De der blev tilbage En portrĂŚtbog om efterladte efter selvmord
Birgitte Andersen Foto Torben Ă…ndahl
Frydenlund
De der blev tilbage En portrætbog om efterladte efter selvmord 1. udgave, 2. oplag, 2011 © Birgitte Andersen, Torben Åndahl og Bogforlaget Frydenlund, 2011 ISBN 978-87-7887-945-5 Forlagsredaktion: Heidi Fjelstrup Grafisk tilrettelæggelse: Anette Oelrich Grafisk produktion: AJSP printing services, Vilnius
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Udgivet med støtte fra Det Obelske Familiefond Tak til alle medvirkende Birgitte Andersen & Torben Åndahl
Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.
Indhold Tiden læger ikke alle sår – men livet er fuldt af håb 8 Forord af Poul Nyrup Rasmussen
Om baggrunden for denne bog 12 Birgitte Andersen
Jeg ved godt, at han altid vil være i os 16 Anne-Gerd Bejrholm – mistede sin storebror som 14-årig
Det dør man jo ikke af … 22 Anni Gundersen – mistede sin søn som 47-årig
Man skal tale med nogen, som er i samme situation 30 Lars Iversen – mistede sin kone som 56-årig
Det er rigtig vigtigt for mig, at han forbliver levende i vores fælles erindring 36 Heidi Fjelstrup – mistede sin lillebror som 20-årig
I begyndelsen havde jeg det, som om jeg manglede huden 44 Hanne Svensmark – mistede sin mand som 42-årig
Det tager lang tid at få gamle venner 68 Ole-Bjørn Kolbæk – mistede sin storebror som 17-årig
Når jeg drømmer om ham, føler jeg mig tæt på ham 76 Eske Benn Thomsen – mistede sin ven som 21-årig
Jeg er rigtig bange for ensomheden 82 Hanne Fuglsang – mistede sin far som 15-årig
Det er vigtigt, at vi har hinanden 88 Hans og Elsebeth Schjørmann – mistede deres søn som 58-årig og 60-årig
Jeg er sikker på, at jeg aldrig vil give op 94 Charlotte Buchardi – mistede sin mor som 20-årig
Det er nerverne, fru Hansen 100 Bodil Hansen – mistede sine storesøstre som 30-årig og 51-årig
Hun sagde, at hun ville køre efter rundstykker 104
Hvorfor fik vi ikke forklaret hende, at det er en dum løsning? 50
Eske Eskesen – mistede sin kone som 58-årig
Eli Jacobi Nielsen – mistede sin datter som 52-årig
Helle Eskesen – mistede sin mor som 29-årig
Kærligheden skal bære os igennem 58 Ditte Kolbæk – mistede sin søn som 50-årig
Jeg blev sur på hende 108 Børnene skal kende sandheden 114 Mette Eskesen – mistede sin mor som 25-årig
Vidste du, at der er 36 timer på et døgn? 118 Jytte Jørgensen – mistede sin mand som 71-årig
Jeg ville gerne undvære den dybde, men nu er den her altså 124 Karin Zedeler – mistede sin søn som 64-årig
Der skulle altid være ro 130 Oliver Uth – mistede sin far som 25-årig
Jeg troede ikke, det skete for ganske almindelige mennesker 138 Kathrine Vognsen – mistede sin mand som 33-årig
Selvom jeg tilgiver min mor, har hendes valg vendt mit liv 180 grader 144 Line Røn Kjær – mistede sin mor som 28-årig
Det andet år var værre, for så forventer folk, at man klarer sig 152 Karen Mikkelsen – mistede sin mand som 50-årig
Det skulle ikke være hemmeligt 160 Mette Mikkelsen – mistede sin far som 17-årig
Han skulle have lagt det brev 166 Lisbeth Westphal Christensen – mistede sin lillebror som 31-årig
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende 172 Pia Henriksen – mistede sin mor som 25-årig
På de store spørgsmål savnes altid svaret 180 Lisbeth Drasbek – mistede sin søn som 48-årig
Det er en forfærdelig arv at give videre 188 Eike Stubsgaard – mistede sin far som 41-årig
Jeg var den eneste, der havde nøglen, men jeg kunne ikke finde låsen 192 Thomas Rée – mistede sin ven som 34-årig
Jeg måtte ikke fortælle det til nogen 200 Tina Bjørn – mistede sin far som 7-årig
Efterskrift af Livslinien 206 Morten Thomsen
Steder, hvor du som efterladt kan søge hjælp 207 Om forfatterne 208
Tiden læger ikke alle sår – men livet er fuldt af håb Et gammelt ordsprog siger, at tiden læger alle sår, men det passer ikke! Tiden gør så meget andet, men den læger ikke dét sår. Sorgen over at miste sin kære vil fylde i en resten af livet. Det Forord af er vigtigt, at vi selv forstår og Poul Nyrup accepterer det, og at omgivelRasmussen serne rummer det. Selvmord kan ramme os alle – rektorer, elitestuderende, hjemmegående, unge, gamle, mænd og kvinder. Vi kan alle blive udsat for at miste vore allerkæreste eller for, at vore kære mister deres kæreste. Jeg har hæftet mig ved, at en kvinde i bogen beretter, hvor stor en lettelse det var, da et menneske spurgte hende, hvordan hendes søn så ud, efter han var død. Vi skal som medmennesker, kolleger, venner og familiemedlemmer turde spørge om det smertelige; og vi skal kunne fortælle om det og dele det med hinanden. På den måde er vi mindre alene.
