Helbredelsen af den krumbøjede kvinde – 13,10-17

6-9 Lignelsen om figentræet er Lukas ene om at gengive.11 Udgangspunktet er, at træet, der normalt bærer frugt ti måneder om året, ikke har gjort det i tre år (v. 6). Det får vingårdsejeren til at foreslå gartneren, at det hugges om (v. 7).12 Hermed slås et domstema an. Når gartneren går i brechen for det og stiller som modforslag, at der bliver gødet omkring det, og at man ser tiden an, er det en udsættelse af dommen (v. 8-9). Som i det foregående er temaet omvendelse, her billedligt udtrykt som omvendelsens frugter, der lader vente på sig. Men lignelsen indeholder også et langmodigheds- og forbønsmotiv med gartneren, der beder om, at træet får en chance.13 I det større lukanske perspektiv rummer denne lignelse en foregribelse af det langmodighedstema, hvormed Gud efter jødernes forkastelse af Jesus giver dem endnu en chance som skildret i ApG (3,12-26; 13,16-41; 28,25-28). Vender de så ikke om, er dommen uundgåelig.

10 Og han underviste i en af synagogerne på en sabbat. 11 Og se, der var en kvinde, der i atten år havde været plaget af en sygdomsånd, var krumbøjet og ikke kunne rette sig ordentligt op. 12 Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde: “Kvinde, du er løst fra din sygdom.” 13 Og han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op, og hun lovpriste Gud. 14 Men synagogeforstanderen blev vred over, at Jesus helbredte på en sabbat, og sag-

11. Der findes en parallel i Ahikars fortælling 8,35 (vidnesbyrd herom i 5. årh. f.Kr.). Se hertil C.F. Evans, Saint Luke, s. 548; F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 9,51-14,35), s. 373-374; J.B. Green, The Gospel of Luke, s. 515. I Ahikars fortælling er der tale om et træ, der ikke bærer frugter, hvorfor ejeren vil fælde det, hvorpå det (!) beder om udsættelse. Det er oplagt, at Lukas har kendt til denne fortælling og i sin version fremhævet udsættelsen af fældningen af figentræet. 12. Det var ikke unormalt, at man i en vingård også plantede figentræer. J. Jeremias gør opmærksom på, at der må være gået seks år, da der normalt går tre år fra plantningen af træet til, at det kan bære frugt. Når det skal hugges om, betyder det, at det fjernes med roden, så at det ikke suger næring til sig fra andre træer. Noget lignende forudsættes også i 3,9, hvor Johannes forkynder, at øksen ligger ved træets rod (Die Gleichnisse Jesu, s. 170). Se tillige K.E. Bailey, Through Peasant Eyes, s. 80-87. Bailey henviser også til Es 5,1-7 og lignelsen om de utro vingårdsforpagtere (20,9-19), hvor vingårdsejeren forgæves kommer for at hente frugterne. 13. Talen om at bære frugt findes også i Luk 3,8; 6,43-45.

