Forfatter

nåde i sidste ende også kan gøre sig gældende. Med Sanders’ forståelse af den antikke jødedom er der således ikke tale om jødedommen som en præstations- og fortjenestepræget religion som ofte antaget.130 Sanders’ ærinde er så at fremstille Paulus’ Kristustro ikke som et opgør med en sådan jødedom, men som værende i overensstemmelse med denne pagtsnomistiske jødedoms grundstrukturer. Og her må man stille sig det spørgsmål, om ikke også Lukas’ fremstilling af Kristustroen kan forstås på samme måde.131 For hvor det i den jødiske religion forudsættes som et problem, der skal løses, at det israelitiske folk er slaver i Ægypten, så er problemet hos Paulus, at mennesket er slave af synden. Hos Lukas kan problemet ses omtalt som et uforløst Israel (f.eks. 1,69-79) og sociale og politiske misforhold (f.eks. 1.46-55; 6,20-26). Gaven er så frelse i form af opfyldelsen af gt.lige profetier, herunder syndsforladelse, og inklusion af de socialt marginaliserede og hedningerne. Og som det for det israelitiske folk er overholdelse af Moseloven, der er opgaven, hvormed pagtsforholdet vedligeholdes, således er det Jesu etik, herunder hans udlægning af Moseloven og fordringen om efterfølgelse af ham, der er opgaven. Med opfyldelse af denne opgave vedligeholdes det nye pagtsforhold (jf. Jer 31), som de Kristustroende stilles til ansvar for ved dommen.

Hvem forfatteren er, kan ikke vides med sikkerhed, men vi ved, hvem den oldkirkelige tradition tilskrev forfatterskabet.132 Ifølge den hedder han Lukas og er identisk med lægen Lukas, der er omtalt i Filem 24; Kol 4,14 og 2 Tim 4,11. Identifikationen ses første gang hos Irenæ-

130. Sanders’ kritik af en traditionel opfattelse af jødedommen i nt.lig eksegese udfoldes i samme bogs indledende kapitel, s. 1-29. 131. Se hertil K.B. Larsen, “Den kloge godsforvalter (Luk 16,1-8a)”. Her anvendes pagtsnomismen som beskrevet hos Sanders som nøgle til at forstå den pågældende lignelse i Luk.s fortælleforløb (se under gennemgangen her i kommentaren). Se endvidere S.V. Stubbergaard, Den Jødiske Paulus, s. 45-62. 132. Det fremgår af det ældste håndskrift til evangeliet, Papyrus 75, at det er skrevet ifølge Lukas, hvilket er anført til sidst. Dette håndskrift stammer fra et tidspunkt hvor den opfattelse breder sig, at de kristnes evangelium er firefoldigt, dvs. affattet af fire forskellige forfattere, således som det med kanoniseringen af NT endte med at blive. Se hertil J.A. Fitzmyer, The Gospel According to Luke, s. 35-47; F. Watson, Gospel Writing. A Canonical Perspective, s. 493-509.

77

us, der i Adv haer 3,1,1 skriver: “Lukas, Paulus’ ledsager, nedfældede det evangelium, Paulus forkyndte, i en bog.”133 I Adv haer 3,14,1 står der, at Lukas var tæt knyttet til Paulus, som han samarbejdede med i forkyndelsen af evangeliet. Herefter henviser Irenæus til de såkaldte vi-stykker i ApG 16,10-17; 20,5-15; 21,1-18; 27,1-28,16, der underbygger hans antagelse, eftersom forfatteren så må have deltaget i rejser sammen med Paulus.134

Pålideligheden af den oldkirkelige identifikation af forfatteren er der i nyere tid sat spørgsmålstegn ved. De såkaldte vi-stykker i ApG., der taget bogstaveligt kunne have talt for forfatterens tilstedeværelse og deltagelse i Paulus’ sene rejser, kan forklares som et litterært greb, der skal give læseren et indtryk af autenticitet. Vi-stykkerne, der dukker op uden forberedelse, afviger hverken sprogligt eller indholdsmæssigt fra deres kontekst.135 Det sætter spørgsmålstegn ved koblingen mellem Paulus og forfatteren. Og er der på den ene side sat spørgsmålstegn herved, må det på den anden side overvejes, om ikke samme oldkirkelige tradition bedst kan forklares som en strategi: Ud fra et behov for at legitimere værkets indhold føres det tilbage til et vidne, i dette tilfælde en person tæt knyttet til Paulus. På denne måde har man givet værket historisk autenticitet. Hertil kommer, at en vurdering af den oldkirkelige tradition må bero på andre faktorer såsom ikke mindst forfatterens etniske identitet, teologiske ståsted samt det formodede tidspunkt for værkets affattelse.

