Økonomi på tværs (uddrag) by Frydenlund

Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen og Peter Nielsen (red.)

Økonomi på tværs Festskrift til Jesper Jespersen

Frydenlund

Økonomi på tværs Festskrift til Jesper Jespersen © Bogforlaget Frydenlund og forfatteren 1. udgave, 1. oplag, 2019 ISBN 978-87-7216-114-3 Grafisk tilrettelæggelse: Morten Thunø Hansen Omslagsfoto: Shutterstock Korrektur: Torben Christiansen Grafisk produktion: GraphyCems, Spanien

Udgivet med økonomisk støtte fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet og GRUS-fonden.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen og Peter Nielsen

Finansministeriets regnemodeller: Politik eller objektivitet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Niels Kærgård

Opgør med Finansministeriets ’dynamiske effekter’ . . . . . . . . . 22 Nikolaj B.L. Christensen

Økonomisk vækst og CO2-budgettet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 Anders Chr. Hansen

Er offentlige udgifter en byrde eller en styrke? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Bent Greve

Økonomi, virkelighed og formidling – kritiske refleksioner over sondringen mellem ’realister’ og ’idealister’ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Mogens Refsgaard

Makroøkonomi og virkeligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 Finn Olesen

Refleksioner over at undervise i økonomi før og efter mørkets frembrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 Laura Horn

Jesper Jespersen i medierne: uden for skiven og tak for det! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Poul Thøis Madsen

Til forsvar for kronen, videnskabsteorien, teorihistorien og pluralismen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Nils Enrum

Lost and found – om virkelighed og samfundsøkonomisk videnskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Jan Holm Ingemann

At være eller ikke være i tid? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Mogens Ove Madsen

Kritik i forhold til viden og politik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 Torben Bech Dyrberg

Hegemoni og videnskab

..................................................

149

Allan Dreyer Hansen

De danske økonomer og neoliberalismen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 Rune Møller Stahl

Nyliberal planøkonomi i boligboblens skygge . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Peter Nielsen

Hvorfor taler vi ikke mere om den næste finanskrise? . . . . . 173 Rune Wingård

Hvorfor er borgerløn svaret? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180 Peter Mølgaard Nielsen

Brexit – selvdestruktiv populisme i et ulige samfund . . . . . . 191 Klaus Nielsen

Om forfatterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200

Jesper Jespersen i medierne: uden for skiven og tak for det! Poul Thøis Madsen

Ifølge universitetsloven skal Universitetet […] som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. Det er en arbejdsopgave, som langtfra alle universitetsansatte tager lige alvorligt. Enten fordi det ikke er meriterende, ikke har deres interesse, eller fordi de forsker i noget, som det måske ikke giver voldsomt meget mening at formidle til en bredere offentlighed. Andre har en let adgang til medierne, fordi de kontaktes igen og igen. Endelig er der et mindretal, der i høj grad selv henvender sig til medierne og dermed bringer sig selv i spil, hvis og når medierne vælger at bringe det indsendte (det er langtfra altid tilfældet). En sådan forsker er Jesper Jespersen. Fra 1. januar 2000 til 1. januar 2018 havde Jesper således 134 artikler og debatindlæg i de landsdækkende medier. 108 af dem var nogenlunde ligeligt fordelt på Politiken og Information. 10 var i Jyllands-Posten. I det følgende har jeg søgt at belyse dette virke i de landsdækkende skriftlige medier gennem forskellige søgninger

på Infomedia. Først kommenterer jeg på indholdet i hans egne artikler i medierne – siden hans bredere virke i medierne.

Hvad er Jesper Jespersen i medierne med? Generelt er Jesper sammen med den tidligere overvismand Christen Sørensen de to keynesianske røster i de danske medier. Hvad vil det sige? Først og fremmest betyder det, at Jesper gerne har kritiseret de efterhånden mange tiltag, der primært har haft sigtet mod at øge arbejdsudbuddet. Her har han forvaltet sin keynesianske arv som barnet i Kejserens nye klæder og spurgt: Hvad med efterspørgslen? Ideen med at øge arbejdsudbuddet har været at sikre, at der er tilstrækkeligt med arbejdskraft, når vi ser mere end 10 år frem i tiden. De problemer – som eksempelvis øget ledighed – der opstår på kort sigt som følge af det øgede arbejdsudbud, bliver set som nødvendige og foreløbige. Her har Jesper kritiseret vor tids førende økonomer for at være langdistanceøkonomer, som uden nærmere begrundelse antager, at økonomier som den danske på lang sigt ender i en ligevægt bl.a. på arbejdsmarkedet og dermed højst har foreløbige problemer med en for høj ledighed. Den form for økonomitænkning kalder Jesper gerne for neoklassisk – den dominerende tankegang før Keynes – eller neoliberal. Ikke at der nødvendigvis er noget forkert ved at være optaget af den langsigtede udvikling, men keynesianske økonomer vurderer ofte, at man kun kan udtale sig med en vis sikkerhed om det næste års tid. Mange økonomer oplever derfor Jesper som værende uinteresseret eller ligeglad med det lange sigt. Men her er det hans pointe, at hvis vi skal tale om det lange sigt, så skal vi snarere tale om kli-

ma og naturressourcer frem for mere end almindeligt hypotetiske makroøkonomiske nøgletal i 2040 eller 2080.

