Den skrøbelige fred (uddrag) by Frydenlund

Henrik DĂ¸cker

Den skrĂ¸belige fred Det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag

Frydenlund

Den skrøbelige fred Det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-020-6 Forlagsredaktion: Vibe Skytte Korrektur: korwitt.dk Grafisk tilrettelæggelse: Christine Meike Jensen Grafisk produktion: GraphyCemS, Spanien

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

INDHOLD

Indledning · 11 KAPITEL 1: Fredssagen – baggrund og udvikling · 13 Slaget ved Solferino og Røde Kors’ fødsel · 13 Fredsliga og voldgift · 15 Internationale regler for krigsførelse og den første fredspris · 16 KAPITEL 2: Folkeforbund og en ikke særlig fredsvenlig omverden · 19 Folkeforbundet · 19 Urealistiske erstatningskrav til Tyskland · 22 Formelle fredsaftaler og hemmelig oprustning · 23 Tyskland og Japan på erobringstogt · 25 Italien og fascismen · 26 Sovjetunionen og kommunismen · 27 KAPITEL 3: I krigens og voldens skygge – retsopgør, genopbygning og krigsfangebeskyttelse · 31 Det store retsopgør efter 2. Verdenskrig · 31 USA’s efterkrigstidshjælp til det slagne Europa · 33 Røde Kors og Genèvekonventionerne · 34 Folkedrabskonventionen og dens tilblivelse · 36 Humanitær og anden form for intervention i de senere år · 37

INDHOLD

KAPITEL 4: Sikringen af freden i nyeste tid: FN’s oprettelse og militæralliancerne · 39 Oprettelsen af FN og dets organisation · 40 FN’s særorganisationer · 41 Den kolde krig bryder ud · 43 Berlin-blokaden og de to militæralliancer · 43 Cuba-krisen · 45 KAPITEL 5: Folkeretten: Staternes ‘færdselsregler’ · 47 Folkerettens rødder – og nutidens skud på den · 47 De fleste internationale organisationer er ikke overnationale · 48 FN’s formelle forbud mod at blande sig i staternes indre anliggender · 49 Hvornår har man en stat? · 50 De internationale aftaler · 52 KAPITEL 6: Da menneskerettighederne blev internationale · 53 Baggrund og begrebets nærmere indhold · 53 Menneskerettigheder i krydsfeltet mellem politik og jura · 55 Staterne har pligter, borgerne rettigheder · 57 Amnesty International · 58 Helsinki-slutakten og OSCE · 59 Nogle af de værste krænkelser ·59 KAPITEL 7: Den nationale selvbestemmelse: frihed til kolonierne, selvstyre til mindretallene · 61 Et produkt af 1. Verdenskrig · 61 Selvbestemmelse kan realiseres på flere måder · 62 Europæiske mindretal på barrikaderne – FN’s bidrag til kolonifrigørelsen · 63 Krige og borgerkrige kan ikke altid undgås · 64 Nutidig mindretalsbeskyttelse i Europa · 65 KAPITEL 8 : Målrettede fredsbestræbelser: FN’s fredsstyrker · 67 Staterne selv skal anmode om udsendelse af fredsstyrker · 67 Eksempler på FN-missioner · 69 FN-styrker kan også være krigsforebyggende · 70 KAPITEL 9 : Nationernes krige og borgerkrige i FN’s levetid · 73 Korea-krigen · 74 Vietnam- og Cambodja-krigene · 74 De mellemøstlige krige · 77 Iraks angrebskrige · 80 8

