Cf hansen i uddrag

C.F. Hansen i Danmark og Tyskland – En billedguide

CFHansen_prĂŚlim_1korr.indd 1

07-03-2011 12:12:34

CFHansen_prĂŚlim_1korr.indd 2

07-03-2011 12:12:39

Thomas Roland

C.F. Hansen i Danmark og Tyskland – en billedguide

Frydenlund

CFHansen_prĂŚlim_1korr.indd 3

07-03-2011 12:12:43

C.F. Hansen i Danmark og Tyskland – En billedguide © Frydenlund og forfatteren, 2010 1. udgave, 2. oplag 2011 Grafisk tilrettelægning: Claus Nielsen Tryk: Balto Print, Vilnius Billedbehandling: Kira Krøis Ursem ISBN 978-87-7887-852-6

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Udgivet med støtte fra:

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Fonden Realdania

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 ! fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

CFHansen_prælim_1korr.indd 4

07-03-2011 12:12:43

Indhold

7

Forord

9

Introduktion

54

C.F. HANSEN – BEVAREDE BYGNINGER

363

Hvad kan jeg se i Danmark ?

364

Hvad kan jeg se i Norge ?

365

Hvad kan jeg se i Tyskland ?

367

Litteratur

368

Værkliste

376

Ordbog

382

Særkort

384

Illustrationer

Indhold 5

CFHansen_prælim_1korr.indd 5

07-03-2011 12:12:43

CFHansen_prĂŚlim_1korr.indd 6

07-03-2011 12:12:50

Forord

C

.F. Hansen (1756-1845) er med sine knap 150 værker i Danmark, SlesvigHolsten og Norge den danske klassicismes flittigste arkitekt – og dens uovertrufne mester. Hans værker er af international klasse og kan måle sig med den bedste europæiske arkitektur i samtiden. Gennem årene er C.F. Hansen da også blevet behørigt æret, og med rette taler mange om »arven fra Hansen«, når dansk egenart inden for arkitekturen bliver bragt på bane. Men hvad stod han egentlig for som arkitekt? Hvad har han bygget? – og, måske vigtigst, hvor kan man i dag se hans værker?

Bogen her er en guide, der giver en overskuelig orientering til alle, der har lyst til at gå på opdagelse i C.F. Hansens forrygende arkitektur. Med oversigts- og detailkort samt GPS-angivelser (System WGS84) gør guiden det let at finde frem til, hvor man kan opleve hans værker. I kataloget er bygningerne ordnet tidsmæssigt, så man samtidig kan følge arkitektens karriere gennem årene. Kataloget (s. 54 ff) omfatter udelukkende bygninger, der endnu består, mens de man-

ge huse, der af forskellige årsager er blevet revet ned gennem tiden, er udeladt.

Til dem, der vil danne sig et komplet billede af arkitektens livsværk, findes bagest i bogen henvisninger til videregående læsning. Til gengæld omfatter bogen alle bevarede værker; også bygninger, der med tiden er blevet kraftigt ændret, er inddraget ligesom enkelte tvivlsomme huse, der kun ifølge traditionen tilskrives C.F. Hansen.

Med guiden i hånd kan man danne sig et indtryk af bredden i Hansens virke og let udvælge de steder, man har lyst til at besøge – om det er som koncentrerede ture på Altonas noble Palmaille, langs Elbchausseen, i Københavns centrum, eller som et enkelte stop ved en af arkitektens mange bygninger i det øvrige land.

Husk, at mange af Hansens bygninger er i privat eje. Respekter den private ejendomsret – de fleste af bygningerne kan man se fra ­offentlig vej uden at forstyrre.

Forord 7

CFHansen_prælim_1korr.indd 7

07-03-2011 12:12:50

Tak

F

or læseren forekommer takkeord i bøger ofte som rent ligegyldigt fyld.

Over for de mange imødekommende personer, der har hjulpet denne bog på vej, vil det dog være uretfærdigt, om de ikke blev betænkt med en tak på dette sted.

