Opvækkelsen af enkens søn i Nain – 7,11-17

værk og altså allerede er til stede i Luk. (især 2,34-35; 4,16-30; 14,16-24; 23,1-25.47).13

10 Konstateringen af, at slaven er blevet rask, viser, at der som i Matt. er tale om en fjernhelbredelse. Det fremgår ikke af teksten, om det er begge hold udsendinge, der ved tilbagekomsten blev vidner til slavens helbredelse. Vigtigst er, at fortællingen demonstrerer Jesu magt til med et befalende ord at helbrede på afstand.

11 Og det skete derpå, at Jesus drog til en by ved navn Nain, og hans disciple og en stor folkemængde drog sammen med ham. 12 Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en mand ud, der var død og sin mors eneste søn, og hun var enke, og en meget stor folkemængde fra byen var sammen med hende. 13 Og da Herren så hende, fik han ondt af hende og sagde til hende: “Græd ikke.” 14 Og han gik hen og rørte ved båren, og bærerne stod stille; han sagde så: “Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op.” 15 Og den døde mand satte sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. 16 Frygt greb dem alle, og de lovpriste Gud, idet de sagde: “En stor profet er stået frem hos os, og Gud har besøgt sit folk.” 17 Og dette rygte om ham kom ud i hele Judæa og alt det omgivende land. Sammenlignet med de foregående underfortællinger udmærker denne fortælling sig ved at handle om en dødeopvækkelse. Senere hører vi så også om opvækkelsen af Jairus’ datter (8,40-56), ligesom der i ApG. er et par beretninger om dødeopvækkelser, således Peters opvækkelse af Tabitha i ApG 9,36-43 og Paulus’ opvækkelse af Eutykos i ApG 20,7-12. Lukas har tilsyneladende tilrettelagt sit stof således, at dødeopvækkelser knyttes til værkets tre hovedpersoner, Jesus, Peter og Paulus. Fortællingen her om enkens søn er lukansk særstof og har fællestræk med gt.lige beretninger om profeterne Elias og Elisa, hvor den første opvækker en enkes søn (1 Kong 17,17-24), mens den anden

13. Ifølge P.S. Minear går Lukas’ forståelse ud på, at jødernes manglende tro skyldes, at de havde accepteret de skriftkloges autoritet, hvorimod officeren tror på Jesu autoritet (ibid., s. 18). Officeren fremhæves tillige som en, der tror på trods af, at han ikke har set Jesus (således C.H. Talbert, Reading Luke, s. 82). Jf. Joh 20,29.

296

opvækker en shunemitisk kvindes søn (2 Kong 4,8-37).14 Beretningen skal derfor også ses i sammenhæng med Nazaretscenen, hvor Jesus henviser til et par episoder med profeterne Elias og Elisa (4,16-30, specielt v. 24-27). Dens placering efter en helbredelseshistorie er indlysende, eftersom Lukas i 7,22 med et Esajascitat ved siden af forskellige former for helbredelse nævner dødeopvækkelser.15 Perikopen kan inddeles således: Efter en beskrivende indledning (v. 11-12) følger mødet mellem Jesus og enken og dødeopvækkelsen (v. 13-15). Til sidst får vi reaktionen fra de omkringstående (v. 16-17). 11-12 Med en karakteristisk lukansk indledning om Jesu vandring, denne gang til byen Nain, omtales det store følge, bestående af såvel disciple som folkemængden (v. 11). Lukas’ sans for dramatisk iscenesættelse viser sig ved, at Jesu følge konfronteres med begravelsesfølget.16 I situationsbeskrivelsen af mødet mellem Jesus og begravelsesfølget ved byporten betones det, at den døde er en enkes eneste søn, men også at hun blev fulgt af en stor mængde bysbørn. På den ene side markeres hendes socialt udsatte situation, hvor der nu heller ikke er en søn til at forsørge hende, mens på den anden side følgets tilstedeværelse antyder, at hun ikke er uden socialt netværk. Fra gt.lige tekster kendes betoningen af den sorg, der er forbundet med at miste sin eneste søn (Am 8,10; Jer 6,26; Zak 12,10). 13-15 Jesus omtales nu som Herre (κύριος), hvormed der er lagt op til hans guddommelige autoritet og evne til at vække en død til live (v. 13).17 Sammenhængen mellem, at han ser og at han fatter medlidenhed med

