Stormen på søen – 8,22-25

19-20 Jesu mor og brødre indfinder sig, men vi får ikke præcist at vide, hvorfor de kommer, alene at det på grund af den store folkemængde ikke er muligt for dem at komme ind. Om moren har vi sidst hørt i fortællingen om den tolvårige Jesus (2,41-52).19 De kommer til Jesus fordi de vil se ham i modsætning til, at de vil høre ham, hvilket sidste er det rette kriterium for at tilhøre den “sande” familie. Det giver det følgende udtryk for.20

21 Det prægnante udsagn lægger vægt på, hvad det i virkeligheden vil sige at være “familiemedlemmer” såsom mor og brødre. Det er dem, der ikke alene hører Jesu forkyndelse som Guds ord, men også lader det bære frugt i form af handlinger. Og til dem kan også høre Jesu biologiske mor og søskende, som det fremgår af ApG 1,14, hvor Jesu mor Maria og hans brødre nævnes blandt de disciple, der efter Jesu himmelfart samledes og holdt fast i bønnen.21

22 Og det skete en af dagene, at han gik ombord i en båd med sine disciple, og han sagde til dem: “Lad os drage over til den anden side af søen”, og de lagde fra land. 23 Men mens de sejlede, faldt han i søvn. Og en storm kom nedover søen, og de tog meget vand ind og var i fare. 24 De gik så hen og vækkede ham og sagde: “Mester, mester, vi går til grunde.” Men da han vågnede, truede han ad vinden og bølgerne, og de holdt inde, hvorpå der blev blikstille. 25 Han

19. At Jesu far ikke nævnes, behøver ikke at forklares med dennes mulige død, snarere med, at der i Luk. er fokus på Maria (jf. 2,51). 20. Hans Conzelmann hævder, at formålet skulle være at se Jesus gøre undere, ligesom Herodes ønsker det (9,9), hvilket der dog ikke er belæg for (Die Mitte der Zeit, s. 42). 21. Usandsynlig er J.A. Fitzmyers tolkning, hvorefter det er Jesu biologiske mor og brødre, der fremhæves som de eksemplariske disciple (The Gospel According to Luke, s. 725). Netop i forhold til den foregående lignelsestale er den mest sandsynlige forståelse af Luk.s gengivelse af de tilsvarende Jesusord i Mark. og Matt., at Lukas følger dem og fremhæver det at høre og handle derefter som sandt discipelforhold. Udsagnet skal ses som menighedsbelæring (jf Mark 3,31-35, specielt v. 34, og Matt 12,46-50, specielt v. 50). Se tillige R.C. Tannehill, The Narrative Unity, Vol. 1, s. 212213. Han gør opmærksom på, at der i v. 21 ikke er artikel foran mor og brødre som i v. 20. Det taler for, at “Jesus is talking about a less definite group”.

322

sagde så til dem: “Hvor er jeres tro?” Men de blev bange, undrede sig og sagde til hinanden: “Hvem er dog den mand, for han befaler over både vinden og bølgerne, og de adlyder ham.” Med fortællingen om stormen på søen indledes en samling af underfortællinger som hos Markus og Matthæus (fortællingerne om stormen på søen, om den besatte i gerasenernes land og om opvækkelsen af Jairus’ datter og helbredelsen af den blødende kvinde (Mark 4,35-5,43; Matt 8,23-34; 9,18-26; Luk 8,22-56). Den første fortælling her er genremæssigt en naturunderberetning, men i betragtning af, at Jesus befaler naturkræfterne at holde inde, er der træk til fælles med exorcismeberetninger.22 Der er et par ændringer i forhold til Mark 4,35-41: Typisk for Luk. indledes med et “Og det skete”, hvormed handlingen sættes i gang. Om bord på båden, beretter Lukas, falder Jesus i søvn (v. 23), et fortælletræk der medvirker til at skabe spænding, idet stormvejret omtales umiddelbart herefter. Da disciplene kommer til Jesus og tiltaler ham med det for Luk. typiske ἐπιστάτα (= mester), er det ikke bebrejdende som i Mark 4,38, blot konstaterende, at de er i livsfare. Endelig beskrives måden, hvorpå Jesus stiller stormen, på en mere dramatisk måde end i Mark., hvormed man får et klart indtryk af, at det er dæmoniske magter, Jesus på Guds vegne bekæmper (v. 24). Fortællingen kan struktureres således: V. 22 giver en situationsbeskrivelse, mens handlingsforløbet finder sted i v. 23-24. Med v. 25 får vi reaktionen herpå. 22 Der finder nu et sceneskift sted. Når Jesus opfordrer disciplene til at sejle tværs over søen til den anden side, lægger det op til, at Jesus nu overskrider etniske grænser og bevæger sig imod hedensk område (jf. 8,26-39). Med disciple er der formentlig tale om de 12 apostle, blandt hvem nogle var med, da Jesus i 5,1-11 sidst var ude at sejle. Men hvor det i 5,1-11 handler om Jesu magt til at udvirke en stor fiskefangst, drejer det sig her om hans magt over naturens kræfter.