Utallige privatpersoner og institutioner har venligt åbnet portene til deres hjem og kontorer for mig, så jeg kunne komme på nært hold af Hansens værker. Ikke mindst har en lang række arkiver, museer o.lign. villigt forsynet mig med oplysninger og billeder, der har hjulpet arbejdet videre. De skal ligesom de mange venner og kolleger, der har hjulpet med tekstkritiske gennemlæsninger, alle have stor tak!

To personer fortjener at blive fremhævet særligt. Det gælder min tidligere samarbejdspartner ved Hansestadt

Lübeck Bereicht Archäologie, dr. Ingrid Sudhoff, der har skaffet oplysninger og kontakter i et omfang langt ud over, hvad man kan forvente af tidligere kolleger og Dirk Jonkanski, Landesamt für Denkmalpflege Schleswig-Holstein, der har hjulpet mig med at udrede mange tråde og, ikke mindst, aflive en række myter og tvivlsomme værktilskrivninger.

Heller ikke de fondene, der har fundet projektet interessant, skal forglemmes.

Uden deres velvillige støtte var tankerne bag denne guide aldrig blevet til virkelighed. Det er mig en glæde, at jeg med denne udgivelse kan betale en smule tilbage.

8

CFHansen_prælim_1korr.indd 8

07-03-2011 12:12:50

projekteret en fuld bebyggelse til at indramme kirken og dermed fuldt ud gøre stedet til en nobel, moderne og strømlinet plads efter klassiske forbilleder. Pladsen foran hovedindgangen skulle endvidere skabe rum omkring kirken, så den store bygning, der blev genopbygget efter Hansens tegninger, kunne betragtes og overskues i sin hel- (og stor-)hed. På pladsen bag kirkens apsis, hvor Metropolitankolen, gymnastikhuset og Trøstens Bolig stadig findes, kan man endnu fornemme Hansens stort tænkte intentioner om et helstøbt, klassicistisk byrum.

Tankerne om velproportionerede og ædle bygninger lå i øvrigt også bag planlægningen af Altonas Palmaille, hvor Hansen fik en væsentlig indflydelse på udformningen: Hvad der blev bygget her, var moderne, klassisk inspirerede huse, med pudsfacader og horisontale bånd, der samlede facadeforløbene til lange, vandrette linjer. Palmaillens huse udgjorde dermed en stor kontrast til de højtstræbende gavlhuse af bindingsværk og upudset mur, der kendetegnede de traditionelle hamborghuse.

Gennem hele sin karriere var Hansen Introduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 33

Fig. 26. På pladsen bag Vor Frue Kirke i København kan man endnu danne sig et indtryk af Hansens planer for at gøre området til et moderne, klassisk byrum (th. kirkens apsis, tv. Metropolitanskolen og i midten gymnastikhuset – alle bygninger fra Hansens hånd).

overbevist om klassicismens fortræffeligheder, og der lå for ham en stor pædagogisk opgave i at udbrede den ædle arkitektur i riget. Et par sætninger i et brev, der omtaler en lokal bygmesters forslag til tinghuset i Høng, kan næsten stå som Hansens credo. I hvert fald er han meget klar i sin formulering, når han om det lokale forslag skriver, at det »… ej ville være passende i en tidsalder, hvor man i alle lande bestræber sig for at fremhæve det skønne og ædle i kunsten, ej alene i hovedstæderne, men i enhver landsby, at opføre en bygning … hvis hele ydre form mere ligner en barak eller fattighus end et domhus«.

33

07-03-2011 12:18:52

1

2

Hansen som designer

Hansens interesser lå åbenlyst i den store arkitektur, og hans bidrag til det, vi i dag vil kalde design og formgivning, var relativt begrænset. Til flere af hans større bygningsværker blev der imidlertid fremstillet møbler og andet inventar, der indgik som en del af det samlede værk. Det må formodes, at også disse dele er udført efter Hansens forlæg, selv om originaltegninger kun i få tilfælde kan dokumentere forholdet. Eksemplerne hér viser, at Hansens design og udsmykning var af samme relative enkelhed, som kendetegner hans arkitektur (1 kat. nr. 71, 2 kat. nr.