8
Forord af Poul Nyrup Rasmussen
Da jeg mistede Signe, kunne jeg i mange år ikke tale herom. De første mange år efter Signes død var det, som om spørgsmålene hang i luften mellem mig og mine medmennesker. Men her senere er jeg afklaret, og måske kan jeg hjælpe andre bare en lille smule ved at fortælle om mine egne oplevelser som far til Signe. Jeg er nu ret sikker på, at min datter også ville have tænkt sådan. Jeg vælger at være åben om, at hun havde en psykisk sårbarhed, som lægerne diagnosticerede skizofreni. Mange af os er ikke så gode til at tale om den slags sårbare emner, men den usikkerhed skyldes ene og alene mangel på viden og vilje til at gøre det sorgfulde til noget, man kan tale om. Jeg tror på, at det hjælper andre at være åben om det, fordi det er med til at nedbryde tabuer. Det er vigtigt at tale om de svære ting i livet. Det er også et af de mantraer, der gentages igen og igen igennem de forskellige beretninger i bogen. At det er vigtigt som pårørende ikke at blive ladt alene
med sine følelser, for dermed bliver man overladt til sig selv. Som en kvinde siger: » Min far døde og var væk; det er jo, som det er. Men tabuiseringen, den troede jeg ikke jeg ville overleve«. Det er derfor, det er så befriende at læse denne bog! Her bliver der sat ord på mange af de tanker, følelser og handlinger, som både eksisterer op til selvmordet, og som følger en i livet efter. Følelser, der kredser om, hvorfor og hvad jeg kunne have gjort anderledes for dermed at redde min elskede. Følelser forbundet med sorg, skyld, angst, vrede, smerte, ensomhed, glæde over den tid, der har været, og håb. Flere af de efterladte beskriver, hvordan de ligefrem har fået en insisteren på livet efter selvmordet. Når man har mistet det mest dyrebare i livet, er intet længere som før. Det er også det, jeg bemærker, når jeg læser de åbenhjertige beretninger i denne bog – at mange gør sig refleksioner over eftertiden. Hvordan de fortsatte deres liv på trods og gik på arbejde. Det er vigtigt, at livet ikke går i stå. Vi har jo kun dette ene liv, og vi skal bruge det fuldt og helt – endnu mere bevidste end før om, at det, vi gør i vores daglige arbejde og liv, også
10
Forord af Poul Nyrup Rasmussen
skal være til gavn for andre. Derfor blev jeg på posten som statsminister. Og derfor har jeg siden 2009 lagt mine kræfter i foreningen Det Sociale Netværk. Grunden til, at jeg har startet denne forening, er et dybfølt ønske om at skabe bedre vilkår for mennesker med psykisk sårbarhed. Jeg ved, hvor hårdt det er at leve med en sårbarhed, og hvor uendelig meget det betyder, hvis bare man får en lille smule hjælp. Det er så vigtigt, at vi ikke lader hinanden alene. Og det er helt afgørende, at vi bevarer håbet og giver plads til den enkelte. For at blive et helt menneske er det meget afgørende, at andre håber og tror på os. Med denne bog i hånden vil jeg opfordre til, at vi alle bliver lidt bedre til at tænke på hinanden, når livet både er svært og smukt. At vi bliver bedre til at tale om det svære. Sådan kan vi gøre samfundet til et mere åbent, inklusivt og kærligt samfund, og det er faktisk min vision: Et kærligt samfund, hvor håbet og nærværet får lov at blomstre. Jeg vil gerne sige tak til Birgitte Andersen og Torben Åndahl for deres store arbejde med at
samle disse hudløst ærlige beretninger, og til de mange mennesker, som har bidraget med deres historier. Det er et flot og vigtigt stykke arbejde – og et afgørende skridt på vejen til at åbne op for samtalen om selv de allersværeste situationer og følelser, et menneske kan blive udsat for.