22. I det lukanske dobbeltværk har beretningen også træk til fælles med beretningen i ApG 27 om Paulus og hans ledsagere, der på vej til Rom kommer ud for en storm omkring Kreta og Malta og er tæt på at forlise. Mens Jesus stiller stormen her, griber Gud ind i ApG. og sender en engel, der forsikrer Paulus om, at han og besætningen vil nå frem til Rom. Se hertil C.H. Talbert, Reading Luke-Acts, s. 186190.

323

23-24 Med v. 23a får vi fortalt, at Jesus faldt i søvn, et fortælletræk der viser hans tillid til Gud i forhold til den fare, en sejltur på søen kan indebære.23 Formentlig er det et træk hentet fra Jonasbogen, hvor Jonas falder i søvn ombord på et skib, altimens der kom en stærk storm over havet (Jon 1,4-16). Men hvor de fremmede på skibet bebrejder Jonas, at han sover, og beder ham om at påkalde sin Gud, så at de ikke omkommer, vækker disciplene Jesus og fortæller, at de vil omkomme. Og hvor Jonas bliver kastet over bord, hvorpå stormen ophører, befaler Jesus stormen og bølgerne at falde til ro. Er der således ekkoer af Jonasbogen, er der også tale om en modfortælling i forhold til den gt.lige fortælling. Men grundlæggende er fortællingen præget af den gt.lige tanke om Guds skabermagt over naturens kaosmagter, som det forudsættes i mange tekster.24 Jesus stiller stormen, hvilket demonstrerer, at han er guddommelig, og at Gud står bag. Hans befaling over vind og vand antyder tillige, at han bekæmper dæmoniske magter. Det græske verbum herfor ἐπιτιμᾶν (= skælde ud / true) anvender Lukas også, hvor det drejer sig om Jesu magt til at befale over dæmoner (f.eks. 4,35.39). 25 Hvor Jesus i Mark. og Matt. bebrejder disciplene deres manglende tro (Mark 4,40; Matt 8,26), spørger han i Luk. blot, hvor deres tro bliver af. Hvor discipelbilledet hos de andre tegnes negativt med træk i retning af frygt og fejhed, er dette udeladt i Luk., der efterlader et indtryk af midlertidig manglende tro, der straks bliver afløst af undren over, at Jesus befaler over både vind og vand.25 Det er, som om disciplene er i vildrede med, hvem Jesus egentlig er.26

23. Genesaretsøen er tilsyneladende kendt for kraftige og pludseligt opståede vinde. Se hertil F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 425. 24. Således 1 Mos 1,1-3; Sl 65,8; 69,2-3.15-16; 74,13-14; 89,10; 104,4-6; 106,9-11; 107,23-30; Job 38,8-11; Es 51,9-10. 25. At vind og vand adlyder ham, er ikke med i alle tekstvidner, og især bør nævnes Papyrus 75 og B, der ikke har dette sidste led, der formentlig er en sekundær harmonisering med Mark 4,41 og Matt 8,27. 26. J.B. Green sammenligner dem med dem, der i 8,13 til at begynde med tror, men senere falder fra (The Gospel of Luke, s. 334). Det er nu nok at gå for vidt; snarere er deres reaktion udtryk for, at de er på vej til at fatte, hvem Jesus er. En lignende situation ses i ApG 27,13-44, hvor Paulus og hans fæller er kommet ud for storm på sejladsen mellem Kreta og Malta.

