Den tolvårige Jesus i templet – 2,41-52

vi ikke om Annas profetier, men får alene at vide, hvem hun er. Hun beskrives for det første som en profetinde, derpå som datter af Fanuel af Assers stamme, desuden som en, der tidligere har været gift og nu er enke på 84 år.57 Endvidere karakteriseres hun som en, der opholdt sig i templet hele døgnet, hvor hun fastede og bad bønner. Hun beskrives således som en from jødisk kvinde, der ved Jesusbarnets tilstedeværelse træder frem, lovpriser Gud og taler om barnet til alle, der kom på tempelområdet og nærede forventning om Israels forløsning. Med det sidste knyttes en forbindelse tilbage til karakteristikken af Simeons fromhed (2,25) og til hans hymne, der taler om Guds frelsesværk (2,30). 39-40 Scenen afsluttes med endnu en fremhævelse i v. 39 af, at Jesu forældre fulgte Moseloven, hvorpå de vendte tilbage til Galilæa til deres by Nazaret. En rejse, der med 2,1-21 begyndte med turen fra Nazaret til Betlehem, og med 2,22-40 fortsatte med turen fra Betlehem til Jerusalem, afsluttes nu med en direkte hjemrejse til den by, hvor Maria og Josef boede, og hvor hun havde modtaget bebudelsen om Jesu fødsel (1,26-35).

Med v. 40 etableres en overgang til den næste scene, hvor Jesus er blevet tolv år. Det anføres, at Jesus ikke alene voksede, men blev fyldt med visdom, hvilket ligeledes forbereder den næste scene, hvor han overrasker med sin visdom. Sammenlignet med Johannes (1,80) berettes det også, at Guds nåde var med Jesus. Hans visdom og Guds nåde placerer ham altså på et højere stade end Johannes. Dette træk underbygges også af den følgende fortælling.

41 Jesu forældre drog hvert år til Jerusalem til påskefesten. 42 Og da han var tolv år gammel, begav de sig efter sædvane op til festen. 43 Men da dagene var omme, og de vendte hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans

57. Sammenlignet med Zakarias og Elisabeth (jf. 1,7) er Anna åbenbart ældre. Om Anna gælder, at hun først levede med en mand i 7 år, hvorefter hun blev enke, hvilket hun måske nu har været i 84 år. Forestiller man sig, at hun blev gift i 12-årsalderen, må hun nu være rundet de 100 år. Sprogligt kan teksten dog også forstås således, at hun er en enke på henved 84 år, hvilket nok giver bedst mening.

179

forældre vidste det. 44 Da de så troede, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og gav sig til at lede efter ham blandt slægtninge og bekendte. 45 Men da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. 46 Og det skete efter tre dage, at de fandt ham i templet siddende midt iblandt lærere, hvor han lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. 47 Og alle, som hørte på ham, var forbløffede over hans dømmekraft og de svar, han gav. 48 Men da forældrene så ham, var de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan over for os? Se, din far og jeg var bekymrede og ledte efter dig.” 49 Men han sagde til dem: ”Hvorfor søgte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min fars hus?” 50 Men de fattede ikke, hvad han sagde til dem. 51 Og han begav sig ned med dem og kom til Nazaret, og han underordnede sig dem. Og hans mor bevarede alle ordene i sit hjerte. 52 Og Jesus udviklede sig i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker. Alene i Luk. hører vi om den tolvårige Jesus. Det er således den eneste tekst i Matt. og Luk., der kan betegnes som en barndomsfortælling, hvormed den også bryder det parallelle mønster i Luk.s fortælling om såvel Johannes’ som Jesu fødsel. Lignende barndomslegendestof finder man i de senere tekster Jakobs Forevangelium og Thomas’ Barndomsfortælling, hvor den sidste slutter med Luk.s beretning om den tolvårige Jesus i templet (kap. 19). Her er Jesu særlige religiøse kundskaber i højere grad udfoldet, når det hedder, at han “kunne lukke munden på folkets ældste og lærere ved at tyde lovens hovedindhold og profeternes lignelser.”58 Lukas’ beretning er en legende, der fremhæver forbilledlige træk ved Jesusbarnet, altså indeholder et puer senex-motiv, hvor en dreng optræder som en ældre mand. Legenden samler sig om Jesu visdom, hvormed han fremstår som en ikke nødvendigvis guddommelig person, men et menneske med særlig tæt relation til det guddommelige. Faktisk forudsætter beretningen ikke den foregående fødselsfortælling, hvor Jesu guddommelige ophav er et gennemgående tema. Det kan derfor ikke udelukkes, vil nogle mene, at beretningen er førlukansk og indarbejdet af Lukas i forlængelse af fødselsfortællingen som en brobyggende overgangsberetning mellem fødselsfortælling og evangeliets hovedfortælling.59 Motivet