14. I en synoptisk sammenhæng kan der også peges på indflydelse fra Matt 9,1-8, således hos M.D. Goulder, Luke — A New Paradigm, s. 381-387. 15. Hvor det her drejer sig om en mors søn, gælder det senere med fortællingen om opvækkelsen af Jairus’ datter (8,40-56) en fars datter. Ikke utypisk for Luk. er dobbeltberetninger (se f.eks. 15,3-10). U. Busse har gjort opmærksom på, at fortællingen også kan betragtes som en parallel til den foregående fortælling om Jesu helbredelse af officerens slave, f.eks. når Busse taler om, at officeren og kvinden er i forgrunden af beretningen i modsætning til slaven og sønnen (Die Wunder des Propheten Jesu, s. 161-185). 16. Byen Nain svarer formentlig til nutidens Nein, der ligger i det sydlige Galilæa ca. 10 km. sydøst for Nazaret. 17. Bortset fra 5,8 er det første gang, at denne kristologiske betegnelse anvendes i en fortælling om Jesus (jf. 7,19; 10,1.39-41; 11,39; 12,42; 13,15; 17,5.6; 18,6; 19,8; 22,61; 24,34).

297

enken, er ikke ualmindelig i evangelierne, hvor Luk. omtaler den barmhjertige samaritaner på samme måde (Luk 10,33; jf. Matt 9,36; Mark 6,34). Som i Luk 10,33 anvendes verbet σπλαγχνίζεσθαι (= få ondt af) til at udtrykke Jesu barmhjertighed. Hans replik “Græd ikke” lægger op til det følgende (jf. 8,52). Omhyggeligt skildres det, hvordan han går hen til båren, rører ved den, mens bærerne står stille (v. 14). Her kan der gemme sig et underteknisk træk i form af berøringsmagi, men snarere er meningen i Luk. at lægge op til, at bærerne standser op. Det lægger op til dødeopvækkelsen, der sker ved Jesu tiltale til den døde i form af et befalende ord. At der virkelig er tale om en opvækkelse, ses, dels ved at den døde rejser sig op, dels ved at han begynder at tale (v. 15). Det viser, at han ikke alene fysisk, men også psykisk er blevet et levende menneske igen.18 Endelig er det træk, at Jesus giver sønnen til hans mor (jf. 9,42), udtryk for, at sønnen ikke alene er blevet levende igen, men resocialiseret og genindsat i sin familiemæssige position. Udtrykket stammer fra 1 Kong 17,23, hvor Elias gav en genopvakt søn tilbage til hans mor. 16-17 Som en “korslutning” berettes der om de tilstedeværendes reaktion, der med substantivet φόβος (= frygt) antyder deres møde med det guddommelige, hvilket bekræftes ved, at de lovpriste Gud (v. 16). Lovprisningen viser, at de betragter Jesus som den, der handler på Guds vegne (jf. 5,26) og netop som en profet, der som Guds repræsentant har besøgt sit folk. Med betegnelsen λαός (= folk) antydes endnu engang, at de tilstedeværende udgør det nye gudsfolk. Det er et gt.ligt udtryk for Guds doms- eller frelseshandling, at Gud besøger sit folk. Det sidste er et gennemgående tema i det lukanske dobbeltværk, hvor Gud på ny besøger sit folk for at frelse det (jf. 1,68.78; ApG 15,14). Omtalen af Jesus som en stor profet placerer ham på linie med profeterne Elias og Elisa og skal også ses som et led i Lukas’ portrættering af Jesus som profeten (bl.a. 4,16-30; 24,19). Det er en reaktion, der gør den afsluttende notits om rygtespredningen plausibel.19 Ejendommeligt er det dog, at det er i Judæa foruden i oplandet, at man hører om ham.

18. At Jesus rører ved båren, kan bedst forstås som et tegn til bærerne om at standse op, men det kan også være et led i den underfulde handling i form af en slags håndspålæggelse (jf. 4,40; 8,47; 13,13; 22,51). 19. Egentlig står der ὁ λόγος οὗτος (= denne tale), hvormed meningen må være forkyndelsen af hans gerning.

298