324

Helbredelsen af den dæmonbesatte mand i gerasenernes land – 8,26-39

26 Og de sejlede ind til kysten af gerasenernes land, der ligger over for Galilæa. 27 Og da han var kommet fra borde og i land, kom en mand fra byen ham i møde; han var besat af dæmoner, og i ret lang tid havde han ikke været påklædt og havde heller ikke været hjemme i sit hus, men opholdt sig i gravhulerne. 28 Da han så Jesus, råbte han op og faldt ned for ham, og med høj stemme sagde han: “Hvad har vi to med hinanden at gøre, du Jesus, Guds, den allerhøjestes søn? Jeg beder dig om, at du ikke piner mig.” 29 Han havde nemlig befalet den urene ånd at fare ud af manden. For i lang tid havde den haft grebet om ham, og han var bundet med kæder og fodlænker og under bevogtning, men han rev lænkerne over og blev af dæmonen drevet ud i ørkenen. 30 Jesus spurgte ham så: “Hvad er dit navn?” Han sagde: “Legio”, for mange dæmoner var kommet ind i ham. 31 Og de bønfaldt ham om ikke at befale dem at begive sig ned i afgrunden. 32 Nu var der en stor flok svin dér, der græssede på bjerget. Dæmonerne bønfaldt ham så om at tillade, at de bevægede sig over i dem. Og det tillod han dem. 33 Men da dæmonerne var kommet ud af manden og ind i svinene, styrtede flokken ud over skrænten ned i søen og druknede. 34 Da nu svinehyrderne så, hvad der var sket, flygtede de og fortalte det i byen og på landet. 35 Og folk gik ud for at se, hvad der var sket, og de kom til Jesus og fandt manden, fra hvem dæmonerne var faret ud, siddende, påklædt og ved sin fulde forstand for fødderne af Jesus, og de blev bange. 36 Men de, der havde set, hvorledes den dæmonbesatte var blevet frelst, fortalte det til dem. 37 Og hele mængden af folk fra gerasenernes omgivende land, bad ham om at gå bort fra dem, for de var grebet af stor frygt; så gik han ombord i båden og skulle til at vende tilbage. 38 Men manden, fra hvem dæmonerne var faret ud, bad ham om at blive sammen med ham. Jesus sendte ham dog bort og sagde: 39 “Vend tilbage til dit hus og fortæl alt, hvad Gud har gjort for dig.” Og han gik hen og forkyndte i hele byen alt, hvad Jesus havde gjort for ham. Denne store fortælling, som Lukas kun har ændret lidt i forhold til Mark 5,1-20 og den drastisk forkortede udgave i Matt 8,28-34, omhandler den første episode i det lukanske dobbeltværk, der foregår på hedensk område. Det ses for det første ved, at Jesus og disciplene begiver sig over på østsiden af Genesaretsøen til gerasenernes land (v. 26). For det andet fremgår det af tilstedeværelsen af svin (v. 32-33). For det tredje tyder den dæmonbesattes tiltale til Jesus “Gud, den allerhøjeste” på, at det er en hedning, der bruger en hedensk gudsbetegnelse

325

(v. 28). For det fjerde kan tilføjes, at fortællingen munder ud i, at den nu helbredte mand på Jesu befaling forkyndte om Jesus i området, hvilket antyder en begyndende hedningemission (v. 39).27 Endelig er det for det femte påfaldende, hvor meget urenheden og dæmonbesættelsen fremhæves (v. 27.29.32-33.35.36.38). I forhold til Mark 5,1-20 og Matt 8,28-34 er der ikke de store forskelle. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Lukas fra begyndelsen beretter, at den dæmonbesatte kom fra byen og havde boet i et hus, men nu befandt sig i gravhulerne (v. 27). Lukas tillægger det også betydning, at den dæmonbesatte ikke er påklædt (v. 27). Hertil kommer, at han har ændret på rækkefølgen i forløbet: Hvor Markus indledningsvis beskriver den dæmonbesattes tilstand (5,3-5), lader Lukas ham blive konfronteret med Jesus fra begyndelsen (8,2829), hvorpå han tilføjer beskrivelsen fra Mark 5,3-5. Der skabes således dramatik fra begyndelsen. Fortællingen kan inddeles på denne måde: Med v. 26-27 introduceres episoden. Konfrontationen mellem Jesus og manden finder sted i v. 28-31. En ny situation beskrives med svinene i v. 32-33. I v. 34-37 viderebringer svinehyrderne, hvad der er sket, hvilket får folk til at bede Jesus om at forlade området. Til sidst er der i v. 38-39 en dialog mellem Jesus og manden. 26-27 De bedste tekstvidner placerer begivenheden i gerasenernes land.28 Andre tekstvidner lokaliserer hændelsen til enten gadarenernes eller gergesenernes land. At det skulle være i gerasenernes land, er formentlig en afsmitning fra Mark 5,1. Den anden mulighed, gadarenernes land, der ikke er godt bevidnet, kan være påvirket fra Matt 8,28. Matthæus’ ændring skyldes formentlig, at Gadara ligger tættere ved søen. Endelig er som den tredje mulighed gergesenernes land, men heller ikke denne læsemåde er godt bevidnet. Dog passer også denne lokalitet måske bedre til den beskrevne hændelse.29

