Lignelsen om sædemanden – 8,4-15

4 Da en stor folkemængde kom sammen, og folk fra hver by drog hen til ham, talte han i en lignelse: 5 “En sædemand gik ud for at så sit sædekorn. Og da han såede, faldt noget langs vejen og blev trådt ned, og himlens fugle spiste det. 6 Andet faldt på klippegrund, men da det voksede frem, visnede det, fordi det ikke fik væde. 7 Og andet faldt blandt tidsler, og da tidslerne voksede op sammen med det, kvalte de det. 8 Men noget faldt i den gode jord, og da det voksede op, bar det hundredefold frugt.” Da han havde sagt det, udtalte han højt: “Den, der har ører at høre med, skal høre.” 9 Hans disciple spurgte ham, hvad der var meningen med lignelsen. 10 Han sagde så: “Jer er det givet at kende hemmelighederne ved Guds kongedømme, men de andre får det i lignelser, ‘for at de skal se og alligevel ikke se, og høre og alligevel ikke fatte’. 11 Dette er meningen med lignelsen: Sædekornet er Guds ord. 12 Det ved vejen er dem, som hører, og så kommer djævelen og borttager ordet fra deres hjerter, så at de ikke kan tro og blive frelst. 13 Og det på klippegrund er dem, der hører ordet og tager imod det med glæde, men de har ikke rod, tror for en tid, men når prøvelsens time indfinder sig, falder de fra. 14 Og det, der falder blandt tidsler, er dem, som hører, men i deres liv kvæles de af bekymringer, rigdom og nydelser og bærer ikke moden frugt. 15 Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og holder fast i det i et smukt og godt hjerte, og i udholdenhed bærer de frugt.” Lukas indleder nu en lignelsestale i stil med Mark 4,1-34, dog i mindre omfang. Den består af sædemandslignelsen og udlægningen deraf (8,4-15) samt lignelsen om lyset i stagen (8,16-18). Som i Mark. følges lignelsen op med en allegorisk udlægning, idet der ligeledes her er indføjet discipelbelæring om meningen med den. Teksten kan inddeles i først en indledning (v. 4), derpå lignelsen (v. 5-8), så discipelbelæring (v. 9-10) og endelig udlægning (v. 11-15). 4 Igen fremhæves den store tilhørerskare, hvor vi må gå ud fra, at ud over discipelkredsen med de tolv i spidsen samles en del potentielle disciple. Lukas har dog ikke iscenesat som Markus, der lader Jesus gå ombord i en båd for derfra at tale til den store forsamling (Mark 4,1-2; jf. Luk 5,1-3).

317

5-8 Der indledes med, at sædemanden gik ud for at så sit sædekorn (v. 5), hvor Markus nøjes med at skrive, at sædemanden gik ud for at så. Sædekornet fremhæves, og da, fortælles der hos Lukas, noget faldt langs vejen, blev det trådt ned, mens fuglene spiste det. Det, der faldt på klippegrund (v. 6), visnede, fordi det ikke fik væde, føjer Lukas til. Han forklarer i højere grad end i Mark. og Matt. ved at pege på jordbundsforholdene, hvorfor sæden ikke bærer frugt.9 Det har at gøre med, hvor det falder. Det, der så faldt blandt tidsler og voksede op sammen med dem (v. 7), blev kvalt af dem.10 Om det, der voksede op i god jord og bar stor frugt (v. 8), differentieres der ikke som i Mark. og Matt., hvor der tales om, at det bar tredive, tres og hundrede fold. I Luk. lægges der vægt på jordbundsforholdene ved præpositionerne παρὰ (= langs) i v. 5, ἐπὶ (= på) i v. 6, ἐν μέσῳ (= blandt) i v. 7 og εἰς (= i) i v. 8. Der sluttes som i Mark 4,9 med en formaning til at lytte. Hermed signalerer Lukas det helt afgørende i forhold til Jesu forkyndelse, at være lydhør over for noget, det kræver en særlig kompetence for at forstå (jf. v. 10). Verbet ἀκούειν (= høre) går igen i Esajascitatet (v. 10) og i udlægningen af lignelsen (v. 12,13,14 og 15 samt ikke mindst i v. 18), ligesom lydhørhed sammen med handling er et centralt kriterium for at tilhøre Jesu “sande” familie (jf. 8,21). Det viser alt sammen, at meningen med lignelsen i Luk. er at portrættere Jesus som sædemanden, der forkynder uden at skele til hvor og for hvem, mens konsekvensen af hans forkyndelse afhænger af modtagelsen heraf. Det sidste uddybes nærmere i udlægningen i v. 11-15. Der er således tale om en lignelse med et for tilhørerne fortroligt og velkendt billede fra hverdagen, hvor sædemandens tilsyneladende ikke så produktive måde at strø sædekornene ud på kan afspejle en praksis i Palæstina, hvorefter der sås forud for pløjningen. Man kan dog også se lignelsen som en parabel, der skildrer en ualmindelig praksis med en ødsel bonde, der ikke har styr på sit korn.11 Genremæssigt kan lignelsen tillige