69, 3 kat. nr. 36, 4 kat. nr. 45 (nu Kastelskirken), 5 kat. nr. 36, 6 kat. nr. 44, 7 kat. nr. 9, 8 kat. nr. 30, 9 kat. nr. 36, 10 kat. nr.

22, 11 kat. nr. 77, og 12 kat. nr. 45).

5

6

8

9

10

34

CFHansen_intro_2korr.indd 34

07-03-2011 12:19:13

3

4

7

11 Introduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 35

12 35

07-03-2011 12:19:30

Man kan blive både fascineret og en smule skræmt af, hvor konsekvent Hansen i hele sit lange livsværk trofast (andre ville måske sige: stædigt) holdt fast i sin ungdoms stil. Til sin død afviste han nye strømninger, der ikke tog udgangspunkt i de klassiske idealer. Det er sigende, at Hansen kun i ét eneste tilfælde selv forsøgte sig uden for klassicismens rækker: Ved ombygningen af det middelalderlige Brundlund Slot (kat. nr. 31) indsniger han i havefacaden et par svagt spidsbuede vinduer, der antyder gotiske forbilleder. Men forsøget er ikke overbevisende og det forbliver en enlig svale i hans værk. Det er altså med nogen ret, at Hansen er blevet skudt en vis portion konservatisme i skoene, når det gjaldt hans arkitektursyn.

Men inden man nu stempler ham som bagstræberisk og reaktionær, er det væsentligt at huske på, hvor nyskabende han faktisk var i sin arkitektur i tiden omkring 1800. For Hansen var en af de første, der byggede boliger formet som komplette templer, som det er tilfældet med Blackers landhus (kat. nr. 6) og han var en af de få europæiske arkitekter, der tog konsekvensen af tidens ideer og arkitekturvisioner og rent faktisk opførte en bolig med cirkulær grundplan (jf. Gebauers landhus, kat. nr. 38).

Det er også betegnende, at han ikke gik af vejen for at benytte sig af moderne teknik og fremskridt i øvrigt i forbindelse med sine byggerier. Under projekteringen af sindssygehospitalet i Slesvig (kat. nr. 52) arbejdede han f.eks. tæt sammen med den særdeles visionære læge Suadicanis, der stod for nogle af tidens fremsynede teorier inden for pleje af psykisk syge. Resultatet blev en af Europas mest nyskabende behandlingsanstalter, der efterfølgende blev reference for mange lignede hospitaler på kontinentet. Også tekniske og ingeniørmæssige fremskridt interesserede ham. Den nye, materialebesparende plankespærkonstruktion, som var (gen-)opdaget i Frankrig i 1780’erne, og som gjorde det

Fig. 27. J.C. Lillie (1760-1827) blev en efterspurgt arkitekt. Især i og omkring Lübeck, hvor han bl.a. blev stadsbygmester, fik han opført flere by- og landhuse. Gr. Petersgrube 17-19 (182425; n.) og Den Lindenske Villa (1804; ø. th.) i Lübeck samt Petersdorf (1804-12; n. th.) i Østholsten er gode eksempler på Lillies arkitektur og viser, hvor tæt han lå op ad C.F. Hansens stil i sine værker.

muligt at lave lettere tagkonstruktioner, overtog Hansen f.eks. straks til tagværket i Baurs landhus (1803-06) og Slotskirken i København (1810-25). Han benyttede sig endvidere som den første i landet af den nye opfindelse svingdøre, da han ombyggede dele af Christian IV’s børs i København. Også den relativt nye indretning lynaflederen, der var blevet udviklet

36

CFHansen_intro_2korr.indd 36

07-03-2011 12:19:35

i Amerika i 1770’erne, var han blandt de første til at anvende på kontinentet – og såmænd var han også en af de første, der i sine huse benyttede sig af lave fodpaneler, som i dag nærmest er standard.

Det er logisk, at en så visionær og principfast arkitekts værker kommer til at danne udgangspunkt for diskussion.