27. Dette træk er influeret af Mark 5,20, hvorimod missionstemaet er udeladt i Matt. Til en sammenligning af de forskellige versioner af fortællingen, se J. Craghan, “The Gerasene Demoniac”, s. 534-535. 28. Således bl.a. Papyrus 75 og B. Problemet med gerasenernes land er dog, at Gerasa i det nuværende Jordan ligger ca. 60 km. sydøst for søen. Se B.M. Metzger, A Textual Commentary on the Greek New Testament, s. 145. 29. Læsemåden findes i א og en del andre majuskler samt armenske vidner. Ori genes argumenterer i øvrigt også for denne læsemåde, da Gergesa ligger tæt ved søen. Se hertil C.F. Evans, Saint Luke, s. 384; F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 434.

326

Præsentationen af den dæmonbesatte mand angiver, dels at han har været besat i lang tid af mange dæmoner, dels at han på grund af sin tilstand ikke kan bo i sit hus i byen og derfor opholder sig ved gravhulerne, og endelig at han ikke er påklædt, hvilket påfører ham skam ved siden af den urenhed, han som følge af besættelsen også er kendetegnet ved.30

28-31 Dialogen mellem Jesus og den dæmonbesatte røber sidstnævntes hedenske ophav, når han tiltaler Jesus med betegnelsen υἱὲ τοῦ θεοῦ τοῦ ὑψίστου, en gudsbetegnelse der forekommer i LXX og kan udtrykke hedningernes opfattelse af israelitternes Gud. Beskrivelsen af dialogen rummer velkendte træk fra exorcismeberetninger, især det kampmotiv, hvorefter kendskab til modstanderens navn giver magt over denne, men også det indledende apotropæiske udsagn “Hvad har vi to med hinanden at gøre?” Den besatte tiltaler Jesus som søn af Gud, men samtidig falder han ned på jorden, hvilket foregriber hans nederlag, ligesom bønsmotivet med δέομαι antyder hans underlegenhed. Beretningen veksler mellem at omtale manden som besat af en dæmon og besat af mange dæmoner. Det sidste er tilfældet, og det ses ikke alene ved beskrivelsen i v. 29 af hans hidtidige tilstand, men også derved, at hans navn er “Legio”, hvormed antydes at antallet af dæmoner er som en romersk hærenhed, en legion bestående af 5-6000 soldater.31 At den besatte opgiver dette navn på Jesu spørgsmål om, hvad han hedder, kan ses som et modtræk, der skal forskrække Jesus. Imidlertid beder de Jesus om, at han ikke befaler dem at fare ned i afgrunden. Det sidste er på græsk angivet med ordet ἄβυσσος, en betegnelse der på én gang hentyder til søens dyb og til underverdenen, hvor man forestillede sig, at onde ånder holdt til (1 En 18-21; Åb 9,1.11; 11,7; 17,8; 20,1.3).Ved at bruge dette udtryk (jf. Mark 5,10) får Lukas understreget, at dæmonerne er på vej til deres undergang. 32-33 Svinenes tilstedeværelse signalerer, at vi befinder os i hedensk område.32 De bliver nu på dæmonernes opfordring for en kort stund op-

30. At dæmonbesatte opholder sig på gravpladser, der ligeledes er forbundet med urenhed, er bevidnet andetsteds. Se Str.-Bill. I, s. 491. 31. Hvor Mark 5,13 anfører, at antallet af dæmoner var omkring 2000, er dette tal udeladt i både Matt. og Luk. 32. Vedr. svinene som urene dyr, se 3 Mos 11,7.