9. Hvor der i Mark. tales om, at sædekornene ikke havde rod (4,6), er det i Luk. jordens beskaffenhed, der forårsager det ringe udbytte. Lukas “skåner” sædekornet og lægger vægten på de dårlige jordbundsforhold. Det er ydre omstændigheder, der forårsager misvæksten. 10. Lukas har tilsyneladende en forkærlighed for verbet φύειν = vokse op, der forekommer i v. 6, 7 og 8. Det betyder, at i Lukas’ billede når sædekornene at vokse op og blive til noget for så at gå til af forskellige ydre omstændigheder. 11. J. Jeremias argumenterer for, at det er en lignelse (Die Gleichnisse Jesu, s. 7-8). Se tillige Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 138.

318

rubriceres som en kontrastlignelse med vægt på det afsluttende store udbytte trods en uheldig begyndelse med ringe udbytte. 9-10 Disciplene spørger nu Jesus om meningen med lignelsen. Men modsat Mark. 4,11-12 har Lukas ikke ladet dem være alene med Jesus. Og til forskel fra Mark. drejer det sig ikke i Luk. om meningen med lignelser generelt, men om netop denne lignelse. Skellet mellem disciple og de andre tilhørere er heller ikke større, end at de tilstedeværende må forudsættes at lytte med. Belæringen har ikke esoterisk præg som i Mark. Jesu svar går ud på, at det er disciplene givet at kende hemmelighederne ved Guds kongedømme, mens andre får det i lignelser. Hermed er for det første sagt, at lignelser handler om Guds kongedømme, for det andet antydet, at disciplene har mulighed for at forstå lignelser, når de bliver udlagt, hvilket sker umiddelbart herefter. Det tilføjede citat fra Es 6,9 underbygger omtalen af de øvrige tilhørere, men er forkortet i forhold til Mark 4,12, hvormed det markinske forhærdelsesmotiv er nedtonet her.12 Det er dog et centralt tema hos Lukas, der dels fra begyndelsen lægger op til, at folket vil dele sig for og imod Jesu forkyndelse (2,34-35), dels tager Esajascitatet op senere i ApG 28,23-28, hvor Paulus forkynder for jøderne i Rom. 11-15 Udlægningen af lignelsen følger i store træk Mark.s version.13 Som allerede påpeget er der fokus på lydhørheden. Punkt for punkt udlægger Jesus lignelsen allegorisk med sædemanden som billede på Guds ord, der forkyndes (v. 11): For det første omhandler det langs vejen dem, der hører forkyndelsen, men derpå fristes af djævelen (v. 12). At han fjerner ordet fra deres hjerter og forhindrer dem i at blive frelst, kan være en henvisning til f.eks. Judas, som djævelen fór i (22,3). For det andet drejer det på klippegrund sig om dem, der glæder sig over at høre, men hvor det hørte ikke slår rod, hvorfor de ligeledes let lader sig friste og dermed falder fra (v. 13).14 For det tredje udlægges det, der

12. Se Aa. Pilgaard, ibid., s. 144-146. 13. Udlægningen er det eneste eksempel i Luk. på en allegorisk tolkning i modsætning til i Matt. Luk.s nye skriftsyn med skriftbeviser gør tilsyneladende allegorisk tolkning ubrugelig. Se W.C. Robinson, “On Preaching the Word of God (Luke 8: 4-21)”. 14. Forklaringen, at det hørte ikke slår rod, kan ikke udledes af Luk 8,6, derimod af Mark 4,5-6, hvilket ifølge M. Goodacre er et eksempel på “editorial fatigue”, hvor Lukas ræsonnerer ud fra Markusteksten, hvis forklaring han åbenbart har glemt

319