Holocaust

Indhold Forord 7 Indledning 9 1. Hvad betyder Holocaust? 11 Sprøgsmål fra andre fag

2. Nazismens raceideologi 13 Nazismens raceideologiske rødder • Antisemitismen omkring Første Verdenskrig • Racisme og eugenik • Partiprogrammet og Mein Kampf • Spørgsmål fra andre fag

3. Nazistpartiet – fra lokal kuriositet til europæisk magtfaktor 19 Nazistpartiets begyndelse • Kupforsøget i 1923 • Reorganisering af partiet • Kriseår for NSDAP • Nazisterne får succes • Magtspillet • Magtovertagelse • Den totale magt sikres • Fra et land i krise til et land med succes • Spørgsmål fra andre fag

4. Antijødisk lovgivning i 1930’erne 28 Antijødiske tiltag 1933-1935 • Volden mod jøder eskalerer fra 1935 • Nürnberg-lovene • Lovgivningen mod det tysk-jødiske erhvervsliv • Østrig bliver en del af Tyskland • De udenlandske jøder • Krystalnatten • Status før Anden Verdenskrig • Udlandets reaktion på de jødiske flygtninge • Spørgsmål fra andre fag

5. Racepolitikken over for ikke-jødiske grupper 38 De offentlige instansers rolle • Sterilisationsloven • Spørgsmål fra andre fag

6. Eutanasi 43 Bemyndigelse til drab • Børneeutanasien • Vokseneutanasien • Spørgsmål fra andre fag

7. SS – den ideologiske elite 49 Spørgsmål fra andre fag

8. Koncentrationslejre 53 Hvad var en koncentrationslejr? • Koncentrationslejrenes udvikling • Livet i en koncentrationslejr • Dachau – den første koncentrationslejr • Spørgsmål fra andre fag

Indhold

5

9. Angrebet på Polen – racepolitikken forceres 65 Hvem stod bag? • Angrebet på Polen • Jøderne til Madagaskar? • Spørgsmål fra andre fag

10. Ghettoer 70 Ghettoerne • Warszawa-ghettoen • Lodz-ghettoen • Livet i ghettoen • Jøderådenes rolle • Spørgsmål fra andre fag

11. Deportationer 78 Wannsee-konferencen • Deportationer – et overblik • Deportationerne fra Tyskland, Østrig og Protektoratet • Skandinavien • Holland • Luxembourg og Belgien • Frankrig • Slovakiet • Italien • Balkan • Bulgarien • Rumænien • Ungarn • Polen • Spørgsmål fra andre fag

12. Indsatsgrupperne 88 Forberedelserne til en udryddelseskrig • Indsatsgruppernes struktur og opgaver • Indsatsgrupperne i aktion • De større massakrer • Spørgsmål fra andre fag

13. Udryddelseslejrene 96 Hvorfor blev udryddelseslejrene oprettet? • Chelmno – den første udryddelseslejr • Belzec, Sobibor og Treblinka • Majdanek • Auschwitz • Spørgsmål fra andre fag

14. Gerningsmænd 113 Hvordan så man på gerningsmændene tidligere? • Hvem var gerningsmændene? • Chef for Auschwitz • Opsynskvinde i Ravensbrück og Majdanek • Advokat og nazileder • Lederen af indsatskommando 1B • Dr. Mengele og dr. Værnet • Gerningsmænd fra hele Europa • Spørgsmål fra andre fag

15. De danske jøders skæbne 122 Den danske flygtningepolitik 1933-1945 • Aktionen mod de danske jøder • Theresienstadt • Spørgsmål fra andre fag

16. Hvem havde kendskab til Holocaust? 129 Spørgsmål fra andre fag

17. Holocaustbenægtelse 132 Hvem benægter Holocaust? • Hvorfor benægtes Holocaust? • Antallet af dræbte • Vidneudsagn og dokumenter • Spørgsmål fra andre fag

Hvis du vil læse mere 137 Bøger • Hjemmesider

Kildetekster 139

6

Holocaust

Forord I 2004 blev Danmark optaget i The International Taskforce for Holocaust-education, Remembrance and Research (ITF). Hermed forpligtede regeringen sig til at sikre, at også Danmark fremover vil gøre sit til, at mindet om Holocaust bliver bevaret.

