Etikken

har Lukas formentlig overtaget en jødisk forestilling om straf og belønning her og nu i det hinsides. I korsfæstelsesscenen lover Jesus den ene forbryder plads endnu samme dag i Paradiset (23,43). Og i ApG 7,5560 er Stefanus’ vision af menneskesønnen en individuel hændelse, der lægger op til hans frelse her og nu.122

Sammenfattende kan den lukanske eskatologi ses ikke alene som kompleks, men først og fremmest som udtryk for Lukas’ intention om at forkynde Jesu tid og den efterfølgende apostolske tid som en historisk fortid, i hvilken Gud har grebet frelsende ind. Såvel den historiske fortid som nutiden kvalificeres som eskatologisk tid og som faser i Guds frelseshistorie på vej imod en fuldendelse af Guds plan.123 Og som forberedelse hertil spiller etikken en rolle. Etikken

Spørgsmålet om etik i Luk. er også et spørgsmål om Luk.s forhold til Moseloven.124 I 10,25-37 er det dobbelte kærlighedsbud svaret på en lovkyndigs spørgsmål til Jesus om, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. At næstekærligheden indbefatter fjendekærlighed, bekræftes med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, ligesom fjendekærlighedsbuddet står centralt i Sletteprædikenen (6,27-35). I 18,18-23 er nogle af de ti bud en del af svaret på den rige rådsherres spørgsmål om, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Et endeligt svar giver Jesus så med opfordringen til at sælge alt og give til de fattige. De anførte tekster viser, at den etiske side af Moseloven fortsat har gyldighed i Lukas’ fremstilling af Jesu forkyndelse. Den sidste tekst afspejler også en social dimension: Et gennemgående træk er nemlig spørgsmålet, hvordan man skal forholde sig til besiddelse og rigdom.125 Jesus opfordrer den rige mand til at give radikalt afkald på besiddelser og forholder sig

122. Se hertil R. Maddox, ibid., s. 103-104. 123. R. Maddox konkluderer meget rammende, at Lukas delte den apostolske og efterapostolske kirkes forventning om en fuldendelse i fremtiden med menneskesønnen som verdensdommer, men, fortsætter han, “it is clear that his own emphasis lies on the reality of the present fulfilment of eschatological hopes.”(ibid., s. 145). 124. I ekskursen Synet på loven i Lukasevangeliet behandles spørgsmålet om Jesu forhold til Moseloven i Luk. 125. G.W.E. Nickelsburg gør opmærksom på fællestræk med 1 En 92-105, men hvor domstemaet dominerer i 1 En., er formaningen til at give afkald og vende om et gennemgående træk hos Lukas (se “Riches, the Rich, and God’s Judgment in 1 Enoch 92-105 and the Gospel according to Luke”, s. 341-344).

74

i det hele taget kritisk til besiddelse og rigdom, når det blokerer for fællesskab og næstekærlighed og dermed for adgangen til Guds kongedømme (jf. 18,24-25). Indirekte er der tale om en afkaldsetik. Et par yderligere eksempler: Lignelsen om den rige bonde (12,16-21) illustrerer en besathed af rigdom, der isolerer mennesket fra dets omgivelser. Lignelsen om det store gæstebud (14,15-24) demonstrerer, hvordan de først inviterede takker nej, fordi de er bundet af deres besiddelser. Lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,19-31) afdækker den riges manglende opmærksomhed over for den fattige og formaner til at leve efter “Moses og Profeterne”. I 11,41 opfordrer Jesus til ἐλεημοσύνη (= almisse) i en scene, hvor farisæerne kritiseres for manglende kærlighed og retfærdighed (11,37-54). I 12,33 opfordres disciplene til at sælge deres ejendele og give almisse. Flere steder i ApG. genoptages dette tema (3,2; 9,36; 10,2.4.31; 24,17).126 Afkaldsetikken kommer også til udfoldelse dér, hvor Jesus gør op med disciples eller andre menneskers trang til at søge førstepladser. Flere steder opfordrer Jesus til ikke at ophøje sig, men at ydmyge sig, også til at følge hans eget eksempel som den, der tjener fremfor at blive betjent (9,46-48; 14,7-11; 18,9-14; 22,24-27). Med afkaldsetikken i forhold til såvel ejendom som social status ser det ud til, at Lukas også er influeret af antik moralfilosofi, ikke mindst stoisk og kynisk filosofi.127