58. Til disse apokryfe tekster, se O. Davidsen, Kristi fødsel, s. 517-565, specielt s. 547, hvorfra oversættelsen er hentet. Barndomsevangelierne findes også oversat i J.L. Christiansen og H.K. Nielsen, Nytestamentlige Apokryfer, s. 128-158; S. Giversen, Oldkristne Tekster III. De Apokryfe Evangelier, s. 74-238. 59. Til dette synspunkt, se bl.a. R. Bultmann, Die Geschichte, s. 327-329; R.E. Brown, The Birth of the Messiah, s. 479-484; H.J. de Jonge, “Sonship, Wisdom, Infancy: Luke II. 41-51a”. På den anden side har beretningen på mange måder lukanske træk,

180

med en berømt persons tidlige modning (puer senex) og særlige indsigt kendes såvel fra jødedommen som fra andre kulturer. Især skal fremhæves Moses, der i antik jødedom fremstilles på lignende vis.60 Centralt i beretningen er på fortælleplanet forældrenes gensyn med drengen (v. 46-47). Inden da (v. 43-45) skildres deres søgen efter ham. På dialogplanet er den efterfølgende samtale mellem Maria og Jesus (v. 48-50) højdepunktet, der med et Jesusord samler sig om Jesu forklaring på sit ophold i templet (v. 49). Beretningen har en klar struktur og er indrammet af et rejsemotiv, hvor forældrene efter sædvane (v. 41) begiver sig til Jerusalem (v. 42) og vender hjem igen med Jesus (v. 51). Jesu åndelige udvikling omtales i v. 52 på en måde, der knytter en forbindelse til det foregående (2,40). Den egentlige fortælling omfatter således v. 42-51, og dens dramatiske forløb er i midten koncentreret om forældrenes søgen efter det forsvundne barn (v. 43-45).61

41 Jesu forældre introduceres i v. 41 som fromme jøder, der årligt valfarter til Jerusalem for at fejre påske. Hermed fører Lukas linien videre fra fødselsfortællingerne, hvor det er et gennemgående træk, at Jesu forældre opfylder de i loven foreskrevne bestemmelser omkring et barns fødsel (2,21-24.39). At de omtales som forældre, er også i forlængelse af 2,27, hvor de fremstiller Jesusbarnet i templet. Men til forskel herfra er det ikke som udgangspunkt forudsat, at Jesus har et guddom meligt ophav. Jesus er søn af Maria og Josef, og først med dialogen mellem Maria og Jesus (v. 48-50) antydes det, at Jesu egentlige far er Gud og ikke Josef. Det er påskefesten og ikke en af de andre valfartsfester, der omtales som mål for forældrenes fromhed. Det kan have den særlige betydning, at evangeliets afsluttende passionsfortælling finder sted under påskefesten, hvormed evangeliet bliver indrammet af påskefejring ved begyndelse og slutning. At Jesus her fremhæves for sin lærdom i diskussion med de jødiske lærde, har sit modstykke i evangeliets fremstilling af ham som den, der underviser på tempel-