Poul Nyrup Rasmussen Tidligere statsminister
Forord af Poul Nyrup Rasmussen
11
Om baggrunden for denne bog De der blev tilbage er fortællinger om mennesker, som på et eller andet tidspunkt i deres liv har oplevet, at en nærtstående person har valgt at tage sit eget liv. Bogen beretter om dem, som stod på sidelinjen, og som nu lever videre med den smertelige livserfaring, det giver, at de i sidste ende var magtesløse over for deres pårørendes beslutning om ikke at ville leve mere. Hvert år begår mellem 600 og 700 mennesker selvmord i Danmark – heraf flest mænd. Dette tal har været svagt faldende siden 1990’erne, men er sært nok alligevel ganske konstant fra år til år. Det er på sin vis svært at få mening i den kendsgerning, at en så personlig og individuel beslutning tages af nogenlunde det samme antal mennesker fra år til år. Men det betyder, at der hvert år er mindst 4.000 nye personer, som oplever, at en nærtstående tager sit eget liv. Det er dem, der blev tilbage, og det er dem, som fortæller i denne bog. De, der bliver tilbage, må ofte leve videre med en mangfoldighed af følelser: savn, sorg, svigt,
12
Om baggrunden for denne bog Birgitte andersen
skyld, skam, magtesløshed, vrede – og lettelse. En del af følelserne knytter sig til selve tabet uden skelen til, at dødsårsagen var selvmord. Men det faktum, at den pårørende selv valgte døden – at vedkommende gjorde det med vilje – føjer en ekstra dimension til dødsfaldet. Det afspejler sig i alle historierne, selvom det for nogle er mere fremtrædende end for andre. Nogle føler voldsom skyld efterfølgende, andre gør ikke. Nogle er vrede, andre ikke. Nogle er lettede, andre er ikke. De fleste har dog fået savnet og sorgen som følgesvend. Bogens portrætpersoner har forskellige relationer til dem, som er døde. Der er forældre til børn, som har begået selvmord. Der er børn til forældre, ægtefæller til mænd og hustruer, søskende og nære venner. Der er mænd og kvinder, ældre, midaldrende og yngre. De kommer fra hele landet; fra storbyer, provinsbyer og fra landet. Alle er de helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, der har stået med den kæmpe ud-
fordring, det er at få mening i en livssituation, der på mange måder forekommer meningsløs. Bogens fortællinger tager alle udgangspunkt i denne udfordring. De der blev tilbage er ikke en fagbog, hvor typiske reaktioner på selvmord beskrives systematisk. Det er en palet af personlige beretninger, som forhåbentlig er dækkende, men som ikke nødvendigvis er helt fyldestgørende. Det har været vigtigt, at så mange som muligt føler sig repræsenterede i fortællingerne. Alligevel må vi nok sande, at bogen ikke udgør en fuldstændig og udtømmende beretning om, hvordan man kan have det, når man bliver tilbage efter et selvmord. I alle livsfortællinger er der særlige og helt unikke forhold, og hvis bogens portrætpersoner havde været nogle andre, var andre aspekter og nuancer trådt frem. Fra begyndelsen havde jeg en forestilling om, at det kunne blive nødvendigt at udelade nogle fortællinger, hvis de lignede andre fortællinger for meget, men det har i intet tilfælde været nødvendigt. I alle fortællinger er der trådt nye og vigtige nuancer frem, og hver gang har jeg tænkt: » Hvor var det godt, at vi også fik denne beretning
med!«. Der kunne helt sikkert godt have været flere fortællinger med flere nuancer, hvis pladsen havde tilladt det. Der er ikke noget entydigt system i reaktionerne i forhold til, hvem man har mistet. Ingen særlige kendetegn ved forældrenes, ægtefællernes eller børnenes reaktioner. Nogle børn føler skyld, andre gør ikke, nogle forældre er vrede, andre er ikke. Selvom man som læser måske vil føle sig mest draget af at læse de historier, som ligner ens egen historie – hvis man har en sådan – vil jeg anbefale, at man også læser nogle af de andre beretninger. Uafhængig af hvem man har mistet, vil man indimellem finde aspekter, som man direkte kan genkende og identificere sig med. Andre gange vil man finde nye og anderledes vinkler – og måske blive inspireret til at gentænke og genfortolke dele af sin egen historie og livsstrategi i lyset heraf. Fortællingerne er alle gennemskrevet og forkortet af mig. Jeg har forsøgt at fremhæve forskellige aspekter i de forskellige beretninger, således at bogen tilsammen udgør en helhed – en mosaik – som giver forskellige bud på, hvordan man kan leve med at være tilbage efter et selvmord.