Et andet træk i Luk.s etik er inklusion af socialt, økonomisk, religiøst og etnisk marginaliserede mennesker, hvor vi kan tale om en inklusionsetik. Et par eksempler: Med Jesu optræden i Nazaret (4,14-30) er der med Esajascitatet fokus på, at han er kommet for at frelse fattige og syge. Det går som en rød tråd gennem evangeliet, hvor blandt de mest markante steder hører Jesu saligprisning af de fattige og veråb over de rige (6,20-26) og Jesu formaning om ved måltidsfællesskab at invitere fattige, vanføre, blinde og lamme (14,7-14). Den følges op med lignelsen om det store gæstebud, hvor afbud fra de først inviterede fører til invitation af i første omgang samfundets marginaliserede, mens det i anden omgang formentligt gælder hedningerne (14,16-24). Som flere andre lignelser handler den om adgang til Guds kongedømme. Den særlige omtale af de af jøderne foragtede samaritanere skal også ses

126. Det lukanske tema om ejendom og rigdom er ikke fremherskende i ApG. Efter omtalen af ejendomsfællesskab og fattigforsorg i den jerusalemitiske menighed (2,42-47; 4,32-37; 5,1-11; 6,1-7) forlades temaet. Se herom i S. Nordgaard, Possessions and Family in the Writings of Luke, specielt s. 67-110. 127. I kommentaren er der refereret til græsk-romersk moralfilosofi (f.eks. stoikeren Epiktet), hvor det skønnes at være relevant.

75

i denne sammenhæng (9,51-56; 10,25-37; 17,11-19; ApG 8,5-25). Endelig afspejler omtalen af toldere og syndere (15,1-2; 18,9-14; 19,1-10) en inklusionsetik.

At være discipel af Jesus er også forbundet med en efterfølgelsesetik: Jesus opfordrer til at følge ham efter og tage korset på sig (9,23; 14,27). I den synoptiske apokalypse forudsiger han, at disciplene vil komme ud for forfølgelser for hans navns skyld (21,12-19). De vil blive stillet for retten, hvor de skal forsvare sig, ligesom de vil være forhadte af alle. Men de opfordres til at holde ud. Det græske ord for udholdenhed ὑπομονή forekommer foruden i Luk 21,19 også i 8,15, hvor sædemandslignelsen udlægges med udholdenhed som et kendetegn for dem, der bærer god frugt. I 12,8-12 er der ligeledes forudsat forfølgelser, og her får disciplene at vide, at de ikke skal bekymre sig for, hvordan de skal forsvare sig, da Helligånden vil bistå dem.

Etikken i Luk. afspejler den særlige situation, hvori den lukanske menighed og kirken i almindelighed befinder sig. Overordnet set fastholdes den etiske side af Moseloven, hvilket kan forklares med Lukas’ intention om at fremstille den kristne bevægelse som ret jødedom. På baggrund heraf er der for det første med en afkaldsetik et særligt fokus på forholdet mellem rig og fattig og næstekærlighedens konkretisering i at hjælpe den fattige. Det skyldes utvivlsomt, at Lukas skriver for en kirke, der omfatter såvel rige som fattige. I den sammenhæng har for det andet inklusionsetikken også sin betydning. Endelig er der for det tredje efterfølgelsesetikken, der afspejler en tid, hvor kirken er udsat for lokale forfølgelser.128

Ovenstående gennemgang af centrale teologiske temaer har vist, i hvor høj grad det lukanske dobbeltværk er båret af gammeltestamentlig og antik jødisk tankegods. Det efterlader et indtryk af forfatterens intention om at fremstille Kristustroen som ret jødedom. Her kan det med fordel være på sin plads at inddrage E.P. Sanders’ forståelse af den antikke jødedom som pagtsnomisme (på engelsk covenantal nomism).129 Med dette udtryk peger han på et gennemgående træk i antik jødedom, hvorefter Guds nådige udvælgelse af det israelitiske folk i form af en pagt går forud for folkets overholdelse af Moseloven. Dets overholdelse er så ikke en betingelse for at få den gave, det er at komme ind (getting in) i pagtsforholdet, men en praksis med henblik på at forblive (staying in) i pagten og blive frelst ved dommen, hvor Guds

128. Se herom i indledningsafsnittet Affattelsestid og -sted. 129. Se E.P. Sanders, Paul and Palestinian Judaism, specielt s. 419-428.

76