452

de til folkeskaren: “Der er seks dage, hvor man har pligt til at arbejde. Derfor kan I på disse dage komme og lade jer helbrede, men ikke på sabbatsdagen.” 15 Men Herren svarede ham og sagde: “Hyklere, vil enhver af jer ikke på en sabbat løse sin okse eller sit æsel fra stalden og føre det hen for at lade det drikke? 16 Denne kvinde, der er en Abrahams datter, som Satan havde bundet i atten år, burde hun ikke blive løst fra denne lænke på sabbatsdagen?” 17 Og da han havde sagt dette, blev alle hans modstandere gjort til skamme, og hele folkemængden glædede sig over alle de herlige gerninger, som skete ved ham. Dette er en af tre beretninger om helbredelser på sabbatten (se tillige 6,6-11; 14,1-6). Såvel 13,10-17 som 14,1-6 er særstof, der supplerer hinanden på en for Luk. typisk paralleliserende måde med en beretning om helbredelse af henholdsvis en kvinde og en mand. Det spiller en rolle, at helbredelsen foregår på en sabbat, hvilket ses af den gentagne omtale heraf i v. 10 og v. 14 (to gange) samt i v. 15 og v. 16. Der er tale om en sygdom, men kvindens tilstand og helbredelse beskrives som en åndsbesættelse (v. 11) og en befrielse fra mange års lænker (v. 12 og 16).14 Den kan inddeles således: Efter indledning og sygdomsbeskrivelse (v. 10-11) følger helbredelsen (v. 12-13), hvorefter der skildres en strid mellem synagogeforstanderen og Jesus om at helbrede på en sabbat (v. 14-16). Med v. 17 sluttes der af med en “korslutning”. 10-11 Et sceneskift angiver, at Jesus underviser i en synagoge på en sabbat (v. 10). Med v. 11 introduceres en kvinde, hvis identitet beskrives med hendes sygdom, der fysisk indebærer, at hun er krumbøjet og ikke kan rette sig op. Formentlig er der tale om sygdommen spondylitis ankylopoietica, en rygsygdom, hvor leddene falder sammen. Ud fra datidens jødiske menneskesyn mangler en kvinde, der ikke kan rette sig op og dermed ikke er i stand til at se sig omkring, nogle af de menneskelige træk, hvormed mennesker adskiller sig fra dyr.15 Men sygdommen tolkes også som besættelse af en sygdomsånd, hvormed den følgende

14. U. Busse karakteriserer beretningen som et normunder (Die Wunder des Propheten Jesu, s. 289-304). Det samme gør G. Theissen (Urchristliche Wundergeschichten, s. 121.167). Selv om der tales om en sygdomsånd, er det ikke en egentlig exorcismeberetning, men en underfortælling med elementer af en stridssamtale. Se hertil B.B. Larsen, Konflikten om gudstjenesten, s. 99-115. Se endvidere J.D.M. Derrett, “Positive Perspectives on Two Lucan Miracles”, s. 274-277. 15. Således F. Bovon, Das Evangelium nach Lukas (Lk 9,51-14,35), s. 398.

453

helbredelse umiddelbart kommer til at fremstå som en exorcisme.16 Det fremgår også af v. 12, at hun bliver løst fra sygdommen, og af v. 16, at hun har været bundet af Satan. Tanken om sygdom som bundethed og helbredelse som befrielse fremgår også af 4,18-19 og ApG 10,38. Men helbredelsen sker ikke ved, at Jesus taler til en ånd, derimod ved at han lægger hånd på kvinden. At hun har været syg i atten år, svarer til, at sygdom andetsteds ligeledes anføres med varighed (8,43; Joh 5,5), Hvad der kan gemme sig bag tallet, er der ikke nogen plausibel forklaring på. Under alle omstændigheder er det udtryk for et meget langt sygdomsforløb.17

12-13 Jesu helbredelse af kvinden foregår på den måde, at han først kalder på hende og siger til hende, at hun er løst fra sin sygdom (v. 12). Den ses som en bundethed, underforstået under Satans magt (jf. v. 16).18 Derpå lægger Jesus hænder på hende, hvormed hun straks retter sig op og lovpriser Gud. Parallelt fremstår helbredelsen som på én gang en dæmonuddrivelse og en fysisk håndspålæggelse. 14-16 Lukas tilfører fortællingen en stridssamtale om helbredelse og dermed arbejde på en sabbat. Mens kvinden nærmest forlader scenen, træder synagogeforstanderen frem og retter kritik imod Jesu handling på en sabbat (v. 14). Henvendt til folkeskaren begrunder han sin kritik med, at der er seks arbejdsdage om ugen, hvor man bør arbejde. Det er overraskende, at synagogeforstanderen henvender sig til folkeskaren og ikke til Jesus. En forklaring kan være, at folkeskaren inddrages