Et af de første spørgsmål, den danske delegation blev stillet i ITF, var, hvilket undervisningsmateriale, der blev brugt i danske skoler. Her måtte vi svare, at der faktisk ikke fandtes så meget materiale direkte om Holocaust til brug på ungdomsuddannelserne.

Holocaust var selvfølgelig nævnt i grundbøgerne i historie – om end ikke særlig grundigt. Men kilder blev stadig i høj grad fundet i Walter Hofers klassiske kildesamling Nationalsocialismen, og så var der netop kommet Karl Christian Lammers’ Vejen til Auschwitz og Brian Jensen og Peter Vogelsangs hjemmeside www.holocaust-undervisning.dk. Endelig var der en del elever, der arbejdede med emnet i faget tysk, bl.a. med udgangspunkt i Peter Smiths bog Endlösung.

Det glædede mig derfor meget, da Jacob Halvas Bjerre for et par år siden kunne fortælle, at han arbejdede på en ny og mere omfattende undervisningsbog til historieundervisningen på ungdomsuddannelserne. Siden Danmark er begyndt at markere den internationale Holocaustdag – den 27. januar – i Danmark under navnet Auschwitz-dagen – er interessen for emnet steget, og mange lærere har efterlyst en sådan bog. For som det understreges igen og igen: Det begyndte ikke i Auschwitz – det begyndte længe før, og det er uhyre vigtigt, at også danske gymnasieelever får mulighed for at følge udviklin-

gen frem gennem de fire trin, Walther Hofer taler om: Diskrimineringen fra 1933-1935, udgrænsningen fra 1935-1938, forfølgelserne 1938-1941 og så det folkedrab, der begyndte med massenedskydningen af polske og russiske jøder i forbindelse med de tyske indsatsgrupper og kulminerede i det industrielle massemord i de seks udryddelseslejre.

På de undervisningsdage, afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har arrangeret på landets universiteter for gymnasieelever de seneste seks år, har temaerne været emner som ’De tre grupper’ – ofre, gerningsmænd og tilskuere – men også ’Stedet, hvor det skete’, ’Efter folkedrabet’ og ’Farlige forestillinger’. Med denne nye undervisningsbog i hånden, der både rummer en grundig indføring i emnet, mange spændende kilder og flere henvisninger til informationssider på nettet (via hjemmesiden www. his2rie.dk), er der nu en endnu bedre mulighed for, at Danmark kan leve op til sin forpligtelse: At sikre at mindet om Holocaust bevares – også når de sidste øjenvidner om nogle år ikke længere vil være iblandt os.

Otto Rühl Helsingør Gymnasium Medlem af den danske delegation til The Inter­national Taskforce for Holocaust Education, Remenbrance and Research

Forord

7

Indledning Dette er en grundbog om Holocaust – folkemordet på Europas jøder. Den juridiske, og til tider fysiske, forfølgelse tog sin begyndelse i 1933. Fra efteråret 1941 var et statsstøttet folkemord en realitet. Folkemordet varede frem til Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Det anslås, at omkring 6 mio. europæiske jøder blev myrdet. Holocaust er siden blevet anset som et af de uhyggeligste kapitler i nyere europæisk historie. Effekten af det nazistiske folkemord rækker ind i vores tid og er en af de store begivenheder, der er med til at danne grundlaget for forståelsen og tolkningen af menneskeheden i både Europa og resten af verden. Emnet er i de seneste 25 år blevet et hovedtema i et voksende antal fagbøger, romaner og film, hvilket præger både boghandlernes hylder og biografernes lærreder.

I mange lande er der oprettet institutioner til forskning i Holocaust, hvilket understreger den betydning, Holocaust er blevet tildelt fra politisk side.

Bogens formål er at give elever på ungdomsuddannelserne en introduktion til centrale temaer og emner i Holocaust. Bogen er rettet mod historieundervisningen i gymnasiet, men kan gennem perspektiverende spørgsmål forhåbentlig danne grundlag for inspiration til temaer i almen studieforberedelse og andre tværfaglige projekter. I bogen gives et kort overblik over det nazistiske partis historie, men dens primære fokus er på nazisternes racistisk begrundede forfølgelse og folkedrab på de europæiske jøder. Bogen suppleres af kilder, som primært er udvalgt, så Holocaust beskrives med samtidige kilder.