Om baggrunden for denne bog Birgitte andersen
13
Jeg har ønsket at holde fokus på de, der blev tilbage, og det er mit ansvar alene, at historierne om de, der døde, og deres liv og skæbne, har fået så relativt lidt plads i beretningerne. Historierne om de, der døde, har fyldt størstedelen af alle de samtaler, som ligger til grund for den skrevne fortælling. Men fordi de, der blev tilbage, er hovedpersonerne i denne bog, er fokus i den endelige, nedskrevne beretning lagt på dem – på deres tanker og følelser, deres strategier for at leve et godt liv videre frem, på den hjælp, de har fået eller ikke fået, og på det, der lindrer og bringer livet videre, samt det, der ikke gør. Alle portrætpersoner har fortalt deres historie til mig fra en ende af, og den skrevne fortælling er derefter lavet som et sammendrag og udsnit af den samlede beretning, som den blev fortalt præcis den dag. Var samtalen blevet gennemført en anden dag, havde historien sikkert foldet sig lidt anderledes ud – andre nuancer kunne være fremhævet, og nye erkendelser kunne være kommet til. At leve med selvmord i sin nærmeste omgangskreds er oftest en livslang bearbejdning. Nye aspekter af tabet træder frem i takt med, at andre aspekter fortoner sig i baggrunden, og følelser og tanker udvikler og forandrer sig, som årene går.
14
Om baggrunden for denne bog Birgitte andersen
De, der fortæller deres historie i denne bog, har alle pårørende, som også har været helt tæt på selvmordet, men som ikke er med i bogen. Det er derfor vigtigt at understrege, at hver beretning er én blandt mange stemmer, og de pårørende, som ikke er med i bogen, har temmelig sikkert oplevet begivenhederne anderledes eller haft andre følelser forbundet med dødsfaldet. Der er i bogen fire eksempler på personer, hvis selvmord er beskrevet af flere pårørende. I disse fortællinger illustreres det, hvordan omgivelserne hæfter sig ved forskellige aspekter ved begivenhedernes gang, og efterfølgende lever videre med forskellige tanker og følelser, selvom der også er overlap mellem dem. Jeg har også en personlig bevæggrund for at skrive om de, der blev tilbage. Eller rettere, for at skrive om de andre, der også blev tilbage. Min mor begik selvmord, da jeg var ti år gammel, og min far mente nok, at det var bedst ikke at tale mere om det. Så jeg har levet med selvmord tæt inde på livet – og forsøgt at finde min egen vej igennem et vanskeligt landskab. Jeg har erfaret, hvordan betydningen af min mors død har udviklet sig og ændret sig gennem
min opvækst. Denne kommen og gåen af følelser som sorg, forladthed, skam og skyld. For ikke at tale om den evige angst for at komme for sent, og for at en katastrofe skal indtræde igen uden varsel. I nogle perioder har det fyldt meget, i andre meget lidt. Som en livsledsager, der træder ind og ud af tilværelsen. Da jeg var blevet voksen, begik også min moster selvmord, og endnu en gang måtte jeg modvilligt forholde mig til ikke at have kunnet gøre nok forskel ... til følelsen af igen ikke at have slået til. Jeg kunne godt selv have brugt en bog som denne, og jeg håber, at den vil gøre en forskel for andre. Bogen henvender sig særligt til de, der blev tilbage, og til de, som på anden vis støder ind i problemstillingen, herunder professionelle, som gennem deres arbejde konfronteres med temaet. Bogen henvender sig derudover til personer, som er interesserede i portrætfotografiets muligheder for at visualisere den personlige fortælling. Alle billeder er således taget hjemme hos de, der blev tilbage, og viser på deres egen særlige måde noget om livet, som det er gået videre. Bogen er blevet til i samarbejde med fotograf Torben Åndahl. Uden hans omsorgsfulde følge-
skab havde det ikke været muligt at bevæge sig så langt ind i dette land, som sammen med smerten dog også har rummet så megen livsvilje. Det har været utrolig bevægende for os begge at møde alle bogens portrætpersoner, som med enorm tillid og mod har budt os indenfor i den nok mest smertefulde del af deres liv. Der er mange at takke i forbindelse med bogens tilblivelse. Først og fremmest tak til alle de medvirkende – uden dem var bogen slet ikke blevet til. Tak for modet og tilliden! Tak til Morten Thomsen fra Livslinien for at tro på projektet helt fra begyndelsen samt for økonomisk støtte og moralsk opbakning undervejs. Tak til Poul Nyrup Rasmussen for personligt at skrive det rørende forord. Tak til Det Obelske Familiefond for betydelig økonomisk støtte. Tak til Heidi Fjelstrup for kyndig og nænsom redigering af materialet, tak til Alette Bertelsen for enestående sparring på billedsiden, og sidst men absolut ikke mindst tak til alle de, som har bakket op undervejs.
Birgitte Andersen Psykolog
Om baggrunden for denne bog Birgitte andersen
15