Jesu slægt – 3,23-38

(2,42-47). Det indgår i omtalen af Stefanus’ martyrdød (7,59-60), og det er et gennemgående træk i fremstillingen af Paulus’ mission, hvor især 22,17-21 er bemærkelsesværdig: Her fortæller Paulus i en forsvarstale, at han efter sin kaldelse under bøn i Jerusalems tempel af Gud fik befaling om at begive sig ud til folkeslagene langt borte. Bønnen er her det kommunikative led i Guds universelle frelseshistorie.

23 Og Jesus var omkring 30 år, da han begyndte at virke; man anså ham for at være søn af Josef, der var søn af Eli, 24 søn af Mattat, søn af Levi, søn af Melki, søn af Jannaj, søn af Josef, 25 søn af Mattathias, søn af Amos, søn af Nahum, søn af Esli, søn af Naggaj, 26 søn af Mahat, søn af Mattathias, søn af Shim’i, søn af Josek, søn af Joda, 27 søn af Johanan, søn af Resa, søn af Zerubbabel, søn af Shealtiel, søn af Neri, 28 søn af Melki, søn af Addi, søn af Kosam, søn af Elmadam, søn af Er, 29 søn af Josva, søn af Eliezer, søn af Jorim, søn af Mattat, søn af Levi, 30 søn af Simeon, søn af Juda, søn af Josef, søn af Jonam, søn af Eljakim, 31 søn af Melea, søn af Menna, søn af Mattata, søn af Natan, søn af David, 32 søn af Isaj, søn af Obed, søn af Boaz, søn af Sala, søn af Nakshon, 33 søn af Amminadab, søn af Admin, søn af Arni, søn af Hesron, søn af Peres, søn af Juda, 34 søn af Jakob, søn af Isak, søn af Abraham, søn af Tera, søn af Nakor, 35 søn af Serug, søn af Re’u, søn af Peleg, søn af Eber, søn af Shela, 36 søn af Kenan, søn af Arpakshad, søn af Sem, søn af Noa, søn af Lemek, 37 søn af Metusalem, søn af Enok, søn af Jered, søn af Mahalal’el, søn af Kenan, 38 søn af Enosh, søn af Set, søn af Adam, søn af Gud.

Lukas fortæller ligesom Matthæus om Jesu slægt i form af en genealogi. Men hvor Matthæus har placeret slægtstavlen ved begyndelsen af evangeliet (1,1-17), har Lukas anbragt den mellem Jesu dåb og Jesu fristelse. Det er ikke uden betydning: Hvor Jesus i dåbsscenen bliver tiltalt som Guds søn og i fristelsesscenen bliver fristet som Guds søn, skal slægtstavlen ad historisk vej vise, at han er Guds søn. Men inden selve oversigten over hans slægt har Lukas en notits om hans alder og hans far (3,23a). I forlængelse heraf følger slægtsoversigten (3,23b-38). 23 Den indledende notits angiver, at Jesus var omkring (ὡσεὶ) 30 år, da han trådte offentligt frem. Det er et såvel biografisk som med et rundt