Mange er skrevet af nazisterne selv, både de

bureaukratiske, men også de mere personlige. De forfulgtes personlige erindring og historie er selvfølgelig også tilgodeset i kildevalget. En mindre del af kildeteksterne kan ses på andre internetsider, og det anbefales, at bogens kilder anskues som en tilføjelse til de øvrige danske og udenlandske internetbaserede kildesamlinger om Holocaust. Set i en sammenhæng vil det give både lærer og elev mulighed for en meget bred kildeudvælgelse som vil danne grundlag for at gå i dybden med mere specifikke dele af Holocaust.

Jøderne blev anset som det tyske folks primære racefjende, men den nazistiske raceideologi rettede sig også mod andre grupper, som ikke bør overses. Roma og sinti, tidligere kaldet sigøjnere, blev også udsat for forfølgelser og drab. Af de ca. 1 mio. romaer og sintier, der levede i Europa før 1933, blev ca.

220.000 myrdet af nazisterne i perioden frem til 1945. I troen på, at den ariske race, og dermed tyskerne selv, kunne gøres perfekt ved at undgå ’uegnede’ gener og arvelige sygdomme, blev mindretalsgrupper som f.eks. alkoholikere, vagabonder, prostituerede, Jehovas vidner, homoseksuelle og afrotyskere sendt i koncentrationslejr og ofte steriliseret.

Værst gik det ud over de handicappede, som fra efteråret 1939 blev myrdet systematisk.

Herudover blev flere andre mindretalsgrupper i samfundet også forfulgt i perioden. Det var nazismens politiske modstandere, som ofte blev ’genopdraget’ eller myrdet i koncentrationslejrene.

Forfølgelsespolitikken mod alle disse grupper blev videreført i mange af de lande, nazisterne erobrede og besatte. De øst-

Indledning

9

europæiske folkeslag, de slaviske, blev anset som værende laverestående racer og behandlet med en uhørt menneskeforagt, hvilket var specielt udtalt i Polen og Sovjetunionen. Også mange russiske soldater endte som krigsfanger, og de blev mødt med en overlagt mordpolitik, da nazisterne helt bevidst valgte at skære ned på disse fangers madrationer.

Det anslås, at ca. 3,5 milo. russiske krigsfanger døde som følge af den beslutning. Desuden må man også erindre, at alle de, der overlevede nazismens forbrydelser, ofte er, eller var, mærkede for livet.

10

Holocaust

1

Hvad betyder Holocaust?

Bogens titel er Holocaust, fordi det er det mest brugte ord om folkemordet på jøderne, og det ord, de fleste har hørt om eller vil støde på, hvis emnet tages op i medier, undervisning eller andre steder. Holocaust kan ses som en samlet betegnelse for forfølgelsen af jøderne samt det efterfølgende systematiske og statsorganiserede folkemord på ca. 6 mio. europæiske jøder. Der er dog flere opfattelser af ordets betydning. Holocausts oprindelige betydning er ’brændoffer’ og har rødder i det græske ord holokauston, der bruges i Det gamle Testamente. Ordet er dermed i sin afstamning både religiøst og langt ældre end selve folkemordet. Det er derfor også blevet brugt i flere andre sammenhænge, f.eks. om det tyrkiske folkedrab på armenierne 19151918, men også som en beskrivende glose for atomkrigsfrygten i 1950’erne og 1960’erne, hvor man talte om ’nuklear holocaust’. Den populære, amerikanske tv-serie Holocaust fra 1978 blev vist i mange lande, Danmarks Radio sendte den f.eks. i 1979.

Seriens titel gjorde ordet kendt og er en af hovedårsagerne til, at det er så anvendt i dag.

Forsøges Holocaust defineret, er der mange forskellige forslag til dets betydning og varighed.

De fleste betegner Holocaust som værende selve drabsfasen fra 1941-1945, mens andre mener, at perioden strækker sig fra 1933 til 1945. De sidstnævnte inddrager på denne vis den lovgivningsmæssige og til tider fysiske forfølgelse af jøderne i det nazistiske Tyskland frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig. Teoretisk set kan begrebet derfor virke forvirrende, men i praksis er Holocaust det ord, der bruges mest i faglitteraturen, aviser og i kulturelle manifestationer om emnet, til trods for varierende definitioner.

