Helbredelsen af Simon Peters svigermor og af andre syge – 4,38-41

og fare ud hænger sammen. For får dæmonen ikke lejlighed til at skrige Jesu identitet ud, har den tabt spillet og må forlade manden. Det gør den på en måde, der forekommer ret så dramatisk, men som på den anden side afspejler dens nederlag, eftersom den ikke påførte manden skade, hvilket understreges hos Lukas.62

36-37 De tilstedeværendes reaktion fremhæves med substantivet θάμβος og følges op med direkte tale, hvis indhold i sig selv er omgivelsernes vidnesbyrd om det skete og ikke mindst om Jesu ἐξουσία (= myndighed). Som en slags “korslutning” rundes fortællingen af og føjer sig ind i den narrative sammenhæng, hvori Jesu myndighed i undervisning og i helbredelser får rygtet til at brede sig. Derimod har Lukas udeladt Mark.s gengivelse af de tilstedeværendes reaktion på Jesu optræden som διδακὴ καινὴ, formentlig fordi Luk. forstår Jesu lære som værende i overensstemmelse med jødedommen og apologetisk tillægger aldersbeviset betydning. Til sidst (v. 37) fremhæves spredningen af rygtet om Jesu virksomhed, nu for første gang i Luk. også om hans evner som exorcist til at foretage dæmonuddrivelser (jf. v. 31-32).

38 Men han brød op fra synagogen og gik ind i Simons hus. Men Simons svigermor var ramt af høj feber, og de bad ham om at hjælpe hende. 39 Og han bøjede sig ind over hende og truede ad feberen, og den forlod hende. Og straks stod hun op og gav sig til at tjene dem. 40 Og da solen var gået ned, bragte alle de, som havde syge mennesker med forskellige slags sygdomme, dem hen til ham, og han lagde hånd på hver eneste af dem og helbredte dem. 41 Og fra mange fór der endda også dæmoner ud, der råbte og sagde: “Du er Guds søn”. Men han truede ad dem og tillod dem ikke at sige noget, da de vidste, at han var “den salvede”.

Også her er der tale om genskrevet stof (jf. Mark 1,29-34; Matt 8,14-15). Teksten kan klart inddeles i først helbredelsen af Simon Peters svigermor (v. 38-39), derpå helbredelsen af andre syge (v. 40-41).

62. Således G. Theissen, ibid., s. 95-96.

243

38-39 Forløbet i Kapernaum er iscenesat på den måde, at Jesus først kommer til Kapernaum (4,31), derpå går ind i synagogen for så til sidst at træde ind i et hus (v. 38). Her følger Lukas Matt. ved til forskel fra Mark. ikke at inddrage de andre disciple, hvilket udover fremhævelsen af Simon Peter også kan skyldes, at de først bliver kaldt som disciple i 5,1-11. Der går en bevægelse fra det offentlige rum til den private sfære.63 Lukas præsenterer ikke Simon Peter, forudsætter ham nærmest bekendt for læseren, selv om han først kommer på banen i 5,1-11.64 At det er hans hus, stemmer overens med Mark 1,29, hvor huset dog tilhører broren Andreas.65 At svigermoren bor i huset, viser indirekte, at Simon Peter er gift (jf. 1 Kor 9,5) og nok også, at svigermoren ikke havde sønner, hvorfor han tog sig af hende. Hendes sygdom skildres som en sygdom med høj feber og åbenbart kritisk, da de beder Jesus om hjælp. Hans helbredelse af hende berettes kort (v. 39), men til forskel fra Mark. på en måde, som om der er tale om en dæmonuddrivelse. Det er der dog ikke tale om, for det berettes ikke, at dæmonen farer ud.66 Jesus bøjer sig ind over svigermoren og truer ad feberen (ἐπετίμησεν), som straks forlader hende (jf. 4,35). Jesu optræden signalerer, at han har magt over hendes sygdom.67 Beviset på, at hun er blevet rask, følger af, at hun genindtræder i sin kvindelige rolle som den, der tjente og opvartede de tilstedeværende, herunder gæsterne.68 En reaktion herpå kan Simon Peters kaldelse i 5,1-11 så være. En helbredelse fører i hans tilfælde til tro på Jesus.

63. J.H. Elliott har undersøgt husets betydning i det lukanske dobbeltværk, hvor de græske ord for hus οἰκία og οἶκος forekommer henholdsvis 36 og 59 gange i det lukanske dobbeltværk (“Temple versus Household in Luke-Acts”, s. 225). Det afspejler ikke alene en historisk baggrund med kristendommens udvikling via husmenigheder, men også en lukansk symbolik, hvorefter huset repræsenterer de normer og værdier, der hører til Guds kongedømme. 64. Først i 6,14 i forbindelse med Jesu udnævnelse af tolv apostle får læseren at vide, at Simon også blev kaldt Peter. I 5,8 omtales han dog som Simon Peter. 65. Afhængighed af Matt. ses måske af, at Lukas som Matt 8,14-15 ikke omtaler Simon Peters bror Andreas (jf. Mark 1,29-31). Det kan skyldes en interesse i at fremhæve Simon Peter. Se hertil M.D. Goulder, “On Putting Q to the Test”; F. Damgaard, Rewriting Peter, s. 70-71. 66. Således G. Theissen, Urchristliche Wundergeschichten, s. 95. 67. Således J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 225. 68. Lukas bruger som i Mark 1,31 verbet διακονεῖν for første gang (jf. 8,3 ligeledes om kvinder). Se hertil H. Moxnes, “Meals and the New Community in Luke”, specielt s. 162-163; J.B. Green, ibid., s. 225. Hvor Moxnes taler om en gensidig handling, foreslår Green at se kvindens handling som benefaktorisk. Det er også tilfældet hos T.K. Seim (The Double Message, s. 60-62).

244