Den skrøbelige fred

KAPITEL 10 : De internationale domstole · 83 Retspraksis fra Den Internationale Domstol · 83 Straffetribunaler og internationale forbrydelser · 85 Eksjugoslavien-straffetribunalet · 85 Rwanda-straffetribunalet · 86 Den Internationale Straffedomstol · 89 KAPITEL 11: Fred gennem velfærd · 91 Generelle aspekter af bistanden til de fattige lande · 91 Bistanden til undervisning og en forbedring af sundheden · 93 Udvikling hindres både af regeringer og befolkninger · 94 KAPITEL 12: Mildere straffeforanstaltninger – sanktioner · 97 Sanktioner omfatter både eksport- og importforbud · 97 Sanktioner mod lande, som ikke vil underkastes atomkontrol · 98 Virkningerne af sanktion er sjældent særlig overbevisende · 99 KAPITEL 13: Mennesker i særlig nød: flygtninge og statsløse · 101 FN tog tidligt hånd om flygtningeproblemerne · 101 Opkomsten af mange nye stater har ofte udløst flygtningestrømme · 102 De statsløses særlige problemer · 105 KAPITEL 14 : Den kolde krigs terrorbalance og eftertidens terror · 107 De første mislyde mellem Øst og Vest · 107 Da Jerntæppet gik ned mellem Øst- og Vesteuropa · 108 Det øst-vestlige våbenkapløb – og dets begrænsninger · 109 Terrorismens karakter efter 11. september 2001 · 109 KAPITEL 15: Kan man forebygge krig? · 113 Mange forskellige slags interventioner · 113 De skrøbelige stater · 115 Frie valg ingen garanti for demokrati · 116 Moderne tiders religionskrige · 117

Ordliste · 119

Hvis du vil læse mere … · 122

Anvendt litteratur · 123

Kildetekster · 125

INDHOLD

Historiske personer: Henry Dunant · 15 Bertha von Suttner · 16 Alfred Nobel · 17 Charles G. Dawes · 22 Woodrow Wilson · 23 Aristide Briand · 25 Franklin D. Roosevelt · 26 Gustav Stresemann · 28 Raphael Lemkin · 36 Winston S. Churchill · 42 Mohamed Anwar El Sadat · 76 Menachem Begin · 77 Fridtjof Nansen · 104

Den skrøbelige fred

INDLEDNING

»Skal vi tale om det – eller skal vi slås?«. Dette ‘usynlige’ valg ligger bag alverdens konflikter, lige fra dem i skolegården mellem to elever til dem mellem stater. Mange generationers historieundervisning har været fyldt af fyrsters felttog og alle de sejre, de brystede sig af. Denne bog tager sit udgangspunkt i den periode i 1800-tallet, hvor tanker om fredelige løsninger af staternes indbyrdes modsætninger modnedes – nogenlunde samtidig med at Røde Kors-bevægelsen kom til verden. Det er beretningen om, hvordan folkelige rørelser vandt indpas i staternes officielle politik, hvordan tanker – der kan sammenfattes under betegnelsen internationalismen – greb om sig fra omkring år 1900 og så at sige snublede i begyndelsesfasen, idet mange nationale opgør, ikke mindst i Europa, trængte sig på uden hensyn til fredstanker og kulminerede i 1. Verdenskrig. Herefter spirede fredstanken for alvor og gav stødet til Folkeforbundet, og ideer om fred ved ret skød frem – dette blev endog gjort til motto for den daværende danske Folkeforbundsforening. Troen på, at fred som sådan kunne sikres gennem *traktater skulle dog hurtigt lide et knæk og vise sig

skrøbelig. Det er derfor blevet denne bogs titel. Undertitlen handler om internationalisme og *retsstaten. Disse to begreber er i nyeste tid blevet finpolerede: At freden skal sikres gennem internationale aftaler. Aftaler, der bør opfattes som lige så bindende som nationale love. Det er dét, som kaldes *folkeret, altså fletværket af 1) traktater, 2) afgørelser fra internationale domstole og 3) såkaldt sædvaneret. Folkeretten er imidlertid ikke reelt så bindende som de nationale love, men den udgør vigtige ’færdselsregler’ for staterne. Med oprettelsen af FN udvikledes et mangeartet organisationssystem, der på talrige måder har sigtet på at forebygge konflikter, bl.a. gennem støtte til nye, vakkelvorne stater, ikke mindst efter at et væld af europæiske magters kolonier blev frigjort og sprang ud som selvstændige stater. Forinden havde stormagterne gennemført retsopgør mod de værste krigsforbrydere fra 2. Verdenskrig. I slutningen af det 20. århundrede rystedes verden af flere folkedrab gennemført under forfærdende borgerkrige eller massemyrderier og næret af oppisket etnisk funderet had. Folkeretten skød nye INDLEDNING