hvilket må tale for, at Lukas har skabt den. Denne opfattelse finder man hos M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 264-269, specielt s. 267-268. 60. Det er tilfældet hos både Josefus (Ant 2,230) og Filon (Vita Mosis 1,21). Se R. Bultmann, ibid., s. 327-328; R.E. Brown, ibid., s. 479-484; H.J. de Jonge, ibid., s. 339342. Fra andre kulturer kan nævnes buddhismens legende om Buddha. Se hertil O. Davidsen, ibid., s. 500-504. 61. En særlig koncentrisk og kiastisk struktur peger H.J. de Jonge på (ibid., s. 337339). Ifølge ham er midtpunktet v. 46b-47 i en fortælling, der omfatter v. 42-51a.

181

området i dagene forud for arrestationen af ham (19,47-21,38, specielt 19,47 og 21,37). 42 Mens det i v. 41 forudsættes, at forældrene årligt drog til Jerusalem, fremhæves det i v. 42, at Jesus var tolv år gammel, da de begav sig til festen efter sædvane.62 Det tyder på, at Jesus for første gang er med, da han når den alder, hvor han må betragtes som på vej til voksenalderen og dermed forpligtet på at tage del i valfarten.63 Men meningen kan også være at fremhæve hans religiøse udvikling på et tidligt tidspunkt, hvormed der lægges op til den følgende demonstration heraf. Det er også i samklang med Lukas’ fremhævelse af hans åndelige udvikling i det foregående og i den afsluttende notits (2,40.52). Den sidste mulighed vil endvidere svare til, at tolvårsalderen i antik biografisk litteratur hyppigt forekommer som tidspunktet, hvor en kendt person træder offentligt frem.64 Det strider heller ikke imod den særlige pointe i Luk., at det tolvårige barn (på græsk παῖς og τέκνον, jf. v. 43.48) overrasker ved dets åndelige begavelse. 43-45 I forbindelse med tilbagerejsen dukker den første overraskelse op i fortællingen, da fortælleren i v. 43 beretter, at drengen blev i Jerusalem uden forældrenes viden. Læseren ved derfor mere end forældrene, der efter en dagsrejse giver sig til at lede efter ham i rejsefølget (v. 44), spe-

62. Meningen med præpositionsleddet κατὰ τὸ ἔθος kan være endnu engang at fremhæve, at forældrene følger jødisk skik og brug. Men der kan også være den specifikke betydning, at de fulgte den valfartspraksis, hvorefter de rejste i en karavane (jf. v. 44). Udtrykket forekommer også i 1,9; 4,16 og 22,39. 63. Senere jødiske kilder afspejler en praksis, hvorefter et barn allerede som toårig kunne tages med i templet, men ellers først var modent til at blive oplært i loven i 10-årsalderen og forpligtet på at leve herefter i 13-årsalderen (se L.T. Johnson, The Gospel of Luke, s. 58-59). Også markeringen af en dreng som bar mitzvah i 13-årsalderen er afspejlet i senere jødiske kilder (se Str.-Bill. II, s. 144-147; F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 155). 64. Se H.J. de Jonge, ibid., s. 317-324, der peger på 14-årsalderen som det i antikken traditionelle vendepunkt som overgang mellem barndom og voksenalder, hvormed 12-årsalderen fremstår som en alder, hvor barnet endnu ikke er fuldt ud modent. At omtale Jesus som tolvårig er således en måde at fremstille ham som usædvanlig udviklet. Se endvidere F. Bovon, ibid., s. 155. Bovon peger på både jødiske og græske personer, der fremhæves som særligt udviklede allerede i 12-årsalderen (Moses, Samuel, Salomo, Daniel, Alexander den Store). Et oplagt eksempel er Samuel, ikke mindst fordi han ifølge 1 Sam 1-2 overgives til templet i Shilo (jf. Josefus, Ant V,348).