Med hvilke temaer? Der har været nogle tilbagevendende temaer i Jespers mange indlæg. Han er en af de danske økonomer, der om nogen magter at se langt ud over den danske andedam. Han kaster gerne et europæisk blik på dansk økonomi og har især sat sig for at kritisere den meget omtalte europæiske sparepolitik (’austerity’), som er blevet ført i såvel Danmark som andre steder i Europa – især med umiddelbar stor negativ effekt i Grækenland, hvilket han har kommenteret på flere gange. Jesper betragter denne politik som en tilbagevenden til en før-keynesiansk politik, hvor man også søgte at spare sig ud af offentlige underskud og gæld. I modsætning til hvad Jesper af polemiske årsager lader ane, så er langt de fleste økonomer imidlertid pinligt bevidste om, at den politik koster på efterspørgslen og dermed ledigheden på den korte bane. Så keynesianske er de fleste økonomer faktisk, men sparepolitikken betragtes som et nødvendigt onde. I det græske tilfælde mente økonomerne ikke, at der var råd til at holde hånden under eller endog øge efterspørgslen, selv om alle økonomer erkendte, at det faktisk var det, som der var brug for. Et andet dominerende tema har været opgøret med ’regnemodellerne’, hvor Jespers kamp har bestået i at bevare og forsvare de keynesianske træk i modellerne og bekæmpe tendensen til at gøre modellerne mere langsigtede og ligevægtsbaserede. Eller sikre, at modellerne så vidt muligt er baserede på fakta frem for drevet af den neoklassiske teori.

Et afgørende stridspunkt er her, hvorvidt et øget udbud af arbejdskraft – som følge af de mange reformer gennem en øget konkurrence om at få et arbejde – fører til så lave løn- og dermed også prisstigninger, at det på længere sigt betyder en øget efterspørgsel. Økonomer antager gerne, at det opvejer de negative konsekvenser, som reformerne måtte have for efterspørgslen på kort sigt – som en direkte følge af reducerede overførselsindkomster, lavere lønstigninger og øget usikkerhed. Men hvor ved man fra, at den neoklassiske sammenhæng er stærkere end den keynesianske sammenhæng? Jesper har også indgået i en lang række andre økonomiskpolitiske debatter, hvoraf flere er i naturlig forlængelse af de to nævnte. 15 af hans indlæg har eksempelvis at gøre med Velfærdskommissionen, som i høj grad byggede deres langsigtsprognoser – til netop 2040 eller 2080 – på den makroøkonomiske ligevægtsmodel DREAM. Her fik han lejligheden til at lufte yndlingskæpheste som sin kritik af økonomer, deres fortolkning af økonomisk teori og af netop de makroøkonomiske prognosemodeller som DREAM.

Hvor meget er Jesper Jespersen i medierne? Mange af os har givetvis en fornemmelse af, at Jesper har været i medierne altid og har været der ganske meget, fordi medierne også ringer til ham for en udtalelse. Det er en fornemmelse, som økonomer deler. En af de mest medievante økonomer, Steen Bocian, udtalte med slet skjult fortrydelse om Jesper Jespersen i Information d. 7.1.2017 følgende: ”Han er jo polemisk i sin debatform og meget god til at komme i medierne”. Men er han nu også så god til det – sammenlignet med Steen Bocian selv? Og burde han betragte sig selv som den rette til at udtale sig herom? Steen Bocian er i dag ansat på avisen Børsen 96

som cheføkonom og perspektivredaktør, men er mest kendt for sin tid i Danske Bank og er formentlig den mest citerede og interviewede økonom i danske medier nogensinde. Derfor og fordi han ofte mener det stik modsatte af Jesper, så anvendes han som et sammenligningsgrundlag nedenfor. De har også på forbilledlig vis flere gange optrådt i BT som hinandens modsætninger. Som det ses af tabel 2, er Jesper registreret til at have været i medierne 585 gange i perioden 2000-2017, mens Steen Bocian i de samme 17 år næsten optræder 5.000 gange – eller mere end otte gange så ofte. Og så kom Steen Bocian endda først for alvor i vælten i 2003. Tager vi højde for det, så er der tale om en faktor 10. Jesper Jespersen

Steen Bocian

Bocians andel (%)

Information

180

107

37 %

Politiken

154

526

77 %

Berlingske

1173

96 %

Jyllands-Posten

1136

96 %

Kristeligt Dagblad

58 %

Arbejderen

51 %

Børsen

1637

98 %

Weekendavisen

74 %

190

92 %

89 %

585

4953

Ekstra Bladet I alt

Tabel 2. Jesper Jespersen og Steen Bocian i de landsdækkende skriftlige medier 2000-2017. Antal og Bocian-dominans målt i procent. Kilde: Diverse søgninger på Infomedia i perioden 1. januar 2000 til 31. december 2017.