skud: Internationale straffetribunaler blev nedsat, og nutidens hovedansvarlige dømt. Verden er endog blevet forsynet med en permanent international straffedomstol, som skal/kan benyttes, når de enkelte stater ikke er i stand til eller villige til at dømme ansvarlige for alvorlige krænkelser af folkeretten. De store idealistiske tanker, de mange organisationer – internationale som regionale – afspejler ikke altid den nationale og internationale politik, som vi kan læse om i aviserne. En del befolkninger og stater er fortsat krigerisk indstillet, de er uvillige til at ’tale om det’. Det kniber gevaldigt med tolerancen mange steder i verden. Etniske spændinger, religiøse modsætninger, svælget mellem rig og fattig – alt dette spænder hyppigt ben for de aftaler og traktater, der er indgået netop for at forebygge kampe for ikke at sige krige. Som en underliggende strøm har menneskerettighederne udviklet sig enormt i de seneste godt 50 år og forbedret en del befolkningers vilkår. Selv om der oftest berettes om disse rettigheders overtrædelse, kan der dog henvises til regionale beskyttelsesmekanismer, særlig i Europa, som dels giver krænkede borgere kompensation ved overtrædelser, dels presser stater til at forbedre deres retlige garantier til borgerne på dette punkt. Menneskerettighedernes udvikling kan ses som et led i udbredelsen af retsstatsideen: at staterne i videst muligt omfang forsynes med love og institutioner, som sikrer borgernes liv og frihed. Væsentlige forudsætninger også for fredens sikkerhed. Det har ikke været muligt helt at forbyde krig, ligesom f.eks. dødsstraf opretholdes i en del stater. Forløbet af de seneste ca. 110 års krige gennemgås i denne bog kun på en 12

Den skrøbelige fred

overordnet, perifer måde, fordi det netop er fredens svære vilkår, der er i fokus. Derfor har bogen også fået titlen Den skrøbelige fred. Men det har været muligt igennem de seneste ca. 150 år at bringe mange humanitære principper ind i staternes liv. Og det har været en gevinst af internationalismen, at antallet af krige mellem staterne notorisk er blevet reduceret. FN’s principper har dermed præget verden og folkeretten på afgørende vis. Det fortæller denne bog om.

KAPITEL 1

Fredssagen – baggrund og udvikling Tanker om en form for regulering af staternes adfærd i fred som i krig går mange århundreder tilbage. Men indledningsvis skal der her blændes op for et begivenhedsforløb, hvor en enkeltperson som civil tilskuer til en blodig krig blev så påvirket af, hvad han så og oplevede, at han gik over i historien … og blev en glødende fredsforkæmper. Der er tale om schweizeren Henry Dunant, en forretningsmand fra Genève, der i midten af 1800-tallet havde erhvervet noget land i Algeriet, dengang en fransk koloni. Han ville udvikle de algeriske landområder, bl.a. bygge kornmøller, men han havde brug for større arealer. Den franske koloniforvaltning var umedgørlig, og så besluttede den dengang 31-årige mand personlig at opsøge den franske kejser Napoleon III. Klædt i hvidt og med tropehjelm begav han sig til Norditalien, fordi her befandt kejseren sig. Man forestiller sig måske en selvoptaget mand i en teatralsk selviscenesættelse, men Dunant var en særpræget blanding af en målbevidst forretningsmand med visioner for kolonifolkene og en idealist i svøb, en mand med store tanker for Europas og verdens fremtid.