Ordet ses stavet med både stort og lille begyndelsesbogstav i Danmark, mens det både i Tyskland og engelsktalende lande primært staves med stort begyndelsesbogstav. I denne bog er ordet stavet med stort begyndelsesbogstav, da dansk retskrivning (§12, stk. 13c) angiver, at historiske begivenheder, som f.eks. Femte Maj, kan staves med både stort og lille begyndelsesbogstav. På denne

Dvd’en med tv-serien Holocaust.

Hvad betyder Holocaust?

11

måde mindskes også eventuel begrebsforvirring, således at når ordet skrives med stort begyndelsesbogstav, så er der tale om den historiske begivenhed Holocaust og ikke holocaust som et generelt begreb.

Shoah og Endlösung er de to næstmest benyttede ord om folkemordet. Shoah er hebræisk og betyder katastrofen. Det er en betegnelse, som primært bruges af israelere og jødiske forskere, men ordet er ved at vinde indpas i andre landes forskningssprog. Derfor ses Holocaust og Shoah oftest som synonymer. Det tyske ord Endlösung kan oversættes til den ’endelige løsning’. Det var det nazistiske systems eget udtryk for jødeudryddelserne, som kommer af: »Die Endlösung der Judenfrage« eller »Den endelige løsning på jødespørgsmålet«. I den nazistiske optik var der et jødeproblem, som skulle løses, og der blev diskuteret flere måder at gøre det på; fra efteråret 1941 blev den såkaldte Endlösung at myrde de europæiske jøder. Endlösung er

12

Holocaust

dermed gerningsmændenes officielle udtryk for drabet på de europæiske jøder.

Der er også andre ord, der bliver brugt til at beskrive massemordet på de europæiske jøder. I Danmark hører man ofte ordet jødeudryddelsen eller jødeudryddelserne blive brugt i daglig tale, mens svenskerne bruger ordet förintelsen, som betyder udryddelsen. Folkedrabet på jøderne er også et udtryk, man kan støde på, når man kigger nærmere på emnet, og specielt hvis man beskæftiger sig generelt med folkedrab.

Spørgsmål fra flere fag Historie: Er der andre historiske begivenheder eller episoder, som er blevet navngivet, efter begivenheden har fundet sted?

Filosofi/Dansk: Diskuter definitionsproblemerne vedrørende ordet Holocaust. Er det vigtigt, at vi alle definerer de enkelte ord ens?

Hvorfor/hvorfor ikke?

2

Nazismens raceideologi Det er svært at forstå Holocaust uden at kende til den raceideologi, som dannede det ideologiske fundament for nazisternes racepolitik, og som i sin ultimative konsekvens endte med massemord og folkedrab. Raceideologien bundede primært i tre grundlæggende ideer, som eksisterede før nazistpartiets stiftelse. Ideerne var: 1. Antisemitisme, som er had eller fjendskab over for jøder udtrykt sprogligt eller fysisk. Ordet stammer fra 1879, hvor den tyske journalist Wilhem Marr opfandt begrebet. I dag er ordet dækkende for antisemitiske episoder før og efter 1879.

2. Racisme, som er troen på, at mennesker kan opdeles i racer, hvor den såkaldte ariske race ses som den mest overlegne.

3. Eugenik som betyder studiet af arvelige lidelser og udbredelse med henblik på at opretholde eller forbedre en befolknings sundhedstilstand.

Nazismens raceideologiske rødder Antisemitismen er en del af de fleste europæiske landes historie, men den tog sin begyndelse i det antikke Rom. I løbet af det 4. og 5. århundrede blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og derfor blev jødedommen og kristendommen konkurrerende religioner. Kristendommens magt blev øget ved, at Romerrigets ledere forbød konvertering til jødedommen og sørgede for, at jøder blev angrebet fysisk. Jøderne blev også beskyldt for at have dræbt Jesus. Formålet var nok at fra-

Disse tre begreber blev alle en af den nazistiske raceideologi, som det blev muligt for nazisterne at omsætte i praksis, da de kom til magten. Spørgsmålene i kapitel 2 er: Hvad er historien bag de ideer, som nazisterne optog i deres ideologi, og hvordan kom de til udtryk, før nazisterne fik magten?

Jøden korsfæster et kristent barn og fremmaner djævlen fra dets blod. Det er et typisk antisemitisk billede, der spiller på myterne om, at jøderne udførte ritualmord for at genskabe Kristi lidelse, at børrn blev brugt til disse mord, og at jøden var i pagt med djævlen. Paris 1575.