182

cielt blandt slægtninge og bekendte, der måtte anses for at kende ham. Dramatikken forstærkes derfor i v. 45, hvor den “bortløbne” dreng ikke bliver fundet i rejsefølget, hvorfor de ængstelige forældre vender tilbage til Jerusalem. 46-47 At de finder Jesus efter tre dage, gør det fristende at forbinde gensynet med tredjedagens betydning, når det drejer sig om Jesu opstandelse. Imidlertid er der nok bare tale om et konventionelt udtryk for et tidsforløb, der munder ud i et vendepunkt. Man skal forestille sig, at den første dag dækker hjemrejsen, mens den anden dag vedrører tilbagerejsen, hvorpå tredjedagen er, da forældrene genfinder sønnen.65 Væsentligt er også, at de finder Jesus siddende iblandt lærere, som han lyttede og stillede spørgsmål til. Som en skolesituation skildres scenen, hvor det åbenbart er unødvendigt at præcisere, hvilke lærde grupper inden for jødedommen, Jesus taler med. I udgangspunktet er han eleven, der lytter og spørger lærerne.66 Reaktionen er da også forbavselse hos alle, der lyttede til ham.67 Den er rettet imod hans indsigt og svar på spørgsmål, hvormed han nærmest bytter rolle med lærerne, hvilket også antydes i v. 46 med, at forældrene finder ham siddende i midten, hvor han indtager en lærerposition. Med det græske ord σύνεσις (dømmekraft) knyttes en forbindelse til det i 2,40.52 anvendte substantiv σοφία; hermed fremhæves Jesu visdom som en evne til at dømme forstandigt og indsigtsfuldt. I gt.lige tekster er der vidnesbyrd om konstellationen af netop disse to begreber som gudgivne evner, der forventes af den rette konge (Es 11,2; 1 Krøn 22,12). 48-50 Endnu engang fremhæves omgivelsernes reaktion, denne gang med det græske verbum ἐκπλήσσεσθαι, der udtrykker en mindst lige så stor forundring over drengens indsigt og dermed lægger op til, at de omkringstående er konfronteret med en guddommelig person. Jesu

65. I de såkaldte lidelsesforudsigelser er tredjedagen på græsk formuleret anderledes end her (9,22; 18,33; jf. 24,7). På den anden side kan der være en genklang af Hos 6,2, hvor der står “Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag”. H.J. de Jonge gør rede for, at der ikke er tale om opstandelsesdagen. (ibid., s. 324327). 66. I Josefus’ Vita 9 fortæller denne om sin åndelige nysgerrighed i en alder af fjorten år, hvilket vakte opsigt blandt Jerusalems ledende mænd. 67. Verbet ἐξιστάναι forekommer hyppigt hos Lukas (Luk 8,56; 24,22; ApG 2,7.12; 8,9.11.13; 9,21; 10,45; 12,16).

183

mor tager nu ordet med den bebrejdende og ængstelige mors attitude, der samtidig afspejler en forbavselse over hans selvstændighed, hvormed han løb bort fra dem. Forældrenes ængstelse udtrykkes med ὀδυνώμενοι, hvormed der kan være en hentydning til Simeons forudsigelse til Maria i 1,35, at hendes sjæl skal gennemtrænges af et sværd. Scenen udvikler sig til en dialog mellem mor og søn, hvormed der lægges op til Jesu svar, der omtaler Gud som hans far. Det er derfor ikke uden betydning, at Maria nævner faren først (ὁ πατήρ σου κἀγὼ = din far og jeg). Når Jesus så tager til genmæle og nærmest bebrejdende spørger forældrene, hvorfor de ledte efter ham, er der lagt op til det kristologiske svar, at han er Guds søn. Og med dette svar kulminerer fortællingen, idet det stiller det biologiske forhold mellem forældre og barn op over for det åndelige forhold mellem Gud som far og Jesus som søn. Jesusordet er et kristologisk udtryk for hans sønnestatus i forhold til Gud og markerer på fortælleplanet en indsigt i denne position.