Slaget ved den italienske by Solferino, som gav inspiration til oprettelsen af Røde Kors. Maleri af Carlo Bossoli.

Hvad lavede kejseren i Italien? Han var såmænd på felttog! Napoleon III havde besluttet at befri Italien fra Østrig, som havde haft magten over de norditalienske regioner Piemonte og Lombardiet siden begyndelsen af 1800-tallet. Det var tæt på det samlede Italiens fødsel, og her ville Napoleon III gerne give kong Victor Emanuel III af Sardinien en hjælpende hånd.

Slaget ved Solferino og Røde Kors’ fødsel Dunant hyrede en hestevogn med kusk ikke uden besvær, for akkurat som nu er det Fredssagen – baggrund og udvikling

Den skrøbelige fred

Den Internationale Røde Kors-Komité (ICRC’s) hovedkvarter i Genève.

ikke let at finde vogne til privatpersoner, som absolut vil vove sig ind i krigszoner. Der måtte flere gange ekstra penge på bordet. Ret så udmattet nåede Dunant den 24. juni 1859 frem til den lille by Solferino, dagen efter ét af det 19. århundredes blodigste slag havde fundet sted netop dér. Omkring 6000 soldater blev dræbt, over 30.000 lemlæstet eller såret og tilmed i en frygtelig hede. De to stormagters hære havde ingen sanitetstjeneste, som kunne hamle op med alt dette. En mængde amputationer blev foretaget uden bedøvelse og mange døde af koldbrand. Den franske hær havde f.eks. kun én læge pr. 1000 soldater. Den ambitiøse forretningsmand blev hvirvlet ind i et improviseret hjælpearbejde for de mange sårede soldater. Han fik organiseret hjælpehold af lokale kvinder, siden hen også af nogle tilfældige udenlandske turister, der bragte mad til mange sårede (langt flere end der boede på stedet) og vaskede deres sår, men vigtigst af alt gik hjælpen til begge parter. Dunant har i sine erindringer berettet detaljeret om, hvordan soldaterne – uanset nationalitet – lå side om side i kirker, kapeller og hospitaler. 14

Den skrøbelige fred

Dunant rejste videre rundt i Italien efter kejseren. Først efter et stykke tid lykkedes det ham at lokalisere Napoleon III, men han fik aldrig forelagt ham sin begæring om ekstra jord i Algeriet. I stedet nøjedes han med at overbringe kejserens adjudant et eksemplar af en afhandling om kejser Karl den Stores hellige romerske rige, der angiveligt var blevet genskabt af Napoleon III. Kejseren ville imidlertid ikke modtage skriftet, og Dunant fik god tid til at reflektere over det, han i virkeligheden lærte af slaget ved Solferino: • At syge og sårede under en krig må behandles ens. • At der burde være et særligt korps til at undsætte dem. • At frivillige kan bruges i større nødssituationer. Han tog med idealistiske italieneres spontane udbrud: »De er alle brødre« (på italiensk: Tutti fratelli) alle de lemlæstede, de sårede og de syge til sig. Tanken om et internationalt Røde Kors var født. Røde Kors’ historie og videre udvikling skal ikke forfølges her, men forhistorien er beskrevet for at illustrere det nære forhold mellem krig og fred: Fredsbevægelser og fredsbevarende organisationer fødes så at sige ud af krige. Dunant skulle også siden hen engagere sig i den internationale fredsbevægelse, som spirede frem i sidste halvdel af 1800-tallet. Imidlertid blev der indgået våbenstilstand i juli 1859, hvorefter Østrig overgav Lombardiet til Frankrig, som så gav det videre til Sardinien, mens Venezia forblev under Østrig. Senere på året sluttedes en egentlig fredstraktat i Zürich.