Nazismens raceideologi

13

tage de romerske magthavere skylden for Jesus’ død og i stedet tilskrive den jøderne, som lige siden er blevet beskyldt for Kristusmordet.

Fra år 1100 og frem til 1849 manifesterede antisemitismen sig på forskellige måder. Generelt set måtte jøder ikke eje land eller være medlem af de kristne laug. Det vil sige, at det var forbudt for jøder at blive bønder eller håndværkere. Derfor var en erhvervsmæssig udvej for nogle jøder at udlåne penge. I begyndelsen af middelalderen blev Bibelen fortolket således, at kristne ikke måtte tage renter for at udlåne penge. I de overvejende kristne samfund var jøderne dermed de eneste, man kunne gå til for at låne penge. Det var langtfra flertallet af jøder, der ernærede sig på denne måde, men det var nok medvirkende til at skabe myten om jøden som en nærig pengepuger.

Jødernes situation blev forværret med korstogene i 1100- og 1200-tallet, hvor der opstod usande rygter om, at jøderne dræbte kristne børn for at mindes drabet på Jesus. Jøderne blev i stigende grad set som en trussel, og det betød, at England i 1290 forbød jøderne at leve i landet. Det samme skete i Frankrig (1306), Spanien (1492) og i Portugal (1497).

Martin Luther skrev i 1543 bogen Jøderne og deres løgne, hvori han opfordrede til at brænde synagoger og beskyldte jøderne for at have dræbt Jesus. Disse anklager var med til at skabe en jødisk udvandring mod Østeuropa, hvor jødernes vilkår på dette tidspunkt var bedre.

I det 17. århundrede var den jødiske overklasse ofte tilknyttet de europæiske kongehuse, herunder også det danske. I modsætning til denne lille overklasse var de fattigste i samfundet jøder. De rejste ofte fra by til by, og blev kaldt betteljøder, det vil sige tiggerjøder.

I forbindelse med Oplysningstiden (ca.

1690-1780) og Den Franske Revolution (1789) blev vilkårene for jøder forbedret i mange europæiske lande. De fik ret til at dyrke deres religion frit, blive optaget i laugene og eje jord. Dette kaldes for jødernes emancipati-

14

Holocaust

on (emancipation betyder frigørelse). Denne frigørelse førte til en ny antisemitisme, som blev knyttet sammen med nationalistiske tendenser i både Frankrig, Rusland og Tyskland og varede helt frem til begyndelsen af Første Verdenskrig. Det skete, fordi jødernes frigørelse blev et symbol på det, man i perioden kaldte ’det moderne’. Det var karakteriseret ved nye liberale, kapitalistiske, socialistiske og demokratiske ideer. Det var alle ideer, som konservative og højrenationale kræfter var imod.

Antisemitismen omkring Første Verdenskrig I perioden før Første Verdenskrig var antisemitismen i Tyskland en del af den tyske politiske højrefløj, men i langt de fleste tilfælde var den et lokalt og ikke et nationalt fænomen. I perioden umiddelbart inden afslutningen af Første Verdenskrig og i de første efterkrigsår, blev antisemitismen i højere eller mindre grad optaget af flere landsdækkende partier. Undtagelserne var Socialdemokratiet og Det Demokratiske Parti, som begge var modstandere af antisemitismen. Det er dog tvivlsomt, hvor meget antisemitismen fyldte i den enkelte tyske borgers hverdag, fordi der i perioden var politisk ustabilitet og store økonomiske problemer. Den stabilisering af landet, der opstod i midten af 1920’erne, drev antisemitismen tilbage som politisk argument, dog ikke på den ekstreme højrefløj.

Som følge af den økonomiske krises indtog i 1929 blussede antisemitismen op igen.

Nazisterne brugte den naturligvis, men undersøgelser viser, at den primært blev optaget af de ekstreme elementer af nazistpartiet. I perioden frem til 1933 var langt de fleste nazistiske medlemmer og vælgere optaget af den økonomiske og politiske krise, som landet befandt sig i og ikke partiets antisemitisme (der var dog rabiate antisemitter i partiet).

Antisemitismen var ikke kun et tysk fænomen. I både Frankrig og Rusland var der eksempler på antisemitisme i slutningen af 1800-tallet. Dreyfus-affæren i Frankrig omhandlede den jødiske officer Alfred Dreyfus.

Han blev beskyldt for forræderi i krigen mod Tyskland i 1870, fordi han angiveligt havde lækket følsomme oplysninger til fjenden.