Hvordan ser billedet så ud, når vi ser på deres optræden fordelt på de landsdækkende aviser? Det ses også af tabellen, at Jesper typisk omtales og anvendes af centrum-venstre-aviser som Politiken og Information, men at disse aviser bestemt også trækker på Steen 97

Bocian. Politiken anvender faktisk Steen Bocian mere end tre gange så meget som Jesper. Ser vi på de borgerlige medier, Børsen, Berlingske og Jyllands-Posten, så er Steen Bocian hestehoveder foran Jesper Jespersen, som det fremgår af procenttallene tæt på 100 i tabellen. Samlet set optræder han 31 gange så ofte i de tre medier. Hvis Steen Bocian kun leverede urokkelige sandheder, så var den skævhed kun af det gode. Ifølge eget udsagn kritiserer han da også både borgerlige og socialdemokratiske regeringer. Det er også rigtigt, men eftersom kritikken kommer fra højre af, så fremstår borgerlige regeringer som nogle, der ikke helt opfylder deres løfter, mens socialdemokraternes politik ofte fremstilles som næsten helt uden for skiven. Dertil kommer, at jeg i en tidligere analyse (Madsen, 2009a-b) klart påviste, at Steen Bocian er bekymret over den høje vækst i de offentlige udgifter og har et udtalt ønske om helt at fjerne topskatten. Ren Liberal Alliance-tænkning godt gemt bag en økonomfernis af objektivitet.

Hvorfor optræder Jesper Jespersen så relativt lidt i borgerlige aviser? Hvad er forklaringen på den lidt stedmoderlige behandling af Jesper i de dominerende borgerlige aviser trods hans indlysende faglige kvaliteter? Han har selv fortalt mig, at han engang blev ringet op af en desperat journalist. Da han tøvede lidt med at medvirke, udbrød journalisten: ”Jamen, du er den sidste på min liste!” Den lave rangering kan formentlig forklares ud fra en anden bramfri vurdering af Jesper Jespersen fra en økonomisk journalist, som jeg selv overhørte: ”Du er ikke inden for skiven”. Og er man ikke inden for skiven, så er man ikke en rigtig økonom og derfor nemmere at ’afskive’ – også uden at offentligheden undrer sig. 98

At der også kan ske en mere eller mindre bevidst eksklusion, må være tilfældet, når Børsen, som energisk advokerede for et ja til ØMU’en, ikke nævner ØMU-skeptikeren Jesper én eneste gang i år 2000. Det var et år, hvor Jesper på grund af afstemningen om ØMU’en var tre gange mere i de landsdækkende medier end normalt og var med til at skrive en højtprofileret bog om ØMU’en i samarbejde med nationalbankdirektøren og to tidligere overvismænd. En anden supplerende forklaring er, at Jesper betragtes som en venstreorienteret økonom. Han kan derfor ikke som økonomerne gemme sig bag en kappe af tilsyneladende objektivitet. At kæmpe mod det ry er op ad bakke. Deltagelse i den alternative velfærdskommission og hans udtalte EU-skepsis gør heller ikke vejen ind i danske medier snorlige, da medierne befolkes af journalister, der tror på den objektive økonom. En tredje forklaring, som med stor taktisk snilde er blevet lanceret af Børsen og punditokraterne, en erklæret liberal og markedsøkonomisk blog, er, at han ganske enkelt ikke er dygtig nok. Når man optæller, hvor ofte han citeres i de økonomitidsskrifter, som han ikke deler paradigme med, er antallet af citationer uhyggeligt lavt. Ikke specielt fair, men effektiv kommunikation, må man konstatere. I al fairness skal det også pointeres, at han ret bevidst og håbløst umoderne har valgt ikke at bruge meget tid på at skrive til internationale tidsskrifter, men i stedet anvender uforholdsmæssigt meget tid på at skrive til de danske medier. Det er mindre karrierefremmende, men ifølge hans eget udsagn vigtigere. En fjerde, måske lidt overset forklaring lancerede Børsens Thomas Bernt Henriksen, da han blev konfronteret med avisens særegne forkærlighed for primært at citere økonomer som Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen: ”Torben M. Andersen og Peter Birch Sørensen har i kraft af deres poster en helt anden 99