Dunant selv fik aldrig realiseret sine store – man kunne kalde dem ’civilisatoriske’ – tanker vedrørende Algeriet: at hans investeringer og jordopkøb skulle få det hele til at blomstre, gøre ham til en succesrig forretningsmand og samtidig ’løfte’ befolkningens kår. Han pådrog sig siden hen store tab, gik fallit og blev forfulgt af kreditorer. Modsætninger i den første Røde Kors-komité førte i 1868 til Dunants afsked med den organisation, han havde stået *fadder til.

Fredsliga og voldgift Dog var han ikke glemt i Frankrig, hvor fremtrædende personligheder fortsat havde tillid til ham. Blandt disse var den franske jurist og nationaløkonom Fréderic Passy, der i 1868 grundlagde Den internationale og permanente Fredsliga, dog uden at kunne hindre den fransk-tyske krig 1870-1871, en krig, der faktisk gav selskabet dødsstødet.

Senere blev Passy imidlertid leder af De franske Fredsvenners Liga, som i 1889 blev til Det Internationale Voldgiftsselskab. Passy havde mange andre ideer om internationalt samarbejde til forebyggelse af konflikter og forbedring af befolkningernes levevilkår – herunder især industriarbejdernes. Men med begrebet *international voldgift bevæger vi os ind på en egentlig organisering af disse mange tanker og ideer; de første spirer til internationale domstole, om man vil. Det skulle dog først rigtig blive til noget et stykke ind i det næste århundrede. Henry Dunant blev i 1895 halet ud af glemslen gennem en artikel af en schweizisk journalist. Blandt de mere eller mindre fremtrædende personer, der herefter valfartede til ham, var den østrigske baronesse Bertha von Suttner. Hun var en glødende *pacifist og pustede så at sige liv i Dunant. Hans romantisk-prægede tanker om en

Henry Dunant (1828-1910) var schweizisk forretningsmand. I sin bog Minder fra Solferino (1862) beskrev han de menneskelige lidelser og tab ved slaget i Solferino, Italien. Hans erfaringer førte til, at han i 1863 stiftede Røde Kors. På grund af fejlslagne forretninger i Algeriet blev han erklæret konkurs i 1868 og forlod en position som sekretær for Den Internationale Røde Kors Komité. Herefter levede han i armod i en årrække i sit hjemland, men blev i en høj alder grebet af den gryende fredsbevægelse i Europa og tildeltes sammen med franskmanden Fréderic Passy den første Nobels Fredspris i 1901.

Fredssagen – baggrund og udvikling

bedre verden fik nu næsten verdensfreden som sit formål, men han var også beskæftiget med at få dannet en schweizisk liga for menneskerettigheder med sæde i Bern. Det er vist nok den eneste spinkle tråd til menneskerettighederne – som dengang slet ikke havde fundet en fast form i international ret – fra Dunants engagement i det humanitære, forstået som humanisering af krigen: At staterne tog hensyn til syge og sårede samt krigsfanger, og hans på det tidspunkt nyere ildhu for fredens sag. Dunant kastede sig også ud i kampen for slaveriets ophævelse og for *nedrustning og for fredelig bilæggelse af stridigheder mellem nationerne. Imidlertid må der nu blændes op for et helt andet begivenhedsforløb, som i virkeligheden indvarslede mange fredsbestræbelser og humanitære tiltag, som først rigtig

modnedes i det 20. århundrede. Den russiske zar, Nikolaj II, indkaldte nemlig i 1899 til den første Haag-fredskonference med deltagelse af 27 stater, deriblandt Danmark.

