Rikke Sandgren Stenbøg
Et år for egne sejl På langtur med familien
Frydenlund
Et år for egne sejl På langtur med familien 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Frydenlund og forfatteren ISBN 978–87–7118–036–7 Redaktion: Rebekka Hjelholt Svendsen Korrektur: korwitt.dk Grafisk tilrettelæggelse: Anette Oelrich Grafisk produktion: Spauda, Litauen
Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.
Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice
Indhold
Forord - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 6 Forberedelser til langturssejlads - - - - - - - - - - - - - - - - - 8 1. etape: Tyske Bugt og Den Engelske Kanal - - - - - - - - - - 30 2. etape: Guernsey og Biscayen - - - - - - - - - - - - - - - - 58 3. etape. Langs kysten af Spanien og Portugal - - - - - - - - - 70 4. etape: På Atlanten til Porto Santo og Madeira - - - - - - - - 112 5. etape: Sydpå til De Kanariske Øer - - - - - - - - - - - - - 138 6. etape: Rundt imellem De Kanariske Øer - - - - - - - - - - 164 7. etape: Ankerferie, tilbage til Madeira og af sted mod Azorerne - - - - - - - - - - - - - - - - - 200 8. etape: Azorerne – Atlanterhavets grønne øer - - - - - - - - - 228 9. etape: Nordpå til Irland og Skotland - - - - - - - - - - - - 264 10. etape: Hjem til Danmark - - - - - - - - - - - - - - - - - 284
Forord
Jeg er født på Bornholm i fiskens tegn i 1969. Jeg lærte aldrig at svømme, da jeg var barn, fordi svømmeundervisningen foregik i et friluftsbassin i noget, der føltes som minusgrader. Jeg var i hvert fald stadig blå om læberne en time efter, at jeg var kommet op af badet. Jeg hadede vand. I gymnasiet var der obligatorisk svømmeundervisning, så jeg måtte kravle ned i svømmebassinet med korkbælte på som 16-årig. Jeg troede, at jeg skulle dø – enten af skræk eller af skam over at skulle demonstrere min uduelighed over for mine klassekammerater. De var imidlertid søde til at hjælpe mig, og jeg lærte at crawle som det første. Alligevel stod det dog helt klart for mig, at når jeg engang fik børn, skulle de lære at svømme fra de var små! Min søn, Johan, som i dag er 14 år, har svømmet hver eneste sæson siden babysvømningen og er en dygtig svømmer. Han elsker vand, og selv om han har nydt at sejle både optimistjolle og lidt større joller, fastholder han stadig, at ”det bedste ved vand er nu at dykke!” Min datter, Rose, som i dag er 11 år, fik sin første badedragt som ganske lille, og planen var, at hun også skulle tidligt i gang med svømningen. Hun og jeg kom dog til at bruge en hel sæson på bænken eller lige ved kanten af børnebassinet, som hun på ingen måde ville ned i. Jeg tvang hende ikke, men jeg blev ved med at tage hende med i svømmehallen hver eneste uge for at forsøge. En dag gik hun så bare ned i vandet og lavede fint alle øvelserne, også dem, hvor man skulle have hovedet under vand. Langt hurtigere end beregnet blev hun flyttet til det store bassin. Min mand, Per, er født i 1967. I sin barndom tilbragte han mange somre hos sine bedsteforældre på Samsø, og han elskede stemningen i
Mårup havn og livet omkring bådene. Han ville have været maskinmester og ud at sejle på de store have, men på værkstedsskolen fik han eksem af skæreolien, så planerne blev ændret. Per og jeg blev kærester i 1990 til Pers tømrersvendegilde, og vi har været gift længe nok til at fejre kobberbryllup. Jeg blev færdig med min uddannelse som sygeplejerske i 1993, samme år som Per påbegyndte sin anden uddannelse som bygningskonstruktør. Trods gode faste job åb nede Per sin egen arkitektvirksomhed i 2000, og i 2004 sagde jeg min stilling op for at hjælpe til i firmaet samt søge lykken i sygeplejerskevi karbranchen. Per er kreativ, hvor jeg er systematisk, og han ser ideens fortrinlighed, hvor jeg har større fokus på dens begrænsninger. Men vo res forskellighed har været vores fælles styrke i mange arbejdsmæssige og private henseender. Da Per og jeg mødtes havde han både motorcykel og bil, og senere ville han rigtig gerne have en Massey Ferguson-traktor i haven. Da han havde fået den, gik han i gang med at bygge en gokart til voksne. Jeg har aldrig helt delt hans interesse for alle disse forskellige transportmidler, og jeg var da også lidt betænkelig, da han en dag i 2004 sagde: ”Skat, jeg sejlede jo på en gammel fiskekutter med sejl, da jeg var 12 år! Jeg kunne godt tænke mig en lille båd, så Johan og jeg kan sejle en tur!” Dengang kunne jeg på ingen måde forestille mig, hvad de ord skulle komme til at betyde.