Hvad der menes med det græske udtryk ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου (= i min fars), er omdiskuteret. Flere fortolkninger foreligger: For det første kan det forstås som “i min fars hus”, hvormed menes templet.68 Det er den mest oplagte og udbredte forklaring, men meningen kan for det andet også være – og de to forklaringer udelukker ikke hinanden – “i det, der angår min far”. Hermed kan der så umiddelbart være tænkt på Jesu diskussion med lærerne. Men denne sidste forklaring skal ses i bred forstand og ikke begrænset til, at Jesus opholder sig i templet, der så blot danner ramme om hans udsagn.69 Understregningen af nødvendigheden af at være i det, der angår hans far, med brug af det upersonlige δεῖ (= er nødvendigt / bør) i præsens skal nemlig ses i sammenhæng med forekomsten andetsteds af δεῖ, f.eks. i 4,43; 9,22 og 22,37. Det peger i retning af, at den lukanske Jesus i 2,49 giver udtryk for sin vilje til fra nu af at følge Guds bestemmelse med ham som forkynder af Guds kongedømme.70 Når jeg alligevel har valgt oversættelsen “i min fars hus” (jf. “hos min far” i DO), skyldes det først og fremmest, at scenen finder sted i templet, hvortil kommer, at templet har spillet en særlig rolle i fødselsfortællingerne, ikke mindst i den foregående scene med fremstillingen. Men de to forklaringer udelukker som sagt

68. Et lignende udtryk findes hos Josefus i Contra Ap. I,118, hvor der er tale om et Zeustempel. Til forsvar for denne tolkning anfører man gerne Joh 2,16, ligesom man peger på betegnelsen “Guds hus” om templet i Luk 19,46. 69. Således C.F. Evans, Saint Luke, s. 226; F. Bovon, ibid., s. 160. 70. Således H.J. de Jonge, ibid., s. 331-337.

184

ikke hinanden. Tværtimod, så fastholdes det gådefulde ved udsagnet i modsætning til, at det entydigt skulle være en henvisning til Jesu ophold i templet. Det underbygges også af Lukas’ beskrivelse af forældrenes undren (v. 50). Det kan så overraske, at de er uforstående, i betragtning af, at de og i særlig grad Maria er blevet givet indsigt i Jesu guddommelige ophav. Fortællingen står derfor umiddelbart i et spændingsforhold til den foregående fødselsfortælling, vil nogle fortolkere mene, og det forklares med, at beretningen er førlukansk tradition. En sådan løsning er dog unødvendig. Lukas’ hensigt med at lade forældrenes uforstand blive stående kan ses som et gennemgående lukansk uforstandsmotiv (jf. 9,45; 18,34). Hertil kommer, at det bidrager til at fremhæve det usædvanlige ved Jesu optræden.71 Det gådefulde ved udsagnet forstærkes så også ved den efterfølgende notits om, at Jesus fulgtes med forældrene tilbage til Nazaret og således ikke forblev i templet. Der er altså en dybere mening med udsagnet. 51 Det afsluttende vers i selve fortællingen består af to dele, først en notits om tilbagerejsen, der fremstiller Jesus som den, der tager initiativ hertil, men også som barnet, der underlægger sig forældrene. Hermed er der lagt op til, at Jesus bliver hjemme hos forældrene, indtil han i 30-års alderen træder frem, som det skildres i 3,21-22. Versets anden del fremstiller Maria som den, der grunder over det skete, akkurat som det er tilfældet i 2,19. Marias reaktion på fødselsunderet og på det underfulde ved sønnens indsigtsfulde optræden fremstår parallelt og medvirker til at portrættere hende som en rollemodel på den, der er på vej til at forstå meningen med Jesu svar i v. 49 og til dermed at tro på Jesus som Guds søn. 52 Som overgang til det følgende berettes der til sidst om Jesu åndelige udvikling. Der er tale om en væksttanke, der gælder såvel det åndelige som det fysiske, hvad de græske ord σοφία (= visdom) og ἡλικία (= alder / legemsstørrelse / aldersvækst) underbygger. Notitsen følger op på 2,40. Men hvor der i 2,40 er tale om barnet (τὸ παιδίον), står der nu Jesus. Notitsen skal også ses i forhold til notitsen i 1,80 om Johannes som barn. Notitsen om, at Jesus udviklede sig åndeligt og fysisk og

71. Se hertil M.D. Goulder, ibid., s. 267-268. Han fremhæver fortællingens lukanske præg, der taler for, at Lukas ikke er afhængig af en forudgående fortælling, men selv har kreeret den.