327

holdssted for dem, hvorpå de går i panik, og farer ud over skrænten og ned i søen, der i fortællingen bliver sammenfaldende med den før nævnte underverden. Der er forudsat en forestilling, hvorefter svinene drukner, mens dæmonerne kommer i underverdenen, hvor de holdes fangne. Man fristes til at se denne triumferende afslutning på kampen mellem den guddommelige Jesus og dæmonhæren som et billedligt udtryk for en ønsketænkning, der måske forud for en kristen (markinsk) genskrivning af fortællingen har været ideen med en jødisk beretning. Den jødiske ønsketænkning kan i så fald være gået ud på et ønske om at slippe af med den romerske besættelsesmagt, der var repræsenteret ved hærenheder i Palæstina (jf. navnet Legio for dæmonerne).33

34-37 Der foregår nu en bevægelse til og fra byen, idet svinehyrderne først vender tilbage til byen og beretter om det skete, hvorpå folk fra byen begiver sig ud til området ved gravhulerne. Centralt er deres konstatering af mandens helbredelse. Det beskrives ved, at han for det første sad ved Jesu fødder, hvormed antydes, at han nu er blevet en discipel, at han for det andet nu er påklædt, og at han for det tredje er ved sin fulde fornuft. Med det sidste anvender Lukas verbet σωφρονεῖν = være fornuftig og forstandig. Hvor han før var ukontrollabel, er hans nye tilstand et klart tegn på hans helbredelse, men også en forudsætning for hans efterfølgende “mission”. Når så folk på egnen beder Jesus om at forlade området, er det ikke nødvendigvis udtryk for en forkastelse af ham, snarere for den frygt, der har grebet dem i deres konfrontation med det guddommelige og underfulde (jf. 5,8). Deres reaktion er på fortælleplanet medvirkende til at bekræfte Jesu guddommelighed og dermed evne og magt til at bekæmpe det onde. Når han er på vej til at sejle tilbage, da er det et fortælleteknisk greb, der lægger op til den tidligere dæmonbesattes bøn til Jesus om at blive hos ham.34

38-39 Han vil nu følges med Jesus, hvilket forstærker indtrykket af, at han er blevet en discipel, men foregriber også Jesu befaling til ham om at

33. Denne tolkning har Gerd Theissen fremlagt (Urchristliche Wundergeschichten, s. 251-256); se samme: Soziologie der Jesusbewegung, s. 95-96. 34. Verbet ὐπέστρεψεν (= skulle til at vende tilbage) kan forstås som en ingressiv aorist (således F. Bovon, ibid., s. 440). Se tillige BDR, § 331). Til en anden litterær forklaring på den tilsyneladende anakroni, se J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 341.

328

fortælle sine landsmænd, hvad Gud har gjort, hvad han efterkommer ved at fortælle, hvad Jesus havde gjort. I begge tilfælde står der ἐποίησεν. Parallellen er med til at signalere Jesu guddommelighed. I tilfældet her har det været en kamp mellem Gud og de dæmoner, der er blevet tilintetgjort. Bemærkelsesværdig er Jesu befaling med imperativen διηγοῦ = fortæl. Det svarer til det substantiv, Lukas anvender i sit forord διήγησις = beretning. Hvad den tidligere dæmonbesatte skal gøre, er det samme som for forfatteren, at fortælle om, hvad Gud og hans søn har gjort (jf. 9,10; ApG 9,27; 12,17). Som konsekvens af sin helbredelse skal han missionere. Fortællingen foregriber således hedningemissionen i ApG.