platform at tale ud fra end Christen Sørensen og Jesper Jespersen” (Information, 29.4.2013). Et ganske opsigtsvækkende udsagn, der, som det er set så ofte før, desværre døde overset på Informations sider, men som levner plads til flere mulige fortolkninger. Den platte fortolkning er, at økonomer, der har større magt, sikkert helt korrekt vurderes at have større lydhørhed i befolkningen. En anden fortolkning er, at det vurderes, at magthavende økonomer gennem deres ’platform’ har adgang til en viden om dansk økonomi, som Jesper ikke har. Det sidste er tvivlsomt, men de to økonomer har givetvis en mere direkte adgang til, hvordan andre magtfulde økonomer tænker om dansk økonomi. Endelig er der en forklaring, som mange af os, der ellers ser på Jespers mediemæssige virke med sympati, er enige med økonomerne om: At han ikke bliver taget alvorligt, fordi han igen og igen stempler økonomerne som neoklassikere eller neoliberale. De betragter imidlertid sig selv som ’økonomer’, hvorfor jeg har valgt at kalde dem for det i denne artikel. Når og hvis de skal sætte en mærkat på sig selv, så foretrækker de betegnelser som mainstream eller neokeynesianere. Dvs. at de er keynesianere, når de forholder sig til det korte sigt, men neoklassikere når det kommer til det lange sigt. Det betyder, at de faktisk er enige med Jesper om, at markedet har væsentlige begrænsninger og dysfunktioner på kort sigt. Men på lang sigt fungerer markedet, som det skal ifølge teorien, og det er ganske heldigt, når neokeynesianere nu anser det lange sigt for væsentligt vigtigere end det korte. Når Jesper betegner økonomer som neoklassikere eller neoliberale, så er det let for dem at affeje ham med, at han opbygger en stråmand. Det har været det tilbagevendende argument de få gange, hvor økonomerne nærmest hadsk 100

har taget til genmæle. Det gør også journalisterne usikre på, om de kan tage Jesper alvorligt, eller om de bare skal afskrive ham som endnu en uvidenskabelig politiserende polemiker.

Hvem burde være mest i medierne? De mest citerede økonomer i medierne burde ifølge alle målestokke være dem, som ved mest om dansk økonomi. I modsætning til hvad de fleste menigmænd og -kvinder formentlig tror, så er det ikke så enkelt, som det lyder. Jeg lytter helst til Christen Sørensen og Jesper, fordi de andre toneangivende økonomer alt for sjældent udfordrer Finansministeriet og gængs økonomisk tankegang. Betegnende nok er den eneste gang, at de økonomiske vismænd i nyere tid for alvor har udfordret regeringen, da den ville flytte De Økonomiske Råd til Horsens! Derfor vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at takke Jesper for hans utrættelige indsats for at give et klart keynesiansk bud i medierne på, hvordan tingene hænger sammen rent økonomisk. At det så af og til også kan blive lidt forudsigeligt, tilskriver jeg først og fremmest, at gentagelse fremmer forståelsen. Dertil kommer, at Jesper også er makroøkonom med så stort et M, at han ikke har ladet sig inspirere voldsomt meget af de mange andre økonomiske teorier, der er på markedet. Her tænker jeg eksempelvis på institutionel, innovations- og politisk økonomi. Men bare det, at der har været et modspil til de ellers så enige førende økonomer, har været og er en gave – også for de mange mediebrugere, der ofte må have følt sig tynget til jorden af den tilsyneladende så nødvendige økonomiske politik. Han er også i modsætning til gængse økonomer åben over for, at økonomi er en fortolkningsvidenskab, og at vi har det med at samle os inden for på forhånd givne paradigmer. 101

Selv vil jeg gerne på linje med Keynes gøre mig til talsmand for tvivlens nådegave. Såvel neokeynesianere som keynesianere er så sikre på, at de har ret, at de ikke behøver at lytte til hinanden. Det gør mig af og til lidt træt. Jeg savner en erkendelse af, hvor lidt vi egentlig ved. Den holdning er med til at gøre mig til en af de absolut mindst citerede økonomer i danske medier. Det er jeg i al hemmelighed lidt stolt af. Det vil jeg gerne citeres for.

102

Litteratur Madsen, P.T. (2009a): Økonomiske sandheder eller bare sjusket journalistik? Om eksperter og mikrofonholderi. Økonomi og Politik, 82(1), s. 50-59. [Den videnskabelige udgave]. Madsen, P.T. (2009b): Økonomer i medierne: eksperter eller ideologer? I: Nielsen, Peter & Poulsen, Lars (red.): Værdikampe: Økonomi og Samfund 2009, s. 54-70. Frederiksberg: Frydenlund. [Den populære udgave].

103