Internationale regler for krigsførelse og den første fredspris Staternes tiltagende *oprustning var en stærk foranledning til konferencen. Det væsentligste resultat af den blev imidlertid tre *konventioner for krigsførelse til lands, til søs og om fredelig bilæggelse af stridigheder samt tre *deklarationer om forbud mod nærmere opregnede våbentyper. Disse sidstnævnte var på det tidspunkt ikke bindende folkeret. Til at løse de nævnte stridigheder oprettedes en Permanent Voldgiftsdomstol, der den dag i dag har et sekretariat i Haag og fører lister over jurister i forskellige lande,

Bertha von Suttner (1843-1914) var østrigsk grevinde, født i Prag. Hun arbejdede kortvarigt for dynamittens opfinder, Alfred Nobel, blev en glødende pacifist og korresponderede i en årrække flittigt med Nobel, der på sin side også blev grebet af fredssagen. Det antages, at det var hendes fortjeneste, at Nobel i sit testamente bestemte, at der – foruden en række Nobel-priser i videnskab og litteratur – også skulle være en fredspris. Hun skrev succesromanen Ned med våbnene (1889, da. udgave 1892) og modtog selv Nobels Fredspris i 1905.

Den skrøbelige fred

der vil optræde som voldgiftsdommere – såfremt stater i indbyrdes strid bliver enige om en sådan (diskret) pådømmelse af en tvist imellem dem. Efter Albert Nobels død indgik hans betydelige formue i en fond, som årlig skulle fordele store beløb til en række priser, heriblandt fredsprisen. Dunant og Passy kom til at dele den første fredspris, der uddeltes i 1901. Uddelingen af fredsprisen har gentagne gange i årenes løb givet anledning til heftig debat, idet det har været kritiseret, at modtagerne strengt taget ikke havde ydet nogen egentlig indsats for freden, men snarere havde udøvet en humanitær indsats eller fremmet menneskerettighederne. Derudover har en række *diktaturstater protesteret voldsomt, når såkaldte systemkritikere – dvs. tydelige modstandere af undertryk-

kende regimer – har modtaget prisen. Enkelte modtagere er endog blevet hindret i at rejse til Oslo, hvor prisen uddeles af det norske Storting (parlament) hvert år den 10. december. I 1907 gennemførtes den anden Haagfredskonference, igen indkaldt af den russiske zar og nu med 43 deltagende stater. Den reviderede og kompletterede vedtagelserne fra den første fredskonference, men fik også vedtaget et såkaldt landkrigsreglement, dvs. folkeretlige regler for krigsførelse til lands. Her blev en række begreber, der hører krigen til, defineret, så som hvad en kombattant (en ’krigsførende person’ i modsætning til en civilist) er for noget, ligesom visse former for særlig skadelig krigsførelse blev forbudt, eksempelvis projektiler, hvis eneste formål er at udbrede kvælende eller giftige luftarter eller dum-dum-projektiler.

Alfred Nobel (1823-1896) var svensk kemiker og opfinder. Han indstiftede Nobel-priserne baseret på sin formue, der i 1895 udgjorde ca. 30 mio. svenske kr. Han studerede kemi i Rusland og USA, erhvervede rustningsfabrikken Bofors – i dag et gigantisk industrikombinat – oprettede striber af fabrikker i Europa og USA og opbyggede et net af finansielle interesser baseret på et utal af patenter i mange lande. I sine sidste år blev han grebet af fredsbevægelsen og besluttede derfor ud over de videnskabelige Nobel-priser at indstifte en fredspris. Han døde, før den første pris blev uddelt.

Fredssagen – baggrund og udvikling

1. Verdenskrig (1914-1918) satte en stop per for flere Haag-konferencer og markerede i det hele taget et sørgeligt sammenbrud for de mange idealistiske fredstanker.

Arbejdsspørgsmål • Hvem var Henry Dunant? • Hvorfor fik han Nobels Fredspris? • Hvad var drivkraften bag fredsbevægelsen i slutningen af det 19. århundrede? • Hvad var det for nogen tanker, den russiske zars initiativ med første Haag-konference satte i gang?

Den skrøbelige fred