ta p e ey og Biscayen 2. e e r ns Gu
2. etape
Navigationsudstyret viser 11,5 knob – vores rekordfart.
Tidevand på Guernsey På vej mod den engelske kanalø Guernsey rundede vi 11,5 knob, den hø jeste hastighed, vi indtil videre havde været oppe på. Medstrømmen hjalp godt på vej, og vi havde en meget fin sejlads dertil.
60
Tidevandet på disse kanter er værd at skrive om: Der er ni meters for skel på høj- og lavvande, så når det er lavvande, kan man simpelthen ikke komme ind i havnen. Da vi ankom, kunne man tydeligt se bunden i havnehullet, så vi var nødt til at vente ved en ponton uden for havnen, indtil vandet kom tilbage. Havneassistenterne sejlede rundt imellem de indkomne skibe og spurgte til deres dybgang, og de viste os så ind en efter en, da der var kommet tilpas meget vand i havnen. Det var en fin, ny havn, og meget rolig. I de to gange seks timer, der var lavvande hvert døgn, var der ingen sejlende trafik overhovedet, for man kunne jo hverken komme ind eller ud af havnen. På Guernsey fungerer tidevandet som et meget fint, naturligt ur, som påvirker hele døgnrytmen. De indfødte er vant til at rette sig efter vandet, men for os, som var vant til de danske farvande, var det svært ikke at undre sig over fænomenet. I Danmark sejler man, når man selv synes, men her bestemmer tidevandet alt i forhold til strøm retning og anduvning af havne, og det er værst for en selv, hvis man ikke følger det. For os var det interessant at lære at medtænke tidevandet i sejlplanerne, og Per var fra begyndelsen af ret god til det. Når vi indimel lem kontrollerede beregningen i forhold til andre sejlere, var det således sjældent helt skævt.
Guernsey og Biscayen
Hverken ungerne eller jeg havde været i England før, og jeg skulle lige vænne mig til synet af bilerne, der drønede af sted igennem et sving i venstre side af vejen. Det var nogle smarte og dyre biler, de fleste af dem, og vi blev hur tigt enige om, at Guernsey nok er et godt skattely. På Guernsey bruger de deres egne engelske pund. Dem havde vi ingen af, men de var til at skaffe, og bedstefar kunne hurtigt sende os en sms med dagskursen, så vi vidste, hvor meget vi handlede for. Øens va luta er intet værd andre steder, men det var heller ikke noget problem at få brugt kontanterne inden afrejse, for priserne var meget rimelige. Selv vaskemaskinen var billig, så jeg vaske de alt, hvad jeg kunne finde på skibet af vaskbart materiale. Internetforbin delsen var også god, og vi fik besvaret mails. Jeg fik tit lidt dårlig samvittig hed over, hvor længe der gik mellem, at vi fik skrevet hjem, men det var svært at gøre det anderledes. En god Der skiftes gæsteflag på vej mod Guernsey. internetforbindelse er ingen selvfølge, når man er på langfart. En af dagene gik vi en tur langs kysten for at komme ud at bade. Vi gik forbi en større strand med meget blød og våd bund, som tydeligvis kun var at finde, når det var lavvande. I stedet valgte vi at bade i nogle naturligt indrammede bassiner med havvand. Vandet var ikke varmt, men alle var i vandet – på nær skibslærerinden, som valgte at se til fra de omkringliggende klipper. Efter noget tid kom vandet langsomt ind over kanten af bassinerne, og pludselig gik det meget stærkt. Man kunne tydeligt se, at vandet steg, og det gjorde det på en eller anden måde nem 61 mere at få pakket sine ting sammen. De lokale på klipperne tog det mere
2. etape
Vandet stiger over poolkanten.