Og Hansens bygningsværker blev sandeIntroduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 37

lig også diskuteret i samtiden – af nogle beundret, affejet af andre. Faktisk opnåede Hansen på grund af sit lange virke at opleve to bølger af kritik: I begyndelsen blev hans arkitektur beskyldt for at være for fremmed og fjerne sig for meget fra de klassiske regler – senere kritiseres han for at være konservativ og hæmmende for udviklingen.

37

07-03-2011 12:19:42

I dag er det, som om Hansens strenge, kølige klassicisme atter taler til os.

Man kan hævde, at det skyldes nutidens tryghedssøgende genoptagelse af de traditionelle værdier – men måske er årsagen blot, at der simpelthen er tale om fremragende arkitektur.

Kredsen omkring Hansen

Fuldstændig som det også gælder for tegnestuer i dag, var »C.F. Hansen« ikke blot arkitekten selv, men en arbejdsplads med en række ansatte, der havde større eller mindre medansvar for byggerierne. Men Hansens ego taget i betragtning har han dog nok haft det meste af det, der udgik fra tegnestuen, til omhyggelig godkendelse.

Flere af Hansens medarbejdere er næsten anonyme, men nogle stykker er velkendte og fortjener en kort omtale. Det gælder først og fremmest Hansens gamle studiekammerat fra Akademiet Joseph Christian Lillie, den yngre Frederik Christian Heylmann, der længe trofast fulgte Hansen, og endelig nevøen Johan Mathias Hansen. Alle tre arkitekter stod C.F.

Hansen nær, også som venner, og alle tre var i forskellige sammenhæng ansat ved Hansens byggerier som konduktør, dvs. som hvad man nok i dag ville kalde ansvarlig for byggeledelsen. Alle tre arbejdede de også som selvstændige arkitekter, med større eller mindre personlighed i deres værker.

Joseph Christian Lillie (1760-1827) var københavner af fødsel og som nævnt uddannet sammen med Hansen på Akademiet, hvor de begge i 1779 fik guldmedalje. Ud over åbenbart at være en lidt kontroversiel person – Lillie måtte f.eks. søge i landflygtighed pga. en fallitskan-

38

CFHansen_intro_2korr.indd 38

07-03-2011 12:19:53

Fig. 28. F.C. Heylmann (1771-1837) var i sine egne værker særdeles inspireret af C.F. Hansen, hvilket bl.a. ses tydeligt i Krempe Kirke fra omkring 1830 (ø.). Inspirationen var ofte så stærk, at Heylmanns bygninger af og til fejlagtigt er blevet tilskrevet læremesteren. Dette gælder bl.a. for landstedet ved Krummendiek nær Itzehoe (181216; ø. tv.). Amtsskriverboligen ved Schloss Rantzau (ca. 1810; n. tv.) er et karakteristisk eksempel på Heylmanns egne tilbageholdte og »flade« facadebehandling.

dale – var han også en flittig arkitekt med en relativ stor, selvstændig produktion bag sig. I en lang årrække var han ansat i Lübeck, bl.a. som stadsbygmester (den stilling, Hansen tidligere var blevet tilbudt), og her blev en stor del af hans værker opført for hansestadens borgere. Som arkitekt var han præget af tidens smag, og hans udtryk minder på mange Introduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 39

måder om Hansens. Når han er helt sig selv, er dimensionerne på hans huse dog af en lidt anden karakter end vennens ofte næsten kubiske bygninger. Som arkitekturhistorikeren Jackstein beskriver det, bygger Lillie slankere i forhold til Hansen, når det er slankt, og gør bredere forhold bredere.

Lillie var også en eftertragtet indendørsarkitekt, og han kom til at stå for en lang række udsmykninger af samtidens huse. For en dansker vil de finurlige rumudsmykninger i Liselund Slot på Møn være kendt ligesom stuerne i hovedhuset i Brede Værk ved København. I Lübeck er Lillie tidligere, formentlig ukorrekt, blevet tilskrevet udsmykningen af Hansens Villa Eschenburg (kat. nr. 18). Til gengæld ses et strålende eksempel på hans kunnen i byhuset Behnhaus (Lübeck), der nu er museum.