185

havde χάρις (= nåde, yndest) fra såvel Gud som mennesker, afspejler Lukas’ strategiske tilrettelæggelse af en fødsels- og barndomsfortælling, der lader Johannes og Jesus følges ad, men ikke efterlader tvivl om, at Jesus står over Johannes. Det bekræftes i kap. 3. Ekskurs. Mariafiguren hos Lukas Hvor Zakarias optræder som frontfigur i beretningen om bebudelsen af Johannes’ fødsel (1,5-25), spiller Maria en tilsvarende hovedrolle i beretningen om bebudelsen af Jesu fødsel (1,26-35). På baggrund af en traditionel patriarkalsk ramme med gt.lige forbilleder får vi først fortalt om en barnløshed, der ved Guds indgriben blev vendt til, at Zakarias’ hustru Elisabeth trods høj alder blev gravid og fødte Johannes (1,57-66). En ganske anden situation var det for den unge pige Maria, der trods jomfrustand ved Guds indgriben blev gravid og fødte Jesus (1,26-35; 2,1-20). Men ud fra et ære og skam-perspektiv var der i begge tilfælde tale om, at en kvinde var omgærdet af skam.72 For Elisabeths vedkommende skyldtes det hendes ufrugtbarhed (1,25), mens det i Marias tilfælde drejede sig om en graviditet forud for indgåelse af ægteskab (1,34). Skam blev i Elisabeths tilfælde vendt til ære fra omgivelsernes side, mens det i Marias tilfælde måtte forventes, at hendes ære som følge af jomfrustand kunne blive vendt til skam fra omgivelsernes side ved konstateringen af hendes illegitime graviditet. Men hermed er der også med Marias “jomfrufødsel” tale om et værdimæssigt brud med datidens traditionelle værdiorden. Det gælder også den rolle, hun spiller i forhold til på den ene side Elisabeth og på den anden side Josef. For hvor Elisabeth spiller en birolle i et patriarkalsk familiemønster og alene træder selvstændigt frem i scenen, hvor hun mødes med Maria (1,39-56), gør noget tilsvarende sig gældende med Josef. Han er i første omgang alene omtalt som Marias forlovede og af Davids slægt (1,27), mens han senere optræder som den, der ledsager Maria omkring fødslen, fremstillingen i templet og besøget dér med den tolvårige Jesus (2,4.16.22.33.39.41.42).73 Men i hele dette forløb er det Maria, der så at sige optræder på begges vegne. Det er hende, om hvem det berettes, at hun “bevarede alle disse ting for sig selv, som hun overvejede i sit hjerte”(2,19). I forbindelse med fremstillingen i templet (2,22-40) er det også alene Maria, Simeon henvender sig til (v. 34-35).

72. En litterær og kulturantropologisk perspektivering af de to kvinderoller finder man i J.B. Green, “The Social Status of Mary in Luke 1,5-2,52”. Se tillige B.J. Malina og J.H. Neyrey, “Honor and Shame in Luke-Acts”. 73. I 3,23 omtales han i slægtstavlen som den, man anså for at være Jesu far.

186

Endelig er det Maria, der retter bebrejdelsen imod den tolvårige Jesus i templet (2,41-52, specielt v. 48). Senere hører vi om hende i 8,19-21, hvor hun sammen med Jesu brødre møder op for at besøge ham, men indirekte får til svar, at hans mor og brødre er dem, der hører Guds ord og handler derefter. Det er ikke en afvisning af Maria, men derimod lægges der op til, at hun fremover kan stå som en “mor” i overført forstand. Sagt på en anden måde, så bekræftes omtalen af hende i 2,19 og 2,51 som trosforbillede. I ApG 1,14 er hun åbenbart blevet discipel af Jesus, idet hun her optræder sammen med andre kvinder og apostle.74