16. Man kan undre sig over denne beskrivelse, eftersom kvindens fysiske lidelse svarer til, hvad mange ældre og socialt ringere stillede kvinder i middelhavsverdenen kommer ud for som følge af hårdt arbejde og dårlig ernæring (således B. Noack, Lukasevangeliets rejseberetning, s. 85). 17. Der kan være tale om en afsmitning fra angivelsen i 13,4 af de atten ofre for tårnstyrtet, eller også hentydes der til dels israelitternes slavekår seks år i Egypten (jf. 2 Mos 21,2; 5 Mos 15,12), dels lignelsen om figentræet (13,6-9), hvor manden ventede forgæves i tre år på frugt. I forhold til disse henholdsvis seks og tre år fremhæves varigheden af kvindens sygdom. Til denne spidsfindige udlægning, se M.D. Goulder, Luke – A New Paradigm, s. 565. 18. Et gennemgående træk er brugen af verberne ἀπολύειν og λύειν = befri og løse (v. 12,15 og 16). Et lignende træk findes i Mark 7,31-37, hvor Jesus helbreder en døvstum, hvis tungebånd bliver løst. Som hos Lukas er der dér tale om et udtryk for, at den pågældende sygdom skyldes dæmonbesættelse. Se Aa. Pilgaard, Komm. til Mark., s. 220.

454

direkte i konflikten og deler sig i for og imod Jesus, hvilket afspejles senere i beretningen, hvor Jesus i v. 15 svarer synagogeforstanderen med et ὑποκριταί (= I hyklere), og hvor det i v. 17 fremgår, at alle hans modstandere blev sat på plads, og at hele folkeskaren (!) glædede sig over Jesu gerninger. Det lykkedes således ikke synagogeforstanderen at få folkeskaren over på sin side.19 Det er sabbatsbuddet i 2 Mos 20,811 og 5 Mos 5,13-15, synagogeforstanderen ser Jesus overtræde. Ifølge Mishnatraktaten Yoma 8,6 er det tilladt at redde liv i fare på en sabbat, men her drejer det sig ikke om et akut livstruende tilfælde.20 Imidlertid repræsenterer synagogeforstanderen en fortolkning, der uden forbehold ikke accepterer arbejde på en sabbat, når der er seks andre dage hertil. Heroverfor tillægges Jesu svar autoritativ karakter, når han omtales som κύριος (v. 15). Svaret, der indledes med en tiltale af forstanderen og de omkringstående som “hyklere”, går først ud på, at hvor det gælder dyr som okser og æsler, vil det være naturligt at løse dem og trække dem hen til vandtruget, også på en sabbat.21 Så meget desto mere, fortsætter Jesus, bør en Abrahams datter løses fra sin sygdom på en sabbatsdag (v. 16). Der er tale om en slutning a minori (omsorg for dyrene) ad maius (omsorg for et menneske). Hykleriet ligger i det dobbeltmoralske, at de godt kan drage omsorg for dyr på en sabbat, mens de sætter sig imod, at et menneske bliver helbredt og med Jesu ord befriet fra Satans lænker på samme dag.22 Markant er betegnelsen “Abrahams datter” (jf. 3,8; 19,9).23 Især fortællingen om Zakæus (19,110), der af Jesus kaldes for en “Abrahams søn”, påkalder sig interesse. I begge tilfælde drejer det sig om en marginaliseret person, henholdsvis en syg kvinde og en foragtet tolder, der af Jesus bliver gjort opmærksom på sin identitet som medlem af det udvalgte folk, der har Abraham som stamfader.24 I en ære og skam-kultur er der tale om en

19. En anden mindre sandsynlig forklaring giver M. Klinghardt, når han skriver, at synagogeforstanderen angriber folkeskaren, hvorpå Jesus forsvarer den (Gesetz und Volk Gottes, s. 231-232). 20. I Dødehavssekten fortolkes sabbatsbuddet endnu mere restriktivt (jf. CD 11,1316). Om så et menneske falder ned i et vandhul på en sabbat, må ingen hente det op. Se hertil C.F. Evans, Saint Luke, s. 551. 21. Jf. 14,5; Matt 12,11. 22. K. Salo bemærker: “Thus Luke addresses criticism toward the Sabbath casuistry, which only reduced human responsibility” (Luke’s Treatment of the Law, s. 132). 23. Betegnelsen forekommer i jødedommen om det jødiske folk. Se Str.Bill. II, s. 200. 24. Se nærmere herom i T.K. Seim, The Double Message, s. 44-47. Jf. 4 Makk 14,20; 15,28; 17,6; 18,20. Her forekommer betegnelsen “Abrahams datter” om moren til

455