Hvor Lillie fremstår som en temmelig farverig person, tegner kollegaen Friederich Christian Heylmann (1771-1837) sig mere anonymt. Heylmann var fra Ditmarsken, født i den lille by Wesselburen få kilometer fra Vesterhavet. Forældre39

07-03-2011 12:20:00

1

4 K.F. Schinkel (1781–1841)

3

5

Udvalget af K.F. Schinkels værker viser, hvor fabulerende og farverig den banebrydende berliner var i sin arkitektur. Bygningerne giver tillige et godt indtryk af, hvor den europæiske arkitektur bevægede sig hen i den første halvdel af 1800-tallet og tydeliggør, hvor forskelligt det var fra Hansens udtryk. 1 Skuespilhuset (1818-21), 2 »Neue Wache« (1816-18), 3 Nazarethkirken (1832-35) og 4 SchinkelPavillon/Charlottenburg (1824-25) i Berlin samt 5 Pomona-tempel/Pfingstberg (1800-01), 8 Schloss Charlottenhof (182627) og 7 Schloss Babelsberg (1834-35) i Potsdam og endelig, nord for Potsdam, 6 kavalerhuset (1824-26) og 9 schweizerhytten (1829-30) på »Pfaueninsel« og 10 Schloss Klein-Glienicke med 11»Kasino« (begge 1824-27).

46

CFHansen_intro_2korr.indd 46

07-03-2011 12:21:36

2

6

7

9

8

10 Introduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 47

11 47

07-03-2011 12:22:07

Fig. 34. Der var ikke nødvendigvis langt mellem Berlin og København omkring 1800. D. Gillys (1748-1808) udkast til Nikolajkirken i Potsdam stammer fra 1796 (tv.) – visionerne for Hansens Vor Frue Kirke og den omkringliggende plads fra ca. 1820 (th.).

visitkort. Når man ser Schinkels arkitektur, der ofte er meget fabulerende og farverig, kan det ikke undre, at denne mand følte sig kaldet til et mangeartet kunstnerisk udtryk. Schinkels arkitektur karakteriseres stadig grundlæggende af de klassiske elementer, men paletten er bredere end Hansens forråd, og han benytter sig i høj grad af malede flader, brogede materialer og udsmykning til at give bygningerne særpræg. Ligesom f.eks.

Goethe havde også Schinkel et sammensat syn på kunsten, og han opfattede bl.a. malerkunsten og arkitekturen som to sider af samme sag. Det er derfor heller ikke overraskende, at Schinkel i sin stadige søgen efter kunstneriske udtryk uproblematisk og eksperimenterende kastede sig ud i forskellige stilarter, herunder også nygotikken.

Schinkels arkitektur fik væsentlig betydning på samtidens senklassicistiske og tidlig historicistiske scene. I Danmark med Hansens traditionelle klassicisme blev påvirkningen dog ikke så omfattende. Enkelte Schinkel-karakteristiske motiver finder dog vej til de danske senklassicister, ikke mindst til Hetsch, der åbent vedkendte sig berlinerarkitekten som inspirationskilde. Som eksem-

pler kan bl.a. nævnes et element som rækken af smalle vinduer, der nærmest som en klassisk frise placeres under bygningernes hovedgesims, hvilket f.eks. ses på Københavns synagoge fra 1831-33 (jf. fig. 33), eller træk som de monotone, uopdelte facadeflader, man bl.a. finder på A.N. Hansens gård i Fredericiagade af J.H. Koch og på Hetschs etagehus på Sct. Annæ Plads – begge i København (jf. fig. 31 og 33). Endelig kan Schinkels indflydelse i Danmark også spores i den gryende nygotik, der langsomt vandt frem i 1830’erne og 40’erne (jf. fig. 10).