I Lukas’ fortælleunivers ender Maria således med at have en ærefuld status som en troende kvinde. Det skal ses på baggrund af den lavstatus, hun som udgangspunkt har, da englen kommer til hende. Men det skal også ses på baggrund af omtalen af Elisabeth, der i udgangspunktet har en ærefuld status som følge af hendes præstelige slægtskab og høje alder.75 Denne højstatus modsvares imidlertid af den skam, som hendes barnløshed påfører hende, hvilket med Guds underfulde indgriben ændres radikalt til en ærefuld status som mor til Johannes. Noget tilsvarende sker med Maria som følge af den guddommelige indgriben. At ærkeenglen kommer til hende og ikke til Josef, som det er tilfældet med “Herrens engel” i Matt 1,18-25, forbereder læseren på den æresstatus, der gives hende fra Guds side. Det fremgår så også af Gabriels hilsen (1,28) og tilsagn om Guds gunst (1,30), ligesom hans budskab tildeler Maria en ny rolle og dermed status. Marias svar herpå underbygger dette, idet hun identificerer sig i rollen som Guds slavinde (1,38.48). I det hele taget fremstår Maria som et trosforbillede både ved sin accept af englens budskab og ved sin lovprisning af Gud i Magnificat (1,46-55). I hendes lovsang prises Gud netop som den, der bringer frelse for mennesker af lav social status, hvilket i en vis forstand også er tilfældet med Maria, der i ApG 1,14 er blevet en discipel. Hendes lovsang fremsiges, mens hun er på besøg hos Elisabeth, og her er det heller ikke uden betydning, hvordan Lukas fremhæver Elisabeths måde at hilse Maria på (1,42-45). At hun tiltaler Maria som “Herrens mor” foregriber også den rolle, Maria kommer til at spille senere hen i kirkens historie. 76

74. Således R.E. Brown, “Luke’s Method”, s. 135-136. 75. At denne ærefulde status på grund af Elisabeths præstelige slægtsskab skulle betyde, at også Maria som slægtning på forhånd har en tilsvarende høj status, hævdes af B. Malina og J.H. Neyrey, ibid., s. 47. Til kritik heraf, se J.B. Green, ibid., s. 457-461. 76. Se tillige Luk 11,27-28. På synoden i Efesos i 431 tildeltes Maria rollen som θεοτόκος (= gudføderske) ud fra en kristologisk forståelse af Jesus som bestående af guddommelig og menneskelig natur.

187

2. Hoveddel: 3,1-9,50 – Jesu virksomhed i Galilæa

Kapitel 3,1-4,13: Johannes’ optræden – Jesu dåb – Jesu slægtstavle – Fristelsen i ørkenen

Med 3,1 lægger Lukas Mark. og Matt. til grund og går over til at fortælle om Jesu offentlige virksomhed i Galilæa i et større afsnit, der strækker sig frem til 9,50. Det er dog først med 4,14, at Jesus optræder i Galilæa. Inden da fortæller Lukas om Johannes Døberens forkyndelse og dåbsvirksomhed i et afsnit, der afsluttes med hans fængsling (3,120). Herefter berettes der om Jesu dåb (3,21-22), der følges op med Jesu slægtstavle (3,23-38) og med fristelsen i ørkenen (4,1-13). Først da tager Lukas fat på Jesu offentlige optræden i Galilæa, der strækker sig frem til 9,50. Det giver derfor god mening at se 3,1-4,13 som et selvstændigt indledende afsnit i evangeliets anden hoveddel.1

1. En interessant læsning er M. McVann, “Rituals of Status Transformation in Luke-Acts”. Her ses 3,1-4,30 som et sammenhængende afsnit, der viser en rituel statustransformation af Jesusskikkelsen fra at være en privat person til at blive en offentlig profet for det jødiske folk. Rituelle scener er først og fremmest Jesu dåb og fristelsen i ørkenen.

191