214

tal konventionelt træk, men aldersbestemmelsen kan være influeret af 2 Sam 5,4, der angiver Davids alder til 30 år, da han blev konge.60 At han ansås for at være søn af Josef, kan forekomme at være en antydning af det tvetydige ved faderskabet (jf. 1,34-35 og 2,4-5), hvilket dog på den anden side ville gøre den følgende slægtstavle overflødig. I verbet νομίζειν gemmer sig substantivet νόμος, der betyder lov, hvormed meningen bliver, at man anså ham for at være lovformelig søn af Josef (jf. 1,27; 2,4).61 Bagved formuleringen afspejles den forståelse af Jesu ophav, som slægtstavlen giver udtryk for, at Jesus via Josef er Guds søn. Men er det alene udadtil, at Jesus ansås for at være søn af Josef, da antyder Lukas også, at han i virkeligheden er Guds søn som følge af undfangelsen ved Helligånden, hvilket netop er blevet bekræftet i dåbsscenen, hvor Jesus tiltales som Guds søn (3,22). 24-38 Slægtstavlen er enestående ved sit omfang: Den består af 77 navne inklusiv Gud, hvormed Jesus er den 78. i rækken tilbage fra Gud og Adam. Lukas må have de mange navne fra forskellige kilder. Foruden genealogien i Matt 1,1-17 har han øst af forskellige kilder (1 Mos 5,132 med rækken fra Adam til Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet; 1 Mos 11,10-32 med rækken fra Sem til Abraham; 1 Krøn 1,1-26 med rækken fra Adam til Abraham, og Ruths Bog 4,18-22 med Davids forfædre). Hvilke kilder, han har haft til rådighed for rækken fra David og fremefter, lader sig ikke besvare med sikkerhed. En sammenligning med Matt.s liste viser så store forskelle, at Lukas ikke kan have været influeret af denne, hvad angår tiden fra David til Jesus, mens han formentlig har øst af den, hvad angår tiden fra Abraham til David.62

Er der forskelle med navnene, er der endvidere et par væsentlige forskelle i strukturen. For det første bevæger Matt.s genealogi sig fra Abraham og fremefter og følger dermed kronologien forlæns, hvorimod Luk.s genealogi er baglæns, begyndende med Josef og afsluttende med Adam.63 For det andet er Matt.s liste struktureret på den måde,

60. Se tillige 1 Mos 41,46, hvor Josef siges at være 30 år, da han i Egypten trådte i Faraos tjeneste. 61. Således F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 190. 62. Fra oldkirken er der et eksempel på harmonisering af de to slægtstavler, idet Euseb henviser til Julius Africanus (3. årh.), der vil vise, at Matt.s og Luk.s slægtstavle betoner Jesu henholdsvis kongelige og præstelige afstamning (HE 1,7,2-17). 63. W.S. Kurz gør opmærksom på, at en baglæns slægtstavle var typisk i den græsk-romerske kultur, men også trængte ind i den antikke jødedom (se Ezra 7,15; Judith 8,1; Ant 1,79; 2,229), hvor en forlæns slægtstavle ellers var typisk, som det

215

at der er tre gange 14 navne i perioden henholdsvis fra Abraham til David, fra David til eksilet, og fra eksilet til Jesus. I Luk. er der tilsyneladende en struktur med 11 gange 7 navne, idet Jesus så kommer til at indlede en 12. periode.64 En sådan strukturel skematisering af historien kendes fra den antikke jødedoms apokalyptik med bl.a. de pseudepigrafiske skrifter og peger på en eskatologisk forståelse af tiden for Jesu optræden i Luk. Denne tid udgør således den sidste og afgørende periode (“uge”) i Guds frelseshistorie omfattende 11 “uger”. Det skal ses i sammenhæng med, at slægtstavlen føres tilbage til Adam og dermed verdens skabelse, hvormed den kommer til at spænde fra verdens begyndelse og til dens afslutning.65

Her er vi så ved det tredje punkt: Lukas fører Jesu slægt tilbage til Adam, hvor Matthæus lader Abraham være stamfader til Jesu slægt. Lukas’ intention er for det første at antyde Jesu universelle betydning, i og med at hans slægt føres tilbage til menneskehedens ophav og ikke alene tilbage til jødernes stamfader som i Matt. (jf. Paulus’ tale på Areopagos, ApG 17,28). Her gemmer sig også et slags aldersbevis, hvorefter Jesus fremstår som et menneske med rødder tilbage til begyndelsen af menneskehedens historie. Og ikke nok med det: Jesus indskrives i Guds frelseshistorie som dens mål, hvormed et centralt lukansk tema kommer historisk til udtryk. For det andet – og det hænger sammen hermed – kan der også ligge en antydning af, at hvor Adam ikke modstod slangens fristelse, modstår Jesus i 4,1-13 djævelens fristelser. Lukas lægger op til, at Jesus udgør et modstykke til Adam, med hvem synden kom ind i verden.66 For det tredje gemmer der sig også en betoning af, at Jesus trådte frem som et menneske på trods af,