133. Jf. Euseb, HE 2,22,1; 3,4; 3,31,5; 5,8,3; 6,25,14. 134. I Tertullians skrift imod Marcion fra ca. 207-208 står der, at Lukas ikke var en apostel, men dog levede i aposteltiden og fulgte Paulus (Adv Marc 4,2,2). Ligesom Justin (Dial 103,8) skelner Tertullian mellem evangelier, der er skrevet af apostle (Matt. og Joh.), og evangelier, der er skrevet af mænd fra apostolsk tid (Mark. og Luk.). Om Lukas’ forhold til Paulus skriver han, at Paulus var den, der oplyste Lukas (inluminator Lucae), og at evangeliet var “hans lærers evangelium” (Adv Marc 4,2,5) og et “sammendrag af Paulus’ evangelium”(Adv Marc 4,5,3). Muratoris kanonliste vidner som tidligere nævnt også om Lukas som forfatteren, når der står, at forfatteren var Lukas, der var knyttet til Paulus. Det ses også i de antimarkionitiske prologer (2. årh.), hvor der står, at lægen og forfatteren til Luk. og ApG. stammede fra Antiokia i Syrien og døde i en alder af 84 år i Boiotien. Her hævdes det tillige, at han skrev evangeliet i Akaia, efter at Markus og Matthæus havde skrevet deres evangelier. Se SQE, s. 533. 135. Se N. Hyldahl, Paulus, s. 11-23. Hyldahls kritiske distance til den oldkirkelige tradition er repræsentativ for en historisk-kritisk tilgang til teksterne i dag, men skal også ses i sammenhæng med, at Hyldahl ligesom nærværende kommentar daterer det lukanske dobbeltværk til det 2. årh.

78

Hvad angår det første, er der sandsynligvis tale om en græsktalende forfatter, der er i besiddelse af en urban græsk-hellenistisk kulturel dannelse, herunder den antikke filosofi, og behersker det græske sprog. Formentlig er han også historisk kyndig og fortrolig med både samtidens hellenistiske historieskrivning og jødedommen, herunder LXX. Han er ikke nødvendigvis af jødisk herkomst; en anden og mere sandsynlig mulighed er, at han var en hedning, der først har sympatiseret med jødedommen og er blevet gudfrygtig eller proselyt for sidenhen at gå over til Kristustroen. Det kunne forklare hans fortrolighed med GT og jødedommen. Han kan muligvis stamme fra en større by såsom Antiokia i Syrien, hvilket hævdes i den oldkirkelige tradition.136 Der er få semitiske ord, ligesom stof vedrørende Jesu forhold til andre jødiske retninger og diskussioner om tolkningen af den jødiske lov er af mindre omfang, end det er tilfældet med det jødekristne Matt. Når Lukas placerer Jesus i en jødisk kulturel kontekst, skyldes det næppe en jødekristen baggrund, derimod en intention om at fremstille Kristustroen som udsprunget af jødedommen. Hertil kommer ikke mindst Lukas’ hovedsigte at fremstille udbredelsen af Kristustroen til ikke alene jøderne, men også alle andre folkeslag, over for hvilke det giver god apologetisk mening at fremstille Kristustroen ikke som en ny religion, men som ret jødedom.137

Hvad angår det andet, forfatterens teologiske ståsted, er det for det første et spørgsmål, om Lukas’ teologi er i overensstemmelse med Paulus’ teologi. For det andet må vi spørge, om Lukas i de taler i ApG., der er lagt Paulus i munden, gengiver paulinsk teologi. Hertil er at svare, at på det overordnede plan har den lukanske teologi fælles træk med Paulus, når det gælder missionen blandt jøder og hedninger og tanken om retfærdiggørelse af tro og ikke af lovgerninger (jf. ApG 13,38-39). Det paulinske frelseshistoriske perspektiv “jøde først, derpå græker” (Rom 1,16; 1 Kor 1,24) går nemlig igen i Lukas’ fremstilling,

136. Se Euseb, HE 3,4,6; Hieronymus, De viris illustribus 7. A. Strobel argumenterer med inddragelse af omtalen af Antiokia i ApG. for, at Lukas stammer fra Antiokia (“Lukas der Antiochener”). Andre byer, herunder Cæsarea eller ikke mindst Rom kan også komme på tale. Ang. Cæsarea som affattelsessted, se f.eks. H. Klein, “Zur Frage nach dem Abfassungsort der Lukaschriften”. Se tillige W.G. Kümmel, Einleitung in das Neue Testament, s. 119-120. 137. Se herom i indledningsafsnittene Affattelsestid og –sted og Adressat og sigte. At forfatteren kunne være en gudfrygtig hedning, underbygges af en påfaldende stor omtale af gudfrygtige i ApG 10,2.22.35; 13,16.26.43.50; 16,14; 17,4.17; 18,7. Se hertil Ph.F. Esler, Community and Gospel in Luke-Acts, s. 36-45; G.E. Sterling, Historiography, s. 328.

79