62
roligt, men det var tydeligt at se, at alle øens beboere havde en naturlig respekt for tidevandet. På et kvarters tid steg det en halv meter, og da vi gik tilbage, var afstanden fra vandet og til vejen blevet noget mindre. Den store strand, vi tidligere havde passeret, var helt væk. Ved lavvande var der som tidligere nævnt roligt i havnen, så Johan og Rose kunne sejle sikkert rundt i gummibåden. De fandt nogle meget smukke muslingeskaller på bolværket, og Rose fik demonstreret sine ev ner som roerske. Senere stødte de på nogle børn fra en engelsk båd, Char lotte og Ben. Pigerne fandt et spil kort frem og spillede fisk, en fin måde for Rose at lære de engelske tal. Johan og Ben fik også snakket lidt, men sprog barrieren er større, når den ene part taler sit modersmål. Mens børnene legede på den anden båd, kunne jeg Rose og Charlotte spiller fisk. nyde at være lidt alene. Per var
Guernsey og Biscayen
taget ind til i byen for at handle udstyr til ”Isabella”; et ekstra søkort til De Kanariske Øer samt AIS til kortplotteren. Med AIS, der står for auto matisk identifikationssystem, kan man se de skibe, der sejler i nærheden, inden de kan ses med det blotte øje. Også skibenes kurs fremgår tydeligt på skærmen, hvilket er særligt dejligt om natten, idet det afhjælper no get af bekymringen for pludselig at være på kollisionskurs med et andet fartøj. Jeg var derfor glad, da Per kom tilbage med AIS’en, selv om jeg godt vidste, at jeg stadig skulle holde godt øje med fisketrawlerne, som sjældent skilter med deres position. Vi sejlede ud af havnen ved højvande og lagde til ved en anløbspon ton for at vente til midnat, hvor strøm- og vindforholdene efter sigende skulle blive rigtige til videre sejlads. Vores plan var at sejle videre til L’Aber Wrac’h, det sidste stop i Frankrig, før vi skulle over Biscayen. Mens vi ventede på midnat, faldt vi ved et lykketræf i snak med en gammel en gelsk fyr, som kendte L’Aber Wrac’h rigtig godt. Han gav Per et par tips vedrørende indsejling, som vi ikke havde kunnet læse os til nogen steder, og vi var meget taknemmelige. Jeg forstod dog først helt vigtigheden af informationen, da vi anduvede næste morgen.
L’Aber Wrac’h – sidste stop før Biscayen Løbet ind til havnen ved L’Aber Wrac’h var fyldt med kæmpestore klippe stykker. Da det blev lavvande senere på dagen, så vi, at bøjerne i indløbet var gjort fast i lignende klippestykker på bunden, så vi var glade for, at vi havde holdt ordentlig afstand til dem under indsejlingen. I L’Aber Wrac’h gik der fisk i det. De lokale kom hver aften ned til havnen for at fiske makreller, og både Rose og Johan blev bedt af ideen. Den før ste aften fangede Johan to fisk med krog. Han var enormt stolt og glad, så selv om det var sent på aftenen, blev jeg lige nødt til at ordne de to fisk. De blev lavet til frokostfiskefrikadeller og spist med remoulade næste dag. Mens vi lå i havnen, spiste vi også blåmuslinger for første gang. Johan og jeg spiste flest og ville gerne smage dem tilberedt på flere måder, men Rose var ikke imponeret. 63
2. etape
Havnen ved L'Aber Wrac'h. Tidevandsforskellen kan tydeligt ses pü pontonsøjlen.