Skønt Schinkel og Hansen havde en fundamentalt forskellig opfattelse af arkitekturen, var der stor gensidig respekt for hinandens kunnen. Efter et besøg i Hamborg i 1826 priste Schinkel f.eks.

Hansens landhuse ved Elben for deres »rene, rolige arkitektur«, og Hansen gjorde i 1824 Schinkel til æresmedlem af Kunstakademiet i København under sin rejse i Tyskland. De to store arkitekter mødte dog tilsyneladende aldrig hinanden personligt.

Ud over Tysklands store arkitekter i bl.a. Berlin og München, hvor der også begge steder blev etableret bygningsakademier, må man ikke glemme, at der

48

CFHansen_intro_2korr.indd 48

07-03-2011 12:22:10

på samme tid i Altonas naboby Hamborg fandtes en række begavede arkitekter, der naturligvis også har inspireret og spillet op til Hansens værker. Hamborgernes absolutte yndling var Johann August Arens (1757-1806).

Arens’ uddannelsesmæssige baggrund var næsten så lig Hansens, som den kunne være: De to var stort set jævnaldrende, havde begge studeret under Harsdorff i København, og også Arens havde været i Rom i 1780’erne. Hamborg­ arkitekten fik dog tillige mulighed for at arbejde i Paris og besøge England og kom dermed på nærmeste hold af arkitekturen dér. Især den franske arkitektur kom til at præge Arens, der dog også i sit udtryk var en smule mere traditionel end

Hansen. Dette passede godt til den lidt konservative arkitekturopfattelse, der prægede bygherrerne i Hamborg – hér var man som nævnt lettere skeptisk over for den friere klassicisme, der blev prædiket i København.

En anden af Hamborgs sønner var Carl Ludwig Wimmel (1786-1845). Wimmel blev Hamborgs første bygningsdirektør og fik stor betydning for byens planlægning i første halvdel af 1800-tallet. Hans arkitektur var måske hverken voldsomt original eller banebrydende, men Wimmel forstod at skabe moderne byrum i det gamle Hamborg. Mest markant er Esplanaden, der omkring 1827-30 blev anlagt som en boulevard omkranset af et stort tænkt enhedsbyggeri, som arkitek-

Fig. 35. Krige og brand har været hårde mod J.A. Arens’ bygninger, og størsteparten er i dag forsvundet. I Hamborg findes dog endnu det spændende St. Katherinen Kirkegårdskapel (ca. 1796; tv.) – i dag lidt ynkeligt klemt af store messehaller – og Voghts landhus (1794-97; n.).

Introduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 49

49

07-03-2011 12:22:21

Fig. 36. C.L. Wimmel (1786-1845) projekterede i Hamborg en række nye pladser og gadeforløb, der kunne give staden en moderne og ædel fremtoning. Esplanaden (1827-30; th.), hvis fornemme husrækker desværre blev næsten fuldstændig raseret under anden verdenskrig og bebyggelsen omkring Zeughausmarkt ved Millentor (1821-27; tv.) er karakteristiske eksempler på Wimmels monumentale projektarbejder.

ten også selv udførte tegningerne til. I dag giver desværre kun sporadisk bevarede rester indtryk af det storstilede projekt. Nævnes kan også Wimmels ombygning af området ved den gamle Millentor og Zeughausmarkt, der, ligesom det meget fremsynede St. Georg Hospital, viser Wimmel som en visionær planlægger, der på dette punkt ikke lod Hansen meget efter. Hansen kendte naturligvis Wimmels arkitektur, og det er betegnende, at Hansen var tilbageholdende over for hans værker. Eksempelvis har Hansen kun hån tilovers for Wimmels brug af spinkle støbejernssøjler i St. Pauli Kirke (1819-20), som han fandt »passende for et teater«!

Udsagnet siger dog nok lige så meget om Hansens konservatisme som om Wimmels kirke. Støbejern, der for en stor del skulle blive fremtidens nyskabende byggemateriale, var i Hansens verden ikke værdigt til tempelbyggerier.