Helbredelsen af Jairus’ datter og af kvinden med blødninger – 8,40-56

40 Da Jesus vendte tilbage, tog folkemængden imod ham. For de ventede alle på ham. 41 Og se, der kom en mand ved navn Jairus, der var synagogeforstander, og han faldt ned for Jesu fødder og bønfaldt ham om at komme hjem til hans hus, 42 for hans eneste datter, der var tolv år gammel, lå for døden. Da han derpå begav sig af sted, trængtes folkemængderne om ham. 43 Og der var en kvinde, der havde haft blødninger i tolv år og havde anvendt alt, hvad hun ejede, på læger, men ikke kunne blive helbredt af nogen; 44 hun kom hen bag ham og rørte ved kvasten på hans kappe, og straks standsede hendes blødninger. 45 Og Jesus sagde: “Hvem er det, som rørte ved mig?” Da alle nægtede, sagde Peter: “Mester, folkemængderne presser sig på omkring dig, og de skaber trængsel.” 46 Men Jesus sagde: “Hvem rørte ved mig, for jeg mærkede en kraft, der udgik fra mig?” 47 Men da kvinden så, at det ikke kunne skjules, kom hun bævende frem og faldt ned for ham og fortalte for hele folket, hvorfor hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var blevet helbredt. 48 Men han sagde til hende: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort til fred.”49 Endnu mens han talte, kommer der en fra synagogeforstanderens hus og siger: “Din datter er død, du skal ikke længere ulejlige læreren.” 50 Men da Jesus hørte det, svarede han ham: “Frygt ikke, tro blot, og hun skal blive frelst.” 51 Og da han kom hen til huset, tillod han ikke nogen at gå ind sammen med ham bortset fra Peter, Johannes og Jakob samt barnets far og mor. 52 Og alle græd og slog sig for brystet over hende. Men han sagde: “Græd ikke, for hun er ikke død, men sover.” 53 Men de lo ad ham, fordi de vidste, at hun var død. 54 Men han tog fat om hendes hånd og tiltalte hende, idet han sagde: “Pige, stå op.” 55

329

Og hendes ånd vendte tilbage, og hun stod straks op, og han befalede, at der blev givet hende noget at spise. 56 Og hendes forældre blev ude af sig selv; men han befalede dem ikke at tale til nogen om det skete. Som i Mark 5,21-43 og Matt 9,18-26 er de to helbredelsesberetninger forbundet med hinanden og i Mark. og Luk. således, at episoden med den blødende kvinde forsinker Jesu ankomst til synagogeforstanderens hus, så at dennes datter dør.35 I Matt.s langt kortere version er hun allerede død ved fortællingens begyndelse (9,18). Bortset fra omfanget er der kun få forskelle imellem de tre versioner: For det første har Lukas med v. 21 bundet fortællingen sammen med det foregående med omtale af folkemængdens forventning om igen at se Jesus. For det andet inddrages Peter i scenen med den blødende kvinde (v. 45), ligesom kvinden fortæller hele folket omkring hende, at hun havde rørt ved Jesus (v. 47). For det tredje tager Jesus foruden de nærmeste disciple også pigens forældre med ind i værelset, hvor hun ligger (v. 51), ligesom vi i v. 56 hører om forældrenes reaktion på dødeopvækkelsen. Fortællingen lader sig inddele således: V. 40 udgør en overgang fra det foregående, hvorpå v. 41-42 introducerer situationen. I v. 43-48 er beretningen om den blødende kvinde skudt ind og medvirker til som et ritardando at holde igen med det første fortælleforløb, hvormed datteren dør, inden Jesus kommer til Jairus’ hus.36 Det sker i v. 49-50, mens dødeopvækkelsen i v. 51-55 foregår i enrum. Med v. 56 har vi reaktionen herpå. 40 At folkemængden tager imod Jesus, er et træk, der skal fremhæve den tiltagende store tilhængerskare. Notitsen holder læseren fast på den fremgang, som Jesu forkyndelse medfører. 41-42 Synagogeforstanderen præsenteres ved navn, men ikke nok med det: At det er en synagogeforstander, demonstrerer, at en jøde med en sær-

35. At betragte de to beretninger som selvstændige i forhold til hinanden, som Goulder gør, er ikke overbevisende (se M.D. Goulder, Luke — A New Paradigm, s. 424). Han sammenligner 8,48 med 7,50. 36. Her er der et oplagt eksempel på, at Lukas genskriver Matt.s version, når han i v. 44 introducerer den blødende kvinde (sml. Matt 9,20). Se hertil M.D. Goulder, ibid., s. 424.