Det førte til antisemitiske demonstrationer i de større franske byer, og Dreyfus blev idømt fængsel på livstid. I 1906 blev denne dom annulleret, da det viste sig, at anklagerne alligevel ikke holdt. Modstandere af Dreyfus brugte i udpræget grad hans jødiske baggrund imod ham.

Den russiske antisemitisme kan blandt andet eksemplificeres ved, at jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II i 1881.

Disse beskyldninger førte til massakrer på jøder og igangsatte en jødisk udvandring fra landet.

Første Verdenskrigs afslutning åbnede også sluserne for antisemitisme i Ungarn, Rumænien, Slovakiet, Ukraine, de baltiske lande og Polen. Ofte blev jøderne set som et fremmedelement i disse stærkt nationalistiske lande. For eksempel var den polske nationalisme både antisemitisk, antitysk og antirussisk. Der var derudover flere eksempler på, at statsdannelsesprocessen, der fulgte i kølvandet på Første Verdenskrigs afslutning, blev efterfulgt af mord på jøder.

Til venstre ses en fransk karikaturtegning fra slutningen af 1800-tallet. Den viser, hvordan jøden har overtaget pladsen efter aristokratiet som undertrykker af bonden. Til højre ses en fransk valgplakat fra 1889, som viser, at kandidaten er antisemit og er imod det ’jødiske tyranni’.

Der var også antisemitisme i mellemkrigstidens Storbritannien, som dog ikke blev udbredt i den bredere befolkning. Den kommunistiske revolution i Rusland (1917) fik nogle englændere til se jøderne som repræsentanter for en verdensomspændende kommunistisk trussel. Landet gennemgik samtidig en finansiel krise i perioden, hvor der var eksempler på, at jøderne blev stigmatiseret gennem middelalderlige myter som f.eks. ’pengejøden’.

I USA beskyldte Fords grundlægger, Henry Ford, den såkaldte internationale jødedom for at beherske verdens finansielle markeder.

Det gjorde han gennem artikler i sin avis The Dear Born Independent, som udkom i et stort oplag.

Generlt set havde antisemitismen ofte en specifik national karakter, men samtidig var der lighedspunkter i stigmatiseringen og

Nazismens raceideologi

15

brugen af negative, jødiske stereotyper. Nazisterne optog antisemitismen i deres ideologi, men for det gennemsnitlige partimedlem og den nazistiske vælger var den ikke et centralt punkt. Nazisternes magtovertagelse i 1933 gjorde, at der nu kunne føres en statsstøttet antisemitisk politik, hvilket er den store forskel set i forhold til antisemitisme i andre vesteuropæiske lande.

Antisemitismen var en del af nazisternes raceideologi, og er en del af forklaringen på Holocaust, men ikke forklaringen. Var den det, ville man overse andre nazistiske budskaber som racisme, nationalisme, antibolsjevisme og socialdarwinisme, der alle spillede en stor rolle i udviklingen af den nazistiske undertrykkelses- og drabspolitik. Derudover bør det understreges, at eksistensen af antisemitisme i sig selv ikke har ført til folkedrab på jøder i andre lande, men ofte forfølgelse og lokale massakrer.

Racisme og eugenik Nazisterne var også inspireret af raceteoretikere, som var af den overbevisning, at menneskeheden var opdelt i racer. I den racistiske optik var mennesker født ulige frem for lige, og i racehierarkiet var den ariske race øverst, mens afrikanere stod nederst. De første raceteoretikere var antropologer, men ideerne vandt i stigende grad indpas i den biologiske og medicinske verden. I slutningen af 1800-tallet fremsatte nogle raceteoretikere den teori, at jøderne var en selvstændig race.

Samtidig blev racismen sammenknyttet med nationalismens tanker og ideer om, hvad et folk var. Racismen udviklede sig derfor fra at være en teori til at blive en biologisk og nationalt funderet idé, man troede kunne omsættes til virkelighed. Derfor mente mange raceteoretikere, at den enkelte race ville udvikle sig langt bedre, hvis de forskellige racer blev holdt adskilt. Det var ikke alle raceteoretikere, der anså jøderne som en selvstændig race, men blandt de racister, der anså jøderne som en laverestående race, skete der en sammenkobling af racisme og antisemitisme. Det ses f.eks. hos den engelske raceteoretiker Houston Stewart Chamberlain. Han be-

16

Holocaust

skrev jøderne som en modrace, Gegenrasse, til den tyske ariske race, som han mente var den reneste og fremmeste af alle racer. Chamberlain var af den opfattelse, at kun gennem en kamp mellem racerne, hvor det var forudsat, at den ariske race ville vinde, kunne verden blive ideel. Racismen blev en vigtig del af nazisternes raceideologi, fordi nazismen satte den ariske race øverst, og nazisterne dermed kunne argumentere for undertrykkelse af de racer, som blev anset for laverestående og dermed en trussel for den ariske.