Den sidste hamborgarkitetekt, der

skal nævnes, er Franz Gustav Forsmann (1795-1878), der lidt senere dukkede op på den Hamborgske scene, hvor han især var aktiv fra 1830’erne. Forsmann var primært uddannet hos maleren Tischbein i Eutin, men studierne blev suppleret bl.a. ved akademiet i München. Især én bygning har slået Forsmanns navn fast, nemlig landhuset Jenischhaus, der er en af Elbchausseens absolutte perler. Je��� nischhaus viser, at Forsmann var stærkt rodfæstet i de klassiske dyder – men samtidig også, at han havde senklassicismens interesse for udsmykning. Den udstrakte brug af ornamenter giver både detaljen og helhedsindtrykket en mere sprød fremtoning, end man f.eks. nogensinde ville se det i nogen af Hansens huse. I sine senere år eksperimenterede Forsmann tillige med middelalderarkitekturens udtryk, bl.a. i Hamborgs politivagt (1857-58).

50

CFHansen_intro_2korr.indd 50

07-03-2011 12:22:30

Fig. 37. F.G. Forsmanns Jenischhaus (1831-34; ø.) blev sendt til vurdering hos K.F. Schinkel, og hans mellemkomst medførte en række ændringer. Den berømte berlinerarkitekt foreslog bl.a., at vinduerne blev gjort gradvis mindre opefter i etagerne og kom med ændringer til ornamentikken og kvaderfugningens karakter. Ændringerne kan synes små, men gav alt i alt en mere livlig og fortællende facade. Senere medvirkede Forsmann og Wimmel ved projekteringen af Hamborgs senere ombyggede børs (1837-41; mf.), og i 1857-58 opførtes Forsmanns politivagt i Hamborg i »romansk« stil (n.).

Kritikken og eftertiden

Som det er blevet antydet et par gange undervejs i denne introduktion til C.F. Hansen, var det ikke alle i samtiden, der var lige begejstrede for hans værker og i særdeleshed ikke hans næsten enevældige styring af rigets arkitektur. Mange følte sig tilsidesat og fandt – ofte med rette – at overbygningsdirektøren fik raget alle de gode opgaver til sig. Af og til kan det derfor være vanskeligt at gennemskue, om tidens kritik altid reelt var møntet på værket, eller om der også gemte sig misIntroduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 51

undelse bag og en protest mod det rigide arkitektursyn, som overbygningsdirektøren var eksponent for.

Kritikken har gennem tiden især gået på, at Hansens bygninger var kolde, aka51

07-03-2011 12:22:44

Fig. 38. I 1910 tilbød bryggeren og kunstmæcenen Carl Jacobsen at forære København det barokspir på Vor Frue Kirke, som byen aldrig fik ved C.F. Hansens genopbygning. På dette tidspunkt var man dog atter begyndt at værdsætte Hansens stilrene værk, og den generøse gave blev heldigvis afværget – og endda til genstand for bladtegnernes satire!

demiske og fjerne fra »folkets« smag. Allerede i samtiden blev han beskyldt for at være både farveforskrækket og billedfjendsk – en kritik, der jo ikke helt kan afvises. I provinsen, hvor man ikke var skolet til den strenge og ædle stil, forsøgte man da også i adskillige tilfælde at få lokale og mere rigt udsmykkede forslag godkendt til forskellige offentlige bygninger – men de blev blot affejet med mere eller mindre pænt indpakket hån fra overbygningsdirektørens side.

Til gengæld blev Hansens næsten minimalistiske arkitektur til tider også selv mål for spottende ord. En samtidig kritiker beskriver f.eks. den netop da opførte kirke i Husum som »et gult, hæsligt kaninbur«, fordi den simpelthen manglede stort set alle de træk, man i samtiden forventede af en kirke. En historie, der i øvrigt gentog sig ved flere af Hansens kirkebyggerier: Langt de fleste borgere ønskede »hyggelige« kirker med klokketårn

og spidse, gotiske vinduer, der afspejlede traditionen og ikke de kølige, nordiske udgaver af renfærdige, klassiske templer Hansen leverede.

