Kaldelsen af de tolv apostle — 6,12-16

at den trods arbejdsforbud netop skal være en dag, hvor Gud griber frelsende ind i menneskers liv, et tema der tages op igen i 13,10-17 og 14,1-5. Det er derfor ikke et spørgsmål om sabbat eller ej, men hvad det vil sige at helligholde sabbatten. 11 Der rundes af med en notits om modstandernes raseri og overvejelser om, hvad de skal stille op med Jesus.11 Det viser, at beretningen først og fremmest er en stridssamtale og ikke en underfortælling. Et egentligt komplot som i Mark. (3,6) er der ikke tale om. Men slutningen kan minde om den dramatiske reaktion på Jesu optræden i Nazaretperikopen (4,14-30). Og for sine fortrinsvist hedningekristne læsere tegner Lukas et parodisk billede af farisæerne og deres rigide syn på forholdet mellem lov og menneske, et billede der måske også er møntet på jødekristne på Lukas’ tid.

12 Og det skete i disse dage, at han begav sig ud til et bjerg for at bede, og han tilbragte natten med bøn til Gud. 13 Og da det blev dag, kaldte han sine disciple sammen, og af dem udvalgte han tolv, som han også benævnte apostle: 14 Simon, som han også benævnte Peter, og Andreas, hans bror, Jakob og Johannes, Filip og Bartholomæus, 15 Matthæus og Thomas, Jakob, Alfaios’ søn, og Simon, der kaldtes en zelot, 16 Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder.

Lukas har tidligere fortalt om kaldelse af disciple, således Simon Peter og Zebedæussønnerne Jakob og Johannes i 5,1-11 og Levi i 5,27-28. Nu gælder det udnævnelsen af disciple til den særlige opgave at være apostel. Fra Mark 3,13-19 og Matt 10,1-4 har Lukas hentet denne beretning om kaldelsen af tolv disciple, men til forskel fra disse forlæg beretter Lukas, at Jesus inden udvælgelsen bad hele natten (6,12). Hvilke opgaver de blev pålagt, omtales ikke her, som det er tilfældet i Mark. og Matt., hvor såvel forkyndelse som helbredelser og dæmonuddrivelser nævnes. Herom hører vi først i 9,1-2. Hvad angår apostellisten, er det

11. Det græske ord for raseri ἄνοια er et stærkt udtryk, der signalerer en tilstand af vanvid, hvor man er ude af sig selv. Lukas antyder hermed, at modstandernes negative holdning til Jesus er blevet intensiveret. Se hertil F. Bovon, ibid., s. 276-277.

273

de samme tolv navne som i Mark. og Matt., men rækkefølgen er ikke ens.12 Lukas nævner Andreas efter hans bror Simon Peter (6,14). Et par afvigelser er der også: Thaddæus nævnes ikke, mens Simon Kananæeren i Luk. omtales som Simon, der kaldes en zelot. Endelig nævner Lukas en Judas, Jakobs søn, ligesom han omtaler Judas Iskariot som den, der blev forræder (προδότης). Teksten kan inddeles således: Først en indledning om Jesu bøn og sammenkaldelse af disciplene (v. 12-13), derpå apostellisten (v. 14-16). 12-13 Det skal ses som et signal om betydningen af den forestående kaldelse, at Jesus begiver sig op på et bjerg. At han beder til Gud, må tilskrives et lukansk bønsmotiv, der i dette tilfælde lader vide, at udvælgelsen af de tolv sker i kraft af Jesu henvendelse til Gud. Udvælgelsen får således en legitim og guddommelig sanktionering.13 Ifølge ApG 1,2 skete det ved Helligåndens hjælp.14 Tolvtallet er der tradition for allerede hos Paulus, der i 1 Kor 15,5 skriver, at den opstandne Jesus viste sig for de tolv. Dets betydning skal ses som et symbolsk modstykke til de tolv stammer, der udgjorde det gamle Israel (jf. f.eks. 1 Mos 49,28). Der er lagt op til, at udvælgelsen af de tolv apostle skal bane vejen for et restitueret “Israel”(jf. 22,28-30), et tema der udfoldes i ApG. (specielt kap.1-12.15). At de tolv af Jesus kaldes apostle, skal ses ud fra grundbetydningen af det græske ord ἀπόστολος = udsending. Meningen er, at de tolv som udsendt af Jesus kommer til at repræsentere ham.15 I særlig grad i Luk. spiller apostelbegrebet en rolle, hvilket ikke mindst ses i ApG., hvor Lukas’ definition på en apostel indgår i forbindelse med valget af en ny tolvte apostel efter Judas (ApG 1,21-26). Her frem-

12. Se tillige apostellisten i ApG 1,13. Der er også mindre uoverensstemmelser i rækkefølgen mellem Luk 6,14-16 og listen i ApG 1,13, hvor Andreas ikke står lige efter Simon Peter, måske fordi han ikke spiller samme rolle i ApG. som sin bror og de to Zebedæussønner Johannes og Jakob. At Lukas i 6,12-16 nævner Andreas lige efter Simon Peter, kan være influeret af Matt 10,1-4, hvorimod Andreas står længere nede på listen i Mark 3,13-19. 13. Apostlenes udvælgelse betyder også, at de fra nu af er vidner om Jesu virksomhed frem til og med hans død og opstandelse (jf. ApG 1,21-26). Se C.H. Talbert, Luke and the Gnostics, s. 23-24. 14. Således G. Klein, Die zwölf Apostel, s. 203-204. 15. Faktisk forekommer ordet sjældent og alene i 1 Kong 14,6 (LXX) og hos Josefus (Ant 17,300). Ordets baggrund er det hebraiske shaliach, som er et rabbinsk udtryk for en delegeret, der som udsending repræsenterer udsenderen, en betydning der også ses i f.eks. Luk 10,16 og Matt 10,40.

274