Mange læger var fascineret af eugenikken, hvilket flere nazister også var. I flere vestlige lande blev der forsket i arvelige sygdomme, men samtidig var mange læger inspireret af raceteorierne og Charles Darwins biologiske teorier om, at kun den stærkeste og mest tilpasningsvillige art ville overleve. Fortalerne for denne holdning mente, at hvis man kunne undgå arvelige sygdomme i en race, ville racen blive mere ren og forædlet. Dette blev kaldt racehygiejne. En del forskere argumenterede for, at naturens love var sat ud af kraft.

De mente, at for mange ’uegnede’ mennesker overlevede, fordi menneskets levevilkår var blevet forbedret gennem sociale reformer, der havde mindsket fattigdom, forbedret hospitalerne og generelt øget chancerne for overlevelse.

I løbet af 1910’erne og 1920’erne blev nogle sociale træk i stigende grad også anset som nedarvede. Det drejede sig eksempelvis om alkoholisme, prostitution og forskellige former for kriminalitet. Det var specielt seksualforbrydere og personer, der foretog gentagne kriminelle handlinger, såkaldte vaneforbrydere, der var i søgelyset. Det førte til ideen om socialdarwinismen, som anså samfundet som en stor organisme. Socialdarwinisterne mente, at ’sygdomme’ i samfundet kunne kureres gennem brug af eugenik og racehygiejne. Fra 1900 og fremefter argumenterede politikere og læger i flere lande for, at tvangssterilisation kunne løse nuværende og fremtidige problemer for samfundet, fordi voldtægtsforbrydere, alkoholikere og handicappedes nedarvede egenskaber ikke længere ville spille en rolle. Det var tanken, at sam-

fundet på denne måde kunne spare en masse socialt relaterede udgifter på blandt andet fængsler og behandlingsinstitutioner.

Teorierne var populære og velansete i mange lande. I 1924 begrænsede USA sit antal af modtagne indvandrere fra østeuropæiske lande, da indvandrere fra disse lande blev set som tilhørende en laverestående race og dermed anset som farlige for den amerikanske arvemasse. Danmark vedtog, med racehygiejniske argumenter, verdens første nationale sterilisationslov 1. juni 1929. Loven legaliserede sterilisation af handicappede og kastration af voldtægtsforbrydere. I halvdelen af de amerikanske stater blev der efter 1929 indført tvangssterilisation med det formål at undgå, at handicappede fik børn. Racehygiejne var på denne måde en del af mange vestlige landes forskning og politik.

Videnskabeliggørelsen af disse teorier dannede kimen til en dødelig forening mellem racisme og antisemitisme. Jøderne blev set som en selvstændig race, der blev stigmatiseret med mange af myterne fra den tidligere antisemitisme. Jøderne blev ikke længere defineret ud fra deres religion, men derimod deres slægtsforhold. Eugenikken dannede den sidste grundsten for nazisternes raceideologi, fordi der opstod et idegrundlag for, at et folkelegeme kunne renses for fremmede racer, samt at organismen, altså samfundet, kunne fjerne svage elementer gennem en racehygiejnisk socialpolitik.

Partiprogrammet og Mein Kampf Antisemitismen, racismen og eugenikken inspirerede nazisterne. De var en del af nazistpartiets racepolitiske agitation – også før partiet kom til magten. Der findes et utal af taler, artikler og udtalelser, hvor racepolitiske elementer indgår. Partiets 25-punktsprogram og Adolf Hitlers bog Mein Kampf er to eksempler på den raceideologiske forståelse af verden, der var i nazistpartiet før magtovertagelsen.

De 25 punkter var nazistpartiets officielle politiske målsætninger, som blev offentliggjort ved en tale 24. februar 1920.