330

lig social status søger hjælp hos Jesus.37 Den kritiske tilstand for hans datter indvarsles allerede derved, at han faldt ned for Jesu fødder og bønfaldt ham om at komme hjem til hans datter (v. 41). Alvoren undertreges yderligere ved, at datteren omtales som hans eneste (v. 42). At hun er tolv år gammel, viser, at hun er kønsmoden og på vej til at være i giftealderen. Først til sidst får vi at vide, at hun er ved at dø. På det narrative plan skabes der hermed en spænding, der forstærkes ved, at Jesus bliver holdt tilbage på grund af den blødende kvinde. 43-48 Den indskudte episode indledes med en sygdomsbeskrivelse (v. 43).38 Kvinden har i tolv år og dermed lige så længe som Jairus’ datters levealder, lidt af blødninger.39 Det er en sygdomstilstand i form af permanent menstruationsblødning, der gør hende uren (jf. 3 Mos 15,25-30), men ikke nok med det, så er det i sig selv udtryk for, hvor alvorlig hendes tilstand er, såvel fysisk, psykisk som socialt. Ikke desto mindre opholder hun sig i det offentlige rum, hvilket på den anden side kan være et fortælletræk, der signalerer hendes tiltro til, at Jesus kan helbrede hende. At hun har gjort mange forsøg herpå ved at opsøge og betale læger, medvirker kun til yderligere at fremhæve hendes alvorlige tilstand, ligesom det antyder, at hun nu er uden økonomiske midler og dermed en fattig kvinde.40

At hun i v.44 (jf. Matt. 9,20) rører ved kvasten på Jesu kappe, afspejler et magisk træk, hvorefter det tænkes, at berøring med noget, der tilhø-

37. Til udtrykket, se tillige 13,14; ApG 13,15; 18,8.17. Lukas har bibeholdt dette udtryk fra Mark 5,22.35.36.38, hvorimod Matthæus nøjes med at bruge ordet ἄρχων (Matt 9,18.23). Dette ord forekommer også andetsteds hos Lukas (bl.a. 14,1; 18,18; ApG 14,5). Se hertil M.D. Goulder, ibid., s. 424. 38. Til det specifikke ved denne beretning, herunder trosmotivet, se G. Theissen, Urchristliche Wundergeschichten, s. 136-143. 39. Lukas har dog strøget Markus’ beskrivelse af hendes megen lidelse (πολλὰ παθοῦσα), formentlig af den grund, at dette stærke udtryk hos Lukas alene indgår i omtalen af Jesu lidelse (9,22). 40. Tekstkritisk er det usikkert, om denne notits om kvindens forsøg på at blive rask ved lægers hjælp er ægte. Notitsen er med i bl.a. א, men er udeladt i bl.a. Papyrus 75 og B. Det kunne tale for, at det er en senere tilføjelse. På den anden side er det oplagt, at Lukas med sit særlige fokus på menneskers forhold til penge og besiddelser har genskrevet Mark.s omtale af kvindens nyttesløse forbrug af læger. U. Busse har den lidet overbevisende forklaring, at Lukas har udeladt Markus’ omtale af uformående læger (Mark 5,26), fordi han selv var læge og derfor ikke ville miskreditere lægestanden (ibid., s. 227). J.J. Pilch vurderer, at det er en senere tilføjelse (“Sickness and Healing in Luke-Acts”, s. 193).

331

rer Jesus, kan virke helbredende, om det så bare er en af de fire kvaster på en typisk jødisk kappeklædning.41 Men det viser også, at Jesus beskrives som en lovtro jøde.42 Når berøringen medfører, at blødningen straks standser, kunne det umiddelbart tyde på, at en sådan berøringsmagi i sig selv er tilstrækkelig, hvad det efterfølgende dog dementerer. Men bemærkelsesværdigt er det, at berøringen nævnes ikke mindre end fire gange (v. 44,45,46 og 47). En pointe hermed kan være, at hvor kvinden overskrider en grænse og udsætter Jesus for at blive uren ved berøringen, sker det modsatte, at der, som det følgende viser, udgår en helbredende kraft fra ham.

Når Jesus i v. 45-46 to gange spørger, hvem der rørte ved ham, og alle folk, altså også kvinden benægter at have rørt ved ham, må det betyde, at kvinden i første omgang lyver og, som det derpå fremgår, troede, at hun kunne holde det skjult.43 Peters svar er som et ritardando, der holder handlingen hen. Svaret skal ses som hans udtryk for det udsigtsløse i at finde ud af, hvem der rørte ved Jesus. Men, som det fremgår af v. 47, måtte kvinden skønne, at Jesus kunne gennemskue, hvem det var, hvorpå hun lige så offentligt, som hun før forholdt sig skjult, lod alle vide, at hun havde rørt ved Jesus og straks var blevet helbredt.44 I v. 48 er Jesu ord indledt med et “datter” fortællingens særlige budskab, at det ikke er berøring, men tro i betydningen tillid til Jesu helbredende evner, der har frelst kvinden. Og når han sender hende bort til fred, indebærer det, at hun fra nu af ikke længere er socialt sat uden for samfundet, men kan integreres i det sociale fællesskab. Tiltalen “datter”kan forstås på baggrund af den tidligere episode, hvor Jesus taler om den sande familie som dem, der hører og handler derefter (8,19-21). Men det bringer også kvinden på linie med Jairus’ datter, for så vidt som der er fælles træk mellem de to: Mens datteren med sit tolvte år er kommet i den kønsmodne alder, hvor hun

