 96-107.

49

der formentlig tale om en mand af høj social rang, der har fungeret som patron for forfatteren.

Af paralleller mellem Josefus og Lukas skal især nævnes Gamaliels tale i ApG 5,33-42, hvor denne henviser til opstande i jødernes historie under Theudas og Judas fra Galilæa. Den kronologiske rækkefølge er forkert, og det giver ikke mening, at Gamaliel, der formentlig optrådte i 30’erne, nævner Theudas, der først optrådte i 40’erne. Men det rokker ikke ved sandsynligheden for, at Lukas har oplysningerne fra Josefus (Bell 2,118; Ant 18,4-10.23-25 om Judas fra Galilæa; Ant 20,97-98 om Theudas). Om Judas fra Galilæa hedder det i Gamaliels tale, at han optrådte i folketællingens dage. Denne refereres der til i Luk 2,1-20 som en begivenhed under kejser Augustus og Quirinius. Lukas kan være afhængig af Josefus’ omtale af hændelsen (Bell 2,117-118; Ant 18,1-5). Nævnes skal også ApG 21,38, hvor Paulus er ved at blive forvekslet med en egyptisk oprører, der ligeledes er omtalt hos Josefus (Bell 2,261-263; Ant 20,167-172). Hvad angår omtale af romerske statholdere, herunder Pilatus i passionsfortællingen (Luk 13,1-3; 23,1-25) og Felix og Porcius Festus i skildringen af Paulusprocessen (ApG 2426), så kan Lukas være influeret af Josefus’ omtale af disse romerske statholdere.58

Til sidst et par tematiske forhold: Både Josefus og Lukas lægger vægt på at fremstille jødedommen og den kristne bevægelse som religioner af gammel oprindelse og ikke i opposition til romermagten. I Josefus’ tilfælde er det alene oprørske bevægelser, der afviger fra den rette jødedom ved at sætte sig op imod romermagten. I Luk. er det alene de over for Kristustroen fjendtligtsindede jøder, der forårsager uro. Hos begge forfattere er der en intention om at fremstille religionen med filosofiske termer. Josefus omtaler de jødiske bevægelser som forskellige filosofiske retninger (φιλοσοφίαι), i alt fire retninger der kaldes henholdsvis farisæerne, saddukæerne og essæerne samt den bevægelse, Judas fra Galilæa initierede (Bell 2,119-166; Ant 18,11-25). Hos Josefus kaldes en tilhænger af en af bevægelserne for en αἱρετιστής (Bell 2,119), mens Lukas anvender ordet αἵρεσις (= parti) om de jødiske bevægelser, herunder den kristne bevægelse, der også kaldes for “vejen” (ApG 5,17; 15,5; 24,5.14; 26,5; 28,22). På en vis måde fremstiller Lukas den kristne bevægelse som en filosofi; det fornemmer man i Paulus’

58. Vedr. Pilatus, se Bell 2,169-177; Ant 18,35.55-64.85-89.177. Vedr. Felix, se Bell 2,247.252-253.260.263.270; Ant 20,137.142-143.161-163.168.171.177-178.181.Vedr. Porcius Festus, se Bell 2,271-272; Ant 20,182.185.188.193-194.197.200. Hvor omtalen af Pilatus og også Felix er meget negativ, er Porcius Festus omtalt positivt.

50