Modstanden mod alt, hvad Hansen repræsenterede, blev forstærket efter hans død. Moden var på dette tidspunkt skiftet mod en mere eksotisk arkitektur.

Den nøgterne og rendyrkede tilgang til arkitekturens klassiske grundregler var forældet og absolut umoderne blandt Europas nye generationer. Selv svigersønnen G.F. Hetsch, der stadig langt hen ad vejen gik i brechen for de klassiske idealer, skriver efter svigerfaderens død hånende (og med slet skjult adressat) at antikkens templer er blevet benyttet som model for »Gjenstande af laveste Slags, og der sees Stalde og ganske ordinaire Bygninger prydet med Former, som fordum hørte til Gudshuse«. Altså en ret skarp kritik af forsøget på den klassiske forædling af bygningskulturen, som Hansen stod for

52

CFHansen_intro_2korr.indd 52

07-03-2011 12:22:47

– Hansen, der jo netop selv havde bygget stalde, landhuse og pavilloner »som Gudshuse«.

Med de nye idealer faldt Hansens stjerne fuldstændig i anden halvdel af 1800-tallet, og man holdt sig ikke tilbage i kritikken. F.eks. kalder en kritiker i 1887 et af Hansens mesterværker Vicelinkirken i Neumünster for »på alle måder ubehagelig«, og så sent som i begyndelsen af 1900-tallet kan man stadig støde på bemærkninger som, »den uheldige renovering af Frue Kirke« og, at »hans huse mere ligner mausoleer end landhuse«. Heller ikke det sidstnævnte var positivt ment!

I det tidlige 20. århundrede skete der imidlertid en interessant ændring: Med den tiltagende orientering mod en mere traditionel byggestil, der kendetegnede det nye århundrede, blev også klassicismens værker mere og mere accepterede.

I særdeleshed førte dette til en rehabilitering af C.F. Hansens værk.

Denne Hansens egen lille renæssance blev i tiden næret af en diskussion med et meget konkret udgangspunkt: Københavns mæcen, brygger Carl Jacobsen, ville i 1910 gerne skænke byen det barokspir, han mente Vor Frue Kirke havde savnet

siden englændernes bombardement – og som man aldrig havde fået med Hansens genopbygning. Gavetilbuddet affødte voldsomme diskussioner for og imod Hansens værk og faldt ud til fordel for Hansen, der nu endelig blev rehabiliteret. Diskussionen blev også til gavn for Vor Frue Kirke, der slap med skrækken og ikke fik påklistret et nybarokt pralspir.

Det blev således først i 1910’erne og 1920’erne, det helt gik op for danskerne, hvor stor en mester landet faktisk havde fostret med Hansen. Til gengæld blev hans værker i den følgende tid ofte ligefrem en referenceramme, man mere eller mindre åbenlyst citerede fra – ja, til tider benyttede som direkte forbilleder. Siden denne æresoprejsning har den tidligere afvisende holdning til Hansens arkitektur ændret sig radikalt. I dag vokser hans ry støt ikke blot i Danmark, men også på europæisk plan. Hansens meget personlige og renfærdige stil ses nu som en væsentlig medspiller i den europæiske klassicisme. Det bliver stadig vanskeligere at komme uden om C.F. Hansen som en af de absolutte sværvægtere på Europas klassicistiske scene.

Fig. 39. Efter 1. Verdenskrig fik klassicismen en ny opblomstring i Danmark. Inspirationen fra Hansens værker er ofte åbenlys som f.eks. her i eksklusiv udgave ved Rederiforeningens Bygning på Amaliegade i København (E. Monberg, 1920-23; tv.) og en mere akademisk version ved Østerbros posthus, København (Thorvald Jørgensen, 1921-22; n.). T. Jørgensen stod i øvrigt for nybygningen af Christiansborg Slot efter branden og benyttede i posthusbygningen ornamentale elementer fra C.F. Hansens nedbrændte andet Christiansborg.

Introduktion

CFHansen_intro_2korr.indd 53

53

07-03-2011 12:22:54