41. Jf. 4 Mos 15,37-41; 5 Mos 22,12; Zak 8,23; Matt 9,20; 14,36; 23,5. Det kan ikke udelukkes, at kvinden bevidst rører ved kvasten for dermed at huske at følge Moseloven, som disse kvaster ifølge 4 Mos 15,37-41 skal minde den bærende om (således F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (1, 1-9,50), s. 449. 42. Således M. Müller, Komm. til Matt., s. 241. Hvor kvinden i Mark. alene rører ved kappen, rører hun i Matt. ved en kvast af kappen. Lukas har altså dette træk fra Matt. 43. Gerd Theissen påpeger, at Lukas i forhold til sit forlæg har foretaget en markant ændring (ibid., s. 138). Se tillige U. Busse, ibid., s. 219-231. 44. Gerd Theissen skriver: “Die beiden entscheidenden Eingriffe des Lk: anfängliches Leugnen, Akzentuieren des öffentlichen Bekenntnisses, zeigen: Die Pointe liegt für ihn darin, dass die Frau von der Lüge zum Dank durchdringt. Glaube ist für Lk dankbarer Glaube.”(ibid., s. 139).

332

som rask kunne forventes at videreføre slægten, har kvinden i tolv år formentlig været forhindret heri. Det er hun ikke længere, hvilket, vil det vise sig, datteren heller ikke forventes at ville være. 49-50 Beskeden til Jesus om, at Jairus’ datter er død, viser, at man ingen forventning har til, at Jesus kan gøre mere (v. 49). Jesus reagerer med et “frygt ikke” og en opfordring til at tro (v. 50). Trosmotivet fra episoden med den blødende kvinde er også med til at binde de to episoder sammen. Hvor det var troen, der frelste kvinden, skal det vise sig at være på samme måde med datteren. 51-55 At noget særligt er forestående, ses af Jesu befaling til de tilstedeværende om ikke at gå med ham ind i værelset, hvor den døde ligger.45 Alene de nærmeste disciple samt barnets forældre får adgang. Som i Mark. skildres sorgsituationen med, at alle tilstedeværende slog sig for brystet, men Lukas har strammet op i forhold til Mark.s langt mere udførlige skildring. Han får hermed lagt vægten på Jesu vished om, at pigen ikke er død, men alene sover. De tilstedeværendes latter herover er et typisk træk ved underberetninger, der giver udtryk for skepsis og spot over for undergøreren.46 Opvækkelsen finder sted i form af et befalende ord. Når pigens livsånde vender tilbage, når hun straks rejser sig op og kan indtage føde, viser det, at hun igen er i live. Livsåndens tilbagevenden afspejler en jødisk forestilling, hvorefter sjælen holder sig i nærheden af liget de første tre dage for derpå at begive sig til dødsriget.47 Når pigen straks rejste sig op, skal det ses parallelt med, at kvindens blødning i v. 44 straks standsede. Begge steder anvendes adverbiet παραχρῆμα (= straks). 56 I Luk. er det alene forældrene, der blev ude af sig selv over underet, velsagtens fordi alene de var til stede ved dødeopvækkelsen udover de nærmeste disciple. Som i Mark. befales de ikke at fortælle nogen

45. Hvor forbuddet i Mark. allerede gives på vejen inden ankomsten til Jairus’ hus, sker det i Luk. først ved ankomsten. At alene udvalgte disciple som Peter, Johannes og Jakob er med, er et træk hentet fra Mark 5,37. Som i Mark. går dette igen i forklarelsesscenen (9,28-36). 46. Således G. Theissen, ibid., s. 66. 47. Se herom F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 1,1-9,50), s. 452.

333

herom. Det er et træk, der hører med til underfortællinger og fremhæver dels det hemmelighedsfulde ved underet, dels undergørerens ønske om, at rygtet om ham ikke spredes.48

48. Se G. Theissen, Urchristliche Wundergeschichten, s. 77-78; F. Bovon, ibid., s. 452453.

334