De fleste af de 25 punkter var langtfra raceideologiske. Partiets ønsker fokuserede i

højere grad på drømmen om et Stortyskland og ophævelsen af Versailles-traktaten fra 1919, som de mente var uretfærdig for Tyskland. De racepolitiske tanker stod i punkt 4-8.

Her var partiets målsætninger, at statsborgerskab blev knyttet til blodet og racen. Samtidig blev det understreget, at ingen jøde kunne være statsborger i det tyske rige. De, der ikke var statsborgere, skulle være underlagt fremmedloven, og de kunne ikke være stemmeberettigede eller være ansat i det offentlige. Tyske jøder ville altså blive andenrangsborgere i deres eget land, hvis partiprogrammets ideer blev gennemført.

Partiprogrammet udtrykte også det formål, at de, der ikke var tyske statsborgere, skulle kunne udvises i tilfælde af mangel på fødevarer. Indvandringen af personer, der ikke var af tysk afstamning, skulle stoppes omgående, og de, der var indvandret til landet efter starten på Første Verdenskrig, dvs.

2. august 1914, skulle udvises. Det er påfaldende, at hverken marxisme eller bolsjevisme indgår i programmet, selvom nazistpartiet i høj grad stod i opposition til disse. Dele af partiprogrammet var altså antisemitisk og racistisk, men i 1920’ernes Tyskland lignede programmet andre højrefløjspartiers og blev derfor ikke opfattet som hverken opsigtsvækkende eller nyt.

Adolf Hitler udgav Mein Kampf i to dele.

Den første udkom 18. juli 1925 og den anden 11. december 1926. Det var først i 1936, at de to bøger blev samlet til en bog. Mein Kampf giver et indblik i, hvilke raceideologiske tanker den kommende diktator af Tyskland havde, før han fik magten. Hitler anså historiens krige som et udslag af den evige kamp mellem racerne. Hitler mente, at alle tidligere store kulturer var forsvundet på grund af raceblanding og raceurenhed. Hitler skrev blandt andet at: »Resultatet af enhver racekrydsning er altså ganske kort udtrykt følgende: a) sænkning af den højere races niveau, b) legemlig og åndelig tilbagegang og dermed begyndelsen til en langsom, men sikkert fremadskridende hensygnen [for den overlegne race]«.

Nazismens raceideologi

17

Det var derfor Hitlers overbevisning, at for at vinde denne racekamp skulle den ariske race holdes ren.

Hitler kombinerede samtidig denne betragtning med, at jøden var den ariske races største fjende, og han skrev, at den ariske race var ved at blive overtaget og ødelagt af den jødiske. Hitler var overbevist om, at Sovjetunionen var blevet erobret af jøder. Derfor mente han, at Tyskland var truet af en »jødisk bolsjevisme«. Hitler ønskede, at partiet skulle nedkæmpe denne jødiske bolsjevisme for at opnå et større geografisk område til den ariske race. På tysk blev dette ønske betegnet Lebensraum. Hitlers verdenssyn var et væsentligt grundlag for de ideologiske og politiske principper, han fulgte, da han havde fået magten. Det er fristende at konkludere, at Mein Kampf var en opskrift på Holocaust, men det er forkert. Man kan sige, at den satte nogle retningslinjer for Hitler og dem, der fulgte ham, men bogen var på ingen måde arkitekttegningerne til Auschwitz.

Forudsætningerne for, at nazisterne fik mulighed for at omsætte deres raceidologiske verdenssyn i praksis, var, at partiet fik magten i landet, men det var på ingen måde en selvfølge, at det skete.

18

Holocaust

Spørgsmål fra andre fag Biologi: Eugenikken er en forløber for genteknologien. Hvilke fordele og ulemper er der ved genteknologi?

Biologi: Vil racehygiejniske argumenter blive brugt, hvis man finder en genfejl, der er skyld i, at nogle er mere voldelige end andre?

Samfundsfag: Er der eksempler på, at grupperinger og partier i Danmark, eller andre lande, forsøger at skabe en politisk platform på baggrund af negative stereotyper om mindretal som f.eks. homoseksuelle eller roma og sinti?

Historie: Nazistpartiets raceideologi var inspireret af eugenik og racehygiejne. Var der andre partier i 1920’ernes Europa, der også argumenterede for brug af racehygiejne til det fælles bedste?

Forside fra Hitlers bog Mein Kampf, 1936.