64
Guernsey og Biscayen
På havnekontoret fik vi at vide, at vi skulle gå en lille halv time for at nå til et sted, hvor vi kunne købe ind. Det blev til en længere gåtur langs en større landevej og gen nem en stor rundkørsel, og bilisterne gloede noget Johan fisker. på os. De havde nok aldrig set fodgængere på den strækning, men vi marcherede syngende derudad og lod os ikke mærke med noget. Vi tog dog bussen tilbage til havnen, for der var nok at slæbe på efter sådan at have købt ind til flere dages sejlads. Der skulle fyldes godt op med kølevarer som smør, ost og langtidsholdbar mælk; tørre madvarer som ris, pasta, mysli og mel; grøntsager og frugt (to stykker frugt pr. næse pr. dag), brød, konserves, hurtige snacks til nattevagten og diverse former for drikkelse. Drikkevandet i sig selv vejede en del; en liter vand pr. mand pr. døgn og 50 % ekstra for en sikkerheds skyld. Inden afrejse henkogte vi små portioner af kylling og hakket oksekød, så vi let kunne tage et glas frem og på relativ kort tid tilberede et varmt måltid. Eftersom L’Aber Wrac’h var sidste stop før sejlturen over Biscayen, var der forskellige ting på båden, der skulle ordnes, mens vi lå i havn. Per ryd dede op i skipperkøjen, og vi surrede forskellige ting fast og fik fyldt op i pantryet. Sejlturen var be regnet til at vare tre dage, og vi snakkede en del med ungerne om, hvordan vi skulle klare at være til havs så længe. Vi blev enige om, at det vigtigste var, at alle hjalp til, så godt de kunne. Vi aftalte, at Per og jeg Proviant og drikkevarer til flere dage fylder skulle holde vagt på skift, godt op i pantryet. men at ungerne skulle få
65
2. etape
deres nattesøvn. Afhængig af eventuel søsyge eller andet ubehag måtte vi hjælpes ad med maden, som vi bedst kunne. Skolen blev indstillet.
Dengang jeg sejlede over Biscayen Vi gik ud fra L’Aber Wrac’h den 28. august i kuling fra nordvest. Det var en udfordring at manøvrere rundt om de mange klipper og skær i hav neløbet, og vi vidste på forhånd, at vind og sø ville være imod os på det første stykke. Når vi alligevel sejlede ud, var det, fordi vi gerne ville nå Biscayen i det bedre vejr, som var i vente det næste døgn. Vi fik kæmpet os ud af løbet og ud på åbent vand, men det blev det ikke bedre af. Søsygen kom lige med ét, da jeg var nedenunder for at lave saftevand. Rose sov heldigvis de første timer, så hun slap for noget af det, men Johan og jeg blev begge syge. Vi kastede konstant op, men ingen af os havde lyst til at vende om. Vi småsov på skift og holdt udkig efter tur; vi talte næsten ikke det første døgn. Per hentede lidt forskelligt let fordøjeligt at spise fra pantryet, men ingen havde den store appetit. På et tidspunkt lagde begge unger sig ned i køjen og fik en ordentlig nats søvn, men jeg ville ikke ned, og det var en stor fejl. Jeg sov lidt løbende over natten i cockpittet og tog så selv 2-3 timers udkig, mens Per lagde sig ned i køjen.
66
Da det blev lyst igen, havde en stor måge sat sig på ruftaget, men Per mente bestemt, at det var den første af gribbene, som var på vej efter no get, der var mere dødt end levende. Jeg var fuldstændig færdig og fik or dre på at få noget søvn. Per var ligeglad med alle mine undskyldninger, og det viste sig da også at være det eneste rigtige. Jeg sov fantastisk i nogle timer, hvorefter jeg stadig liggende spiste lidt tørt brød. På andet døgn begyndte det at bedres. Appetitten var stadig lille hos os alle, og ingen af os havde lyst til at være nede i skibet ret længe ad gangen. Langsomt blev vind og sø dog bedre, og vi begyndte at kigge os om efter delfinerne, som efter sigende kunne komme hvert øjeblik. Solen skinnede, og pludselig var de der. De svømmede hurtigt og yndefuldt, og en gang imellem dyk kede de brat blot for at dukke op på den anden side af båden sekundet efter. Det er intet under, at alle sejlere taler om delfinerne med henryk kelse, for de er ganske enkelt et fantastisk syn.