fremgår af gt.lige tekster (“Luke 3: 23-38 and Greco-Roman and Biblical Genealogies”, s. 169-172). En udførlig gennemgang af slægtstavlerne i Matt. og Luk. og deres jødiske baggrund er M.D. Johnson, The Purpose of the Biblical Genealogies. 64. Se M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 283-291. Det ses på flere måder, at genealogien er inddelt i perioder med syv navne; dels indledes og afsluttes de første to perioder med det samme navn, henholdsvis Josef og Mattathias, dels er der flere markante navne ved afslutningen af en periode med syv navne, f.eks. David, Abraham og Enok. Se tillige E.L. Abel, “The Genealogies of Jesus ὁ χριστός”; W.S. Kurz, ibid., s. 175-177. 65. Se f.eks. 4 Ezra 14,11. En egentlig apokalyptisk forståelse af slægtstavlen hos Lukas er der dog næppe tale om, hvilket bl.a. ses derved, at Lukas’ slægtstavle bevæger sig baglæns og ikke følger historien fra begyndelse til slutning (således M.D. Johnson, ibid., s. 231-233). 66. Lukas kan have haft kendskab til Paulus’ typologiske modstilling af Adam og Kristus (Rom 5,12-21; 1 Kor 15,20-22.45-49). Til kritik heraf, se dog M.D. Johnson, ibid., s. 233-235.

216

at han var undfanget ved guddommeligt indgreb. For det fjerde fremhæver Luk.s genealogi, at Jesus via sin slægt stammer fra Gud, hvis søn han er.67 Som Adam blev skabt af Gud, således er Jesus ved Helligånden og gennem Maria skabt af Gud.68 At han er Guds søn, følger op på ikke alene dåbsscenen, men også fødselsfortællingerne, hvor Maria får at vide, at hun skal føde Guds søn (1,32.34-35). At der dér er tale om guddommelig undfangelse, kan umiddelbart forekomme at stride imod, at genealogien lader Jesus være Guds søn via Josefs slægt. Det er dog ikke tilfældet, da der i bebudelsesscenen er lagt vægt på den guddommelige herkomst via Maria, mens der her er fokus på den historiske og slægtsmæssige / juridiske herkomst via Josef, der udtrykkeligt omtales som den, man anså for at være Jesu far (1,23; jf. 2,4). At Jesus stammer fra det jødiske folk tilbage til Abraham, som også Matt.s liste viser, placerer ham i den bibelhistoriske kontekst. Men ikke nok med det: At han også stammer fra Adam, placerer ham i den universelle menneskehedens historie på tværs af etnicitet. Og hermed antydes det, at han er kommet for at frelse ikke alene jøderne, men også alle andre folkeslag.69

67. Det kan også skyldes påvirkning fra græsk-romerske genealogier, hvor det var almindeligt at føre en slægt tilbage til guder. Se M.D. Johnson, ibid., s. 235-239; W.S. Kurz, ibid., s. 169-172. En særlig tolkning, hvorefter Jesus ikke alene stammer fra David, men også fra hans søn Natan, hvis navn kan forveksles med profeten Natan på Davids tid, finder man i M.D. Johnson, ibid., s. 240-252. Han ser det i sammenhæng med Lukas’ fremhævelse af Jesus som en profet i lighed med de gt.lige profeter. 68. Netop ApG 17,26-29 viser, at Lukas er fortrolig med en sådan tankegang, hvorefter mennesker er skabt af Gud og er af hans slægt (jf. 1 Mos 1,26-27; 5,1-3). Se W.S. Kurz, ibid., s. 177-179. 69. Jf. s. 139, note 53, hvor der refereres til G.B. Hansen, “The Politics of Beginnings – Cosmology, Christology and Covenant: Gospel Openings Reconsidered in the Light of Paul’s Pneumatology”, s. 237-238.

217